Indledning
Til alle læsere og analytikere, der følger de internationale begivenheder fra dette tidsskrift, vil vi i her opsummere vores partis vigtigste overvejelser i denne situation, marxist-leninisternes udfordringer og opgaver i Colombia. De holdninger, der er fremført her, er resultatet af en stor politisk og ideologisk indsats for at bevare vores partis enhed og styrkelse i forhold til klassekampen, en permanent dialog med arbejderne og lokalsamfundene, internt arbejde, ideologisk kamp og partipolitisk debat.
Vi lever utvivlsomt i komplekse politiske tider, der markerer vigtige ændringer i nationale og internationale begivenheder. Uddybning af dette og hele dynamikken i klassekampen i verden vil altid være en vigtig indsats, der vil bidrage til at forbedre vores marxistisk-leninistiske partiers og organisationers strategi og taktik.
Med disse overvejelser håber vi at kunne bidrage til denne kollektive indsats for at bevare kompasset og kampen for social forandring, idet vi er sikre på, at jeres kritik og bidrag vil resultere i en styrkelse af vores arbejde.
- De vigtigste træk ved den internationale situation
Når vi ser på den internationale situation, er det første, der springer i øjnene, den akutte forværring af de sociale modsætninger, der kendetegner verden i dag. Det afspejler den dybe krise, som det kapitalistiske system gennemgår, dets konstante svækkelse, nedbrydning og smerte. Verden er helt sikkert ved at falde ind i en periode med større sammenstød og brud, som gør revolution uundgåelig.
Den ekstreme skærpelse af modsætningerne i imperialismens lejr, de permanente sammenstød mellem de imperialistiske magter, som har givet anledning til den ophobning af krige, der fremmes i dag; og folkenes kamp mod de imperialistiske landes diktat og undertrykkelse. Og klassekampen med tusindvis af arbejdere og mennesker fra de mest forskellige sociale sektorer for deres velfærd, rettigheder og friheder, der i nogle tilfælde er truet og i andre tilfælde indskrænket af borgerlige og imperialistiske grupper af forskellig art; alt dette danner et meget komplekst panorama af konstant ustabilitet og ubalance, hvor sammenstødene forværres og varsler brud i den imperialistiske kæde.
Krigen, multipolaritet og den “nye verdensorden”
Den interimperialistiske kamp om overherredømme og kontrol over lande og verden går gennem stadig flere former for aggression, terror og vold. Det er ingen hemmelighed, at krigen i Ukraine er blevet intensiveret, og at mange lande i stigende grad er involveret i denne konflikt. Der er spændinger mellem USA og Kina på grund af de to magters militærøvelser i Stillehavet og USA’s anerkendelse af Taiwan som en uafhængig nation. Andre brændpunkter får permanent næring, f.eks. i Mellemøsten, Nord- og Centralafrika, Pakistan, Venezuela osv. Disse er alle sammen koblet sammen med de kommercielle, teknologiske og energimæssige stridigheder, der også er stigende, og som samtidig viser faren for og det latente udbrud af en ny verdensbrand.
Det er også klart, at den imperialistiske lejrs opdeling i to store sider eller blokke ikke er homogene, de handler naturligvis ud fra deres forudsætninger, men begge sider er forenet omkring at forsvare deres egne særlige interesser. De rivaliserende imperialistiske blokke ledes på den ene side af USA og andre vestlige magter og på den anden side af Rusland, Kina og Indien. På grund af deres ekspansions- og dominansinteresser kan man ikke sige, at den ene eller den anden sides handlinger er til forsvar for et bestemt lands suverænitet eller for at redde menneskeheden, som nogle hævder. Tværtimod er de udtryk for imperialismens grådighed og antidemokratiske, blodige og kriminelle karakter.
