I slutningen af 2018 oplevede nogle arabiske lande udbrud af folkelige opstande, i det, der nu kaldes ”den anden revolutionære bølge”. Den første bølge var den, der brød ud i slutningen af 2010 i Tunesien og spredte sig til andre lande. Den anden bølge begyndte i oktober 2018 i Algeriet, efter at regeringspartiet (FLN) afslørede sin hensigt om at lade den daværende præsident Abdelaziz Bouteflika sidde en femte periode på trods af hans handicap og manglende evne til at regere. Efter at bevægelsen stilnede af et par måneder, tog den igen fart fra 22. februar 2019 og spredte sig til alle landets større byer.
Det blev i oktober 2019 fulgt op af oprørsbevægelser i Libanon og Irak mod forringelsen af befolkningernes levevilkår og især mod den religiøse sekterisme, som de tidligere kolonisatorer har påtvunget, og som fortsat præger alle livets aspekter, herunder den politiske magtstruktur. Udbruddet af den folkelige opstand i Sudan mod fattigdom, marginaliseringen af de folkelige masser, men frem for alt mod diktator Omar Al-Bashirs tyranni og hans regime, var kronen på denne nye cyklus af opstande.
Selvom de to bølger har mange ligheder med hensyn til direkte eller grundlæggende årsager samt resultater, er forskellene mellem dem betydelige. Både når det gælder den kurs, de følger, resultaterne af dem og de sociale og politiske kræfter, der er involveret i den første og den anden bølge. Derfor skal der lægges særlig vægt på disse forskellige aspekter for bedst muligt at kunne bruge dem til at udvikle de igangværende processer og for at få erfaring med de kommende kampe, både i den arabiske verden og alle andre steder.
1. Den anden bølge er en bølge af folkelige opstande
Algeriet 2018
Algeriet er et land med halvanden million martyrer (faldne under revolutionen for befrielse fra fransk kolonialisme), og det er et land med enorme naturressourcer, især olie og gas. Her brød en folkelig bevægelse ud i oktober 2018 og udviklede sig hurtigt til at mobilisere millioner af mennesker i hovedstaden og i alle de store bycentre. Denne gang var bevægelsen ikke motiveret af sociale årsager, som det var tilfældet i 1988 under ”oprøret for brød”, som militærregimet kvalte i blod.
Denne gang var kravet politisk: at afvise Bouteflikas kandidatur til en femte præsidentperiode. Befolkningen brød således et af tabuerne i det offentlige liv i de arabiske lande, nemlig at befolkningen ikke har ret til at udtale sig, selv om situationen er ”tragisk”, som i tilfældet med Algeriet, hvor et korrupt militært bureaukrati monopoliserer regeringsmagten, mens de gemmer sig bag en ugyldig ”civil præsident”, og dermed danner en mafia, der holder magtens tøjler.
Bouteflika og hans regime, der blev overrasket af bevægelsen, forsøgte at aflede den ved demagogisk at påstå, at han lyttede til sit folk, og at han ville opgive magten efter seks måneder, efter en generel national dialog om overgangen. Men det var takket være algeriernes beslutsomhed, at de ikke blot tvang Bouteflika til at trække sit kandidatur tilbage, men også fremtvang hans øjeblikkelige afgang samt en annullering af den annoncerede valgdato og hans sidste udnævnelser i statsapparatet.
Bevægelsen, der mobiliserede store dele af befolkningen, var i stand til at udvikle sine krav og slogans centreret om politisk frihed, kampen for en civil og demokratisk stat uafhængig af militæret, bekæmpelse af korruption og for omfordeling af rigdom. Studerende, advokater, læger, arbejdsløse og kvinder deltog aktivt i bevægelsen. Og fagforeningsfolk benyttede lejligheden til at åbne sagsakterne om korruption i fagforeningsforbundet (UGTA – De algeriske arbejderes faglige sammenslutning), hvis ledere altid har været i betalt og i lommen på den siddende regering.
Bevægelsen tog form af ugentlige demonstrationer: tirsdage af de studerende (og på et tidspunkt med deltagelse af advokater, læger etc.) og fredage (en del af weekenden) af de folkelige kræfter. Selv om deltagelsen i bevægelsen faldt efter afholdelsen af præsidentvalg i december 2019, som Abdelmadjid Tebbounne vandt støttet af militæret, den vigtigste magtfaktor i landet, er bevægelsen fortsat engageret i sine slogans og krav, herunder afvisningen af det gamle regimes symboler.
Sudan 2018
I december 2018 gik sudaneserne på gaden i hovedstaden Khartoum for at protestere, men militærregimet slog hårdt ned på dem. Det udløste en bølge af folkelige protester, som tog fat i befolkningens krav og udviklede kravet om brød til et krav om frihed, og derefter til det mere radikale krav om regimets afgang, proklamerende at folket hverken ville få brød eller frihed, så længe det var ved magten, men først når dets magt lå i ruiner.
