Uden et marxistisk-leninistisk parti, der kan lede arbejderklassen i et revolutionært opgør med kapitalismen, vil socialismen forblive en from ønskedrøm. Kampen for at skabe, opbygge og forsvare dette parti – og klassefjendens borgerskabets kamp imod det – er et af klassekampens hovedfelter. I de 100 år siden Oktoberrevolutionen har det stået klart, at et sådant parti er nødvendigt i hvert eneste land. Da oktoberrevolutionen sejrede, var de oprindelige socialistiske (socialdemokratiske) arbejderpartier i Europa stort set gledet over på reformistiske positioner, selvom der i alle partierne var revolutionære marxister.
Udviklingen af revolutionære kommunistiske partier tog fart efter den første vellykkede socialistiske revolution og ikke mindst med dannelsen af den kommunistiske internationale i 1919. Der skulle gøres op med den reformistiske klassesamarbejdslinje, som var blevet fremherskende. Der skulle udvikles eller genetableres partier, hvis mål var en revolution, der eliminerede borgerskabet og den kapitalistiske stat.
Sådan blev det kommunistiske parti i Danmark til – partiet til at stå i spidsen for kampen mod den kapitalistiske stat og for et socialistisk samfund, der skilte sig af med kapitalister og udbyttere – og med arbejderklassen ved roret. Det blev stiftet 9. november 1919. Året efter antog det navnet ’Danmarks Kommunistiske Parti – Sektion af Kommunistisk internationale’ – som den danske afdeling af den kommunistiske verdensbevægelse.
I den til tider omtumlede kommunistiske partihistorie siden da er kampen gået på at fastholde karakteren af revolutionens og socialismens parti – imod revisionistisk og reformistisk udvanding. Op igennem 20erne og i 30ernes kamp mod den fremvoksende fascisme, i modstandskampen under besættelsen og i årene efter med kampen mod dansk NATO-medlemskab og mod faren for en ny krig mod det socialistiske Sovjetunionen spillede DKP en revolutionær og progressiv rolle og udfyldte sin opgave som det kommunistiske parti.
Men DKP fulgte også det sovjetiske parti og dets kurs. Også når det skiftede retning, som det gjorde efter Stalins død. DKP havde svært med at fastholde et revolutionært marxistisk-leninistisk grundlag. Det omfavnede uden besvær den moderne revisionismes teser om fredelig overgang til socialisme og fredelig sameksistens med imperialismen, forstået som opgivelse af den revolutionære klassekamp. Alt sammen opportunistisk begrundet med Sovjetunionens voksende styrke.
Fra 1953 omdannedes det stadig mere udtalt til et reformistisk og revisionistisk parti – ligesom det var tilfældet med hovedparten af partierne i den internationale kommunistiske bevægelse, som underlagde sig sovjet revisionisternes taktstok.
Kampen mod den moderne revisionisme – for et marxistisk-leninistisk parti
Fra 1961 – og bruddet mellem Sovjet og dets følgere på den ene side og Kina og Albanien med støtter på den anden – stillede marxist-leninister i Danmark sig opgaven med at opbygge et revolutionært kommunistisk parti. Men der var mange vildveje og mange forhindringer på vejen.
Den store udfordring i kampen om rodfæste blandt de revolutionære kræfter og i arbejderklassen var det relativt stærke sovjetrevisionistiske DKP, der fik massiv støtte – indbefattet økonomisk støtte – fra Sovjetunionen. Det kunne også bruge den stolte partindsats under besættelsen, hvor det blev forbudt og forfulgt, til at skjule sin reformistiske karakter. Den blev knæsat i løbet af 1950erne med antagelsen af en ny strategisk linje – der gik ud på at en revolution ikke var nødvendig, fordi de socialistiske kræfter globalt var stærke nok til at sikre en ’fredelig overgang’ via et såkaldt antimonopolistisk demokrati og et parlamentarisk flertal.
Den sovjetiske revisionisme fremmede opportunistiske udviklinger i flere retninger – herunder den såkaldte eurokommunisme, som en åben reformistisk variant. I Danmark spaltedes partiet i et større brud i 1958, hvad der førte til dannelsen af SF med den tidligere mangeårige DKP-formand Aksel Larsen i spidsen. Men DKP fastholdt op gennem 70erne et greb i arbejderklassen. Det lykkedes at bremse noget op for den strategiske nedtur gennem rekruttering af en hel del yngre kræfter.
