I november 2018 fejrer vi 100-året for Novemberrevolutionen, en epokegørende begivenhed for vores land! Den involverede hundredtusinder af mennesker i hele riget og udviklede enorme kræfter. Det kunne kun forhindres i at blive en socialistisk revolution ved brug af brutal vold fra kontrarevolutionens kræfter, primært ”Reichswehr” og ”Freikorps”, enheder, der blev ledet af socialdemokraterne. (”Freikorps” var nationalistiske og fascistiske bander, der var finansieret og bevæbnet af kapitalen). I denne periode viste arbejderklassens og folkets revolutionære kraft sig, selv om det i dag synes langt væk. Perioden var også en levende demonstration af de farer, der kan dukke op i en revolution.
Novemberrevolutionen var ikke en enkelt episode, der kom ud af ingenting. Den tyske arbejderklasse blev ikke pludselig revolutionær for derefter at forsvinde fra den historiske scene igen. Novemberrevolutionen havde en lang forhistorie og efterlod dybe spor i vores land.
70 år tidligere blev Det Kommunistiske Manifest, skrevet af Karl Marx, udgivet. 43 år før Novemberrevolutionen blev SPD (Tysklands Socialdemokratiske Parti) grundlagt som et revolutionært arbejderparti under ledelse af August Bebel og Wilhelm Liebknecht. På det tidspunkt var det et virkelig revolutionært parti, der ønskede at omstyrte og afskaffe det kapitalistiske system og opbygge socialismen. Begge disse vigtige begivenheder baserede sig på eksistensen af en stærk og militant arbejderbevægelse. Uden sådan en massebasis kunne ideen om socialisme ikke have spredt sig så vidt eller have udviklet så dybe rødder.
Men lige fra begyndelsen var der forskellige strømninger i det revolutionære SPD, herunder opportunismen som villigt redskab for kapitalen. Allerede Marx og Engels kæmpede mod dette med alle kræfter, specielt inden for fagforeningsbureaukratiet, som havde vokset sig stærkt i takt med fagforeningerne størrelse. Disse bureaukrater var blevet talsmænd for ”fredelige løsninger” og for ”samarbejde med kapitalen til fælles bedste”.
Kampen i den revolutionære bevægelse om holdningen til krigen
Et vigtigt udgangspunkt for Novemberrevolutionen var starten på den første imperialistiske verdenskrig.
Ganske tidligt opstod inden for SPD en uenighed om holdningen til krigen. Den internationale socialistiske kongres i Stuttgart i 1907 havde forpligtet de socialdemokratiske partier til at bruge alle kræfter til at kæmpe imod faren for krig og for at bevare verdensfreden. På anmodning fra Lenin og Rosa Luxemburg blev følgende tilføjelse vedtaget:
”Skulle krigen alligevel bryde ud, er de (de socialdemokratiske partier) bundet til at kæmpe for dens hurtige afslutning og til at gøre deres yderste for at drage fordel af den økonomiske og politiske krise, som krigen medfører, ved politisk at vække masserne og sætte fart på sammenbruddet af det kapitalistiske klasseherredømme.”
I 1912 blev denne beslutning bekræftet igen på den internationale socialistiske kongres i Basel, men faktisk var indflydelsen fra ”fædrelandets forsvarere” allerede tiltaget. Allerede i 1907 havde rigsdagsmedlemmet Gustav Noske (SPD) rost den imperialistiske regerings ”fredspolitik” og erklæret, at socialdemokratiet ikke på nogen måde ønskede at underminere disciplinen i hæren, at det ønskede at se Tyskland så godt forsvaret som muligt, og at det ville gribe til våben i tilfælde af krig og ikke ville stå tilbage for nogen anden klasse, når det kom til patriotisme. Noske blev end ikke ekskluderet fra SPD, men begyndte tværtimod sin karriere i partiet.
Den 25. juli 1914, lige før 1. verdenskrig startede, udsendte ”Vorwärts” (partiorgan for SPD) et opråb imod den imperialistiske krig. Det endte med dette krav:
”Vi ønsker ikke nogen krig! Ned med krigen! Leve den internationale forbrødring!”
Mens det imperialistiske militær på befaling fra regeringen først havde planlagt at arrestere alle parlamentets socialdemokrater, så havde forsvarsministeriet derimod allerede besluttet at afstå fra fængslingerne. I hemmelige forhandlinger havde ledelsen af SPD lovet at støtte den imperialistiske krig.
