I marts 1919 fandt den første kongres sted i Tredje Internationale, kendt som Komintern, i Moskva. Den voksede frem som en historisk nødvendighed for at gennemføre arbejderklassens og de klassebevidste revolutionæres opgaver. Den blev skabt til at opfylde de internationale forpligtelser, som Første og Anden Internationale ikke fuldstændig kunne opfylde på grund af deres karakter og konkrete betingelser.
Som bekendt blev Arbejdernes Internationale eller Første Internationale grundlagt af Marx og Engels (1864-1872), og et betydningsfuldt antal fagforenings- og kommunistiske ledere af arbejderklassens kamp ”lagde grunden til arbejderklassens internationale kamp for socialisme” (Lenin). Den blev et ideologisk, politisk og organisatorisk referencepunkt for arbejderklassen i Europa og USA, et redskab til at organisere arbejdernes og de revolutionæres kamp. Den var scenen for den teoretiske og politiske debat mellem tilhængerne af den videnskabelige socialisme og reformisterne forklædt som socialdemokrater og anarkister. I denne konfrontation vandt Marx’ og Engels’ ideer fremgang, de blev bekræftet af en af et stort antal arbejderes og fagforeningsfolks opfattelser.
Anden Internationale (1889-1914) blev grundlagt af Engels for at styrke den internationale kamp for socialisme. Den gennemførte opgaven med at få arbejder- og fagbevægelsen til at vokse blandt arbejderne i mange lande. I den intense ideologiske og politiske debat, midt i arbejderklassens konkrete kamp, vandt de reformistiske og socialchauvinistiske opfattelser frem. Forberedelserne og senere selve Første Verdenskrig viste den forræderiske karakter hos nogle fagforenings- og politiske ledere i Anden Internationale, der første til klassesamarbejde med borgerskabet og opfordring til arbejderne om at deltage i den imperialistiske krig for at forsvare de herskende klassers interesser. Anden Internationale mistede helt sin karakter og udtryk af at forsvare arbejderklassens interesser, den var blevet overtaget af opportunister og renegater.
Tredje Internationale (1919-1943), kendt som Komintern, blev dannet af kommunistiske partier og arbejderpartier påvirket af Oktoberrevolutionens sejr, af den historiske og politiske betydning af de sociale, økonomiske og politiske fremskridt, der fandt sted i tsarens gamle imperium.
Den kommunistiske Internationale var et langvarigt fokus. Stående over for fagforeningsbureaukratiet, arbejderaristokratiet, socialreformisterne og socialchauvinisterne, der havde forskanset sig i Anden Internationales organisation og ledelse, gennemførte de russiske bolsjevikker under ledelse af Lenin og andre af arbejderklassens revolutionære i Europa, der forsvarede internationalismen og Marx’ og Engels’ ideer, en intens kamp mod positioner, der forsøgte at involvere arbejderne i ”forsvaret af fædrelandet” i den imperialistiske krig, der var under forberedelse.
Den politiske og ideologiske konfrontation mellem kommunisterne og reformisterne skabte rum for skarpe demarkationslinjer i fagforeningsmedlemmernes rækker, men det forhindrede ikke arbejderne i at blive kanonføde for borgerskabet og imperialisterne.
Den nådesløse kamp, som bolsjevikkerne rejste under de konkrete forhold i det gamle Rusland, gennem at konfrontere tsaren og hans reaktionære politik og mod den imperialistiske krig, førte til sejr for den anti-feudale og anti-kapitalistiske revolution i februar 1917 og derefter til sejr for den socialistiske revolution i oktober samme år.
Arbejderklassens magtovertagelse indledte en ny tid, imperialismens og arbejderklassens revolutioners epoke, som ”tøjlede” kapitalismen og imperialismens voldsomme udvikling, som viste den revolutionære arbejderklasses styrke og potentiale, nødvendigheden af arbejderklassens enhed, alliancen mellem arbejdere og bønder og den uundgåelige revolutionære vold. Den gjorde det kommunistiske parties ledende rolle i arbejderklassen klart, som organisator og leder af oprøret til at tage magten, som organisator og leder af arbejderklassens magt, proletariatets diktatur.
Det bolsjevikiske partis rolle i hele Oktoberrevolutionens proces viste klart nødvendigheden af en international organisation for arbejderklassen og særligt for kommunisterne. For kommunisterne i Lenins parti betød det, at de beslutsomt bidrog i den retning, og det krævede, at kommunisterne i andre lande intensiverede deres anstrengelser for at nå deres store mål.
