Udtalelse fra Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti
Befolkningen i Elfenbenskysten er blevet informeret af regeringen om den franske præsident Emmanuel Macrons officielle besøg fra d. 20.-22. december 2019. Under dette besøg vil den franske præsident blandt andet hylde åbningen af det nye engrosmarked i Bouaké, der finansieres af det franske udviklingsagentur, hylde de ni franske soldater, der blev dræbt i 2004 i Bouaké i bombningen af den franske hær, underskrive flere økonomiske og militære aftaler samt afholde samtaler med præsident Alassane Ouattara om regionale sikkerhedsspørgsmål.
Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti, PCRCI, vil gerne sige, at dette besøg, hvis hovedformål er at inspicere besættelseshæren stationeret i Port Bouet, er en hyldest til de få franske soldater, der blev dræbt i en krig, hvor tusinder af soldater fra Elfenbenskysten også blev dræbt. Besøget har til formål at vise militær ”støtte” til Elfenbenskysten og andre lande i regionen i den krig, som Frankrig siger føres mod jihadister.
Dette besøg ligner en inspektion af en afdeling i Frankrig, et besøg for at evaluere de opgaver, der er overdraget til en fransk officer eller administrator. Det officielle program for dette besøg illustrerer, at Elfenbenskysten er under den franske imperialismes administration – politisk, militært, økonomisk og kulturelt.
PCRCI vil gerne sige til præsidenten for Den Franske Republik, at Frankrigs militære ”hjælp” til Elfenbenskysten i krisen fra 2002 til 2011 bestod i at bevæbne oprørerne og dræbe hundredvis af civile i Hotel Ivoire, ødelæggelsen af den Elfenbenskystens flyvevåben i 2004, bombningen af præsidentpaladset i 2011, efterfulgt af kidnapningen af præsident Laurent Gbagbo og minister Blé Goudé for derefter at deportere dem til Haag.
PCRCI vil også gerne sige til hr. Macron, at Frankrigs ”hjælp” til Sahel-landene for at bekæmpe terrorisme er et stort politisk og moralsk fupnummer. Virkeligheden og fakta viser, at Frankrig med denne intervention permanent har øget sin tilstedeværelse i disse lande for at sikre sine rigdomme. Det er indlysende, at antiimperialistiske følelser vokser i disse lande, og at befolkningerne forlanger den franske hærs afgang.
PCRCI vil også gerne påpege, at dette besøg finder sted på et tidspunkt, hvor HRDP-regeringen i Elfenbenskysten efter indførelsen af en autokratisk forfatning i 2016, der nu gennemsyrer alle institutioner, konstant krænker lovene, forhindrer udtryk for sociale og politiske krav, fængsler modstandere og organiserer mord på andre modstandere. Denne magt skal cementeres gennem bedrageri ved det kommende præsidentvalg i oktober 2020. Efter at have afvist valgkommissionens modstand har Ouattara planer om at fjerne sine modstandere ved at fuske med valglovene og den forfatning, som han selv har indført. Dette besøg, som kommer mindre end et år før præsidentvalget, skal også ses som en politisk støtte fra Macrons regering til Ouattaras antidemokratiske og diktatoriske magt.
Det er derfor, at PCRCI:
– Fordømmer dette besøg, som er en skændsel for folket i Elfenbenskysten og for det franske folk, og fordømmer det imperialistiske Frankrigs indblanding i Elfenbenskysten.
– Kræver tilbagetrækningen af den franske besættelseshær, der organiserede omstyrtelsen af republikkens institutioner og bortførelsen af præsident Laurent Gbagbo og minister Charles Blé Goudé og deportationen af dem til Haag, kræver tilbagetrækning af den franske hær fra Sahel-landene, kræver en afslutning på Frankrigs indblanding i Elfenbenskysten.
– Støtter kampene for befolkningerne i Sahel-landene mod tilstedeværelsen af den franske hær.
– Opfordrer befolkningen i Elfenbenskysten til at intensivere deres kamp mod den internationale imperialisme, navnlig den franske imperialisme og dens lokale embedsmænd, for et frit, demokratisk og moderne Elfenbenskysten.
21.december 2019