På samme tid indledte de socialdemokratiske aviser en særdeles ondsindet chauvinistisk agitation.
Den 31. juli 1914 opfordrede ”Frankfurter Volksstimme” til at ”vælte zarismen og dens blodige regime”. Den 2. august 1914 erklærede ”Chemnitzer Volksstimme”, at ”de tyske koner og børn skal ikke blive ofre for russisk brutalitet, tyske landområder skal ikke blive kosakkernes bytte … vore kammerater vil gå ind i kampen for tysk frihed og det tyske folks uafhængighed …”
Herefter støttede SPD i parlamentet den 4. august 1914 krigsbevillingerne. Således stillede partiet sig på den tyske imperialismes side og mistede sin revolutionære karakter.
De revolutionæres kamp mod krigen
Med udviklingen af SPD til et krigsparti stiftede de revolutionære omkring Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i 1914 ”International Gruppe”, der i 1916 skiftede navn til ”Spartacus forbundet” og gik med i USPD (Tysklands Uafhængige Socialdemokrati, som formelt var mod krigen, men i virkeligheden fulgte en ujævn venstresocialdemokratisk kompromiskurs), der var brudt ud af SPD.
Den store tyske revolutionære Rosa Luxemburg blev fængslet den 18. februar 1915 af regeringen i samarbejde med ledelsen i SPD. Hun forblev fængslet det meste af krigen, kun afbrudt af en kortvarig løsladelse.
Den 2. december 1914 var Karl Liebknecht det eneste parlamentsmedlem for SPD, der vendte sig åbent og tydeligt mod den imperialistiske krig og nægtede at stemme for krigsbevillingerne. Den imperialistiske regering og SPD ønskede at blive af med ham. Derfor blev han indkaldt til en panserbataljon tidligt i februar 1915 og udstationeret på både vest- og østfronten. Her var han underlagt den militære lovgivning, der forbød ham at udføre politisk aktivitet uden for parlamentet.
Men han var stadig aktiv! I påsken 1916 talte han imod krigen på en ungdomskonference i Jena, og den 1. maj var han leder af en antikrigsdemonstration i Berlin. Da han råbte: ”Ned med krigen! Ned med regeringen!”, blev han anholdt. Med aktiv hjælp fra ledelsen i SPD blev han idømt fire års fængsel. Retssagen blev en fiasko for den imperialistiske domstol, som havde tænkt sig, at retssagen skulle være et skoleeksempel imod de revolutionære. De revolutionære tillidsfolk organiserede en sympatistrejke med mere end 50.000 deltagere i Berlin. I stedet for at svække oppositionen gav fængslingen af Liebknecht ekstra styrke til krigsmodstanden. Knap tre uger før afslutningen på 1. verdenskrig blev han løsladt efter at have siddet fængslet i to år.
Den imperialistiske krig – et frygteligt slagteri
Mens lederne i SPD fik poster i den tyske regering, blev millioner af arbejdere sendt i krig, hvor de mistede livet. På verdensplan blev omkring 18 millioner soldater og civile dræbt i denne krig.
Den tyske kejser benyttede et angreb fra den serbiske hær nær Temes Kubin den 26. juli 1914 – et angreb, som faktisk aldrig fandt sted – som begrundelse for at starte den imperialistiske krig. Presset af den tyske kejser erklærede den østrigske kejser krig mod Serbien den 28. juli 1918. Den 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland. Den 2. august blev Luxemburg besat, uden der var erklæret krig mod Frankrig. Den 4. august angreb den tyske hær Belgien for at kunne marchere mod Frankrig. I løbet af meget kort tid var alle de store europæiske imperialistmagter i krig: England, Frankrig, Rusland og i 1917 også USA og dets allierede mod Tyskland og Østrig-Ungarn og deres allierede. I alt deltog 40 lande i krigen.
Ret hurtigt blev fronterne fastlåst, især den vestlige. I flere år fulgte en blodig positionskrig, som ofte kun handlede om nogle meter. For første gang blev moderne våben som tanks og fly brugt i masseskala. Nu var det muligt at dræbe på en industriel og massiv måde. For første gang blev giftgas brugt i store mængder, hvorved utallige soldater på det sørgeligste blev kvalt.