Oktoberrevolutionens store indflydelse, udryddelsen af kapitalistisk udbytning og frigørelsen af arbejderne, der gik fra at være den undertrykte og udbyttede klasse til at være den herskende klasse og leder af samfundet, og de store sociale landvindinger, blev lysende ledestjerner for arbejderne og folkene rundtom i verden. Det viste sig i fordømmelsen og kampen mod den imperialistiske militære aggression i aktiv solidaritet med den nye arbejderstat.
Oktoberrevolutionen blev et eksempel for arbejderne og folkene, for de klassebevidste revolutionære, der kæmpede for at organisere revolutioner, der desværre blev slået ned, den styrkede arbejderklassens fagbevægelse, den rykkede den anti-imperialistiske bevægelse til et nyt niveau i de koloniale og afhængige lande.
I den forstand blev de kommunistiske partier styrket ideologisk og politisk, de blev bekræftet i deres rolle som arbejderklassens fortrop, de gik videre end en konfrontation for faglige rettigheder, for frihed og demokrati, de kastede sig ind i kampen for at erobre magten, og nye kommunistiske partier voksede frem i et stort antal lande.
I store træk var det i det scenarie, Tredje Internationale voksede frem.
Bolsjevikpartiet, Lenins og Stalins parti, spillede en fremtrædende rolle, de bidrog med alt, hvad bolsjevikpartiet og Oktoberrevolutionen betød, med en heroisk og sejrrig kamp for at forsvare revolutionen og med teoretisk viden og erfaring. Delegerede fra adskillige lande samledes for at grundlægge Den Kommunistiske Internationale, hvor de (efter at have narret overvågningen af dem) fandt vej til Moskva for at bekræfte deres internationalistiske beslutning.
Kommunisternes beslutninger drejede sig først og fremmest om nødvendigheden af at organisere og fremme den internationale proletariske revolution. De forstod klart, at dette store ansvar krævede, at der blev dannet stærke kommunistiske partier, rodfæstet i arbejderklassen og forberedt og klar til den revolutionære krig, overtagelsen af magten og etableringen af arbejderklassens magt, proletariatets diktatur.
Dannelsen af Den Kommunistiske Internationale betød den største samling og koordinering indtil da af arbejderklassens revolutionære kræfter: ideen om ”at bygge en unik enhed med en solid struktur og ledelse, som ville bringe de fremvoksende kommunistiske partier fra de fem kontinenter sammen” som et internationalt kommunistisk parti. Denne opfattelse gik igen både i Den Kommunistiske Internationales teori og praksis, hos de partier, der deltog på den første kongres, og hos dem, der senere sluttede sig til. Internationalen havde fokus på partierne i Europa og USA, men betragtede ikke partierne i Asien og Latinamerika som mindre vigtige.
Latinamerikas virkelighed
Kapitalismen og imperialismen udvidede deres fangarme til alle lande i verden. Latinamerika var et kontinent, hvor den kapitalistiske industri fortsat udviklede sig i begrænset omfang og båndene af økonomisk og politisk afhængighed af de internationale monopoler blev konsolideret. De var imidlertid tilbagestående lande, i hvilke godsejernes dominans og det feudale livegenskab vejede tungt. Det store flertal af lande i Latinamerika havde vundet politisk uafhængighed af de spanske, portugisiske og franske imperier. De blev imidlertid forvandlet til afhængige lande gennem udenlandske investeringer i udvindingen af mineraler og benzin, i den spirende industri og gennem båndene af udenlandsgæld.
Det latinamerikanske kontinent bestod af mere end tyve lande. Det strakte sig i syd fra Rio Bravo til Patagonien. Det amerikanske kontinent var ukendt for landene i Europa og den katolske kirke forud for Columbus’ rejse i 1492. Indbyggerne var organiserede i folkeslag og kulturer, der var forskellige fra hinanden, de var organiseret på et lavere stadie sammenlignet med de europæiske folk. Der var vigtige udviklede kulturer spredt ud over kontinentet, såsom aztekerne, i hvad der nu er Mexico, mayaerne i Centralamerika og inkaerne i det vestlige Sydamerika.
