To hundrede år efter hans fødsel d. 28. november er det på sin plads at minde om Friedrich Engels, ven og kampfælle med Karl Marx gennem et langt liv. Han var i lige så stor grad som Marx grundlægger af den dialektiske og materialistiske historieopfattelse, den undersøgelsesmetode og verdensanskuelse, som frem til den dag i dag er grundlaget for den videnskabelige socialisme.
Engels beundrede Hegels’ filosofi om, hvordan universet er i en proces af evig forandring og udvikling, men han og Marx gjorde op med Hegels’ idealistiske forestilling om, at det er en åndelig kraft, der styrer udviklingen i naturen og samfundet. Som materialister hævdede Marx og Engels, at ideer og tanker tværtimod udsprang af den eksisterende materie, af virkeligheden.
Længe før Marx og Engels var der mange, som syntes, det var synd for arbejderklassen og for kvinder og børn, der sled sig ihjel i spinderierne og fabrikkerne. En række borgerlige liberale var optaget af at hjælpe den lidende klasse, og nogle af dem præsenterede også socialistiske utopier om at skabe øer af retfærdighed i et hav af kapitalistisk udbytning.
Engels var den første, som slog fast, at arbejderklassen ikke bare var den lidende klasse. Den lidende klasse vil hjælpe sig selv, når den indser, at dens eneste redning ligger i socialismen. Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk, lyder et velkendt citat. Men, pointerede Engels, denne kamp vil først blive en kraft, når socialismen bliver det klare mål for arbejderklassens politiske kamp. Kampen for bedre økonomiske kår leder med andre ord ikke til socialisme, medmindre den indeholder et overordnet politisk perspektiv.
Han viste også, hvordan et tyndt øverste lag af arbejderklassen og fagforeningsledere i de mest udviklede kapitalistiske lande (England) bliver borgerliggjort i deres tænkning og praksis. De høster fordele for dem selv gennem klassesamarbejde og er forløberne for det, vi nu under imperialismen kender som arbejderaristokratiet, reformismens budbringere og borgerskabets løjtnanter i arbejderklassen.
Alt hvad Engels og Marx skrev, var baseret på grundige undersøgelser og konkrete fakta. De studerede nøje den engelske arbejderklasses kår, de granskede og dissekerede de borgerlige økonomers analyser, de drog nye videnskabelige slutninger ud fra datidens mest fremskredne opdagelser og forskning – hvad enten der var tale om fysik, biologi, filosofi eller politisk økonomi.
De to nøjedes ikke med at forstå de økonomiske og historiske sammenhænge, men prøvede overalt at påvirke og udvikle arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelse som i Kommunistisk Forbund og Den Internationale Arbejderassociation (Første Internationale). Det Kommunistiske Manifest (1847) er deres fælles programmatiske dokument.
Familiens, privatejendommens og statens oprindelse og Anti-Dühring er blandt Engels mest kendte historiske og filosofiske værker, men han skrev også en række andre bøger, breve og artikler. Ikke mindst sørgede Friedrich Engels for udgivelsen af de to sidste bind i Marx’ livsværk Kapitalen efter hans kammerats død i 1883.
Oversat fra det norske blad Revolusjon
September 2020