Mens der på begge sider i begyndelsen var en del soldater, der villigt drog i krig forblændet af nationalistisk propaganda, så vendte det hurtigt til frustration, vrede og had mod krigen. Soldaterne så deres kammerater dø. Mange blev såret. De så officerernes arrogance. Fra familierne derhjemme hørte de, hvordan inflationen voksede, og mange sultede. De så også, at soldaterne på den anden side var deres brødre, var arbejdere. Der var mange socialdemokratiske arbejdere, der var vokset op i det revolutionære SPD, som blev bevidste om, at dette var en imperialistisk krig, hvor arbejdere fra forskellige lande blev sat op imod hinanden og dræbte hinanden. I Tyskland var der i vinteren 1916-17 massiv hungersnød. På grund af inflationen havde mange familier dårligt råd til mad. Men for de store landmænd var det mere profitabelt at give kornet til kvæget eller brænde spiritus på det, fordi overklassen levede godt af krigen og havde råd til kød og spiritus. Dette viste for mange, at kapitalen profiterede på krigen, som arbejderklassen måtte betale for med blod og hungersnød.
Da massestrejkerne og opstandene i Rusland førte til Februarrevolutionen i 1917, satte det fornyet mod i mange tyske revolutionære modstandere af krigen. Da endelig den første arbejder- og bonderegering blev dannet i Oktoberrevolutionen i 1917 og nødvendige skridt blev taget for at bringe en ende på krigen og skridt for skridt ændre samfundet mod socialisme, var det en stor inspirationskilde for de revolutionære i Tyskland til at organisere kampen mod krigen og kampen for socialismen her.
Da en våbenhvile blev undertegnet mellem det revolutionære Rusland og Tyskland den 5. december 1917, fejrede tyske og russiske soldater det sammen ved fronten.
Oprør og gentagne tilfælde, hvor ordrer blev nægtet udført, forekom i hæren. I januar 1918 organiserede de revolutionære tillidsfolk en bølge af strejker, der involverede en million arbejdere over hele Tyskland. SPD, der var nært forbundet med kapitalen, så faren for, at en revolution også kunne bryde ud i Tyskland, og partiet brugte alle metoder, herunder bedrag, løgne, undertrykkelse og vold, for at undgå en sådan udvikling. Af samme grund blev den socialdemokratiske leder Ebert medlem af ledelsen af januarstrejken i Berlin med det formål at få den nedlagt hurtigst muligt.
En sidste tysk militær offensiv på vestfronten i august 1918 brød hurtigt sammen og førte til en katastrofe. På bare en dag mistede 27.000 soldater livet for den tyske kapitals interesser. Den 29. september informerede den militære ledelse kejseren og rigskansleren om, at krigen ikke kunne vindes. De anbefalede en våbenhvile og overgivelsen af regeringsmagten til SPD, så man kunne give det skylden for nederlaget. Nu blev SPD officielt en del af den imperialistiske regering. Af hensyn til massernes reaktioner erklærede SPD, at man ønskede at opnå en hurtig fredsaftale, mens man i regeringskontorerne understøttede alle reaktionens og kapitalens mål.
Novemberrevolutionen
Generalerne ønskede at genstarte krigen. I Kiel planlagde flådens ledelse under admiral Franz von Hipper at sende flåden afsted til et sidste slag mod den britiske flåde i Den Engelske Kanal. Den tyske flåde skulle kæmpe, indtil det sidste skib var gået ned. Dette ville medføre en nytteløs død for titusinder af sømænd. Men ordren blev sendt videre til de menige sømænd af en radioofficer. Den 3. november 1918 hejste sømændene det røde flag på deres skibe, afvæbnede officererne og dannede den 4. november sammen med arbejderne i Kiel et arbejder- og soldaterråd. Samme aften ankom rigsdagsmedlemmet Gustav Noske fra SPD til Kiel. Den lokale guvernør havde i et telegram anmodet om, at en udsending fra SPD kunne få oprøret under kontrol på ordre fra regeringen og partiets ledelse. Noske erklærede over for arbejder- og soldaterrådet, at han ønskede at ”lede revolutionen til sejr”, og han blev valgt som leder. Med tricks og løgne organiserede han afvæbningen af de revolutionære og genbevæbningen af officererne skridt for skridt. Således blev han i stand til at fjerne rådets indflydelse i Kiel. Men i resten af Tyskland kunne han ikke forhindre udviklingen af revolutionen, der hurtigt spredte sig ud i hele landet. Overalt dannedes der arbejder- og soldaterråd, og i løbet af få dage var monarkiet afskaffet.