En anden hindring for udviklingen af det marxistisk-leninistiske parti var de eksisterende ideologiske uklarheder og maoismens ret betydelige indflydelse. I september 1968 stiftedes Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister KFML på et erklæret maoistisk grundlag, eller som det hed, på grundlag af marxisme-leninisme-Mao Zedong-tænkning. KFML skulle forberede stiftelsen af et kommunistisk parti. Historisk var det KFMLs fortjeneste at stille spørgsmålet om genskabelsen af et revolutionært kommunistisk parti i Danmark som en konkret og aktuel opgave og udarbejde elementer til en strategisk platform og et dagskampsprogram. Men det cementerede med Mao Zedong-tænkningen en fejlagtig ideologisk platform.
I 1976 dannedes Kommunistisk Arbejderparti på basis af KFML, men som et nyt parti og en ny organisation. Det fik gennem forberedelsesprocessen samlet både marxist-leninister og aktivister fra en lang række kampe og klassekampsfelter – heriblandt EU-modstanden, boligaktivister, folk fra studenterbevægelserne osv. Programmatisk og i praksis blev det et erklæret maoistisk parti, som blev en forsvarer af den mere og mere åbenlyst revisionistiske og opportunistiske linje, der kom fra Kinas Kommunistiske Parti. Dermed stod den sovjetiske revisionisme med DKP og den kinesiske revisionisme med KFML/KAP med hver sin ’broderorganisation’ i Danmark. Et marxistisk-leninistisk parti savnedes stadig.
Forskellige internationale revisionistiske og opportunistiske strømninger gennem tiden har haft relativt nemt ved at rodfæste sig i Danmark – og har været svære at udrydde. Den jugoslaviske revisionisme – titoismen – inspirerede Aksel Larsen og SF. DKP fulgte det sovjetiske parti fra Krustjov over Bresjnev til Gorbatjov og udover kanten gennem stadige svækkelser og spaltninger.
Med lanceringen af den såkaldte teori om ’tre verdener’ afslørede Kinas Kommunistiske Parti, at det havde stillet sig på en opportunistisk og revisionistisk platform mod revolution og for klassesamarbejde og samarbejde med imperialismen. KAP forsvarede dette teoretiske fusk som en del af den internationale maoistiske strømning.
Men denne såkaldte 3-verdens-teori var blot et enkelt udslag af den kinesiske variant af den moderne revisionisme. At roden til denne lå i selve den grundlæggende ideologi – i Mao Zedong-tækningen selv – viste sig med stadig større tydelighed.
KAPs forsvar for 3-verdens-teorien udløste en langvarig kamp i partiet. I 1976 blev det især fynsbaserede MLF (Marxistisk-leninistisk Forbund) smidt ud på baggrund af en debat om KAPs opportunistiske klasseanalyse. I 1978 stiftedes det fortrinsvis københavnske Kommunistisk Sammenslutning (marxister-leninister) – KS(ml) af tidligere medlemmer og sympatisører, der i KAP havde gennemført et ret så omfattende opgør med tre-verdens-teorien og dens forsvarere.
KS(ml) tog afstand fra både tre-verdens-teorien og fra Mao Zedong-tækningen (maoismen)som ideologisk grundlag – og betegnede dem som udtryk for og som en variant af den moderne revisionisme – på linje med sovjetrevisionismen og titoismen.
I løbet af en intens fælles sammenslutningsproces mellem de to organisationer henimod stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti / Marxister-Leninister tilsluttede MLF sig dette standpunkt. Denne proces blev understøttet af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, ikke mindst Tysklands Kommunistiske Parti (ml).
Det revolutionære DKP/ML og Dagbladet Arbejdere indtil 1997
DKP/ML blev stiftet den 31. december 1978. Det betød afslutningen på en periode med mange erklæret marxistisk-leninistiske organisationer, på perioden med små ’partiforberedende’ organisationer, som fulgte efter DKP’s overgang til revisionisme.
Stiftelsen af DKP/ML markerede ikke bare, at sovjetrevisionismen og DKP fortsat blev udfordret, men også at maoismen som en betydende strømning blandt de revolutionære kræfter i Danmark var slået tilbage. Den genvandt aldrig alvorlig indflydelse.
Partiet blev stiftet på et afklaret politisk og ideologisk grundlag. Der lå ingen større uafklarede ideologiske og politiske spørgsmål og sejlede. Der var en klar fælles analyse af historien, indbefattet DKP’s og ’ml-bevægelsens’. Der var en klar holdning til både sovjetrevisionismen og maoismen.