Det er indlysende, at faren for en verdenskrig vokser og får permanent næring, efterhånden som den militære konfrontation mellem blokkene eskalerer, handelskrigene uddybes og spredes, og der er støtte til den ene eller den anden blok. Det er imidlertid slående, at svækkelsen af herredømmet, globaliseringen og multilateralismen, som gentagne gange bliver prædiket og forsvaret i de forskellige internationale scenarier, er brudt sammen. Vi lever bestemt i en tid, hvor kampen for hegemoni og verdensherredømme øger antallet af kommercielle og politiske aftaler mellem lande og dermed overtagelsen og/eller forsvaret af visse internationale aftaler, organisationer og institutioner. Verdensordenen registrerer derfor vigtige ændringer, som fortsat skal analyseres, for bag den fragmentering, som markederne oplever i dag, og den protektionisme, som hver enkelt blok fremmer, er der de nye tråde, der karakteriserer styring, dominans og underkastelse af folk og nationer.
I lyset af dynamikken i multipolariteten kan man også nævne de større spændinger, der findes inden for organer som FN og dets Sikkerhedsråd, Verdenshandelsorganisationen og generelt de forskellige mellemstatslige organisationer. Det er derfor ikke ualmindeligt, at man i mange af disse kan se ændringer, og nogle, som f.eks. Den Internationale Straffedomstol, tager direkte del i striden til fordel for den ene eller den anden blok.
I betragtning af at kampen om kontrollen med og udnyttelsen af råstoffer og naturressourcer, havne, have og strategiske områder fortsat vil præge den interimperialistiske strid, kan vi imidlertid ikke ignorere, at den indbyrdes afhængighed og eksistensen af et globalt marked kræver minimumsaftaler mellem imperialisterne selv for at sikre profitraten og det opnåede hegemoni. F.eks. er kryptovalutaer, centralbankernes rolle, rentesatser, råvarepriser, banksikkerhed, pleje og vedligeholdelse af visse områder af kloden, virksomhedernes mobilitet, brugen af atomvåben, for blot at nævne nogle få, spørgsmål, hvor den samme konfrontation kræver vedtagelse af regler.
Afmatning, inflation og jobnedgang
I den forbindelse fremhæver vi den afmatning, der præger verdensøkonomien som følge af stigende rentesatser, stigende inflation, krigen i Ukraine og alle de intermonopolistiske konflikter, der i dag findes på de forskellige kontinenter. På Den internationale valutafond IMF’s websted kan vi se, at budgetterne for vækst i verdensøkonomien vil falde fra 3,4 % i 2022 til 2,9 % i 2023. Forventningerne om en sådan vækst er underbygget af produktivitetsvækst, teknologiske fremskridt, lavere energipriser, jobvækst og Kinas genopretning efter ophævelsen af sine sundhedsrestriktioner.
Hvad angår det inflationsfænomen, der i øjeblikket ses i de fleste lande, er det værd at nævne de forstyrrelser i forsyningerne, der i øjeblikket findes midt i den intermonopolistiske konkurrence, stigningen i energipriserne, især i Europa, som i dag er underlagt priserne og andre elementer i USA’s olie-, gas- og energipolitik, som drivkræfter. De afhænger også af stigningen i statens udgifter til militære anliggender (det stigende våbenkapløb) samt af de udgifter, der skyldes klimaændringer, jordskælv, orkaner osv.
Fænomenet er så alvorligt, at samme IMF-statistik[1] viser, at verdens inflation vil nå op på 8,8 % i 2022 (verdensgennemsnittet). Med de foranstaltninger, som centralbankerne har truffet, forventes den globale inflation at falde til 6,6 % i 2023 og 4,3 % i 2024. I de første måneder af 2023 lå den globale inflation fortsat på 8 %, idet der blev observeret et lille fald i de såkaldte udviklede økonomier (fra 6,7 til 6,6 %) med en stigning af samme størrelsesorden i vækstøkonomierne (fra 9,0 til 9,1 %).[2]
Den politik, som Fed – USA’s Centralbank – og de fleste centralbanker har fulgt som reaktion på dette inflationsfænomen, har kun været en stigning i renteniveauet, hvilket har medført en kraftig nedgang i forbrugernes forbrug og virksomhedernes investeringer, et fald i kreditgivningen og en økonomisk afmatning. Aktiviteten inden for fremstillings- og servicevirksomhed er faldet betydeligt i de fleste europæiske lande og i Kina.