Erobringen af disse lande af spanierne, portugiserne, englænderne, franskmændene og hollænderne udgjorde et rent folkemord. Det bestod i den fysiske udslettelse af millioner af indfødte folk med våben og spredning af hidtil ukendte sygdomme, som erobrerne bragte med sig, udslettelsen af den indfødte kultur og viden, ved at påtvinge fremmede kulturer, religioner og kulturer, i den religiøse og økonomiske underordning af befolkningerne og i ødelæggelsen af den sociale organisering og etableringen af nye herrer og regler.
De latinamerikanske lande opstod af kampen for uafhængighed, der blev rejst over hele kontinentet mere eller mindre på samme tid (med undtagelse af Brasilien, hvis kamp for uafhængighed kulminerede i slutningen af det 19. århundrede), og de antikolonialistiske frihedskæmpere kom alle steder fra og kæmpede i alle lande. De oprindelige kulturelle rødder, kulturen og sproget til hverdagskommunikation påtvunget af europæerne, den fælles kamp for uafhængighed og de historiske omskiftelser fremtvang broderlige bånd og ens sociale og kulturelle karakteristika blandt folkene og landene i Latinamerika.
USA-imperialismen har altid påtvunget sine økonomiske og politiske interesser. Siden det 19. århundrede har det proklameret Monroe-doktrinen – ”Amerika for amerikanerne”. Under denne doktrin har USA-imperialismen påtvunget sin politiske og økonomiske dominans (med undtagelse af Cuba siden 1959) og gennemført militære interventioner i adskillige lande. Den er en svoren fjende af arbejderne og folkene i Latinamerika. Kampen mod USA-imperialismen er en kamp, der forener arbejderne og folkene i Latinamerika.
De latinamerikanske lande i vor tid blev dannet efter krigene for uafhængighed og befriede dem fra kolonial dominans. De er nationalstater, i hvilke den vestlige kultur og den katolske kirke dominerer. De er dannet med sprog, der stammer fra Europa, først og fremmest spansk, portugisisk og fransk. I næsten alle lande er der præcolumbianske folk og kulturer, oprindelige folk og nationaliteter, der har overlevet, og som kæmper for deres kulturelle, sociale og politiske rettigheder. Mange af landene har over tid formet en kultur, hvor den oprindelige kultur er blandet med erobrernes, et kulturelt miks, en national identitet, der tillader dem at genkende sig selv og adskille sig fra andre. Hvert af de latinamerikanske lande er sin egen særlige enhed, alle har hver især en historie og en nutid, der giver dem en karakteristisk økonomi og social realitet.
Arbejderklassen voksede frem i de forskellige latinamerikanske lande under særlige forhold, de kom fra minerne, fra landbrugsplantagerne, fra de gamle væve og håndværksværksteder, med jernbane- og havnebyggeriet og med etableringen af fabrikker, der forarbejdede råstoffer. Med fremkomsten af arbejderklassen og som svar på kapitalisternes udbytning og undertrykkelse kom fagforeninger og strejker, nødvendigheden af en politisk organisation for arbejderklassen, det kommunistiske parti. Før Oktoberrevolutionens sejr begyndte fabriksarbejdere og landarbejdere i mange latinamerikanske lande (Argentina, Mexico, Brasilien, Colombia) at organisere fagforeninger og kæmpe for deres rettigheder. Der blev organiseret socialistiske partier i Mexico og Argentina.
Oktoberrevolutionens historiske sejr spredte dens erfaringer og dets eksempel i alle verdens lande. Dens ekko nåede arbejderne og folkene i de latinamerikanske lande, organiseringen af Den Kommunistiske Internationale, Komintern, var af stor betydning for dannelsen af de kommunistiske partier i Latinamerika.
Kommunisternes organisering i Latinamerika
Før bolsjevikkernes sejr var der ingen politiske organisationer i Latinamerika, der kaldte sig selv for kommunister. Det betød ikke, at der ikke var nogen social kamp mod den feudale og borgerskabets udbytning og undertrykkelse eller mod det stigende lønslaveri i denne del af verden.
I den mexicanske revolution, der sejrede politisk i 1910, så man bønderne, landarbejderne, demokraterne og de revolutionære lede og føre en stor social revolution til sejr, der krævede jord til bønderne og frihed for folket. Med direkte inspiration fra Oktoberrevolutionen og konkrete aktiviteter fra en række internationale kommunister blev det socialistiske parti stiftet i maj 1919 og i november samme år omdannet til det kommunistiske parti, der tilsluttede sig Tredje Internationale.