DKP/ML tilsluttede sig og søgte optagelse i den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, som Albaniens Arbejdets Parti med Enver Hoxha en del af. Den talte blandt partierne Brasiliens Kommunistiske Parti (PCdoB) med Joao Amazonas som formand, Ecuadors Marxistisk-leninistiske Kommunistiske Parti, Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) og mange andre ml-partier, der var prøvede i kamp.
Som formand for DKP/ML blev valgt Klaus Riis – selvom det ikke blev offentliggjort i partiets første tid. Blandt de ledende kræfter var både folk fra KS (ml) og MLF – heriblandt Dorte Grenaa, Henning Paaske Jensen, Lisbet Nielsen (Bonde), Gerd Berlev, Karsten Jonassen og den mangeårige redaktør af Arbejderen Lisbet Larsen.
I løbet af kortere tid sluttede en række andre stærke revolutionære kræfter op – som værftsarbejderen og forfatteren John Max Pedersen, digteren B.C. Andersen og komponisten og musikeren Thomas Koppel. Også gamle anti-revisionistiske DKP-medlemmer som Anker Holm, medstifter af KFML, og modstandsmanden Frede Klitgård sluttede op om partiet, også som skribenter i Arbejderen. De fleste af disse indgik i partiledelsen gennem en årrække.
Stiftelsen på dette solide grundlag betød, at grunden til en hurtig udvikling af partiet var lagt. Det havde fra starten et stærkt rodfæste i København og på Fyn og fik relativt hurtigt også slået rødder i Århus, Aalborg og andre steder i Jylland. Og det kunne fra starten kaste sig ind i klassekampen overalt i landet med styrke nok til at rejse vigtige kampspørgsmål.
Opgaven det stillede sig var at opbygge partiet i klassekampen, at vinde rodfæste gennem deltagelse i de vigtige kampe.
Den grundige forberedelse af partiet og dets høje grad af politisk og ideologisk enhed skabte gode betingelser for hurtig fremgang. Det udvidede sig hurtigt både med medlemmer og i stadig større landsdækkende udbredelse – uden at det på noget tidspunkt gav sig til at skovle medlemmer ind. Man kunne ikke bare melde sig ind i partiet. Partiet skulle vide hvem det var, det optog i sine rækker – alle nye skulle anbefales af to partimedlemmer.
Det hurtige tempo i opbygningen af partiet afspejlede sig også i forhold til partiets avis. Arbejderen blev hurtigt til først 14 dags blad, så ugeblad – og allerede fra september 1982 udkom det som dagblad. Det bragte partiets politik ud til stadig videre kredse og begyndte at spille den organiserende, agitatoriske og propagandistiske rolle, som tilkommer et revolutionært dagblad. Fra forskellig side søgte man at opstille hindringer for avisen for at få den lukket, men der var et stærkt behov for en revolutionær avis, så den overvandt alle vanskeligheder. Udgivelsen af et dagblad var en stolthed for hele partiet, og en fornem præstation.
Det var et revolutionært parti fuld af entusiasme, aktive, militante medlemmer, og det var partiets linje at man tilegnede sig den marxist-leninistiske teori. Stiftede af Rød Ungdom fik i de år stor betydning i ungdommens massebevægelser og kampe. Kvindefronten der fik genrejst 8.marts Kvindernes Internationale Kampdag, RFO- den revolutionære fagopposition der fik sat spot på reformismen i fagbevægelsens top, ligesom en stor bred progressiv Kulturfront voksede op omkring partiet. Rød 1. Maj blev etableret på et klassekampsgrundlag ligesom Rød sommerlejr blev skabt som en landsdækkende mobilisering omkring partiet.
Moderne revisionisme i arbejde
80erne var en periode med intens rivalisering mellem to imperialistiske supermagter på globalt plan. Mellem den aggressive amerikanske imperialisme og den nye sovjetiske socialimperialisme. Efter den revisionistiske kontrarevolution i 1953-56 opbyggede Sovjetunionen sig som global supermagt. Faren for krig mellem disse to supermagter var til tider overhængende – og for DKP/ML stod kampen mod de to supermagter centralt – ligesom også kampen mod EU, der udviklede sig stadig mere i retning af en europæisk imperialistisk blok.
Sovjetunionens sammenbrud kom ikke som en dyb overraskelse for DKP/ML, som var klar over, at den sovjetiske socialisme var staffage for noget, der var engang, og at Sovjetunionen og dens broderlande fra midten af 50erne efter Stalins død havde sat kurs mod kapitalismens genoprettelse. Men de kontrarevolutionære begivenheder i 1989-91 -indbefattet det socialistiske Albaniens fald – havde store konsekvenser for klassekampen og den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse.
