Kammerater!
Tredive år med CIPOML – har været tredive år med kamp mod udbytning, imperialisme og krig – og tredive år med kamp for socialisme!
Men det er ikke nok for os! Vi har ingen intentioner om at sætte farten ned. Vi er fast besluttet på at føre denne kamp til ende! Det er en ære for os som organisation for opbygningen af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland at være vært for mange delegationer fra alle kontinenter her i dag. Vi hilser på vores kammerater og bevæger os sammen med dem fremad i den proletariske internationalismes ånd.
For fuldt ud at forstå betydningen af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer må vi kort genbesøge historien:
I august 1994, efter intense forberedelser, mødtes 15 marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Quito for at etablere denne internationale konference. Det skete på et tidspunkt, hvor der var et enormt politisk og ideologisk pres og skarpe angreb på marxismen-leninismen og arbejderbevægelsens resultater. Efter en lang periode med forræderi og tilbagegang havde de revisionistiske stater i Østeuropa smidt deres sidste »socialistiske« slør og åbent omfavnet kapitalismen. Det tidligere system kollapsede, og skylden blev lagt på socialismen og marxismen-leninismen, selv om disse stater for længst havde forladt de marxistisk-leninistiske principper, gennemført markedsreformer og indsat en ny udbytterklasse.
De herskende klasser udnyttede dette øjeblik til at præsentere kapitalismen som den eneste vej frem og angreb kommunismen som en »falsk vej«. Da det socialistiske Albanien, en lille nation, som længe havde modstået revisionismen og fortsat med at opbygge socialismen, også kollapsede under massivt politisk og økonomisk pres i 1990, syntes kapitalismens destruktive dagsorden at være fuldendt.
Det alvorlige ideologiske og politiske pres, forvirringen og nederlaget for det første forsøg på socialisme påvirkede marxistisk-leninistiske partier og organisationer over hele verden. Selv om de var opstået som reaktion på den verdensomspændende udvikling og videnskabeligt havde analyseret det revisionistiske forræderi, førte de intense angreb på progressive kræfter og kapitalismens midlertidige triumf nogle til resignation og opportunisme. Nogle partier blev opløst eller vedtog en socialdemokratisk linje. Sådanne ting sker i vanskelige tider. Men kapitalismen kan kun besejres af dem, der udholder vanskelighederne, og langt de fleste marxistisk-leninistiske partier fortsatte kampen. Det er bundlinjen!
En storm af antikommunisme fejede hen over kloden. I en forelæsning på det amerikanske universitet i Ankara i 1999 indrømmede Gorbatjov selv: »Mit mål i livet var at knuse kommunismen, som er et uudholdeligt diktatur over folket.« De herskende klasser verden over brugte situationen til at præsentere kapitalismen som den eneste mulighed og stemple kommunismen som en »fejltagelse«. I 1989 erklærede den amerikanske politolog Francis Fukuyama »historiens afslutning« og lovpriste fejlagtigt kapitalismen som den eneste vej til et humant, retfærdigt og socialt samfund. Gorbatjov sagde i 1999: »En verden uden kommunisme vil være bedre. Efter år 2000 kommer en tid med fred og menneskelig opblomstring.« Men de marxistisk-leninistiske partier forstod allerede dengang, at dette ikke ville ske. På den baggrund mødtes de 15 partier og organisationer i Quito i august 1994.
I Quito-erklæringen står der:
»I de sidste årtier har den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen lidt store tilbageslag. Den kapitalistiske genrejsningsproces, som tog fart efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres, og som banede vejen for begivenheder som udviklingerne i Østeuropa og Sovjetunionen, forræderiet i Albanien osv., bærer imperialismens og de reaktionære, revisionistiske og prokapitalistiske kræfters stempel.
De historiske begrænsninger, manglende erfaring, mangel på teoretisk udvikling, undervurdering af de indre modsætninger i det socialistiske samfund, bureaukratisering, de kommunistiske partiers adskillelse fra arbejderne og folkemasserne har alle været medvirkende årsager til, at arbejderne og folkene ikke formåede at forsvare deres landvindinger og forhindre den kapitalistiske genrejsning.
Derudover har vi heller ikke været i stand til at forhindre, at der opstod et nyt borgerskab, som skjult bag en “socialistisk” maske greb magten og ødelagde socialismen.
Oven på dette seneste angreb fra imperialismen og kapitalismen (der angiveligt skulle have udryddet marxismen-leninismen, den videnskabelige socialisme, kommunismen, den proletariske revolution og anti-imperialismen for altid) bygger vi os igen op på alle kontinenter.«
Som Karl Liebknecht sagde i 1919, kort før han blev myrdet af socialdemokrater og reaktionære efter Novemberrevolutionens nederlag i Tyskland:
»Vi er ikke flygtet; vi er ikke besejret. Og hvis de smider os i fængsel, vil vi blive der! Og sejren vil være vores.«
I denne revolutionære ånd har Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer udført et betydeligt arbejde i løbet af sine 30 år. Den har stabiliseret partier og organisationer, etableret en klar politisk og ideologisk orientering, spredt sig globalt og udvidet sin indflydelse. Gennem erklæringer som Quito-erklæringen, gennem sit program, magasinet ’Unity & Struggle’, seminarer, ungdomslejre, kvindemøder og fagforeningsmøder har det opnået forskellige og kritiske milepæle. Dens medlemmer er aktive i klassekampen og stræber efter lederskab i arbejderklassens kampe og massebevægelserne. Konferencen og dens medlemmer erkender dog, at der stadig ligger mange opgaver forude.