I Argentina blev det socialistiske parti dannet i 1919 som en slags fagforening og kamporganisation for en del af intelligentsiaen. I 1920 stiftede den mest fremskredne strømning det kommunistiske parti.
I Bolivia udsprang det socialistiske arbejderparti fra minearbejdernes hårde kamp for deres rettigheder i 1919 og blev mange årtier senere til det kommunistiske parti.
Det kommunistiske parti i Uruguay blev stiftet i 1921.
Det kommunistiske parti i Chile udsprang af minearbejdernes organisering og kampe, det blev formelt stiftet i januar 1922.
I Brasilien blev fagforeningen for industri- og havnearbejdere, støttet af den revolutionære intelligentsia, udgangspunkt for det kommunistiske parti i 1922.
I Cuba havde der udviklet sig kommunistiske aktiviteter siden 1918, der ledte til stiftelsen af det kommunistiske parti i 1925.
Det kommunistiske parti i Columbia blev officielt etableret i 1925.
I Ecuador kom virkningen af Oktoberrevolutionen til udtryk i mange kampe fra arbejderklassen fra starten af 1920’erne. I 1925 blev den ecuadorianske sektion af Den Kommunistiske Internationale etableret, i 1926 blev det socialistiske parti, der tilhørte Internationalen, dannet, og i 1931 stiftede den mest konsekvente revolutionære fløj det kommunistiske parti.
I 1926 blev det kommunistiske parti i Honduras dannet, i 1928 det kommunistiske parti i Paraguay. I El Salvador blev det kommunistiske parti dannet i 1930, i marts 1931 det kommunistiske parti i Venezuela, i juni 1931 det kommunistiske parti i Costa Rica. I Puerto Rico blev det kommunistiske parti stiftet i 1933.
Det er klart, at de kommunistiske organisationer og partier i Latinamerika ikke deltog, da Den Kommunistiske Internationale blev dannet, eftersom de ikke eksisterede på dette tidspunkt. Alligevel tog lederne af Internationalen det ansvar på sig i debatter og resolutioner på den tredje kongres, de nedsatte en latinamerikansk sektion af Den Kommunistiske Internationales sekretariat, der fungerede mellem 1921 og 1923. Her fandt man inspiration og vejledning til den praktiske udførelse af Internationalens agitation og propaganda for kommunismen i Latinamerika, og her udsprang dets bidrag til stiftelsen af de kommunistiske partier på kontinentet.
Disse facts vidner om Internationalens bidrag til at opbygge kommunistiske partier i Latinamerika. Det er indlysende, at deres beslutninger måtte bygge på de latinamerikanske arbejdere og deres ledere, så de kunne udføre disse på egen hånd. Hovedpersonerne i at danne arbejderpartierne var først og fremmest arbejdere og fagforeningsledere, og i nogle lande var der også revolutionære intellektuelle, der sluttede sig målet om social frigørelse.
De kommunistiske partier dannet i Latinamerika rejste parolerne for arbejderklassens rettigheder, for bønderne og for de oprindelige folk, og de rettede kravene mod kapitalisterne og godsejerklassen. De forstod alle sammen, at de skulle rejse kampen mod udenlandsk dominans, mod afhængighedens lænker, der blev smedet af de internationale monopoler, af imperialismen, især USA-imperialismen. Hvilket man så i minedriften, i opbygningen af jernbanenettet og veje, i plyndringen af råstoffer og i fremstillingsindustrien, der især blev etableret i Argentina, Mexico og Brasilien.
Med samme formål at promovere kampen mod kapitalismen og for kommunismen nedsatte Internationalens eksekutivkomite et latinsk sekretariat, der beskæftigede sig med de latinske lande i Europa og i Latinamerika, og som fungerede fra 1926 til 1928.
På Internationalens femte kongres (1924) deltog allerede delegationer fra det sydamerikanske kontinent, fra Argentina, Brasilien og Mexico. Efterfølgende anerkendte Internationalen også sektionerne i Uruguay, Chile og Centralamerika. Penelón fra Argentinas Kommunistiske Parti blev medlem af Den Kommunistiske Internationales eksekutivkomite, ECCI. José Fernando Penelón var en af stifterne af partiet, men forlod det senere og dannede en anden organisation.