Det betød indledningen på en periode, hvor imperialismen – med den amerikanske i spidsen – igen rykkede fremad på globalt plan. I denne situation måtte de revolutionære og marxistisk-leninistiske kræfter primært sikre deres overlevelse og dermed bane vej for fornyet fremgang.
Selve socialismen idé og værdien af socialismen som samfundssystem blev udsat for en massiv hetzkampagne. Socialismen har spillet fallit, den duer ikke – sådan tordnede propagandaen løs. Der var tale om et større kontrarevolutionært tilbageslag. Der blev lagt et hårdt pres på partiet og dets medlemmer.
DKP/ML stod på sit eget ml-fundament og blev ikke kritisk ramt af eller inddraget i revisionismens krise. Dagbladet Arbejderen overlevede og var i stand til at tolke og forklare begivenhederne og lægge en retning for partiets og de revolutionære kræfters virksomhed i en ny periode, hvor det generelle tilbageslag i klassekampen og for de revolutionære klassekræfter var mærkbart.
DKP/ML blev alligevel nogle år senere – i 1997 – et offer for et revisionistisk attentat, da en fraktion i partiet med bl.a. Jørgen Petersen, Søren Becker, Jan Mathiessen og Joan Ågot Petersen fik grebet magten i partiledelsen og fremkaldte en partisprængning, da de umiddelbart efter ekskluderede Klaus Riis, Dorte Grenaa og Frede Klitgård, og en tredjedel af partimedlemmerne forlod det – og efterfølgende stiftede Arbejderpartiet Kommunisterne.
I et citat fra ”Sprængningen af DKP/ML – et alvorligt tilbageslag for kommunismen i Danmark” siges der:
”Det er en barsk og bitter kendsgerning, at det parti, der ved den 7. Kongres kunne konstatere, at der aldrig havde eksisteret en mere gunstig situation for parti og dagblad kun tre måneder efter kongressen er blevet sprængt. Det er et alvorligt tilbageslag ikke bare for partiet DKP/ML, men for kommunismen i Danmark, for kampen for at opbygge eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, som har været en ledetråd for DKP/ML gennem hele dets eksistens, og har været opstillet som et særligt mål siden den 5. Kongres efter DKP’s sammenbrud – og senest genbekræftet på den 7. Kongres.”
Eksklusionerne skete som et led i deres forvandling af DKP/ML til et parti af moderne revisionistisk type, en del af den globale revisionistiske internationale. Dermed blev DKP/ML likvideret som marxistisk-leninistisk parti – og opgaven med at genskabe det stillede sig igen, ligesom den gjorde det efter DKP’s revisionistiske forfald. Den blev løst med stiftelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne i april 2000.
Opbygningen af det kommunistiske parti og den nødvendige daglige information om danske og globale klassekampsudviklinger hænger snævert sammen. Hvad enten det har form som en papiravis eller som i dag som dagblad på nettet.
Det revolutionære DKP/ML og dets avis eksisterede i knap 20 år. Så blev både partiets og avisens karakter som redskaber for en socialistisk revolution forvandlet til deres modsætning, selvom avisens navn eksisterer endnu. Deres politiske linje videreføres af APK og i bladet Kommunistisk Politik og på nettet af KPnet.
Hvad DKP/ML betød
I henved 20 år partiet sin opgave som arbejderklassens revolutionære parti – indtil det som tidligere det revolutionære DKP blev overtaget af moderne revisionister, der førte en bitter kamp mod marxist-leninisterne og en marxistisk-leninistisk politik. Selvom partiet og dagbladet beholdt deres navne var det med et andet og anti-revolutionært indhold.
Men partiet gjorde en ende på den moderne revisionisme – sovjetrevisionismen – som nærmest enerådende strømning ved siden af socialdemokratismen (folkesocialismen, venstresocialismen) i arbejderklassen.
Det lykkedes partiet fra et ret spinkelt udgangspunkt at blive en politisk kraft, der var i stand til at udgive et revolutionært dagblad og opbygge partiet sammen med den revolutionære avis.
Partiet forsvarede og udviklede en marxistisk-leninistisk platform og politik, som er holdbar endnu i dag – og som videreføres af Arbejderpartiet Kommunisterne som arbejderklassens revolutionære parti .
Indlæg på APKs Novemberkonference 2018
For den der vil vide mere om DKP/ML og dets historie findes der en række dokumenter, kongresdokumenter og artikler på www.oktobernet.dk, Kommunistisk arkiv, DKP/ML 1978 – 1997