Spørgsmålet om, hvad der er den egentlige årsag til den særlige kvindeundertrykkelse, er særdeles aktuelt igen.
For hvorfor er det lige, at arbejderkvinder og kvinder i den offentlige sektor, i HK, her under Coronapandemien og den økonomiske krise, hvad enten de er under pres i frontlinjen med frygt for smitte eller sendt hjem for at arbejde, samtidig har hovedansvaret for hjemmefronten og skal passe børn, sikre online skoleundervisning, hjælpe ældre i familien der skal skærmes, få familien til at fungere 24/7 under helt nye betingelser uden de vante sociale sammenhænge – og så selvfølgelig lige klare det sædvanlige med mad, indkøb, rengøring, tøjvask m.m.? Og så også lige være en sød kvinde, kone, kæreste, elskerinde, datter, mor, søster, kollega. For så lige at få smækket i hovedet her op til OK21, at kvinder får den ulige lavtløn, som deres markedsværdi berettiger dem til. De er ikke mere værd, siger Dansk Arbejdsgiverforening.
Der udbydes mange forklaringer: fra traditioner, opdragelse, kulturer, mandschauvinisme til patriarkatet, samfundsstrukturer eller religiøse overleveringer om kvindens naturlige underlegenhed og rolle i familien Dette indeholder og udtrykker alt sammen et kvindeundertrykkende syn og opfattelse, men det kan ikke forklare, hvor de opfattelser kommer fra, eller hvorfor de fortsat eksisterer i 2020.
For at finde årsagen til kvindeundertrykkelsen, den vi skal rive op med rode, må vi grave et spadestik dybere. Her kommer Friedrich Engels ind i billedet med en videnskabelig historisk-materialistisk forklaring på årsagen i sit værk ”Familiens, statens og privatejendommens oprindelse”. For vi skal nemlig så langt tilbage i historien, at vi ikke kan sætte et konkret årstal på og sige, det skete i det år, at Til gengæld får vi noget langt bedre, nemlig en levende forståelse for, hvorfor mænds og kvinders indbyrdes forhold i familien og selve den institution, vi kalder familien, nødvendigvis ændrer sig, når samfundets materielle grundlag, produktionsmåder og ejendomsforholdene ændrer sig og udvikles. Og hvorfor det blev kvinderne, der blev det undertrykte køn helt frem til nu.
Engels sætter fingeren lige på den betændte byld: den private ejendomsret. Præcis fra det punkt i historien, da den private ejendomsret opstod, ændrede grundlaget for samfundsudviklingen sig radikalt, og familien, staten og kvindeundertrykkelsen begyndte at udvikle sig frem til det, vi kender i dag. Engels betegner dette, at arve- og slægtsretten med den private ejendomsrets opståen gik fra moderen og kvindelinjen i slægten over til manden, for intet mindre end kvindernes verdenshistoriske nederlag. Men han gav så også samtidig nøglen til at til at fjerne årsagen til kvindeundertrykkelsen, nemlig afskaffelsen af den private ejendomsret i et socialistisk samfund. Dermed ikke sagt, at kvindeundertrykkelsen så forsvinder af sig selv – tværtimod, det skal der kæmpes for – men først da er grundlaget og de reelle muligheder til stede for at gøre helt op med den. (Se artiklen ”Oktoberrevolutionens betydning for kvindernes frigørelse”, Enhed og Kamp nr. 1, 2017)
Det er spændende at kunne få en indsigt hos Engels, om hvordan det gennemgående træk i udviklingen af familieformer og forholdet mellem mand og kvinde fra det punkt i historien ikke længere er gruppens, slægtens, fællesskabets overlevelse og velfærd, men derimod sikringen af ejendomsretten til den voksende rigdom og dermed for den mand, der har formue, at det kun er hans beviseligt egne børn, der kan arve og videreføre hans formue Engels’ historisk-materialistiske metode er den, vi kan bruge til at forstå udviklingen af familieformerne under kapitalismen i dag
I gennemgangen af familiens opståen beskriver Engels, hvordan rigdom og privatejendomsret blev udviklet i mandens del af produktionen for overlevelse:
Tæmningen af husdyrene og opdrættet af hjorde havde udviklet en hidtil uanet rigdomskilde og skabt helt nye samfundsforhold. Endnu på barbariets nederste trin havde den faste rigdom næsten kun bestået i huset, klæderne, rå smykker og redskaberne til at erhverve og tilberede føden: båd, våben, husgeråd af den enkleste art. Føden måtte uafladeligt tilkæmpes dag for dag. Nu, med hjorde af heste, kameler, æsler, okser, får, geder og svin, havde de fremtrængende hyrdefolk erhvervet en ejendom, som kun behøvede tilsyn og den mest elementære pleje for at forplante sig i stadig større antal og levere den rigeligste føde i form af mælk og kød. Alle tidligere metoder til at skaffe føde til veje trådte nu i baggrunden …
Men hvem tilhørte denne nye rigdom? Oprindelig utvivlsomt slægtsklanen [Engels bruger udtrykket ”gensen”]. Men allerede tidligt må der have udviklet sig privatejendomsret til hjordene. … Sikkert er endvidere, at vi på tærsklen til den historiske tid overalt finder hjordene som enkelte familieoverhoveders særejendom, ganske som med barbariets kunstprodukter, metalredskaber, luksusartikler og endelig menneskekvæget – slaverne.