På den udvidede plenumforsamling i ECCI i 1925 deltog 7.500 kommunister. Ved fejringen af tiåret for Oktoberrevolutionen i Moskva i 1927 deltog hundreder af delegerende fra kommunistiske partier og revolutionære syndikalister, inklusive et stort antal delegerede fra de kommunistiske partier i Latinamerika.
Antallet og repræsentationen af delegerede fra de kommunistiske partier i Latinamerika, entusiasmen og målrettetheden for revolutionær kamp, nyhederne om den faglige organisering af arbejderklassen, af de folkelige kampe, der fandt sted, var en opmuntring for alle de delegerende og partier, der deltog i denne begivenhed. I 1928 under arbejdet på Den Kommunistiske Internationales sjette kongres udtalte en ledende kammerat: ”Jeg opdagede Latinamerika ved tiåret for Oktoberrevolutionen.”
Disse begivenheder slår en pæl igennem fortællingen om, at Den Kommunistiske Internationale ignorerede, hvad der skete i Latinamerika. Den blev spredt af dem, der ville undergrave Internationalens historie, først og fremmest fra trotskisternes rækker. Fakta viser det modsatte. Helt fra begyndelsen vendte de internationale kommunister sig til Latinamerika med propaganda for revolution og kommunisme, for afskaffelsen af en verden med imperialismens udbytning og plyndringer. De udførte konkrete aktiviteter gennem delegerede og medlemmer, der flyttede til regionen, de modtog og gav teoretisk og politisk uddannelse til rigtig mange delegerede fra de kommunistiske partier ved Arbejderuniversitetet. De bidrog til organiseringen af de kommunistiske partier, der materialiserede sig i en række lande som nævnt ovenfor. Den Kommunistiske Internationales latinamerikanske sekretariat udførte aktiviteter mellem 1928 og 1935.
De store arbejdskampe i Latinamerika
I starten af den kommunistiske bevægelse i Latinamerika var der store sociale og politiske begivenheder ledet af arbejdere og bønder, i hvilke de første klassebevidste revolutionære grupper beslutsomt tog del. Kampene på det tidspunkt styrkede omfanget og potentialet af arbejderklassens kamp og organisering.
Den såkaldte “Tragiske Uge” fandt sted i Buenos Aires, Argentina, i januar 1919. Det var kulminationen på en strejkebevægelse, der involverede tusinder af tekstil- og jernbanearbejdere, der truede borgerskabets ro. Arbejderne på Vasena-fabrikken arbejdede 11 timer om dagen. De gik i strejke i december 1918. 7. januar beordrede regeringen, i åbent forsvar for fabriksejerne, hæren og politiet til at angribe arbejderne. De gennemførte en massakre, der kostede 700 livet, omkring 4.000 sårede og et antal på mere end 55.000 fængslet. I disse massakrer deltog en paramilitær enhed, den såkaldte Patriotiske Liga, der prækede nationale positioner.
Den demokratiske opinion og politisk pres fra befolkningen førte til en sejrrig udgang. Den 14. januar blev fabriksportene slået op for arbejdere med en 8-timers arbejdsdag. I disse modige kampe blandt arbejderklassen spillede de kommunistiske revolutionære en rolle med agitation, forberedelse og organisering af strejken. Sejren var ekstraordinær, og skønt den havde store omkostninger, blev den et referencepunkt og et eksempel for arbejderklassens og folket i Argentina og folkene i hele Latinamerika.
Bananarbejdernes kamp i Colombia
Den 12. november 1928 brød en omfattende strejke ud i bananregionen La Ciénaga tæt ved Det Caribiske Havs kyst. Mere end 25.000 arbejdere i bananplantager, der tilhørte United Fruit Company, nægtede at arbejde med at høste bananerne. Hverken arrogancen fra den USA-ejede virksomhed eller presset fra magthaverne kunne knække arbejderne, der modtog støtte fra de colombianske arbejdere og folk. USA’s regering truede med militær intervention, hvis USA’s interesser ikke blev respekteret. Colombias regering begrundede sin reaktion med, at ”det var nødvendigt at eliminere den kommunistiske sammensværgelse”.
