Materiel vækst og udvikling er ikke en dårlig ting, men en nødvendighed for menneskeheden. Krav om ’nulvækst’ er en gavepakke til en kapitalisme på kanten.
Mennesket har en iboende trang til at forbedre sine materielle kår og forenkle hverdagen. Sådan har det været, siden vores art skilte sig ud fra dyrene med dets evne til at fremstille og bruge arbejdsredskaber. Men ’økonomisk vækst’ under kapitalistiske samfundsforhold er ofte perverteret. Den moderne kapitalismes (imperialismens) vækstpotentiale består i spild og masseødelæggelse.
Den økonomiske vækst, der følger af kapitalismens ødselhed med natur, mennesker og materialiseret arbejde, måles som en vækst i borgerskabets profit. Hvordan og til hvilken pris denne profitvækst opstår, er fuldstændig uinteressant fra et kapitalistisk synspunkt. Hvis man kan sælge frisk luft på dåse, er den merværdi og profitten, dette produkt genererer, ’økonomisk vækst’ ifølge borgerlig økonomi. Det indgår i det samfundsmæssige bruttonationalprodukt på trods af, at produktionen af en sådan vare er totalt unyttig for samfundet og for enkeltindivider.
Hvis vi forestiller os, at friskluftdåserne er fremstillet af genbrugte patronhylstre, nogle af dem befængt med forarmet uran, kan kapitalisterne endog opnå en ekstra profit ved at miljømærke deres genanvendelse af efterladenskaberne fra kapitalens omfordelingskrige.
En sådan form for ’økonomisk vækst’ vil vi ikke have. Vi godtager ikke præmisserne, vi godtager ikke regnestykket, vi nægter at være med til at håne den natur, som vi lever i symbiose med.
Nulvækst er ikke progressivt
Men vi vil heller ikke have økonomisk nulvækst. Vækstraten i de kapitalistiske lande efter anden verdenskrig var i de kapitalistiske lande i flere årtier på omtrent seks procent. I de sidste årtier er vækstraten mere end halveret i Vesten. Kun Kina og lande i Sydøstasien samt i en kortere periode Brasilien har formået at opretholde en høj økonomisk vækstrate. Forklaringen er delvis, at de har haft et mere tilbagestående industrielt udgangspunkt, men nok så meget, at de har satset på industriel produktion i storskala. I modsætning til Vesten, der har eksporteret store dele af sin industrielle produktion og investeret i finansiering og til dels uproduktive tjenesteydelser af lav samfundsøkonomisk værdi.
Væksten i mange kapitalistiske lande var allerede nede på en til to procent på årsbasis. I den nuværende krise forventer IMF stor negativ vækst i Vesten og kun 1,2 procent vækst i Kina i år 2020. Vi oplever et historisk fald i norsk industriproduktion. EU forventer, at økonomien vil falde med 8,3 procent i år, og forventningerne til 2021 er en vækst, som langtfra opvejer faldet.
Sådanne tal vil sandsynligvis glæde nulvækstprofeterne. Derefter skal de huske, at 400 millioner nye arbejdsløse er blandt dem, som betaler prisen. De, der hævder, at lavere vækst er stort for miljøet og klimaet, giver kapitalisterne en grøn redningsvest. Borgerskabet messer om ’grøn omstilling’, mens de vasker deres hænder og giver en pandemi skylden for den økonomiske krise, som den kapitalistiske produktionsmåde er skyld i.
Marxister er og vil altid være for økonomisk og anden vækst, fordi det er synonymer for menneskehedens egen udvikling. Uden materiel vækst og fremskridt vil udviklingen på andre områder også stoppe. At være imod økonomisk vækst og materiel velstand er ikke progressivt. Det er reaktionært og udviklingsfjendtligt.
I kølvandet af ’den grønne bølge’ har flere og flere på venstrefløjen kastet sig over mantraet om, at økonomisk (materiel) vækst er et onde, som ødelægger klima, natur og fremtid. Få af dem skelner mellem forskellige typer vækst, og de færreste definerer, hvad de mener med ’vækst’.
Den generelle holdning er, at vækst er en trussel mod miljøet og vores egen eksistens, at naturens tolerancegrænse er nået, og at vi fra nu af skal reducere kravene til levestandard og/eller sørge for, at verdens befolkning reduceres. Dermed har man godtaget kapitalismens eget mantra om, at det er mennesker ved deres blotte eksistens og aktivitet, der gør kloden ubeboelig, og som skaber kriser. En sådan pessimisme har verden ikke set siden Den Sorte Død, da kirken mente, at det var menneskenes synder og de vantro, der havde skylden.
Det er næsten ikke til at tro, at de, der kalder sig venstrefløjen, skriver under på sådan et budskab.