Men SPD´s leder, Ebert, arbejdede sammen med reaktionen og kapitalen for at forhindre en social revolution og under alle omstændigheder bevare den eksisterende sociale orden. Han ønskede at tiltrække de borgerlige partier, som allerede i 1917 havde arbejdet sammen med SPD i rigsdagen, og imperiets elite for sammen at reorganisere staten. Han ønskede at undgå en radikalisering som den russiske. Han udtalte, da han krævede kejserens afgang: ”Hvis kejseren ikke abdicerer, er den sociale revolution uundgåelig. Men jeg ønsker ikke dette. Jeg hader det voldsomt.”
Kejseren, der havde sendt millioner af soldater i døden og forlangt ”mod og tapperhed” af dem, gik nu som en kujon i eksil i Holland.
Socialdemokraterne kvæler revolutionen
Den 9. november 1918 proklamerede den socialdemokratiske leder, Ebert, en borgerlig-demokratisk republik, som han demagogisk kaldte en revolutionær regering for masserne. Masserne fik besked på at gå hjem og holde sig i ro, så regeringen kunne gøre sit arbejde. På samme tid proklamerede Karl Liebknecht den socialistiske republik foran titusinder af arbejdere og soldater: ”Jeg proklamerer den frie socialistiske tyske republik … i hvilken der ikke mere vil være tjenere, i hvilken enhver ærlig arbejder vil modtage ærlig løn for sit arbejde. Kapitalismens herredømme, som har gjort Europa til en kirkegård, er blevet brudt.”
Den samme aften indtog revolutionære tillidsfolk rigsdagen og planlagde af oprette et folkeråd efter russisk model. Da ledelsen i SPD fandt ud af det, gjorde de alt for at undgå det. Eftersom stemningen i masserne stadig var revolutionær, var de nødt til at gå ind på det, men gennem manipulation lykkedes det dem at overtage ledelsen af rådet. Samtidig vedblev Ebert med at være rigspræsident. Den 10. november 1918 lavede han en hemmelig aftale med den øverste general og leder af militæret, Groener, om at kvæle revolutionen. Ebert forsikrede, at samtlige af de tidligere, reaktionære officerer ville genindtræde i deres tidligere stillinger og magt, og at han ville tage kampen op mod arbejder- og soldaterrådene. På den måde fik han støtte fra det reaktionære militærapparat. På samme tid, den 9.-12. november, mødtes repræsentanter fra de store industrier og fagforeningslederne i Berlin. Den 15. november 1918 undertegnede de en hemmelig aftale, i hvilken fagforeningslederne lovede at gøre en ende på de vilde strejker og sørge for normal produktion, at rulle rådenes indflydelse tilbage og undgå ekspropriation af kapital. Til gengæld gik kapitalen med til 8-timers arbejdsuge og eksklusivaftaler på fabrikkerne. Det sidste var primært rettet imod rådene, som derved ville blive nedlagt. I de følgende dage lovede SPD at undlade at røre ved det gamle militær og det gamle statsapparat.
Kort før den første kongres i folkerådene forsøgte SPD’s leder, Ebert, at forhindre indkaldelsen gennem et militært kup. Her blev 16 revolutionære dræbt. Men Ebert vandt ikke. Derfor var han nødt til at manipulere den første kongres i folkerådene og sikre sig majoritet gennem tricks og løgne. På den tid var Berlin militært i de revolutionæres hænder. Men de var dårligt organiserede. Der manglede et kommunistisk parti, der kunne lede oprøret og lede det mod socialismen. SPD-lederen Ebert var helt klar over denne svaghed og opfordrede det reaktionære militær til uden for det egentlige militær at danne såkaldte ”Frikorps” (bevæbnede bander), som kunne bruges som mordpatruljer mod de revolutionære.
Stiftelsen af KPD og kampen om magten
Lidt efter lidt indså Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg nødvendigheden af et revolutionært parti, og i slutningen af 1918 indkaldte de til en stiftende partikongres. Partiet blev stiftet den 31. december 1918. Dette var det første skridt på vejen til en stærk organisering af de revolutionære kræfter. Men partiet manglede erfaring, indre stabilitet og træning i revolutionær massekamp.