Det sudanesiske folk har en lang tradition for at kæmpe mod Omar Hassan Al-Bashirs regime. Han er en soldat, der kom til magten i 1988 gennem et kup, samt et medlem af Det Muslimske Broderskab, hvilket er alt, hvad der er nødvendigt i den arabiske verden for at etablere diktatorisk magt. I tre årtier oplevede landet deling (løsrivelse i syd), etniske, racemæssige og sekteriske borgerkrige, tyranni, korruption, terrorisme og forarmelse. Folket har modsat sig dette med kampe og opstande, der endte i ild og blod.
December 2018 var en historisk periode – en periode hvor der ikke var nogen vej tilbage, hvor folket kæmpede med sine bare hænder og måtte ofre et endnu ukendt antal døde, martyrer, for at vælte diktatoren. Folkeopstanden skabte de strukturer, der var nødvendige for at organisere kampen og drage fordel af de stadigt stigende kræfter, der sluttede sig til den. Den dag i dag er befolkningen stadig en hovedaktør på den sudanesiske politiske scene på trods af manøvrerne fra den modrevolution, som islamisterne og militæret repræsenterer, og disses utrættelige arbejde for at standse omvæltningen og dens resultater.
Libanon og Irak 2019
Inden udgangen af oktober 2019 brød massive protestbevægelser ud i Libanon og Irak, protester mod de anti-folkelige tiltag i budgetterne for det nye år 2020. I Libanon blev disse demonstrationer kaldt for ”WhatsApp-demonstrationer”, fordi det første krav var annullering af de nye skatter på kommunikationstjenester. Denne vilkårlige finanspolitiske foranstaltning, som den libanesiske regering havde truffet, udløste massive og hidtil usete folkelige demonstrationer. Libanon styres af skrøbelige balancer mellem religiøse sekter, som var årsagen til den ødelæggende borgerkrig mellem 1975 og 1991. Den blev først afsluttet med ”Taif-aftalen”, underskrevet de krigsførende parter under ledelse af Saudi-Arabien og med etablering af en magtdeling blandt de vigtigste religiøse trosretninger. Således er de tre vigtigste poster fordelt på følgende måde: Præsidenten skal være en maronit-kristen, premierministeren sunnimuslim og formanden for parlamentet en shiitisk muslim. De kræfter, der dominerer den politiske scene, er i sandhed partier baseret på religiøs sekterisme og ledet af traditionelt indflydelsesrige familier. Selv modstanden mod den zionistiske besættelse er præget af dette problem, eftersom dens vigtigste komponent er det shiitiske parti Hezbollah. Tidligere var det kommunistpartiet, der udgjorde rygraden i denne modstand. I skrivende stund bevarer bevægelsen stadig sin fremdrift på trods af, at Hariri-regeringen er faldet; den var en af de største aktører i økonomisk og finansiel korruption. Og på trods af at en ny regering igen blev dannet på grundlag af religiøs sekterisme, selv om den hævder at være uafhængig.
Det libanesiske folks opstand har formået at sætte sig ud over denne sekterisme og har taget alle folkets sociale og politiske krav til sig. Således lagde den grundlaget for kampen for en civil og sekulær stat.
Det er de samme krav, som den irakiske opstand rejste, og som brød ud i samme periode og i en lignende sammenhæng. Den drejede sig om den undertrykkelse, terrorisme og mord, der har efterladt hundredvis af døde og tusinder sårede, begået af politiet og regulære militærenheder, og af militser tilknyttet de siddende partier, kaldet ”Hachd al-Chaabi” (enheder af folkelig mobilisering), som ofte har ageret, som om de var regulære styrker. Men den irakiske opstand fastholder sin fremdrift i Bagdad og i de andre vigtigste byer, selv i Basra, der er bastion for de dominerende religiøse politiske kræfter, shiitterne, som udgør flertallet af befolkningen, flertallet i parlamentet og monopoliserer stillingen som formand for parlamentet.
De forskellige nævnte eksempler på revolutionære processer har fælles karakteristika, men også særlige forhold, der adskiller sig i hver begivenhed og hvert land. Disse eksempler udspringer af de grundlæggende materielle vilkår, som de arbejdende og fattige masser oplever. De lider ikke kun under fattigdom og elendighed, hvilket også gælder i de to olielande Irak og Algeriet, men også under undertrykkelse og korrupte regimer. Regimer, der bygger deres magt på udstødelse, marginalisering, autoritær magt, religiøs sekterisme og brugen af religion i udøvelsen af deres magt. Regimer, der bygger på afhængighed af den globale monopolkapital og dens institutioners udplyndring af landene (Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Union osv.). Alle disse årsager, som har nået deres højdepunkt, ventede kun på en udløsende faktor til at skabe denne nye bølge af folkelige bevægelser, der er brudt ud over flere måneder, og som fortsætter i dag på trods af undertrykkelse, sammensværgelser og af, at de subjektive faktorer halter bagefter.