Den monetære og anti-inflationspolitik, som Fed og de fleste centralbanker fremfører i de forskellige scenarier, er løgn og et bedrag for de fleste forbrugere, fordi de ikke forklarer, men skjuler de virkelige årsager til den inflationsstigning, der har eksisteret i flere år. Efter vores mening er de ansvarlige for stigningen i pengemængden og dermed for nedskrivningen af værdien af den cirkulerende valuta og faktisk for stigningen i priserne på varer og tjenesteydelser. De manipulerer helt sikkert tallene for ikke at vise, at i forbindelse med den svage økonomiske vækst, stagnation og afmatning ligger den faktor, der har den største inflationsfrekvens, i stigningen i statens udgifter, hovedsagelig militæret og gældsbetalinger, der som bekendt først og fremmest finansieres gennem udstedelsen af valuta.
Det er således forbrugerne og aldrig investorerne og kapitalisterne, der påtager sig omkostningerne ved inflationen, som hovedsagelig er skabt af de imperialistiske stater.
Med hensyn til beskæftigelse anslår ILO, at den globale arbejdsløshed vil stige en smule i 2023, hvilket vil berøre tre millioner mennesker. Dermed vil der være 208 millioner mennesker uden arbejde.[3] Med den økonomiske afmatning vil der kun være meget få nye arbejdspladser, et skøn viser en stigning på kun 0,9 % i 2023. Den fleksibilisering og outsourcing, der kendetegner arbejdsmarkedet, vil tvinge mange arbejdere til at acceptere job med lavere kvalifikationer, med lav løn og ofte med utilstrækkelige arbejdstider. Med lavere indkomster i forbindelse med en højere inflation risikerer mange nye arbejdere at ende i fattigdom. I overensstemmelse med det, som ILO har påpeget, er det foruroligende, at de scenarier, der blev registreret på arbejdsmarkedet i forbindelse med Covid-19-pandemien, opretholdes og har tendens til at blive værre.
Denne situation forværres af den stigende udlandsgæld, de stigende budgetunderskud, de katastrofale virkninger af de neoliberale politikker, som IMF har pålagt de afhængige lande, samt klimaændringerne, som i flere år har ændret det økonomiske og sociale arbejde i de forskellige lande.
På denne måde kan vi konstatere, at økonomisk stagnation og afmatning, stigende arbejdsløshed, inflation (stagflation er allerede synlig i mange lande, herunder USA) og fattigdom varsler om, at en ny recessionscyklus er nært forestående, hvilket vil ramme økonomierne hårdt og påvirke levestandarden for tusindvis af indbyggere på planeten.
Finansiel krise
Denne usikkerhed vokser i takt med den begyndende krise i banksystemet, der i disse dage ses i form af flere bankers konkurs i USA, Schweiz og Tyskland. Ifølge analytikere kan dette skabe en dominoeffekt på hele det finansielle system og bringe verdensøkonomien i alvorlige problemer.
Da statslig indgriben er det eneste alternativ, der i øjeblikket hævdes at være en vej ud af krisen, har redningsaktionen for bankerne ikke ladet vente længe på sig. I USA er Federal Reserve først kommet Silicon Valley Bank til undsætning, derefter Signature Bank, og nu en tredje, First Republic Bank. Den schweiziske redningsplan for Credit Suisse-banken blev gennemført ved at lade den blive overtaget af UBS Bank. I Tyskland er Deutsche Banks kollaps på 8,53 % af aktieværdien på Frankfurt-børsen efter den kraftige stigning i omkostningerne til forsikring mod risikoen for misligholdelse blevet afbødet med en førtidig tilbagebetaling af 1500 mio. dollars i Tier 2-obligationer (fastforrentet Tier 2-efterstillet gæld) med udløb i 2028.[4]
Selv om de monetære myndigheder siger, at der ikke er nogen sårbarheder, der bringer dens aktivitet i fare, hverken på rentabilitetssiden, som i Credit Suisse, eller på subprime-lånesiden, som i tilfældet med de amerikanske regionale banker, sættes der spørgsmålstegn ved systemets sundhed. [5] Sandheden er, at de største bankers værdi fortsat falder.[6] Euro Stoxx 600-indekset for banksektoren havde ved lukketidspunktet et fald på 2,53 %, hvor Sydbank førte an med et fald på 10,88 %, efterfulgt af skandinaviske Nordea, som også faldt med 8,4 %.