Mere energi, ikke mindre
Næsten al produktiv vækst forudsætter brug af energi. Energi findes i uanede mængder, udfordringen er at finde metoder til at udnytte den mest muligt og til mindst mulig skade på natur og mennesker. Al energi er ’vedvarende’ i den forstand, at den kun skifter form, og al energi kan omdannes til den mest effektive form, elektrisk energi. Men i daglig tale er vedvarende energi den, der i ringest grad sætter skadelige aftryk på miljøet og atmosfæren. Det vil i praksis sige vandkraft og solenergi og til en vis grad vind- og bølgekraft. Og måske brint (hydrogen) på længere sigt.
Ser vi på Norge, er vi der allerede: Vandkraft står for næsten 98 procent af den norske energiproduktion. Men på verdensplan udgør vand- og vindkraft en forsvindende lille del, selvom den stiger. Kul, olie, gas og atomkraft er helt afgørende for produktion, lys og varme i størstedelen af verdens lande, ikke mindst i fattige lande, der har behov for at udvikle deres egne industrier.
Så når den grønne bevægelse og venstrefløjen forlanger nedskæring i al ikke-vedvarende energiforbrug, er dette i realiteten et krav om mindre vækst for størstedelen af verdens befolkning. De skal tage til takke med en langsommere udvikling, faldende levestandard og mere fattigdom, så længe de ikke er i stand til at blive ’vedvarende’. Her åbnes der naturligvis også et omfattende marked for avanceret vestlig teknologi i energisektoren, der kan påtvinges stater i Afrika og Asien som del af handels- og ’bistands’-aftaler, hvor liberalisering og internationalisering er en væsentlig del af pakken.
Sagen bliver ikke bedre af, at grøn ’solidaritet’ demonstreres ved, at folk i mere udviklede lande får at vide, at også de må indstille sig på mindre vækst, mindre forbrug og faldende levestandard. Politiske krav ’for at redde kloden’ er i realiteten krav, der er skræddersyet for at hjælpe kapitalismen med at overleve.
Produktion for fremskridt
Problemet er ikke økonomisk vækst og udvikling som sådan. Nej, problemet er en hensynsløs ’vækst’ baseret på kapitalistiske profithensyn og markedslogik, det vil sige en vækst, der ikke kun producerer en række unyttige produkter, men som også trodser miljøhensyn og naturens tolerancegrænse. Konkurrencen mellem forskellige kapitaler og lande, som denne vækst fører med sig, ender med handelskrige og rigtige krige, der lægger vigtige produktionsmidler i grus og dræber eller forgifter mennesker og natur.
Menneskehedens historie handler om samfundsformationer, der har lettet nye spring for produktion af eksistensmidler, nye produktionsredskaber, og også luksusartikler. Fra slaveriets tid til nutidens kapitalisme har det handlet om klassesamfund. Nye samfundsformationer er vokset i det gamle samfunds skød; nye og mere fremskredne herskende klasser og ejendomsforhold har på revolutionær vis forkastet den gamle klassestat og forhindringerne, de satte mod videre fremskridt.
Kampen for bedre materielle kår og mulighederne, som bedre teknologi åbner for, udvikler konstant nye kulturelle og materielle behov. Højere produktivitet og flere materielle goder står i et gensidigt dialektisk forhold til kulturelle, videnskabelige og teknologiske fremskridt.
Udbytterklasser fra slaveejere og feudalherrer til kapitalister har båret disse fremskridt frem på ryggen af slaver, lejere og proletarer. De udbyttede masser har virkeliggjort fremskridtene – fremskridt, de selv i ringe grad har fået del i. Ikke desto mindre er der tale om vigtige økonomiske og kulturelle milepæle.
Krig er væksthormon under imperialismen
En del af dette er, hvad der i borgerlig terminologi kaldes ’økonomisk vækst’. Bruttonationalproduktet (BNP) afspejler markedsværdien af al produktion af offentlige eller private varer og tjenester, inklusive skatter og fratrukket subsidier. Når udtjent kapital (afskrivninger) trækkes fra, står man tilbage med et nettonationalprodukt. Ulønnet omsorgs- eller husarbejde og den store uformelle økonomi tælles ikke med.
En kraftig investering i krigsindustrien resulterer automatisk i høj økonomisk vækst. Erobring af fremmede lande og markeder giver øget vareeksport, råvareadgang og muligheder for eksport af kapital. For kapitalismen er krigens ødelæggelser et væksthormon!
I BNP indgår således en hel række helt uproduktive aktiviteter, men eftersom beregningsmodellen følger visse internationale standarder, giver BNP en indikation på den økonomiske udvikling i de enkelte lande og mellem forskellige lande. Det siger ikke nødvendigvis noget om den faktiske produktivitet, blandt andet fordi en stor basisrenteindkomst af f.eks. olie giver lande som Norge og Saudi-Arabien et uforholdsmæssigt højt BNP målt pr. indbygger.
Andre kriterier for vækst under socialismen
Når vi taler om økonomisk vækst, kan marxister ikke bare forholde sig til BNP og det kapitalistiske systems definition af markedsværdier.
Under socialismen vil vigtige industrisektorer blive stærkt subsidieret, og en række industri- og forbrugsvarer til blive solgt under deres værdi eller tilført andre sektorer helt uden for markedssfæren.
