Med den nye socialdemokratiske mindretalsregering dannet her i juni er Enhedslisten nu sammen med SF og Det Radikale Venstre blevet Socialdemokratiets parlamentariske grundlag. Der er lavet et såkaldt ikke bindende ”forståelsespapir” mellem parterne, der indeholder mange enkeltsagsønsker, ingen ny politik, intet opgør med Løkke- eller Thorningregeringernes amok-reformpolitik eller nyliberale økonomiske politik. Og afstanden mellem Socialdemokratiets og Enhedslistens løsninger på kapitalismens kriser og fortrædeligheder er mindre, end mange umiddelbart tror. Det er ikke Socialdemokratiet, der er blevet presset til venstre, trods deres valgretorik.
1. maj i år udgav Enhedslistens MF’er Pelle Dragsted et fælles skrift med socialdemokraten og tidligere forbundsformand i SiD Hardy Hansen under navnet ”Demokratiser økonomien!”. Her fremlægger de en fælles strategi, hvori det bl.a. lyder:
”Hvis vi skal løse vores tids største udfordringer med klimaforandringer, voksende ulighed og mistillid til det politiske system, så skal det økonomiske ejerskab, og den magt der følger med, bredes ud til mange flere.
Uanset om vi taler om ulighedskrisen, krisen for demokratiet eller klimakrisen, bliver det altså stadig mere tydeligt, at de har deres udgangspunkt i den koncentration af magt og ejerskab, som den kapitalistiske økonomi hele tiden skaber og forstærker.”
Og de afslutter med følgende:
”Når vi efter et valg forhåbentlig får en ny regering, bør den derfor hurtigt nedsætte en bredt sammensat kommission for fremme af demokratisk økonomi. En kommission, der med inspiration fra såvel danske som internationale erfaringer kan komme med forslag og anbefalinger til, hvordan vi kan videreudvikle en mere demokratisk, socialt og miljømæssig bæredygtig økonomi.
Målet er klart – når vi i fremtiden fejrer den første maj, skal det ikke længere kun være som lønmodtagere, men også som medejere og forvaltere af vores virksomheder. Med større andel i den velstand, som vi skaber, når vi går på arbejde. Og med en demokratisk indflydelse, der giver os muligheden for at forme en bæredygtig og social økonomi til gavn for mennesker og vores fælles klode. En økonomi for de mange og ikke kun for de få.”
Den stadige koncentration af magt og ejerskab, som udpeges som årsagen til kriserne – den har et navn. Det er den magt, rigdom og privatejendom, der er koncentreret hos monopolborgerskabet. Det er imperialismen, hvor alle former for kapital og udbytning er samlet hos denne herskende klasse. Den herskende klasse har navne, ansigter og firmalogoer. Den kapitalistiske økonomi er langtfra klasseløs, sådan som det kunne lyde.
I løsningen af kapitalismens mangesidige kriser, som hele tiden forværres, er arbejderklassens kamp og klassekampen helt skrevet ud. Og arbejderklassen som klasse, som den revolutionære kraft, der virkelig kan sætte en stopper for kapitalismens kriser, er forvandlet til medejere og forvaltere af kapitalismens virksomheder. Altså ved vi, at der ikke er tale om nogen som helst løsning på kapitalismens stadig mere ophobede problemer, på udbytningen, undertrykkelsen, udplyndringen af klodens ressourcer og ødelæggelse for simpel profit. Men derimod et reformistisk fupnummer, der skal puste liv i illusionerne om en ny socialdemokratisk regering med en ny vision om, at kapitalismen kan overleve i et såkaldt demokratisk klassesamarbejdsprojekt.
Samfundsøkonomien vil altid være på den herskende klasses præmisser. De ejer produktionsmidlerne, har opbygget en statsmagt til at beskytte og forvalte den private ejendomsret og deres ret til udbytning og profit. Uanset at der i et land som Danmark sideløbende eksisterer nogle små erhvervsdrivende eller andelsforeninger med andre ejerforhold med mere medindflydelse, så ændrer det ikke på samfundsudviklingen.
Det er Danmark om noget land et eksempel på, med andelsbevægelsen og den kooperative bevægelse allerede helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet. Ligesom der nok heller ikke længere er nogen, der vil påstå, at den kapitalistiske statsmagt og arbejdsgiver (der i den socialdemokratiets demagogi er os alle sammen, det store fællesskab), at dens ejerskab af offentlige arbejdspladser har skabt hverken mere demokratiske eller bedre økonomiske forhold.
I flere år har folk som bl.a. Pelle Dragsted, tidligere finans- og erhvervsordfører i Enhedslistens folketingsgruppe, forsøgt at genoplive den gamle socialdemokratisk klassesamarbejdsmodel ”Økonomisk Demokrati” (ØD).