I USA ser man, at der overføres indskud fra små banker, som anses for at være udsatte, til langt større banker, som potentielt er mere sikre. I den sidste uge af marts blev der overført 50 mia. dollars. Hvis vi tager hensyn til, at de garanterede indlånsfonde betaler det samme beløb for risikoforsikring, uanset enhedens navn og størrelse (100.000 euro i Europa og 250.000 dollars i USA), kan vi hypotetisk set sikre, at de store banker gennem absorptionen af de mindre banker får større indflydelse til at klare den kommende finanskrise.[7]
Væksten i den folkelige kamp
Midt i en så kompleks kontekst dukker der et håbets lys op på himlen, som oplyser vejen for tusindvis af mænd og kvinder, der søger et alternativ til krig og døende kapitalisme: det at sociale protester, strejker, mobiliseringer og kamp dukker op med større styrke i forskellige hjørner af verden. Bannerne for demokrati, frihed, rettigheder, velfærd, arbejde, økologi, miljø og beskyttelse af planeten flagrer og vajer med styrke og åbner vejen for enheds- og kampprocesser, der som i andre tider fremhæver arbejderklassens rolle som det historiske subjekt for forandring.
I Latinamerika har befolkningernes fremmarch opnået vigtige sejre og landvindinger. I lande som Chile, Bolivia, Argentina, Brasilien, Peru, Colombia og Venezuela har arbejdernes og de folkelige protester og kampe gjort det muligt for de demokratiske kræfter at vinde og komme til magten. På trods af de ideologiske og programmatiske begrænsninger i hver af disse erfaringer peger hver af dem nu på muligheden for sejr, forandring og dermed for åbningen af et nyt daggry for arbejderne og folkene.
Progressivismen har taget føringen i disse processer og er blevet den vigtigste kraft. De forskellige kræfter på venstrefløjen, de revolutionære og kommunistiske kræfter har modstået en stærk og kriminel ideologisk, politisk og militær offensiv, som har til formål at isolere og eliminere dem politisk. Selv om resultaterne er forskellige fra land til land, kan vi generelt konstatere værdifulde kvantitative og kvalitative fremskridt. De fremhæver især en vanskelig reorganiseringsproces og en forankring i samfundet, som styrker de forskellige alternative kræfters enhed, rolle og politiske hovedrolle.
- De nærmere detaljer om den nationale situation
Colombia afspejler de internationale tendenser
I forbindelse med undersøgelsen af landets økonomiske situation skal det først og fremmest bemærkes, hvor bekymrende de alvorlige problemer med økonomisk tilbagegang, galoperende inflation, tab af lønningernes købekraft, væksten i det uformelle arbejde, arbejdsløshed og indkomstnedgang er for landet og især for arbejderne.
Med dette perspektiv på den colombianske økonomi viser landets alvorlige problemer fortsat de negative resultater af IMF’s pålæg og overvågning, som gør Colombia til et af de mest ulige lande i verden og kontinentet, med den enorme udfordring at overvinde ikke kun ulighed og fattigdom, men også den tilbageståenhed og afhængighed, der kendetegner landet.
Der er også spørgsmål som stigningen i udlandsgælden, det finanspolitiske underskud og miljøproblemer, som længe har været et stort problem for colombianerne, der giver anledning til bekymring.
På det sociale område er den sociale krise, som flertallet af colombianerne lider under, ikke et lille problem. Der er mange grunde til at være utilfredse og usikre på grund af stigningen i skatter, bøder og andre voksende monetære sanktioner, høje rentesatser, devaluering af valutaen, høje priser på forsyningsydelser, høje udgifter til mad til en familie, mangel på drikkevand, forringelse af vejene og konstante jordskred. Generelt er der utallige problemer, der skal løses, og som endnu en gang viser den historiske på ansvar fra staten, den høje grad af korruption og manglen på social infrastruktur i et land, der også er ramt af krig og menneskerettighedskrænkelser.
På det politiske område er krisen ikke en mindre krise, som kan overvindes med Petros[i] indtræden i regeringen. Denne situation kan klart forklares med utilfredsheden, det sociale pres og kravet om forandring fra flertallet af den colombianske befolkning, selv om en demokratisk kandidat har vundet præsidentposten.