2. De særlige forhold i den anden revolutionære bølge
Den første bølge af opstande endte i svigt eller ebbe på grund af fraværet af revolutionært lederskab i spidsen for disse processer. De begyndte fredeligt og udnyttede forfaldet i den økonomiske, sociale, politiske og kulturelle situation, som de fattige, arbejderne og de folkelige klasser i alle de arabiske lande oplever. Denne region er virkelig et typisk eksempel på modsætningerne i det kapitalistiske system i kraft af et klart paradoks: Den har en betydelig andel af verdens rigdomme, især inden for olie, gas, landbrugspotentiale osv., og samtidig er de arabiske folks levestandard blandt de værste, når det drejer sig om indikatorer for vækst og udvikling.
Faktisk er de fleste af de politiske regimer ved magten arvelige, korrupte og despotiske monarkier afhængige af de imperialistiske magter. Deres økonomier er baseret på profit af olien, som også er den vigtigste søjle i korruptionen, mens folkemasserne lever i elendighed, fattigdom og analfabetisme med et bagtæppe af religiøs sekterisme og etnisk rivalisering. Den første revolutionære bølge fandt sit objektive materielle grundlag i levevilkårene for befolkningen, arbejderklassen og de folkelige lag, men det subjektive element glimrede med sin svaghed og sit fravær. Dette gjaldt i mange tilfælde, som i Libyen, hvor partierne og alle former for organisation var blevet forbudt, efter Gaddafi kom til magten i 1969. Den største svaghed var arbejderklassens og de fattige bønders rolle samt deres svage tilstedeværelse i bevægelsen. Samt af svagheden hos disses fagforeningsorganisationer, som enten var helt fraværende eller samarbejdede med landets ledere og de reaktionære klasser. De revolutionære og progressive kræfter led under en frygtelig svaghed i de fleste af disse lande, hovedsagelig på grund af det faktum, at de er blevet undertrykt eller forbudt. Ofte var deres rolle begrænset til at støtte disse kampe uden at kunne påvirke eller lede dem.
Denne kendsgerning spillede en afgørende rolle for, at de bevægelser slog fejl, hvad enten det var gennem regimernes evne til at generobre initiativet og til at kontrollere situation (som i Marokko, Mauretanien, Bahrain osv.), eller gennem at de overtog bevægelserne ved brug af de reaktionære politiske islamistiske bevægelser (særligt Det Muslimske Broderskab), som forsøgte at dominere de folkelige bevægelser, i kraft af at deres antal og især materielle og økonomiske ressourcer var overlegne i forhold til de progressive kræfter. De situationer, hvor Det Muslimske Broderskab deltog i bevægelsen, udartede det sig enten til borgerkrige (som i Libyen, Syrien og Yemen), eller det tillod dem selv at komme til magten, som i Egypten eller Tunesien.
I Egypten åbnede deres sejr ved valget døren for, at de kunne indlede et nyt religiøst diktatur, som masserne meget hurtigt rejste sig imod. Men det var først og fremmest hæren, der benyttede sig af dette til at genvinde magten gennem et statskup sminket som demokrati. I Tunesien lykkedes det, på trods af at Det Muslimske Broderskab vandt flere på hinanden følgende valg siden 2011, at fortsætte den revolutionære bevægelse med dens ebbe og flod. Det skyldtes tilstedeværelsen af de revolutionære og progressive kræfter, en aktiv fagforening og civil bevægelse. Den var på trods af alt endda i stand til at vinde nogle sejre i forbindelse med den nye forfatning, der væsentligt ændrede karakteren af magten, godkendt af den konstituerende forsamling, og etablerede offentlige frihedsrettigheder, som imidlertid fortsat er truet. Derfor er det nødvendigt at fortsætte mobiliseringen og opbygningen af de politiske, sociale og civile kræfter for at skabe en ændring i magtbalancen og kræve, at målene for opstanden i 2011 gennemføres.
Således sluttede den første bølge med intervention af regimerne ved magten og regionale og internationale kræfter, som forvandlede opstandene til reaktionære borgerkrige. Disse støttede de terroristiske og åndsformørkede kræfter og afviklede strukturen i de samfund, der har været udsat for religiøse sekteriske konflikter (Yemen) eller i krige ført af stedfortrædere til gavn for de reaktionære, imperialistiske og zionistiske regionale kræfter (Libyen og Syrien). De hjalp også til med at tilintetgøre opstandens resultater gennem et despotisk marionetregime, der normaliserede forholdet til den zionistiske stat, nemlig det egyptiske regime.
Den første bølge mislykkedes, og massernes forhold blev værre, end de var, og den kostede befolkningen dyrt, fordi regimerne benyttede sig af nederlaget til at yderligere at stigmatisere tanken om revolution, forandring, demokrati, frihed osv., som i følge deres propaganda kun har givet anledning til terrorisme og borgerkrige. Derfor var det ikke let for en ny revolutionær bølge at begynde. Men massernes materielle forhold er fortsat blevet værre, og de objektive årsager til revolution fortsatte med at udvikle sig. Det forklarer, hvorfor en ny bølge blev udløst i slutningen af 2018 i fire lande, som har fulgt hver sin vej, der har haft succes og tilbageslag. Det sidste skyldes især det subjektive element og fraværet af revolutionære lederskab, en nødvendig forudsætning for en vellykket revolution.