Thi nu var også slaveriet opfundet. For barbarerne på det laveste trin var slaverne værdiløse … Den menneskelige arbejdskraft gav på dette stadium endnu ikke noget nævneværdigt overskud ud over omkostningerne ved dens underhold. Med indførelsen af kvægavlen, metalbearbejdningen, væveriet og endelig agerdyrkningen blev det anderledes. Ligesom de tidligere så letopnåelige hustruer nu havde fået bytteværdi og blev købt, således gik det med arbejdskraften, særlig efter at hjordene definitivt var overgået til at være familieejendom. Familien formerede sig ikke så hurtigt som kvæget. Der fordredes mere mandskab til at holde opsyn med det, og dertil kunne krigsfanger bruges, ligesom de jo kunne bringes til at formere sig lige så vel som kvæget.
Så snart sådanne rigdomme først var gået over til at blive familiernes privatejendom, der hurtigt forøgedes, bevirkede de en mægtig rystelse af det samfund, der var grundlagt på parringsægteskabet og den moderretlige slægtsklan …
I samme forhold, som rigdommene forøgedes, gav de altså på den ene side manden en vigtigere stilling i familien end kvinden og fremkaldte på den anden side en tilskyndelse til at benytte denne styrkede stilling til at omstøde den hævdvundne arvefølge i børnenes favør. Dette kunne imidlertid ikke lade sig gøre, så længe afstamningen ifølge moderretten var den gældende. Denne måtte altså omstødes, og den blev omstødt.
Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.1
Patriarkatet
Så hvor placerer Engels så patriarkatet? Det ser han ikke som årsagen til kvindeundertrykkelsen, men som en følgevirkning af den private ejendomsret på mandssiden. I dagens kapitalistiske samfund optræder patriarkatet stadigt i nogle lande som et feudalt levn side om side med nutidens kapitalistiske familieformer og udgør et særligt problem.
Den første virkning af mandens nu oprettede eneherredømme viser sig i den nu opdukkende mellemform, den patriarkalske familie. Dennes vigtigste kendetegn er ikke flerkoneriet, som senere vil blive omtalt, men ’ordningen af et antal fri og ufri personer til en familie under familieoverhovedets faderlige myndighed … Det væsentlige er optagelsen i familien af ufri personer og indførelsen af den faderlige myndighed; derfor er den romerske familie det fuldkomne mønster på denne familieform. Ordet familia betyder oprindeligt ikke det af sentimentalitet og husligt kiv sammensatte ideal, som vor tids spidsborger [småborger] bekender sig til; det blev hos romerne i begyndelsen ikke engang brugt om ægteparret og deres børn, men kun om slaverne. Famulus betyder en husslave, og familia betegner alle de en mand tilhørende slaver under ét. …
Marx tilføjer: ’Den moderne familie rummer i kimform ikke blot slaveriet (servitus), men også livegenskabet, idet den fra første færd har tilknytning til tjeneste ved agerbrug, Den rummer i lille målestok alle de modsætninger, som senere udfolder sig i samfundet og i staten.’
En sådan familieform kendetegner overgangen fra parringsægteskabet til monogamiet. For at kunne have sikkerhed for kvindens troskab, altså for faderskabet til børnene, giver man kvinden fuldstændig i mandens hænder; når han dræber hende, udøver han blot sin ret.
Husarbejdet og reproduktionen
Et andet vigtigt spørgsmål, som den aktuelle krise har stillet skarpt på, er det faktum, at det oftest er kvinderne, der står enten alene eller med hovedansvaret for arbejdet i hjemmet og for reproduktionen af familien. Nogen vil sige, at det er det, der gør, at kvinderne stadig ikke har samme status og vilkår som mænd på arbejdsmarkedet og i samfundet.
Lad os gå til Engels igen og høre, hvad han siger:
… Den hævdvundne ulighed mellem de to, som vi har overtaget fra tidligere samfundstilstande, er ikke årsagen til, men virkningen af kvindens økonomiske undertrykkelse. I den gamle kommunistiske husholdning, der omfattede mange ægtepar og deres børn, var ledelsen af husholdningen, der var lagt i kvindernes hænder, lige så vel en offentlig, for samfundet nødvendig industri, som mændenes arbejde for at skaffe føden til veje.