Strejken forenede i handling landarbejderne, bananproducenterne, de fattige og de middelstore bønder, der krævede forbedringer af løn, boliger og sundhed. Som den trofaste tjener af USA-imperialismen stoppede den colombianske regering strejken d. 5. december ved at skyde ind i et møde, som tusinder af arbejdere deltog i, og dræbte mere end 400 arbejdere og sårede mange flere. Strejken druknede i blod, men såede frøene til organisering og arbejderklassens kamp, hvilket i 1934 resulterede i en anden massiv strejke, der tvang arbejdsgiverne til at anerkende nogle af arbejdernes rettigheder.
Bondeoprøret i El Salvador
Den økonomiske krise i El Salvador ramte landets økonomi i hårdt, nedgangen i kaffepriserne gjorde arbejderne og bønderne markant fattigere. Titusinder af bønder blandt de oprindelige folk, især den etniske gruppe Nahualt-Pipil, begyndte et oprør d. 2. januar 1932 med krav om jord, bedre leveforhold og anerkendelse fra regeringen. De besatte haciendaer, blokerede landeveje og kommunikationslinjer og erobrede nogle vigtige militære og politi-barakker.
Lederne af dette store oprør var lederne fra de oprindelige folks områder og Farabundo Martí, leder af El Salvadors Kommunistiske Parti, der var dannet i 1930. Opstanden blev druknet i blod af hæren og politiet, der udførte en massakre på over 30.000 bønder, mange andre arresteret og organisatorerne dømt til døden. Bøndernes kamp for jord og mod den feudale undertrykkelse fik sit første store udtryk, der blev druknet i blod af repræsentanter fra borgerskabets feudale regering i El Salvador. Disse kampe og undertrykkelsen af dem antændte solidariteten mellem bønder og arbejdere i Centralamerika.
Prestes kolonne
Adskillige revolter og oprør fandt sted blandt de yngre officerer i den brasilianske hær i de første årtier i det 20. århundrede. De krævede ærlighed og demokrati og gik imod tyranni og magtmisbrug. I 1924 udbrød Paulista-revolutionen i Saõ Paolo, og efter at have afsat delstatsregeringen blev den føderale regering udfordret. Regeringens militære overlegenhed og den begrænsede støtte fra andre stater og regioner betød revolutionens nederlag. De soldater, der overlevede, flygtede sydpå og sluttede sig til kaptajn Carlos Prestes.
Der startede store guerillakampe, en militær enhed på 1.500 mand blev organiseret og gennemførte en lang march på 25.000 km, hvor de proklamerede frihed og jord. I hver en by de kom til, overtog de ejendomsregistreringen, og de indsamlede gældsbeviserne fra de store landbesiddelser og brændte dem offentligt på torvet.
Prestes-kolonnen blev nedkæmpet militært efter to år og fem måneder og drog til Bolivia. Prestes rejste til Argentina, kontaktede lederne af Den Kommunistiske Internationale og sluttede sig til Brasiliens Kommunistiske Parti, i hvilket han blev dets vigtigste leder. I 1934-35 blev der organiseret en nationale befrielsesalliance som en anti-fascistisk og anti-imperialistisk alliance, der arbejdede for et folkelig-militært oprør for at afsætte Getulio Vargas, men det mislykkedes. Kampene blandt de unge soldater, bønderne, arbejderklassen og den demokratiske intelligentsia satte sine spor med disse store begivenheder, i hvilke kommunisterne og andre revolutionære deltog.
Befrielseskrigen i Nicaragua
I 1927 invaderede amerikanske tropper Nicaragua og indsatte en regering af konservative, der havde kæmpet mod de liberale og åbent forsøgt at gennemføre valgsvindel. En bølge af vrede rystede landet. Augusto César Sandino var en liberal frihedskæmper, der havde kæmpet med våben i hånden og ledet en guerillahær. Han var en af Henri Barbusses mænd. Barbusse var kendt som ”De frie mænds general” og for at have anført det nicaraguanske folk i kampen mod USA’s besættelse.
Sandino opretholdt politiske forbindelser med anarkister, socialister og kommunister i Mexico. Internationalen spillede en vigtig rolle i de solidaritetskampagner, der blev udviklet i Latinamerika, USA og Europa. Yankee-tropperne blev drevet ud af Nicaragua i 1933 efter en lang guerillakrig og store politiske aktioner, som befolkningen gennemførte.