Det indgår i hele det internationale rød-grønne setup – fra Sanders i USA til Europæisk Venstreparti – om, at de har skabt en ny politik, der kan løse de sociale og klimamæssige udfordringer, som kapitalismen skaber. Nemlig ved at presse erhvervslivet til at føre en anden politik med pres nedefra gennem demokratiske, grønne, sociale, bæredygtige kooperative virksomheder og økonomisk demokrati og fælleseje.
Enhedslistens seneste erhvervsudspil om fremme af demokratiske og kooperative virksomheder skal da også ses i det lys. Og ikke overraskende var den nye socialdemokratiske regerings beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard allerede under valgkampen ude og hilse Enhedslistens lovforslag velkomment. Idet han understreger, at han deler grundanalysen om, at man kan og bør gøre mere for at fremme den demokratiske ejerform, ikke mindst Enhedslistens forslag om skattefordele til disse virksomheder.
Ideen bag denne politik er ikke bare lige så gammel som reformismens selv, den er også lige så vel gennem- og afprøvet med fiasko hver gang, både som strategi – at man kan købe sig til socialisme og undgå en revolutionær omvæltning og at opbygge et nye samfundssystem – og som politik for bedre vilkår for arbejderklassen. Men når man som den rød-grønne strømning for længst har valgt at skippe at tage udgangspunkt i arbejderklassens revolutionære erfaringer og politik og klassekampens virkelighed, så er der ikke andre muligheder end at relancere gamle socialdemokratiske modeller som nye visionære forslag. Og selvom genbrug er en god ting, så er politisk genbrug af klassesamarbejdsmodeller ikke ligefrem et fremskridt.
”Økonomisk demokrati”
Lad os et øjeblik se på, hvad ØD egentlig var udtryk for, dengang Anker Jørgensens socialdemokratiske regering fremsatte det som lovforslag i 1973. Socialdemokratiets og LO-toppens betænkning om ØD blev vedtaget på LO-kongressen i 1971. ØD skulle gælde for alle lønmodtagere, og der skulle oprettes en central fond – lønmodtagernes udbytte- og investeringsfond. Arbejdsgiverne skulle indbetale en fastsat procentdel af virksomhedens samlede lønsum. En trejdedel skulle investerers i “Lønmodtagernes udbytte-og investeringsfond, mens to trejdedele skulle investeres i virksomheden selv. Her skulle lønmodtagerne have et certifikat, der kunne indløses efter fem år, eller hvis man forlod arbejdsmarkedet, og lønmodtagerne skulle på lige vilkår med de øvrige aktionærer være repræsentanter for en virksomhed. Betænkningen dannede rammen om det lovforslag, som Socialdemokratiet i januar 1973 fremsatte, men aldrig fik gennemført.
En af datidens kritiske stemmer, kommunisten og arbejderforfatteren John Max Pedersen, gav i 1973 udtryk for, hvad klassebevidste arbejdere tænkte om ØD, og skrev:
”Arbejdsminister Erling Dinesen (S), der er et typeeksempel på en klasseforsoner, indrømmer, at formålet med ØD er at sikre en forstærkning af produktivitetsstigningen i erhvervslivet. (Altså på godt dansk: Arbejderne skal tvinges til at knokle endnu mere). ØD – arbejderklassens ”medejendomsret”, som det så smukt kaldes (i henvendelser til arbejdere), tjener ifølge arbejdsministeren tre formål (i henvendelsen til kapitalisterne gennem dagbladet Politiken).”
ØD’s tre formål er:
- Sikre en betydelig større bunden tvangsopsparing i samfundet end tidligere set, som vil sikre investeringer og dermed større produktivitet.
- Fornemmelsen (og intet andet end fornemmelsen) af medejerskab og indflydelse vil øge produktiviteten og dæmpe arbejderklassens kamp for bedre vilkår og højere løn.
- At øge trivslen og arbejdsklimaet, hvilket vil medføre større produktivitet.
ØD tjener altså kun et eneste formål, skriver John Max Pedersen, nemlig at få os til at knokle endnu mere for at forbedre kapitalisternes profitmuligheder mest muligt. ”Det er ganske vist, hvad vi hele tiden har ment, men det er jo ingen skade til at få det bekræftet af regeringen selv.”
