Oktoberrevolutionen fandt sted i en epoke, hvor produktivkræfterne udvikledes særdeles hurtigt og skabte store indre modsætninger i samfundet. Hundrede år senere har vi igen en epoke med stor teknologisk omvæltning. Vil teknologispringet igen danne grundlag for samfundsomvæltninger?
I Stavanger kører førerløse busser. Mikroprocessernes hastighed forøges stadig hurtigere, og de autonome køretøjer har netop overhalet den menneskelige hjerne, når det gælder evnen til at føre en bil på den mest sikre måde. Stadig flere maskiner og hjælpemidler bliver koblet på internettet og melder selv fra, når de behøver service. Reservedele kan laves lokalt med 3D-printere. Droner er begyndt at levere pakker, og kunstig intelligens udnyttes til alt fra telefonsalg til behandling af låneansøgninger.
Vil der være nogen job tilbage?
Vil der opstå modsigelser, der har sprængkraft i forhold til hele samfundet?
Produktiviteten, der ikke kom
I Dagens Næringsliv stod der 1. august 2017 en artikel med overskriften ’Sand i maskineriet’. Den fremhæver et problem, som har plaget økonomerne i et næsten et helt årti: Vi kan se IT-revolutionen overalt rundt omkring os, men produktiviteten øger ikke!
Fænomenet omtales gerne som Slow-paradokset. Mange hypoteser er lanceret. Nogle af de almindelige er:
- Det tager tid, før IT-revolutionen manifesterer sig.
- Øgende arbejdsløshed fører til billig arbejdskraft, hvilket svækker motivationen for investering i ny teknologi.
- Administrative funktioner er effektiviseret, men den administrative stab reduceres ikke ret meget.
- IT-revolutionen er ikke knyttet til produktionen.
- Der sidder for mange og surfer med fancy programmer, som bare ser godt ud, men som ikke berører produktionen.
- Produktiviteten kan ikke øge, før der sker samfundsmæssige ændringer.
Et af de problemer, som de borgerlige økonomer har, er, at de ikke anerkender Marx’ værditeori. De holder fast på, at værdi er noget, som udelukkende dannes i et marked på baggrund av udbud og efterspørgsel. Men det unikke med menneskeligt arbejde er, at arbejdet skaber mere værdi, end arbejdskraften selv er værd (dvs. hvad det koster at vedligeholde arbejdskraften).
Hele grundlaget for kapitalismen hviler på, at der skabes en merværdi af det arbejde, arbejderklassen udfører, og som borgerskabet kan forsyne sig fra, uden at arbejderne får betalt for dette merarbejde. Pengene, de ophober, er et udtryk for, hvor meget arbejde de kan få andre til at udføre for sig, hvad enten det er varer eller tjenester, de har brug for.
Når en virksomhed indfører ny teknologi, der medfører en reduktion af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der skal til for at producere en bestemt vare, opstår der tilsyneladende en merværdi på grund af teknologien. Imidlertid er der lagt et arbejde i forskning og udvikling for at skabe denne teknologi, og efterhånden som konkurrenterne skaffer sig samme teknologi, er virksomheden som altid afhængig af, at arbejdskraften skaber merværdien. Her ligger svaret på gåden.
Den private kapital strømmer altid derhen, hvor det er muligt at få profit, og derfor må der skabes merværdi. Borgerlige økonomer hævder, at det er efterspørgslen fra forbrugerne, som bestemmer, hvad kapitalisterne sender på markedet. I virkeligheden er det tværtimod sådan, at kapitalisterne bare er interesseret i at levere de varer og tjenester, de får mest merværdi ud af. Vaskemaskiner, som varer i 50 år, eller lyspærer, som varer i fem år, giver ingen fortjeneste, og derfor produceres de ikke. En fabrik, som går helt af sig selv med robotter drevet af fornybar energi og næsten uden behov for arbejdere, giver kun lidt merværdi. I stedet flytter kapitalen til mere arbejdsintensive områder. Resultatet er en eksplosion inden for blandt andet tjenesteydelser og serviceområdet.
Vilkårene for socialismen
Mange havde forventet, at IT-revolutionen skulle resultere i en så enorm arbejdsløshed, at det ville udløse oprør. Der indføres fortsat teknologi, som fortrænger arbejdspladser, men langtfra så meget, som mange havde troet. Dermed er sprængkraften i teknologiudviklingen heller ikke så stor, som man kunne have forventet.
Kan vi så konkludere, at teknologiudviklingen er ligegyldig for os, som ønsker socialisme? Tværtimod!
Teknologien bidrager til fremmedgørelse og gør borgerskabet mindre tydeligt. Arbejdskollektivet svækkes også på teknologiarbejdspladserne sammenlignet med traditionelle industriarbejdspladser. Nye forretningsmodeller og begreber som delingsøkonomi bidrager til at sløre udbytningen. Der dannes en egen sort økonomi under et lag fernis af solidaritet. Den nye økonomi har også en egen valuta, Bitcoin, helt uden for samfundskontrol og beskatning. Samtidig foregår der også store folkevandringer og en betydelig arbejdsindvandring, som svækker klassekampen. Den modstand, dette skaber i arbejderklassen, er det, som højreekstreme indtil nu har formået at vinde sympatisører på.
Produktivkræfternes udvikling i form af teknologiske landvindinger gør produktionen mere samfundsmæssig, men teknologien i sig selv giver ingen socialistisk revolution. Revolutionen er en politisk bevidst handling, som ophæver modsigelsen mellem produktionens stadig mere samfundsmæssige karakter og den private ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne.
Teknologien gør det muligt at frigøre menneskene fra det manuelle arbejde, reducere længden på arbejdsdagen og give alle en mulighed for at deltage aktivt i samfundsstyringen. Bare det at udføre en folkeafstemning er i løbet af det sidste årti blevet vendt fra at være svært kompliceret til nok så enkelt. Stadig flere deltager også i debatter på forskellige netsider, og alle kan enkelt skaffe sig meget information, også om svært komplicerede sager.
Bryd kapitalens lænker
Socialismens økonomiske grundlov er at tilfredsstille folkehusholdningens stadig voksende materielle og kulturelle behov på grundlag af udnyttelse af den mest moderne teknologi. Det er en ægte dele-økonomi, hvor produktionsmidlerne ikke tilhører småkapitalister, sådan som det er tilfældet i den kapitalistiske dele-økonomi. Med fjernelsen af profitmotivet forsvinder forhindringerne for en cirkulær økonomi, hvor alle materielle ressourcer genbruges, indtil de kan cirkuleres tilbage til naturen.
Det er mange, som søger efter en fungerende cirkulær deleøkonomi i dag. Den socialistiske planøkonomi viste sig allerede fra 1917 som langt mere effektiv end den profitstyrede økonomi og omdannede hurtigt Sovjetunionen til et industriland. Under dagens kapitalisme er der et endnu større potentiale for produktivitetsøgning, som venter på at blive udløst af socialismen.
Deleøkonomi i egentlig forstand kan ikke være andet end socialisme og kommunisme.
Artikel bragt i tidsskriftet Revolusjon nr. 51, Norge, efteråret 2017