Især på internettet er der rig mulighed for at støde på kritik og udfordring af statsautoriternes officielle udmeldinger på områder, hvor de traditionelt har haft monopol. Det drejer sig især om spørgsmål omhandlende sundhed, f.eks. Sundhedsstyrelsens kostråd om anbefalet mælkeindtag, eller i spørgsmålet om vacciner som f.eks. HPV-vaccine, omend kritikken ikke begrænser sig til disse.
Parallelt til dette almindelige autoritets-kritiske opbrud findes der direkte konspirationsteorier som inden for nogle temaer har sammenfald med ovenstående kritik, men som desuden tillægger en bevidst og koordineret misgerning til autoriteternes fejlagtige information.
Denne tendens tager i højere grad fat på større politiske emner, eller brygger større teorier sammen på baggrund af en opfattelse om en sammensværgelse. En ret samlende faktor er en mistillid til den officielle forklaring på 11. september og en mistanke om, at det var USA’s egen regering, der – i den ene eller anden konstellation – stod bag angrebet.
Begge strømninger er, blandt meget andet, et udtryk for en udtalt mistillid til autoriteterne, omend der er mange forskelle på de to grupper og store forskelle inden for dem. Mistilliden til autoriteterne forekommer at være ganske naturlig.
Især den sidstnævnte, konspirations-teoretikerne, fylder til tider i sammenhæng med diverse kritiske og progressive stemmer på internettets sider og er desuden sammenvævet i retorik og profilering med andre af nettets krigere, såsom den udefinerede hacker-platform Anonymous, Piraterne, m.fl.
Sølvpapirshatte til side, så er konspirationsteorier stadig et vidt begreb, men for de flestes vedkommende er der en række fælles træk.
Ingen materialisme, ingen klasser
For konspirations-teoretikeren findes der sandhed eller løgn baseret mest af alt på, om en analyse forekommer mulig, frem for om den er sandsynlig. Uantastet af samfundets forhold og dets inddeling i klasser, uantastet af selve de økonomiske strukturer og deraf afledte interesser, uantastet af merværditeori, kører konspirationsteoretikerne derudad med spekulationer om denne eller hin intellektuelt udtænkte konspiration.
Frem for en grundlæggende analyse af samfundsforholdene sammenfattes modstanderen til at være en konspirerende gruppe, en ’magt’ eller lignende begreb, og medspillerne er de ’vågne’, mens resten af befolkningen stadig sover. Når den vågne konspirationsteoretiker så skal forklare, hvorfor befolkningen sover, søges der ikke svar baseret på den del af befolkningens egne erfaringer.
Konspirationsteoretikeren selv ser ikke, at erfaringer og diverse kollektive kampe har været grundlaget for dennes egen udvikling og mobilisering. Som eksempel kan vi tage et blik på konspirationsbevægelsen omkring 9/11. Den bevægelse ville ikke eksistere med sin nuværende vægt i dag uden den massive internationale politiske(!) massebevægelse(!) mod Irak-krigen.
Den er et biprodukt af den bevægelse. Et defensivt resignerende biprodukt, som retter hele sit fokus på, om hændelsen 9/11 var løgn eller sand i forhold til versionen fra den amerikanske administration. Defensiv, fordi krigen i Irak – uanset hvad der hændte forinden – var en beskidt ulovlig krig for profit, og fordi argumentation ikke kan isoleres til, hvilke eller hvor mange løgne der forinden var fortalt om dette eller hint.
Kampen mod krigen er på retræte for den, der indskrænker det til at være et spørgsmål om krigsmagernes argumentaton og ikke krigsmagernes krigsmageri.
Upåagtet sandhed eller ej om 9/11, og til sammenligning, var problemet ved den tyske nazismes rigsdagsbrand ikke så meget løgnen om branden og brandstifteren, problemet var, hvad løgnen blev brugt til i forbindelse med krigen og krigens grundlag.
Løgnen og krigen er forbundet, men hvor den tyske nazismes krig var kommet uanset rigsdagsbranden som del af et påskud og en optakt eller ej, så var rigsdagsbranden ikke indgået i en massiv propaganda, hvis ikke den propaganda skulle bruges af den tyske kapital i sin anti-kommunisme og konkurrence med de andre kapitalistiske magter (England, Frankrig, m.v.).
Der er naturligvis god grund til at afdække diverse løgne, og især dem der anvendes til propaganda for krig. Problemet opstår, når sådanne undersøgelser og afdækninger tager et skævt fokus og bliver en forhindring af afdækningen af krigens natur i det kapitalistiske samfund.
Kapitalens objektive og subjektive side
Ligesom arbejderklassen har en objektiv side som den ene del af klassesamfundets modsætning og en subjektiv side ved sin organisering (parti, organisationer, kultur, massebevægelser, m.v.), så har også kapitalen en objektiv og en subjektiv side.
Den objektive side af kapitalen er den anden del af klassesamfundets modsætning (over for arbejderklassen), og den subjektive side er kapitalens organisering. I modsætning til arbejderklassen kan kapitalens subjektive side ikke antage total form som organisering mod arbejderklassen pga. kapitalens interne konkurrence.
il tider, hvor arbejderklassens mobilisering og organisering (dvs. dens subjektive side) er så slagkraftig, at den truer selve kapitalismen, kan det nærme sig et punkt hvor kapitalen lægger næsten alle andre stridigheder til side, såsom det var tilfældet ved Pariserkommunen (1871) og Oktoberrevolutionen (i kølvandet på første verdenskrig) m.v.