Efter ni måneders regeringstid er den nye regerings popularitet, accepten og anerkendelsen af den nye regering, klar og positiv, men den undermineres samtidig af de store begrænsninger og vanskeligheder, som den står over for med at gennemføre det demokratiske regeringsprogram og de demokratiske reformer, som flertallet stemte for, og deres krav, som de ikke vil give afkald på.
Ud over at Petro ikke har flertal i Kongressen, har den uregelmæssige tilgang til forsoning, enighed og national enhed uden at skelne mellem de modstridende interesser og strategier reduceret muligheden, støtten og den politiske legitimitet blandt nogle af de politiske og sociale sektorer, der støttede Petro fra begyndelsen af hans kandidatur. Det burde ikke være sandt, men det er det, at den nye regering har opfordret til konsensus, en pagt og en national aftale mellem alle sektorer, der søger at fremme og støtte de reformer og politikker, der er opnået gennem konsensus eller aftale med traditionelle organisationer og partier. De samme som traditionelt er dem, der har ledet landet til fordel for oligarkiet og imperialismen.
De voksende sociale krav afhænger derfor af aftaler og alliancer, som regeringen kan indgå i forbindelse med formuleringen, præsentationen og godkendelsen af de reformer og politikker, som den har foreslået. Nu er det ikke første gang, at denne type af aftaler er blevet afprøvet i landet. Det er derfor ikke svært at påpege, at ethvert program, politik eller reform, der foreslås, ikke blot risikerer at blive undermineret i sit indhold, men også at det går tabt, fordi dets godkendelse afhænger af at vække og forene interessen og støtten fra dem, der har flertal et givet sted. I dette tilfælde Republikkens Kongres.
Derfor vil det, der vil blive godkendt af Republikkens Kongres, ikke være det regeringsprogram, som borgerne stemte for, det vil ikke være de demokratiske reformer. Kongressen er sammensat af et flertal, der repræsenterer de økonomiske organisationer, multinationale selskaber og magtgrupper, som traditionelt har styret Colombia. En total fred, som ikke vil blive opnået, hvis de regler (retningslinjer og normer), som imperialismen har pålagt i disse spørgsmål, opretholdes. En forsoning og en national aftale er umulig uden et initiativ for landet, der afhjælper den fattigdom, den vold og det antidemokrati, som vi har lidt under i årevis; alt andet ville være at give afkald på forandring og gå ind i et forsvar for status quo, hvilket efter vores mening ville være det mest alvorlige.
Hvis regeringen ikke korrigerer sit fokus på at vinde opbakning fra flertallet i Kongressen, vil den politiske støtte fra de demokratiske og venstreorienterede sektorer til denne regering blive reduceret, når den ikke giver klare og konkrete svar på forværringen af den økonomiske krise, væksten i uretfærdighed og social ulighed, der er beskyttet af den neoliberale og fascistiske orientering, som den borgerlige stat har forsvaret i årtier.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at alle vores partis kræfter og organisationer arbejdede intenst sammen med mange andre demokratiske kræfter og organisationer for at opnå Petros sejr. I forhold til republikkens præsident støtter og samarbejder vi maksimalt med hans regering, men vi skjuler ikke hans store begrænsninger og svagheder. Vores uafhængighed og autonomi, arbejderklassens og de folkelige interesser, som vi forsvarer, kræver, at vi siger, hvad vi er enige i, og hvad vi ikke er enige i.
Vi kan se, at der er en voksende kamp, der går gennem hele samfundet, og at de oligarkiske sektorer forsøger at bevare deres profitrate uden tab samt kontrollen med og styringen af staten og landet generelt. De vil bruge enhver forhindring, ethvert kup og lukning af rum for de demokratiske, alternative og venstreorienterede sektorer, der i dag findes i regeringen, og som også arbejder for at vinde reformer, der kan afhjælpe den vanskelige situation, som flertallet af colombianerne lider under med hensyn til rettigheder, friheder og levevilkår.