Det er derfor noget af en omskrivning af historien, når Pelle Dragsted i dag laver en fortælling i sin artikel ”Lad os genopfinde Ankers Jørgensens drøm om økonomisk demokrati” i Politiken. Her lyder det:
”Idéerne om Økonomisk Demokrati (ØD) opstod op i gennem 60’erne og 70’erne og havde som sit formål at gradvist demokratisere ejerskabet til produktionsmidlerne – dvs. virksomhederne. Socialdemokraterne var stadig forankrede i de socialistiske idéer og var kritisk over for den koncentration af rigdom og dermed også magt, som kapitalismen medførte (og medfører). ”
Den gradvise demokratisering af ejerskabet til produktionsmidlerne bestod i, at arbejderne hele tiden blev frataget en del af deres løn, som blev geninvesteret i virksomheden. Virksomheden fik til gengæld gratis kapital og en arbejdsstyrke, der arbejdede hårdere, hurtigere og mere. Jo mere blev investeringen værd. En udvikling, vi senere har set i virksomheder med for behov for særlig loyale ansatte, hvor aktier er en del af lønnen. Når Pelle Dragsted kalder denne model for øget produktivitet og udbytning for forandret i socialistiske ideer, så er det ikke kun for at pynte Socialdemokratiet med lånte fjer, det er ikke mindst for selv at dække sig bag dem.
Dagens ØD
”I dag er investeringerne jo et spørgsmål, som er overladt til nogle meget få individer i vores banker og kapitalfonde, som ingen nogensinde har stemt på. Havde man nu haft nogle meget store fonde, der var styret af lønmodtagerne, hvor lønmodtagerne havde en indflydelse på dem og investeringerne, ville man jo i langt højere grad kunne dreje investeringerne i en retning, der er til gavn for klimaet og samfundet,” udtaler Pelle Dragsted i et interview (”Drømmen om økonomisk demokrati lever”, 2018, Information).
Den store, centrale ØD-investerings- og udbyttefond blev som bekendt ikke til noget tilbage i 70’erne, selvom den dengang også havde opbakning fra senere så berygtede Venstrepolitikere som Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder, der kunne se en fordel i at få arbejderne til at levere investeringskapital.
ØD-fonden var aldrig tiltænkt som en fond, som arbejderklassen skulle styre eller have kontrol over. Der blev i tiden derefter oprettet en række centrale fonde – Arbejdernes Dyrtidsfond, Den Sociale Pensionsfond, ATP, Arbejdsmarkedspensionsfonde – med fine formålsparagraffer om mere lighed og øget velstand til de mange. Men magten lå hos en og sammen klasse: treenigheden mellem arbejdsgiverne, deres statsapparat og arbejderaristokratiets top i fagbevægelsen, hvor arbejdernes indflydelse angiveligt var sikret gennem de to sidste instanser. Dog ikke mere end at disse fonde rask væk stjal pengene op af arbejdernes lommer med bunden opsparing og indbetaling, der blev til enorme milliardsummer omdirigeret via staten til investeringsfonde for at ”øge vækst og beskæftigelse”, eller tvungne aktieinvesteringer som i dagens pensionsselskaber, hvor din indflydelse går til, om dine penge skal investeres i gruppe A eller B, men ikke til at sige nej.
Den side af virkeligheden indgår ikke i Enhedslistens ”demokratiser økonomien”-program og vil definitivt også være et punkt, der ikke ville kunne opnås enighed med Socialdemokratiet om, da de stort set udgør toppen i den del af finanskapitalen.
Det kooperative demokrati
I en af de utallige tv-udsendelser under den seneste valgkamp blev Enhedslistens Pernille Skipper spurgt om, hvordan man nu skulle tolke, at der i deres program står, at de vil ændre den private ejendomsret i ejendomsforholdene, betød det så revolution? Det kunne Pernille Skipper dog berolige både journalisten og tv-seerne om, at det gjorde det ikke, programmer skulle ikke altid tages så bogstaveligt. Men når det nu var sagt, så ville Enhedslisten ændre ejendomsforholdene til mere fælles eje. Til en fælles ejendomsret ligesom i landets største dagligvarekæde COOP. Meget enkelt og sympatisk, ville nogle synes, at skifte revolutionen for at afskaffe den private ejendomsret ud med et medlemskort til COOP.
Men Enhedslisten mener det faktisk alvorligt, hvilket også ses af deres lovforslag om øget støtte til demokratiske virksomheder.
”Virksomheder, der er ejet i fællesskab af medarbejderne eller forbrugere, skaber mere demokrati og lighed – og så er de faktisk mere effektive. Der er brug for en ny bølge af demokratiske virksomheder i Danmark,” siger Pelle Dragsted og økonomisk rådgiver Poya Pakzad i artiklen ” Med fælleseje og demokrati skaber vi en sundere økonomi” fra juni 2019.
Og her optræder COOP igen som et af de store eksempler: ”Den demokratiske sektor (kooperative og andelsselskaber, red.) står stadig stærkt i Danmark. Vores største dagligvarekæde, Coop, er et andelsselskab, som er 100 pct. kundeejet. Demokratisk forbrugereje er stadig den dominerende ejerform i forsyningssektoren. Og vores største realkreditinstitut, Nykredit, er ejet af kunderne.”