Med de skærpede modsætninger mellem de imperialistiske lejre anført af USA, NATO og EU, med Tyskland på den ene side og Kina og Rusland på den anden, vokser risikoen for udbytning, miljøødelæggelse og krig. Gorbatjovs ord klinger hult: »Efter år 2000 vil der komme en tid med fred og menneskelig opblomstring.«
Millioner sulter, og på trods af påståede »hjælpeprogrammer« stiger antallet. Millioner flygter fra krig, sult, undertrykkelse, miljøødelæggelser og mistede levebrød. Imperialismen fører menneskeheden til en afgrund. Krig er en brutal realitet for mange nationer, ofte udkæmpet ved hjælp af stedfortrædere. I Gaza og Libanon er titusinder blevet dræbt af den zionistiske stat Israel. I Ukraine rykker den imperialistiske kamp faretruende tæt på Europa og Tyskland. Med den stigende fare for åben konflikt mellem stormagterne vokser det ideologiske pres på arbejderbevægelsen og de progressive kræfter for at acceptere krigens logik, maskeret som en »kamp for frihed« eller »patriotisme«. Mange »progressive« kræfter er faret vild i denne proces, nogle allierer sig med Rusland og Kina, forsvarer dem som krigere mod den amerikanske imperialisme og hylder en »multipolær verdensorden«. Andre stiller sig på USA’s, NATO’s og den tyske imperialismes side og opfordrer til at bevæbne Ukraine i en »kamp for frihed«.
Vi kæmper ikke for imperialisterne! Vi kæmper imod deres krige og for menneskehedens befrielse fra kapitalisme og imperialisme!
I mellemtiden øges angrebene på arbejderklassen og folket. De bærer byrden af militarisering og krig. Selv i kapitalistiske lande som Tyskland går udviklingen tilbage. Sidste år gik over 220.000 arbejdspladser tabt, og der forventes flere massefyringer. Reallønnen falder, og presset på arbejdere, unge og samfundet stiger. Inden for sundhedsvæsenet truer en regeringsudmeldt »revolution« 20 % af hospitalerne. Vi ønsker ikke denne form for »revolution«. Vi vil have en revolution, der afskaffer de kapitalistiske forbrydere.
Uddannelse, boliger og lønninger raseres, mens miljøødelæggelsen intensiveres. Katastroferne bliver værre, dræber titusinder og ødelægger millioner af liv. I år oplevede vi ekstreme hedebølger i Tyskland, som dræbte mange, mens oversvømmelser satte hele regioner under vand. Dette vil fortsætte og forværres. For at opnå profit skyr kapitalismen ingen midler. Alligevel blev der i 2023 brugt 2,3 billioner dollars på krig og konkurrence mellem imperialistiske magter på verdensplan. I Tyskland findes der ud over stigninger i forsvarsbudgettet en særlig fond på 100 milliarder euro. Forestil jer disse enorme summer. Hvad kunne der ikke opnås for arbejderne, miljøet og freden! Men der er stadig en betingelse: Imperialismen skal væk, og arbejderklassen skal tage magten.
To gange har den tyske kapital ofret millioner af unge mennesker for den imperialistiske magt. Nu rekrutterer den igen til hæren med det formål at gøre os »krigsparate« og genindføre den obligatoriske militærtjeneste. Heldigvis er der kun få, der falder for det. Kapitalismen forbereder sig på at sende millioner i graven og tilbyder ingen anden fremtid end undertrykkelse, afskaffelse af demokratiske rettigheder, politistatstaktik og militarisering.
I denne sammenhæng er Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer af afgørende betydning. International solidaritet er afgørende for at modstå borgerskabets pres og organisere kampen mod militarisering, udnyttelse, miljøødelæggelse og undertrykkelse. Vi i Tyskland er taknemmelige for CIPOML’s vejledning i disse 30 år, mens vi kollektivt arbejder på at udvikle denne vej. Vores bevægelse i Tyskland har en lang og turbulent historie. I dag er CIPOML afgørende for os: At opbygge et kommunistisk arbejderparti er den mest presserende opgave for alle kommunister i vores land. Et parti, der kan forene arbejderklassens kampe og give en klar retning, lede dagens sociale og politiske kampe og sigte mod revolutionen og socialismen som den ultimative løsning på vores samfunds mange modsætninger. På denne vej tilbyder CIPOML, ligesom mange af dets medlemmer, orientering og perspektiv.
Vi er stolte medlemmer af denne store internationale konference, forenet med kammerater over hele verden i kampen mod imperialisme og kapitalisme og for socialisme. I dag fejrer vi sammen vores organisations 30-års jubilæum! Velkommen til!
Hamborg 2.11.2024