således blev det mandag og ikke nok med dén begyndelse
det er 1. november men det bliver ikke koldere end
at Bøgeparken skal rives ned
jeg kæmper virkelig for at holde den gode tone
for jeg tror på alliancer og venner
men kan simpelthen ikke forstå hvor FUCK
klassebevidstheden forsvandt hen og måske er spørgsmålet nok
nærmere om den manglende bevidsthed er systemets stærkeste våben
forstår man ikke hvor arbejderfjendsk systemet er
forstår man nok heller ikke hvis nakke
STATEN KONSEKVENT LADER SIN RØD-HVIDE REJEHÅND SLÅ NED PÅ
mit generelle mismod kommer også af den manglende medieopmærksomhed
men det er vel også o.k. at tro
forsiderne skulle ryddes og ligesom Bøgeparken
efterlades hvide og tomme
og apropos nye begyndelser og hænder
på onsdag begynder første høring i sagen mellem Mjølnerparken og STATEN
og selvom FN kritiserer STATEN for etnisk diskrimination (RACISME)
er håbet ikke større end at det kan være i næven
Deniz Kiy. 1.11.21
Deniz Kiy (f.1994) kalder meget rammende sine aktuelle klassekampdigte – Breaking poesi
Han dimitterede fra Forfatterskolen i 2019. April 2021 udkom hans første digtsamling BLÅ ØJE (TÜRKÜ) på Gyldendal. Om den hedder det: et syngende sorgskrift, en fortælling om hvordan traumatiske erindringer nedarves gennem generationer. Digtsamlingen er et omsorgsrum for og et hjem til de fordrevne og forstummede stemmer og kroppe. Bogen er et stærkt opgør mod de blå øjnes blik – fremmedhadets retorik. https://www.facebook.com/watch/?v=492947041703732 – hvor Deniz læser op og fortæller om digtsamlingen.