Vi vil her analysere hver af disse modeller for at gøre det klart, hvad deres styrker og svagheder var.
Den sudanesiske revolution: dens udvikling, drivkraft og udsigter
Den sudanesiske folkeopstands revolutionære vej svarer til den tunesiske revolutions vej, hvis vi ser på den voksende udvikling af krav, der går fra delkrav til generelle krav, og fra sociale krav til politiske krav, der grundlæggende rejste spørgsmålet om magt ved at råbe sloganet ”Folket ønsker at vælte regimet”. Den 18. december 2018 krævede folk kun brød til studenterne i Khartoum og dens indbyggere. På trods af dette retfærdige krav blev det brutalt undertrykt. Regimet vidste, at ”kedlen var i kog”. Efter kun et par dage var gaderne i Khartoum og landets største byer overfyldt med vrede menneskemængder, der rejste deres brændende krav i forbindelse med arbejde, priser og bedre offentlige tjenester. Da undertrykkelsen voksede i styrke og omfang, blev sloganet simpelthen en omstyrtelse af det regime, der havde kvalt landet i tre årtier. Det sudanesiske folk har vist en bemærkelsesværdig evne til engagement, ofre og modstand mod Det Muslimske Broderskabs militærdiktatur.
De revolutionære kræfter spillede på en vis måde en vigtig og aktiv rolle under opstandens udbrud og udvikling. Fra start sluttede de revolutionære kræfter, der var dannet i kampens hede og handling efter Omar Al-Bashir kom til magten i 1989, sig til bevægelsen. Det sudanesiske kommunistparti spillede en aktiv rolle i folkets kamp og i foreningen af disse progressive politiske, sociale og civile kræfter. Partiet skabte og deltog i oprettelsen af forskellige organisationer. Sammen med partierne på venstrefløjen og de nasseristiske og baathististiske nationalistiske partier grundlagde det De Nationale Enhedsstyrker bestående af ti organisationer. Det er partier, der har mødtes på grundlag af den fælles kamp for revolutionære forandringer og for foreningen af kræfterne mod den fascistiske militærjunta siden 2010.
”Frihedens og forandringens kræfter” forenede de vigtigste venstre- og liberale oppositionskræfter til den fælles kamp for demokrati og en civil stat. Denne koalition omfatter Sudan Kalder (12 partier), Konsensus-Styrkerne (ti partier), Enhedskoalitionen (syv centristiske partier) og Den Civile Koalition. Efter omstyrtelsen af Al-Bashir sluttede Det Republikanske Parti og Den Centristiske Strømning sig til bevægelsen.
Ud over disse politiske fronter bidrog det kommunistiske parti aktivt til oprettelsen af ”Sammenslutningen af sudanesiske akademikere”, som er en bred koalition af fagforeninger og faglige organisationer (advokater, læger, studenter, akademikere osv.). Således spiller de politiske og faglige grene en vigtig rolle i hele den revolutionære proces, og kræfterne i ”Erklæringen om frihed og forandring” (FDFC) var de politiske ledere i marken i den sudanesiske folkeopstand. De gav demonstranterne slogans, aktionsplaner og handlingsprogrammer. Befolkningen kom på gaden på deres anmodning og under deres ledelse, og de organiserede sit-ins, strejker, civil ulydighed; selv den generelle politiske strejke var under deres ledelse.
Den sudanesiske folkeopstand var ikke begrænset til disse organisationer, den brugte også ”modstandskomiteer” som organer af alternativ magt, der er blevet oprettet i 2013 under kampen imod regimet. De blev igen aktive i begyndelsen af 2019, især i Khartoum og Omdurman. Disse komitéer består hovedsageligt af unge aktive mennesker forenet i en organisation, hvis endelige mål var at vælte Al-Bashir. Komiteerne har taget sig af opgaverne med sikkerhed i nabolaget og er dem, der beskæftiger sig med politiundertrykkelse. Desuden spillede modstandskomiteerne en vigtig rolle i den månedlange sit-in uden for generalstabens hovedkvarter. En aktion, der var med til at drage kvinderne aktivt ind i kampen, og som fik tilnavnet ”Kendakat”. Det betyder på sudanesisk ”fri og magtfuld kvinde”. Dette er vigtigt og afgørende i en samfund domineret af tradition.
Disse kombinerede betingelser gjorde det muligt for det sudanesiske folk at vælte tyrannen, men ikke uden militærets endelige og beslutsomme indgriben. Deres intervention afspejlede på sin vis de revolutionære kræfters manglende evne til at føre opstanden helt igennem og gribe magten Den revolutionære bevægelse bevarede en fredelig karakter, og denne holdning er forståelig i et land, der er plaget af borgerkrige og racemæssig og etnisk mangfoldighed, hvor det vrimler med væbnede grupper ud over selve militærregimet. At befolkningen vender sig til militæret, skyldtes denne institutions magt, som er kernen i hele det moderne Sudans historie, hvilket ikke er andet end historien om flere på hinanden følgende militærkup (herunder i 1964, som kommunistpartiet deltog i).