For at bevare magten udvirkede SPD-formanden, Ebert, fyringen af den revolutionære politichef i Berlin, Emil Eichhorn, som havde nægtet at åbne ild mod strejkende arbejdere. Kommunisterne og venstresocialdemokraterne indkaldte til en demonstration mod dette. Til deres overraskelse samlede demonstrationen flere hundredtusind mennesker, mange af disse bevæbnede. De besatte jernbanestationerne i Berlin, de borgerlige aviser og den socialdemokratiske avis ”Vorwärts”. En ”Provisorisk Revolutionær Komite” bestående af Liebknecht og andre blev dannet, og man argumenterede for en revolutionær omstyrtelse af Ebert-regeringen. Desværre stod kommunisterne ikke sammen om dette, fx var Rosa Luxemburg imod en opstand på det tidspunkt.
Ebert udnyttede svagheden og uenigheden blandt de revolutionære. Den 6. januar 1919 udnævnte han Gustav Noske (SPD) til ”folkets hærchef”. Noske udtalte: ”Som jeg ser det, så må en person blive blodhunden. Jeg modsætter mig ikke ansvaret.” Han samlede umiddelbart tropper og frikorps omkring Berlin, og den 9. januar gav han ordre til at undertrykke den revolutionære opstand. Frikorpsene besatte store dele af Berlin og nedslagtede de revolutionære. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg gik i skjul, men de nægtede at forlade Berlin. Den 15. januar blev de arresteret, tortureret og myrdet. Det blev hurtigt kendt, at gerningsmændene var medlemmer af det beredne sikkerhedspoliti, men de blev beskyttet af SPD-ledelsen. I juni 1919 blev morderne frikendt ved en retssag, hvor dommeren var medlem af selvsamme sikkerhedspoliti.
I de følgende uger gav Noske (SPD) hæren og frikorpsene ordre til at drukne revolutionen i blod over hele Tyskland: Bremen, Ruhr, Sachsen, Øvre Schlesien, Rhinlandet, Hamburg og München.
Således frelste SPD det kapitalistiske styre.
Ernst Thälmann om November-revolutionen
Lederen af KPD, Ernst Thälmann, skrev ved fejringen af 10-året for Novemberrevolutionen:
”De objektive betingelser for en sejrrig proletarisk revolution var til stede …den herskende klasse og dens statsapparat var demoraliseret af det militære nederlag i verdenskrigen. Og proletariatet? … (dets) overvældende majoritet tilsluttede sig den proletariske revolutions side.” ”Målt på den objektive klassesituation, de objektive klasserelationer, var situationen moden til den tyske revolutions sejr.”
”Tragedien i den tyske revolution i 1918 … bestod af forskellen mellem de objektivt modne revolutionære betingelser på den ene side og på den anden side den subjektive svaghed i den tyske arbejderklasse og andre forårsaget af fraværet af et bolsjevikisk parti med klare mål.”
Vi kan lære to ting af den fejlslagne Novemberrevolution.
For det første: Den enorme revolutionære kraft i den tyske arbejderklasse, hvis den er opsat på at kæmpe. Denne kraft har sine rødder i de revolutionære traditioner som fx bondeopstanden i 1525 eller den demokratiske revolution i 1848, hvor Karl Marx og Friedrich Engels deltog. Den kraft viste sig også i 1945, da fascismen var knust og et antifascistisk samfund blev opbygget af arbejderklassen i DDR, som tog de første skridt frem mod socialismen, indtil det blev ødelagt af revisionismen. Den kraft sås også i Vesttyskland, da millioner af mennesker kæmpede imod militarisering og for deres sociale rettigheder.
For det andet: Novemberrevolutionens skæbne viser tydeligt, at der ikke kan skabes socialisme uden et revolutionært parti. Et sådant parti må være nært forbundet med masserne, må være stærkt organiseret og forenet og må forsvare sin revolutionære karakter imod opportunisme og revisionisme.
I særdeleshed i dag, hvor tysk kapital i samarbejde med USA-imperialismen, NATO og EU udstikker en aggressiv kurs for militarisering og våbenproduktion samtidig med voldsomme nedskæringer i den sociale velfærd, er vi smertefuldt bevidste om manglen på et kommunistisk arbejderparti i vort land. Noget af det vigtigste, vi har lært af den tyske arbejderbevægelses historie, er igen at kæmpe af alle kræfter for et kommunistisk parti. Vi vil bruge 100-året for Novemberrevolutionen til at sprede denne lærdom.
Marts 2018
Oversat fra Unity&Struggle 36, 2018