Med den patriarkalske familie, og endnu mere med den monogame enkeltfamilie, blev dette anderledes. Husførelsen mistede sin offentlige karakter; den kom ikke mere samfundet ved. Den blev en privattjeneste; konen blev den øverste tjenestepige, hun var fordrevet fra den samfundsmæssige produktion. Først vor tids storindustri har atter åbnet vejen til samfundsproduktionen for hende, og kun for proletarkvinden; og det på en sådan måde, at når hun opfylder sine pligter i familiens privattjeneste, er hun udelukket fra arbejdsmarkedet og kan intet tjene, og når hun tager del i den offentlige industri og vil være selverhvervende, er hun ude af stand til at opfylde sine pligter i hjemmet.
Herhjemme, da det store antal af kvinder for alvor kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 70’erne, kunne man tydeligt se, hvad det betød, at den offentlige sektor blev kraftig udbygget i forhold til, at både arbejdet og hjemmet skulle passes. Og få årtier senere havde kapitalen så fundet endnu billigere arbejdskraft, hvad der så betød, at den begyndende offentlige karakter af arbejdet i familien med privatiseringen blev forvandlet til en privatejet samfundsmæssiggjort produktion, en forretning, der skal tjenes penge på, og dyrt betalte serviceydelser for dem, der har råd.
Så det er ikke uden grund, at arbejderkvindernes kamp og bevægelse altid har rejst konkrete krav om udbygning og kvalitet af dem kollektive offentlige sektor, f.eks. omkring børnepasning og ældreomsorg, frem for at indsnævre det til individuelt opgør i familien eller mod mænd i al almindelighed. Arbejderkvinderne har i stedet kæmpet for at rejse en fælles bevidsthed i arbejderklassen omkring at gøre op med overleverede udtryk for kvindeundertrykkelse og stå sammen om at bekæmpe den fælles klasseundertrykkelse i alle dens former og om at få afskaffet den private ejendomsret og kapitalismen.
Reproduktionen eller videreførelsen af menneskeheden, slægten, arbejdskraften er i dagens kapitalistiske samfund langt mere omfattende end det ensidige gentagne arbejde hver dag inden for hjemmets fire vægge med mad, at sørge for rene sokker og madpakker, at de voksne kan møde hver dag på arbejde og børn vokse op til en ny generation af arbejdskraft.
Og her tænkes ikke på, at kvinder i dag også skal sørge for familiens mentale, fysiske og sociale sundhed og trivsel oven i alt det andet. Men på, som Engels påpeger, at reproduktionen af mennesket og arbejdskraften ikke kun består af arbejdet inden for hjemmet og familien, men samtidig også af det, som både kvinder og mænd producerer i produktionen af mad, tøj, maskiner og alt det, vi ellers behøver for at opretholde livet for familiens medlemmer i dag og så reproduktionen af mennesket selv, det at føde børn og opfostre børn.
Efter den materialistiske opfattelse er det moment i historien, der i sidste instans er det afgørende, frembringelsen (produktion) og videreførelsen (reproduktion) af selve livet. Men denne er selv igen af dobbelt art. På den ene side fremstillingen af eksistensmidler, af genstande til føde, klæder, bolig og de dertil fornødne redskaber; på den anden side frembringelsen af menneskene selv, slægtens videreførelse.
De samfundsinstitutioner, hvorunder menneskene lever i en bestemt historisk epoke og i et bestemt land, betinges af begge produktionsarter: på den ene side af arbejdets udviklingstrin, på den anden side af familiens. Jo mindre udviklet arbejdet er, jo mere begrænset mængden af dets frembringelser og altså også samfundets rigdom er, jo stærkere synes samfundsordningen at være behersket af slægtsbånd.
Under denne organisation af samfundet på grundlag af slægtsbånd udvikles arbejdets produktivitet imidlertid mere og mere; og med den kommer privatejendom og varebytning, forskel i rigdom, udnyttelse af fremmed arbejdskraft og dermed grundlaget for klassemodsætninger: nye sociale elementer, som i løbet af generationer anstrenger sig for at tilpasse den gamle samfundsforfatning til de nye tilstande, indtil endelig umuligheden af at forene dem fremkalder en fuldstændig omvæltning.
Det gamle samfund, som hvilede på slægtsforbund, sprænges ved sammenstødet med de nyudviklede samfundsklasser; i dets sted træder et nyt samfund, sammenfattet i staten, hvis underenheder ikke mere er slægtsforbund, men lokale forbund, et samfund, hvori familieordningen helt beherskes af ejendomsordningen, og hvori nu de klassemodsætninger og klassekampe frit udfolder sig, som udgør indholdet af al hidtil nedskreven historie. 2
Noter
1.Friedrich Engels: ”Familiens, statens og privatejendommens oprindelse”, kap. 2 om familien
2.Fra 1. forord til ”Familiens, statens og privatejendommens oprindelse”