Det lykkedes opstanden at overbevise mange officerer og soldater om at forene sig med folket, men hærens ledelse forblev loyale over for Al-Bashir. Da hærledelsen så blev overbevist af ”gadens parlament”, droppede de ham for at bane vejen for en ny proces, der ikke var mindre kompliceret, især med hensyn til organiseringen af magten, som hæren ønskede at monopolisere. Men folkets beslutsomhed betød, at magten blev todelt inden for rammerne af et suverænt råd, der bestod af lige mange repræsentanter fra hæren og fra de civile kræfter, mens formandskabet ville gå på skift mellem de to parter. Derefter ville der blive nedsat en lovgivende forsamling, som skulle udarbejde en ny forfatning. Det skulle bestå af repræsentanter udpeget af de forskellige kræfter, der deltog i revolutionen.
De progressive kræfter valgte denne løsning og ikke et parlamentsvalg, fordi betingelserne for en fri og demokratisk valgproces ifølge dem ikke var til stede. Faktisk kunne parlamentsvalg give traditionalistiske og endog reaktionære kræfter mulighed for at rykke frem i betragtning af bevidsthedsniveauet hos det overvældende flertal af befolkningen, hvoraf en stor del lider under analfabetisme og underkastelse af stammekultur osv. På samme måde raser den politiske kamp stadig i dag mellem de revolutionære kræfter og kontrarevolutionens kræfter, herunder hærens ledelse. Det sudanesiske folk har bestemt vundet vigtige resultater såsom politisk frihed og en begyndende afvikling af det væltede regimes apparat og organer (militser, paramilitære organisationer, fagforeninger og organiseringer, parallelle agenturer osv.), samt våbenhvilen i konfliktområder (Darfur osv.) med henblik på at nå frem til omfattende og retfærdige fredsaftaler.
Den virkelige politiske slagmark er imidlertid i dag stadig de økonomiske og sociale fronter. Hertil kommer de regionale og internationale forbindelser i Sudan, som omfatter forsøg på at normalisere forholdet til den zionistiske fjende, på at justerer det gamle regime ind under Qatar-Tyrkiet-NATO-aksen, og Sudans engagement i krigen i Yemen og udsendelse af tusindvis af soldater under kommando af Saudi-Arabien og De Forenede Emirater.
Det afgørende element i den sudanesiske situation er det fortsatte ulige styrkeforhold mellem de sociale klasser, som på trods af en vis styrkelse af de folkelige klasser fortsætter med at være til fordel for de herskende klasser og hæren. Disse deler magten med de civile styrker og fortsætter med at lægge pres på dem. Det sudanesiske folk må gøre en stor indsats, så de én gang for alle vender tilbage til kampen og ikke stiller sig tilfredse med de resultater, der hele tiden er truet. Det må især fortsætte sin kamp for at bryde båndene til imperialismen og de reaktionære kræfter (Golfstaterne) og definitivt stoppe forsøg på at normalisere forholdet til den zionistiske fjende.
På trods af betydningen af den sudanesiske revolutionære proces og kreativiteten hos dens progressive kræfter, herunder kommunistpartiet, hvis politiske tilgange til opstandens udfordringer har været korrekte, så er de stadig nødt til at udføre det hårde arbejde med propaganda og organisation inden for arbejderklassen og bønderne, som er den eneste garanti for at bevare opstandens resultater og feje de kontrarevolutionære kræfter væk, som fortsat spiller en ledende rolle på den sociale og politiske scene (hovedsagelig hærens ledelse og visse traditionelle borgerlige kræfter), eller som skjuler sig midlertidigt, fordi de blev væltet af opstanden, hovedsagelig Det Muslimske Broderskab, som befolkningen gjorde oprør mod.
De libanesiske og irakiske processer: Det særlige ved deres krav og radikalisering af deres praksis
De særlige revolutionære processer i Libanon og Irak ligger i spørgsmålet om demokrati. I disse to lande er magt baseret på mange religiøse sekter og tribalisme et grundlæggende kendetegn på grund af de reaktionære politikker, der ligger i det nuværende system.
De snyltende klasser vokser og drager fordel af ressourcerne i den multireligiøse stat. Paradoksalt nok er produktionsmåden forvrænget på en måde som i ingen andre lande i den arabiske verden. Produktionsformen, som fremstår moderne set i forhold til feudalisme, fortsætter med at opretholde en særlig reaktionær overbygning, hvis grundlæggende principper er den vigtige betydning af familien og stammen og patriarkatet, principper af etnisk og religiøs oprindelse. Dette er grundlaget for feudalisme, som i disse to samfund endnu ikke er brudt med.