I erkendelse af den indsats og de op- og nedture, som den indebærer, kæmper vi for at øge de demokratiske sejre, idet vi er klar over, at vi ikke er immune over for nederlag. Derfor udelukker vi ikke muligheden for, at vi midt i det hele kan blive tvunget til at gøre et stop undervejs og ændre vores adfærd over for Gustavo Petros regering. Vi håber, at denne regering vil forblive inden for den folkelige og demokratiske lejr og ikke tillade sig selv at blive tilpasset den borgerlige og neoliberale politik, som den har kritiseret så meget.
III. Vores vigtigste udfordringer og opgaver
Vi fortsætter kampen for at styrke partiet ud fra et klasseperspektiv og i en transformativ indsats. Det betyder, at vores vigtigste indsats i denne periode fortsat er rettet mod at styrke det marxistisk-leninistiske parti med en vision om magten til den colombianske arbejderklasse og folk. Vi er en organisation, der er engageret i de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forandringer, som det nationale flertal rejser som sit banner. Vi kæmper for forsvaret og uafhængigheden af fædrelandet, dets selvbestemmelse og befrielse fra det imperialistiske åg, hovedsageligt fra den amerikanske imperialisme.
Som en del af den internationale kommunistiske bevægelse arbejder vi på at udnytte de objektive betingelser bedst muligt og øge de afgørende subjektive faktorer for social forandring og opbygningen af det nye socialistiske samfund. Vi arbejder hårdt for enhed og centralisering af de organisationer, der kæmper mod imperialismen, for selvbestemmelse og for vore folks socialistiske fremtid.
Vi er beslutsomme forkæmpere for arbejdernes, bøndernes og de folkelige sektorers enhed, vi løfter deres faner og krav; vi søger at opbygge en stor politisk massebevægelse til forsvar af livet, arbejdet, folkets rettigheder og friheder. Vi kæmper for en demokratisk regering, der sammen med folket arbejder og kæmper for demokratiet og ikke tøver med at indkalde en national forfatningsgivende forsamling til godkendelse af en ny forfatningsmæssig og demokratisk ramme for republikken.
Vi viser vores støtte til Gustavo Petros regering, hans regeringsprogram og hans foreslåede demokratiske reformer. Vi vil fortsat sammen med folket fremme mobiliseringen og den folkelige kamp til forsvar for regeringen og dens forslag, idet vi ud over et kvalitativt spring i deres indhold også vil søge at opnå den nødvendige balance mellem kræfterne for at få dem godkendt og gennemført.
Vi vil deltage aktivt i de regionale valg, der skal afholdes den 27. oktober, og vi vil fremme og støtte kandidater, der er engageret i folket, deres demokratiske bannere og opbygningen af en lokal magt, der styrker suverænitet, deltagelse og folkelig velfærd.
- marts 2023
Det centrale forretningsudvalg
Colombias Marxistisk-Leninistiske Kommunistparti
Oversat fra Unity & Struggle nr. 46, 2023
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer
[1] www.imf.org/es/Blogs/Articles/2023/02/02/looser-financial-condictions-pose-connundrum-for-central-banks
[2] https://www.bcrp.gob.pe/politica-monetaria/reporte-de-inflacion.html
[3] https://www.france24.com/es/programas/econom%C3%ADa/20230116-oit-reduccion-crecimiento-empleo-2023 https://www.france24.com/es/programas/econom%C3%ADa/20230116-oit-reduccion-crecimiento-empleo-2023
[4] www.ambito.com/finanzas/crisis-financiera-las-acciones-del-deutsche-bank-se-derrumbaron-9-N5681809
[5] www.lasexta.com/noticias/economía/desplome-deutsche-bank-arrastra-consigo-banca-europea-semana-crisis-desatada_20230324641de71f079ac90001877ee9.html
[6] www.lainformación.com/mercados-y-bolsas/como-esta-deutsche-bank-mas-fuerte-que-nunca-talon-de-aquiles-heredado/2883721/
[7] www.estrtaegiasdeinversion.com/análisis/bolsa-y-mercados/el-experto-opina/inevitablemente-y-con-toda-seguridad-habra-mas-n-605679
[i] Nuværende præsident i Colombia siden 2022. Tidligere guerillakriger, der af mange betragtes som Colombias første venstreorienterede præsident nogensinde.