Den første kommunistiske konference i Latinamerika
Den Kommunistiske Internationale indkaldte til en konference i Argentina i 1929. Den fandt sted efter Den Første Fagforeningskongres i 1927 og markerede en milepæl i processen for revolution. På konferencen blev revolutionens problemer i Latinamerika diskuteret:
- Definitionen af revolutionens karakter som borgerlig-demokratisk, anti-imperialistisk og for jordbrugsreformer, som opgaven for arbejder- og landbefolkningen under arbejderklassens ledelse.
- Ift. sammensætningen af arbejderklassen i Latinamerika understregede konferencen nødvendigheden af at fokusere på at arbejde i de store industrikomplekser og miner og lade laget af små håndværkere komme i anden række.
- Det nationale spørgsmål – den rolle de oprindelige folk og nationaliteter spillede i kampen for social og national befrielse.
- Den fastslog, at den centrale opgave var opbygningen, styrkelsen og udviklingen af de kommunistiske partier .
Udviklingen af klassekampen og Den Kommunistiske Internationales rolle
Den Kommunistiske Internationales arbejde fandt sted under de forskellige økonomiske, sociale og politiske betingelser, der fandt sted i verden. Perioden, som umiddelbart fulgte Oktoberrevolutionens sejr, så en forværring af kapitalismens og imperialismens krise og samtidig fremdriften i arbejderklassen, der bevægede sig mod den revolutionære kamp for at overtage magten, hvilket sås i oprørerne og revolutionerne i Tyskland og Ungarn, af de store arbejdskampe i næsten alle europæiske lande, i fremkomsten af arbejderklassens revolutionære kamp.
I de koloniale og halvkoloniale lande, i Kina, Persien, Indien, Indokina og Det Nære Østen, var der store opstande og oprør mod den imperialistiske dominans, som Den Kommunistiske Internationale heller ikke ignorerede. Alt dette fik Lenin til at udvikle tesen om, at den proletariske verdensrevolution afhang af, at arbejderne og folkene i Østen udgjorde et magtfuldt bolværk som forenet med arbejderne i de imperialistiske lande kunne bringe revolutionen til sejr på verdensplan.
Genopretningen af kapitalismen i Europa og USA få år senere efter afslutningen af Første Verdenskrig fik indflydelse på arbejderklassens organisering og kamp. Den blev slået ned i nogle af de vigtigste kampe og spillede ind på stemningen i arbejderklassen. De kommunistiske partier overvejede og diskuterede dette i Internationalen, og de konkluderede, at genrejsningen var midlertidig, en ny krise ville opstå, og arbejdernes og folkenes kamp for revolution og kommunisme ville snart genoptages.
Kommunisterne kæmpede og kæmper under meget forskellige betingelser. Vi udvikler taktikker i forhold til den konkrete situation afhængigt af kræfterne, og vi bruger alle former for kamp. Revolutionen, socialismen og kommunismen har det særlige perspektiv at nedkæmpe imperialismen og kapitalismen og danne et helt nyt samfund, socialismen, og opbygningen af kommunismen.
På Den Kommunistiske Internationales fjerde kongres blev det, på baggrund af de nye erfaringer fra de kommunistiske partier og de former, som reaktionen og kapitalismen antog, slået fast, at ”Revolutionen var og vil fortsætte med at være en kamp af levende kræfter i en bestemt historisk periode.”
Kongressen insisterede på tesen om arbejderklassens partiers rolle: ”De kommunistiske partier kan kun udvikle sig i kamp, selv det mindste kommunistiske parti bør ikke begrænse sig til udelukkende propaganda og agitation. I alle arbejderklassens masseorganisationer må der skabes en fortrop, der viser de tilbagestående og vaklende, hvordan man kan føre kampen, formulerer kampens konkrete mål, opmuntrer dem til at kræve opfyldelse af deres livsvigtige behov og gennem dette afslører forræderiet fra de ikke-kommunistiske partier over for dem. Kun på betingelse af at de ved, hvordan de kan stille sig i spidsen af arbejderklassen i alle kampe, og hvordan de kan rejse disse kampe, kan de kommunistiske partier effektivt vinde de store arbejdergrupper for kampen for deres eget herredømme.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 38, 2019 – tidsskrift for CIPOML
I den engelske og spanske originaludgave findes yderligere en kronologisk oversigt over Den Kommunistiske Internationales (Kominterns) aktiviteter og organer i Latinamerika.