Dualiteten af religiøse tilhørsforhold (sunni-shia) fortsætter med at være en dominerende karakter af alle arabiske samfund. Især fordi etnicitet er blevet et trumfkort, der systematisk blander sig i klassekampen, i regionale eller internationale politiske kampe. Saudi-Arabien, lederen af den sunnimuslimske verden, og Iran, lederen af shiitterne, griber konstant ind overalt, og blander sig ved hjælp af religiøse trumfkort osv.
Libanon og Irak betragtes som ”multietniske” lande, og de er ofte skueplads for interne krige, hvor sunnierne støttes af Saudi-Arabien, og shiitterne støttes af Iran, mens de folkelige masser er overladt til elendighed på alle niveauer.
Vi ved, at der hele tiden har været revolutionære kampe siden begyndelsen af sidste århundrede. De såkaldte ”kommunistiske” partier spillede bl.a. en afgørende rolle i de nationale selvstændighedskampe samt i faglige og demokratiske kampe. De er i dag en hovedaktør i de folkelige bevægelser. Det libanesiske kommunistparti har en flot og lang historie i den nationale kamp og har på trods af tilbagegangen i 1990’erne hele tiden været leder af de protester, der begyndte i Libanon i oktober 2019. Partiet og dets organisationer havde en aktiv rolle i marken og havde en indflydelse bevægelsen, der gjorde det muligt at omdanne delvise sociale krav til politiske krav og fordømme den etnisk baserede og klassemæssige karakter hos dem ved magten. Folket, der samledes i gaderne, var ikke længere tilfredse med at kræve regeringens fald, men krævede en ende på det reaktionære religiøse sekteriske system, der havde overtaget statsapparatet siden ”Taif-aftalen” underskrevet i Saudi-Arabien i 1990, der afsluttede borgerkrigen. Denne aftale skabte en regeringsform, der gjorde det muligt at sikre oligarkiets interesser baseret på familietilhørsforhold og etnicitet, og som betød en forsat undergravning af de lokale klassers eksistens. Den har yderligere forvandlet landet til en konfliktzone mellem kræfterne i regionen.
Den libanesiske revolutionære proces var kendetegnet ved overtagelse det offentlige rum og ved målrettet at gå efter symboler på magten som præsidentpaladset, regeringen, parlamentet og de store banker. Et slogan, der dominerede i hele den folkelige bevægelse, var ”Ned med bankernes regime”. Dette skete efter centralbankens beslutning om ikke at betale løn og kun udbetale et lille beløb til de ansatte, et beløb, der fastsattes af bankens direktør og dennes ledelse. De blev et mål for folkelig vrede, nogle gange endda i højere grad end regeringens symboler.
Både i Libanon og i Irak var bevægelserne i stand til at overvinde etniske barrierer. Og de var i stand til at samle store grupper, der tilhørte alle etniciteter og religioner, fra forskellige byer og forskellige sektorer.
De kæmpende i begge lande fokuserede deres indsats på den organiske forbindelse mellem klassesystemet og systemet med etnisk styring på den ene side og elendigheden hos de store grupper af folkelige masser på den anden. Sloganet ”Folket ønsker at vælte regimet”, som var et centralt slogan, betød således ikke kun den siddende regering, men hele det herskende økonomiske, sociale og kulturelle system. Et system, der har dømt disse to lande til at forblive prisgivet korruption, despoti og stammeråd. Det lykkedes landenes bevægelser at vælte deres skiftende regeringer, men der er stadig en dyb politisk krise i de to stater.
I Irak kunne de reaktionære herskende klasser ikke blive enige om at oprette en regering. I Libanon kunne demonstranterne trods en massiv tilstedeværelse af politi forhindre et reaktionært flertal i parlamentet ved at blokere for, at de deputerede kunne komme ind. Parlamentet måtte vælge en regering, der ikke var beslutningsdygtig, hvilket blev anset for skandaløst og tegn på en dyb politisk krise. Demonstranterne stoppede ikke deres protester mod de foranstaltninger, som regeringen har truffet på ordre fra IMF. De folkelige masser i gaderne kræver omstyrtelse af den nye regering og udnævnelsen af en anden regering fra den folkelige bevægelse. Denne regering vil blive opfordret til en fuldstændig revision af regeringssystemet, herunder opløsning af partier baseret på tribalisme, og til at forberede demokratiske valg, som vil forankre statsborgerskabet,, og som vil bryde helt med det gamle system. Også i Irak ser det ud til, at de kræfter på venstrefløjen, der sluttede sig til de folkelige masser fra starten, og som arbejder for at organisere dem, stiller de samme krav som i Libanon.
Det er helt nødvendigt at erkende, at venstrekræfterne i Irak ikke er forenet, og at ”kommunistpartiet” ikke selv har været tro mod sin stolte fortid. I 2003 støttede det USA’s invasion af Irak. Efter Saddam Husseins fald var dets formand endda en del af den regering der blev skabt af Bremer og fik navnet ”Koalitionen af provisorisk myndighed” (CPA). Det deltog også i hele den proces, der gav anledning til den nuværende situation. Kommunistpartiet har mistet popularitet, dens indflydelse er mindre vigtig, nogle strømninger har forladt det osv. Disse strømninger deltager i massebevægelsen og forsøger at sætte deres præg på denne, især i kampen mod religiøs sekterisme og tribalisme. I denne bevægelse er der opstået organisatoriske strukturer som i Libanon, men de forbliver dog svage.