Eller sagt på en anden måde: Hvor kampråbet ”Kapitalister i alle lande forén jer!” af gode grunde ikke er fanget an som et fast kampråb, men på få tidspunkter været tæt på praksis, så er ”Arbejdere i alle lande forén jer!” en mulig og derfor anvendt parole.
Desuden har kapitalen på tværs af lande og monopoler en række organiseringer og fora, som kan være mere eller mindre knyttede til det ene monopol, såsom IMF, Verdensbanken, G7, G8, G20 m.v.
Dertil kommer de mere rene åbenlyse organiseringer som politiske centre for dele af kapitalen, som f.eks. Bilderberg, der er et helt officielt fortroligt forum for europæiske og amerikanske kapital-interesser, eller Den Trilaterale Kommission, der foruden de førnævnte også inkluderer japansk kapital.
Kapitalens objektive side er dens rolle i klassemodsætningen, og den side er basis for kapitalens tiltag og handlinger, hvoraf nogle er beskrevet ovenfor. Det er den evige jagt på profit, profitmaksimering og sikring af fremstidens profit.
Uanset hvor mange onde konspirerende typer og hemmelige loger, der hypotetisk afsløres, udpeges og fjernes, så gælder denne kapitalismens grundregel stadigvæk.
Krisen 2008 som eksempel
I løbet af krisen i 2008 og frem var ’markedet’, underforstået den økonomiske markedsmodel, under anklage på flere måder. I de mest vage udgaver kritiseredes en lovgivning om eksempelvis boliglån, mens andre rejste en mere hårdtslående kritik af selve strukturen for det kapitalistiske marked.
Kapitalismen oplever disse kriser regelmæssigt og nærmest rytmisk. Det er en omstændighed ved produktionsforholdene, hvorunder markedet har en rolle, men ikke udgør det definerende element – det gør nemlig produktionsformen.
I løbet af krisen kunne der omkring diverse fora præget af konspirationstænkere observeres teorier om, at krisen ikke rigtigt eksisterede, men at stemningen af en krise var plantet for at kunne danne grundlag for nedskæringer, forvirring m.v.
Det er almindeligt for konspirationsteoretikeren at overse kapitalens objektive side. I løbet af krisen var det ofte omvendt for nogle progressive og marxistisk inspirerede, der overså kapitalens subjektive side.
’Markedet’ kan ikke bebrejdes eller få skylden, som om markedet er en maskine uden operatører. Hvordan kan man bebrejde en maskine? Bevares, markedet er grundlæggende ukontrollerbart, men det betyder ikke, at der ikke er nogle, der opretholder, at markedet er modellen for samfundet.
Det betyder heller ikke, at der ikke er nogle, der kontrollerer, at markedet giver profit til dem, eller at der ikke er nogle, som når markedet er allermest ukontrollerbart, udnytter kaosset. Krisen blev da også udnyttet af både spekulanter og spekulerende politikere af forskellig afart. Derunder fandtes politikere, der tærskede langhalm på kriseargumentationen.
Men udfordringen for en progressiv bevægelse er ikke at bortforklare en krise, der rent faktisk eksisterer. Ej heller er det at undsige problemets rod som samfundets og kapitalismens økonomi. Det er at forklare, hvad kriserne kommer af strukturelt – for så at mobilisere til kamp mod dem, der forsvarer disse strukturer, samt mod at krisen skal have konsekvenser for dem, der ikke har været med til at skabe krisen.
Sagt på en anden måde er det er af gode grunde svært at sende et åbent brev til markedet og bede det om at skifte mening. Derfor må der både rejses kritik af markedsmodellen og rettes skyts mod dem, der forsvarer markedet. Det er deres krise.
I sådan en situation bidrager konspirationsteoretikerne til forvirring om problemets rod, samtidig med at de for nogle fremstår som mere spændende, som givende noget retning til kamp, fordi de i modsætning til den mere udbredte fortælling om ’markedets skyld’ angiver et fjendebillede.
Klassekamp, massebevægelse og sandhed
Løbende kommer der sandheder på bordet, som rammer ind i den politiske verden med vægt. Det er f.eks. i nyere tid tilfældet med Edward Snowden, Wikileaks og en række whistleblowere. Det er tilfældet, når der offentliggøres dokumenter fra eksempelvis CIA pga. udløbet slutdato, omend der som praksis stadig censureres for følsomme oplysninger.
Dokumenterne fra CIA og lignende institutioner offentliggøres som konsekvens af en lovgivning, der har aftryk af demokratisk tænkning og bevægelse på tidspunktet for lovens vedtagelse. Andre sandheder, der kommer frem grundet whistleblowere, kommer som konsekvens af tusinder af demonstrationer, artikler, handling og pres fra progressive bevægelser, som rækker ind i flere samfundslag.
Det er massebevægelser og organisering, der hiver ligene ud af kapitalens skabe ved at påvirke og influere resten af samfundet politisk. Med andre ord så går vejen til sandheden gennem politisk bevægelse, gennem klassekamp og organisering.