Den socialistiske nationalindkomst omfatter det produktive arbejde, der udføres i den socialiserede industri og den del af kollektivbøndernes indkomst, der tilfalder staten og fællesskabet.
Nationalindkomsten under socialismen vokser kontinuerligt, fordi den socialistiske produktion gør det samme. Socialismens økonomiske grundlov fordrer en jævn og planmæssig udvidelse af produktionen på et stadig mere avanceret niveau. Det er en vækst, der skal tage højde for både naturlovene og lovene for den planlagte økonomiske udvikling.
Økonomisk vækst under kapitalismen handler om at producere for maksimal profit til salg på et marked.
Økonomisk vækst under socialismen handler om at imødekomme befolkningens materielle og andre behov, behov, der naturligt vokser med den generelle samfundsudvikling. Væksten skal sikre investeringer i centrale industrisektorer for at lægge grunden til større økonomisk fremgang og høj grad af selvforsyning. Med stigende produktivitet, højere uddannelsesniveau, ny infrastruktur osv. vokser også befolkningens kulturelle behov og krav til livskvalitet – både for det kollektive og for den enkelte.
Socialistiske produktionsforhold giver grundlag for en jævn og hurtig økonomisk produktivitetsudvikling, som igen er afgørende for at opbygge et solidt fundament for velfærdssystemer, kultur og uddannelse.
Hvis socialismen skal lykkes, skal den konstant tage den nyeste teknik i brug og erstatte gamle produktionsmetoder med nye. Princippet om stadig teknologisk fornyelse blev af forskellige bekvemmelighedsgrunde negligeret i de tidligere socialistiske lande. Ved at bryde socialismens økonomiske grundlov forberedte man en kapitalistisk kontrarevolution. Stagnationen, der fulgte i nogle brancher, især inden for produktion af forbrugsvarer, blev brugt af revisionisterne til at indføre kapitalistiske reformer.
Naturen – vores uorganiske krop
Naturen er grundlaget for alt liv og dermed også for al produktion. Kapitalismens natur- og miljøødelæggelser skyldes et system på dødslejet, og i dens dødedans giver profitmagerne pokker i, at de påkalder sig naturens hævn.
Mennesket er en del af denne natur, afhængig af naturen, skabt af naturen. Mennesket har til alle tider kæmpet mod naturen og naturkræfterne, men det har gradvis lært, at det samtidig må være i samspil med naturlovene, respektere dem og udnytte dem.
Kapitalismen vil også udnytte naturlovene, men uden at respektere dem. Det har haft skræmmende konsekvenser på mange områder. Økonomisk vækst, der negligerer naturlovene, vil slå grusomt tilbage.
Naturen er menneskets uorganiske krop, men en krop kapitalismen har fremmedgjort os fra, sagde Marx. Mennesket indgår i et kontinuerligt samspil og en kontinuerlig udveksling med denne natur. Hvis dette samspil ophører, dør vi.
Hans gamle kampfælle Friedrich Engels skrev senere:
’Lad os imidlertid ikke smigre os selv for meget med vores menneskelige sejre over naturen. Den hævner sig på os for enhver sådan sejr. Hver af dem har ganske vist i første omgang de følger, vi har regnet med, men i anden og tredje omgang har den ganske andre, uforudsete virkninger, som kun alt for ofte ophævede de første følger igen.’
Efter at have givet en række eksempler fortsætter Engels:
’På den måde bliver vi hvert øjeblik mindet om, at vi på ingen måde behersker naturen på samme måde, som en erobrer behersker et fremmed folk, som en der står uden for naturen – men at vi med kød og blod og hjerne tilhører naturen og står midt i den, og at hele vort herredømme over den består i, at vi frem for alle andre skabninger kan erkende dens love og anvende dem rigtigt.’ (Engels, 1876: ”Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske”)
Løsningen er derfor ikke, at vi holder op med at udnytte naturlovene, men at vi begynder at respektere dem. Og for at respektere dem må vi befri os fra kapitalismen, dens udpining af jorden, dens forurening, dens krigsødelæggelser.
Derefter ligger landet bogstavelig talt åbent for omfattende og større vækst i produktion af materielle goder og produkter end nogensinde før. Det er en produktion, der skal ske i samspil med naturen gennem en innovativ brug af de uendelige energiressourcer og udvikling af avancerede og miljøvenlige processer.
Det er ikke sådan, at menneskeheden har nået grænserne for dens udvikling, sådan at vi er nødt til at tage et skridt tilbage. Tværtimod. Vores muligheder er ubegrænsede i et univers, der rummer mere end jorden, så længe vi opererer i pagt med naturen og de fysiske naturlove. Hvis ikke, tager naturen hævn over os, som Engels sagde.
Det er ikke vækst gennem samspil med naturen, men kapitalismens rovdrift, der leder os mod en afgrund af miljøødelæggelser og altødelæggende krige.
7. juli 2020 – www.revolsjon.no