I begge tilfælde tager de progressive ved lære af erfaringerne fra Tunesien og Sudan. I Libanon er der blevet oprettet en ”gruppering af professionelle” (under indflydelse af erfaringerne fra Sudan) for at forene de fagforenings- og sociale kræfter, der har været svage og begrænsede fra starten, og som lider under den religiøse sekterismes dominans. I Irak er der dannet organiseringer i sektorer og regioner og alliancer for at støtte fagbevægelsen, som faktisk spiller en ledende rolle i bevægelsen.
Den militante indflydelse er dog fortsat svag på trods af den rolle, som det libanesiske kommunistparti, de venstreorienterede kredse med forskellige fraktioner spiller, og især den rolle, som de intellektuelle og kunstnere spiller. Hvad angår Irak, på et subjektivt plan og på trods af bevægelsens betydning, kunne kommunistpartiet og venstrestrømningerne let infiltreres af lokale eller regionale kræfter, der har indflydelse, for at bruge af partiet i kampen mod Iran med en målrettet indsats fra deres agenter, som nu er ved magten.
Det må erkendes, at de revolutionære processer i Libanon såvel som i Irak adskiller sig fra den sudanesiske model. De er i fuld gang, de fortsætter og er i færd med at opnå fremgange ved at styrke den sekulære og progressive strømning og også ved modigt at konfrontere religiøs sekterisme, hvilket for en måned siden syntes umuligt. Nu er kravet om en demokratisk og sekulær stat blevet et populært slogan. At kunne holde folkebevægelsen fredelig er i sig selv meget vigtigt i en region styret af det kaos, der opstår som følge af våben, og af vold fra regionale og internationale interventioner (som i Syrien).
De folkelige masser har ikke glemt behovet for at befri de libanesiske territorier, som er invaderet af den zionistiske enhed, eller udvisningen af USA og tilbagetrækningen af dets baser fra Irak. De har heller ikke glemt deres afvisning af saudiarabiske og iranske interventioner. Den politiske situation i regionen er meget skrøbelig, og de revolutionære kræfter må fordoble deres indsats for at nå deres mål. En af de vigtigste opgaver er at opbygge en revolutionær fortrop ud af den folkelige bevægelse. Det er bydende nødvendigt, at de revolutionære kræfter i regionen, og også på internationalt plan, påtager sig deres ansvar for, at det sker, for at kunne rette op på situationen og beskytte de revolutionære processer.
Den algeriske model: Styrker og svagheder
Helt fra start var den algeriske bevægelse grundlæggende politisk. Befolkningen demonstrerede mod en femte periode for præsident Bouteflika, der ønskede at forny sit kandidatur. Et kandidatur, som uden tvivl ville have ført til, at han ville have fortsat som statsoverhoved, i betragtning af det kvælertag, der har ligget på statsapparatet siden 1962, hvor landet blev selvstændigt. Indtil 1980’erne herskede fremtrædende personer i hæren. Men siden ”demokratiseringen” af Algeriet i begyndelsen af 1990’erne har civile ledere haft den udøvende magt, dvs. civile manipuleret af militærets vilje. Bouteflika var en af dem. Efter at være blevet gammel og halvt lammet forblev han præsident i to årtier.
Den algeriske befolkning i de forskellige regioner i landet gik på gaden, hvilket skabte stor uro i regeringen. Selv ikke intensiteten af undertrykkelsen kunne dæmpe disse millioner af mennesker, der protesterede. Hæren, som er den virkelige beslutningstager i landet, udråbte sig selv som ansvarlig for demonstranternes sikkerhed.
Massebevægelsen var i stand til ikke alene at tvinge Bouteflika til at trække sit kandidatur tilbage, men også til at trække sig som præsident, før hans embedsperiode var afsluttet. Han måtte endda træde tilbage, før der kunne etableres den koalition, der skulle lave ændringen i forfatningen, så præsidenten kun kunne sidde to på hinanden følgende perioder. Efter Bouteflikas afgang, et historisk øjeblik for landet, fortsatte de folkelige masser kampen for at gennemføre grundlæggende reformer i regeringssystemet, og med at sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende økonomiske og sociale system.
Bevægelsen var i stand til at mobilisere meget vigtige sektorer af samfundet, og dens slogans havde et dybt politisk og progressivt indhold. Det, der kendetegnede massebevægelsen i Algeriet, var afvisning af partierne. Den ønskede ikke deltagelse eller støtte af partierne på det tidspunkt, og der var endda angreb på visse ledere af politiske partier. Tilstedeværelsen af islamistiske kræfter (enten regeringsvenlige eller i opposition) var næsten ikkeeksisterende i starten af bevægelsen. Den algeriske bevægelse havde en flad organisering gennem de grundlæggende sektorer, der deltog i den, f.eks. advokater, dommere, læger osv.