De to herrer slynger om sig med forbrugere ejede selskaber som elselskabet Ørsted, hvis stigende priser, gebyrer og afgifter ikke føles spor mere demokratiske af den grund. Mens fødevaremonopoler som Arla Foods og Danish Crown forbigås i tavshed, da deres fyringsrunder og løn- og arbejdsforhold heller ikke ligefrem er noget at prale med. De beklager dog, at nyliberale regeringer har ført en politik med privatiseringer af tidligere kollektivt ejede virksomheder, med lettere adgang for opkøb fra udenlandske kapitalfonde, der har ført til mere ulighed og mindsket indflydelse fra forbrugere og ansatte.
Den udvikling skal vendes. For demokratiets skyld. Men ikke mindst for produktivitetens og erhvervslivets ekstra gevinsters skyld:
”Det vil nok overraske mange, men de demokratiske virksomheder er faktisk også økonomisk stærkere end deres konventionelle modstykker. Årtiers forskning i kooperativers stabilitet og ydeevne taler sit tydelige sprog. De demokratiske virksomheder har en højere produktivitet, en mere stabil vækst og beskæftigelse, og en større robusthed over for kriser og modgang. En omfattende international undersøgelse af medarbejderejede virksomheder fra 2016 viser, at deres gennemsnitlige produktivitet var 4 pct. højere end deres konventionelle investorejede modstykker. En stærkere erhvervsdemokratisk sektor vil formentlig være den bedste kur mod den nuværende lave vækst i produktivitet. Det er ikke mindst på baggrund af disse fordele, at vi i Enhedslisten i denne uge/I dag præsenter et omfattende erhvervspolitisk udspil, der skal skabe bedre rammer for demokratiske virksomheder.”
Demokratiske virksomheder kommer først og fremmest nedefra, siger Enhedslisten, fra ansatte, iværksættere og forbrugere. Kravet for, at de fungerer, og at vi kan få større indflydelse i de store kooperativer og andelsvirksomheder, er, at vi bruger vores tid på at engagere os, deltager og bruger vores stemmer på generalforsamlingerne og stiller gode forslag. Ikke bare skriver små hverdagshistorier på COOP’s hjemmeside, men virkelig kaster os ind i virksomhedernes arbejde. Ellers, advarer Enhedslisten, vil kapitalkræfterne overtage magten. Og så kan befolkningen imens knokle videre med at forsøge at redde de lokale stumper fra konsekvenserne af privatiseringer og nedlæggelser af skoler, institutioner og infrastruktur.
Social og grøn branding
De fremsynede dele af erhvervslivet har for længst lugten luntet og er blevet både grønne og socialt ansvarlige. De udgiver etiske regnskaber og miljøregnskaber, så vi ikke behøver kigge på profitten og overskuddet. De reklamerer gladelig for, at deres flyrejser er grønne og CO2-neutrale, at de glæder syge børn, at deres mælk kommer fra en glad lokal ko, osv. Store reklamesummer, der kan lægges på prisen og trækkes fra i skat.
Corporate Social Responsibility, CSR – for selvfølgelig skal det have et engelsk navn – er kodeordet, når virksomheder forsøger at ”revitalisere” deres virksomhed ved at indarbejde samfundsansvar i deres forretningsstrategi og værdigrundlag. Der er en opblomstring i det, som i den verden kaldes socialt entreprenørskab, hvor iværksættere udvikler forretningsmodeller med et samfundsgavnligt formål for at løse problemer lige fra beskyttelse af miljøet og reduktionen af ulighed og fattigdom til beskæftigelse af udsatte grupper og fremme folkesundhed. Ja, faktisk er der en hel industri, der er ved at vokse op. Og så naturligvis skal tjene penge og overskud på forretningen.
Hvad mærkat man end sætter på – ”ØD”, ”demokratisk”, ”socialt”, ”bæredygtigt”, ”klimavenlig økonomi” – så er løsningen på både hverdagens mindre og de store samfundsproblemer ikke, at arbejderne investerer eller arbejder for mere kapitalistisk virksomhed, men styrker kampen for én gang for alle at afskaffe den kapitalistiske herskende klasses – borgerskabets – ejendomsret til produktionsmidlerne, frem mod arbejderklassens reelle fælleseje, hvor de både har dem økonomiske og politiske samfundsmagt til at skabe den nødvendige udvikling.
Note:
Artiklen ”Økonomisk demokrati”, første gang trykt i Arbejderavisen 1973, senere optrykt i John Max Pedersens artikelsamling Den Røde Tråd, udgivet på Foreningen Nexø Forlag af DKP/ML i 1981.