Selvom de økonomiske, diplomatiske og militære spændinger, der er taget til i de seneste måneder, tilsyneladende findes mellem Tyrkiet og Grækenland – begge NATO-medlemmer, der har omdannet Balkan til et konfliktområde – er spændingerne i virkeligheden et udtryk for den regionale kamp for omfordeling af Mellemøsten, Nordafrika og Europa.
Disse spændinger, der viser omfanget af den stadigt mere skærpede rivalisering og kamp for dominans mellem de største imperialistmagter, er ikke i disse landes arbejderes eller befolkningers interesse, men fremmer nationalisme og fjendskab mellem folkene.
Kapitalistiske lande som Tyrkiet, Grækenland, Ægypten, Israel, Iran og Saudi-Arabien og deres regeringer, der er karakteriseret af undertrykkelse og udbytning af deres egne befolkninger, er naturligvis ikke uskyldige, og de forsøger at tilrane sig deres del ved at samarbejde med de store imperialistmagter og spille på magtbalancen. Ikke desto mindre er det USA og Rusland, såvel som de europæiske imperialister, særligt Frankrig og Tyskland, der er de ansvarlige for spændingerne og krisen, der er tiltaget i regionen.
Mens Frankrig synes at være i front i konflikten, forsøger Tyskland og EU at spille rollen som en slags overdommer i forhold til spændingerne i det østlige Middelhav. Men det europæiske imperialistiske borgerskab, der har kastet deres gas- og oliemonopoler ind i regionen, har også i årevis banet vejen for den nuværende spænding ved at opruste landene i regionen og opbygge militærbaser, og de går hele vejen for at øge deres del af energimarkedet.
De europæiske imperialister og EU, under tysk ledelse, der har udplyndret det gældstyngede Grækenland, inklusive havnene, ser nu ud til at støtte landet mod Tyrkiet og til at have fundet en ny metode til udplyndring og til at uddybe afhængigheden ved at tilskynde til våbenkapløb, en bestræbelse, der sker med Frankrig i spidsen.
Med Europa i ryggen har Grækenland allerede sagt ja til at købe Rafale-kampfly, to krigsskibe, helikoptere fra Frankrig og fire ubåde fra Tyskland. Det eneste kriterie for Frankrig og andre europæiske imperialister er deres egne imperialistiske interesser, som senere måske tilskynder dem til at overlade det Grækenland, som de nu tilsyneladende støtter, til sig selv.
Disse imperialistiske politikker gør ikke alene Middelhavet til en mulig krigsskueplads og trækker befolkningerne i regionen ind i mere udbytning og ødelæggelse gennem krig og konflikter, men de leder også til forringelser i levevilkårene for de europæiske arbejdere pga. overførslen af offentlige midler fra nødvendige ting som sundhed, uddannelse, boliger, sociale rettigheder over til oprustning og andre militærudgifter.
Som følge af den imperialistiske intervention ledet af Storbritannien og Frankrig for at afsætte Gaddafi er Libyen stadig dybt præget af indre konflikter, og reaktionære religiøse kræfter har vundet styrke og gør Tyrkiets intervention lettere ved at modtage militært personel og religiøse syriske militser ifølge en bilateral aftale.
Trods våbenhvile i dette olierige land er konflikterne langtfra ovre, og den interimperialistiske konkurrence og rivalisering mellem de regionale reaktionære kræfter har potentiale til at øge spændingerne i Middelhavsområdet og gøre Libyen til et centrum for konflikt.
Selvom disse interventioner nogle steder sker som ‘stedfortræderkrige’, har Tyrkiet og Rusland allerede grebet militært ind i Libyen.
Det palæstinensiske folks tragedie er et andet åbent sår i regionen. Det zionistiske Israel, der er opsat på at tilrane sig alt palæstinensisk land og kontinuerligt bomber Gazastriben, har nu – med USA’s støtte – erklæret skiftet af dets hovedstad til Jerusalem, som det har annekteret på trods af dets internationalt anerkendte status.
Det vil ikke komme som en overraskelse, hvis processen med anerkendelse af Israel fra arabiske staters side, påført af de pro-amerikanske Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, bliver udvidet til Saudi-Arabien. Vores Internationale Konference udtrykker fuld solidaritet med det palæstinensiske folk.
Udvandringen af hundredtusinder af mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika hvert år, hvor migranter risikerer livet, er også et resultat af den imperialistiske rivalisering, som også europæiske lande er involveret i. Krige, kapitalistiske kriser og pandemien har forværret situationen for migranterne. De samme årsager kaster brænde på bålet for racisme og fremmedhad, der gør livet ubærligt for migranterne.
Den eneste vej til at tilbagevise politikkerne fra USA, Rusland, de europæiske imperialister såvel som regionens reaktionære regeringer, der er baseret på oprustning og konflikt, og som er skyld i fjendskab mellem folkene, er at styrke kampen for fred og broderskab i alle lande.
De europæiske regeringer skal tvinges til at stoppe oprustning, krigsophidselse og våbenhandel med de regionale stater og til at trække enhver form for militær tilbage fra Middelhavsområdet.
Opbygningen af kampen for fred og nedrustning er nødvendig, ikke bare for at dæmpe krisen og spændingerne i det østlige Middelhav, men udtrykker også de europæiske arbejdende folks interesser, hvis arbejds- og levevilkår er forværret pga. Corona-pandemien.
Vi, de arbejdende folk – unge, kvinder og mænd – der intet har at vinde på krigene og oprustningen, fordømmer de europæiske landes politik, der har ført til krigsophidselse og fjendskab mellem folkene i Mellemøsten og Afrika, og vi kræver stop for oprustning, våbenhandel og militære aktiviteter i regionen.
Nej til at fremme nationalisme, fremmedhad og oprustning i Europa!
Stop al militarisering og krigsforberedelser i Middelhavsområdet!
Alle udenlandske væbnede styrker må trækkes ud af Middelhavet og fra landene omkring Middelhavet!
Stop våbensalg til Tyrkiet og Grækenland!