Derefter blev der organiseret ugentlige fredagsdemonstrationer, hvor rigtig mange deltog, også dem, der regelmæssig går i moske. Samtidig forsatte studenterne og i mindre grad akademikerne at organisere tirsdagsdemonstrationer, der startede fra universiteter, domstolene, steder hvorfra fagforeningsaktivister stødte til. Indtil for ikke så længe siden var disse bevægelser i stand til at bevare deres bredde trods forskelle blandt deltagerne. De var også i stand til at fastholde klare slogans om at afskaffe regeringssystemet og etableringen af en civil demokratiske stat.
Spørgsmålet i forhold til protestbevægelsen var, hvem der var lederne. Vi går ud fra, at visse kræfter bag bevægelsen afspejlede en kamp, der forgik inden for de herskende klasser selv. Dette er måske det vigtigste svage punkt, som underminerede venstrebevægelsen, hvis enhed allerede var meget skrøbelig. Venstrebevægelsen er organiseret i forskellige strømninger (trotskister, socialdemokrater osv.) og er i sig selv svag og uorganiseret. Tænk blot på den kvindelige leder af det trotskistiske arbejderparti, der som led i kampen mod Bouteflika-klikens korruption rådnede i fængsel i næsten et år. Hun blev fundet uskyldig og løsladt efter at være blevet idømt 15 års fængsel ved en lavere domstol.
Den algeriske bevægelse, på trods af sine legitime krav og dens evne til at mobilisere en stor del af befolkningen, var en bevægelse uden en ledende kraft og fortrop og uden et klart program. Det var svagheder, som de reaktionære kræfter har udnyttet godt til at aflede bevægelsen fra dens oprindelige mål, som er kampen for fremskridt og demokrati.
3. Hvor går den revolutionære proces i de arabiske lande hen?
Den arabiske verden er ikke den værst ramte region med hensyn til befolkningens situation, heller ikke med hensyn til de reaktionære politiske systemer, endnu mindre med hensyn til imperialistisk dominans. Men det ser ud til, at den arabiske verden er den værst ramte region med hensyn til de revolutionære og kommunistiske kræfters svaghed. Med undtagelse af Tunesien og Marokko, hvor der er revolutionære marxistisk-leninistiske partier, er de fleste af partierne i de andre lande i regionen, der tidligere var kommunistiske, forsvundet eller har allieret sig med det regerende system. Det samme gjorde de tidligere kommunistiske partier i Tunesien og Marokko.
Andre partier er fortsat aktive og forbinder sig med de folkelige kræfter og deres interesser, som i Libanon, hvor det på trods af faldende tilslutning fastholder sine radikale positioner. Vi kan sige det samme om det sudanesiske kommunistparti, som på trods af monumentale fejl (støtte til kuppet i 1963 og kuppet i 1983 osv.) altid har stået på de folkelige massers side, og vi betragter det som et kampparti – især siden diktator Omar Al-Bashirs magtovertagelse i 1989. Det har siden da bevaret modstandens flamme gennem at spille en central og ærefuld rolle i oprøret.
Vi kan uden tøven sige, at de libanesiske og sudanesiske partier har spillet en afgørende rolle i de revolutionære processer i disse to lande. Svaghederne hos disse partier og de revolutionære fronter viser, at manglen på marxistisk-leninistiske organisationer, som ikke ville have tøvet med at føre den revolutionære proces til ende og mobilisere alle de politiske og logistiske ressourcer og kræfter, fortsat er en kendsgerning.
Disse opstande er et glimt af håb i en temmelig dyster arabisk verden. Ligesom det tunesiske oprør gav signal til andre opstande i nogle af de nærliggende arabiske lande, er den sudanesiske opstand signalet til en anden bølge, mere radikal og med en klarere vision. Der er tale om revolutionære processer, som islamisterne ikke deltog i, processer, der var rettet mod de herskende regeringssystemer i Sudan, Libanon og Irak (med religiøse magtpartier). Disse opstande har et demokratisk mål – helt i modsætning til det etniske og religiøse sekteriske system. Det er opstande, hvor progressive og revolutionære kræfter har deltaget i varierende grad. Det er opstande, hvor kvinder har været særligt aktive i et kulturelt og civilt miljø, der fortsat udelukker kvinder fra det offentlige rum.
På trods af forskellen mellem de to bølger af opstande er det vigtigste fælles spørgsmål svagheden, hvis ikke ligefrem fraværet af den revolutionære ledelse og fortrop, der ville have styrket de uorganiserede kræfter i størstedelen af civilsamfundet. Disse har et begrænset udsyn, som ikke går efter grundlæggende reformer såsom omstyrtelse af produktionsformer, der bygger på udnyttelse, og som ikke søger at ændre det politiske system.
Midt i disse to bølger af opstande fortsætter det palæstinensiske oprør med at stråle på trods af sine store svagheder.
Ali Jellouli, Tunesiens Arbejderparti
Oversat fra Unity & Struggle