Verdens arbejdende mennesker er blevet dybt berørt af Covid-19-pandemien, som har forværret de allerede eksisterende grundlæggende modsætninger i den kapitalistiske orden. De arbejdende mennesker står over for massive tab af beskæftigelse, lønnedgang og en stigning i arbejdstiden sammen med akutte sundhedsfarer. Krisen er en krise i kapitalismen. I årene før 2020 var der stigende økonomisk stress med opbremsning i væksten, stigende arbejdsløshed og stigende ulighed. 2020 var præget af pandemien og udbruddet af en ny økonomisk krise af kapitalismen af global karakter, som er blevet forværret af pandemien og har udviklet sig med den.
Borgerskabet har brugt pandemien som et middel til at overvinde nogle af sine økonomiske vanskeligheder, til at undertrykke arbejdernes og de arbejdendes folks rettigheder og ignorere deres krav. Kapitalismen har brugt Covid-19-pandemien til at begrænse og undergrave demokratiet og arbejdernes organisationer. Det er en klassepolitik, som de borgerlige regeringer har vedtaget med hensyn til pandemien og den medicinske behandling, og der har været en fuldstændig tilsidesættelse af de bekymringer og krav, som de arbejdende folk har.
I de fleste lande, hvor kapitalisterne er blevet økonomisk og finansielt understøttet, er arbejderklassen, arbejderne på landet, de underste lag, herunder de undertrykte kaster og stammefolk, alle blevet efterladt uden støtte. Produktion på fuld kapacitet har kørt på fabrikker og arbejdspladser uden hensyntagen til arbejdernes sundhed. Under pandemien har magthaverne ført en klassepolitik, der har tilgodeset de riges og magtfuldes krav og ignoreret det arbejdende folks sundhedskrav. Mange af vores lande har ikke tilstrækkelige offentlige sundhedssystemer. Det er generelt ikke gratis at blive behandlet på de eksisterende hospitaler.
Pandemien blev fuldstændig ignoreret i lande som Iran, og dens eksistens benægtet. Selv efter at virussen ramte store masser af mennesker, og den iranske regering blev tvunget til at indrømme dens eksistens, vedtog de den såkaldte ”flokimmunitetspolitik”. Regeringen betegnede opfordringen til at sætte de områder og arbejdspladser med smitteudbrud i karantæne som talerør for ”modrevolutionen”. Den kapitalistiske produktion blev ikke afbrudt selv i de mest udfordrende perioder af pandemien i Tyrkiet. I Indien blev migrantarbejdere tvunget til at gå hundredvis af kilometer med deres familier fra storbyerne til deres hjemlandsbyer under dårligt udtænkt lockdown. I Bangladesh blev de arbejdende fattige overladt til at dø, uden der var nogen, der tog sig af dem.
I kølvandet på pandemien forsøger de herskende klasser at fremstille pandemien som årsag til den kapitalistiske krise og dermed hvidvaske deres neoliberale politikker, som faktisk forværrede krisen. De har også sat sig for at bruge pandemien til at indføre yderligere nye arbejderfjendske indgreb. Love om beskyttelse af arbejde og anstændige arbejdsvilkår, som blev dårligt overholdt selv i normale tider, blev stort set skrinlagt under påskud af pandemien. I stedet for at beskytte arbejderne og det arbejdende folk har det regerende borgerskab lagt og planlægger fortsat at lægge hele krisens og pandemiens byrde over på arbejderklassens skuldre. Der har været massive tab af arbejdspladser, lønnedskæringer, usikre arbejdsvilkår og tvungne afskedigelser, der har forårsaget akut nød for de arbejdende mennesker. Vi kan ikke acceptere, at pandemiens byrder og krisens byrder på denne måde lægges over på arbejderne. Hele skylden ligger hos kapitalisterne og deres regeringer, og kapitalisterne og deres regeringer bør bære byrderne.
Pandemien har ikke blot ført til en uddybning af klassemodsigelser, men har også forværret de interimperialistiske modsætninger. I Asien er vi vidne til en intensivering af den interimperialistiske rivalisering, især mellem USA og Kina, og deres kamp for indflydelsessfærerne har trukket vores lande i den.
Det er umuligt at overvinde epidemierne på en human måde i det kapitalistiske system, hvor privat ejerskab til produktionsmidlerne og profitten bestemmer den offentlige orden. Pandemier som Covid-19, der sandsynligvis også vil forekomme i fremtiden, kan kun håndteres effektivt i et socialistisk system, hvor alle produktive ressourcer er offentligt tilgængelige, og arbejdernes interesser bestemmer politikkerne. Det er ubestrideligt, at kampen mod pandemien ikke kan adskilles fra kampen mod imperialismen, kapitalismen og andre former for undertrykkelse. De forhold, vi gennemgår, har lært os alle at kæmpe mod Covid-19-pandemien og kapitalismen sammen.
I den nuværende situation opfordrer vi derfor arbejderne og alle de mennesker, de demokratiske og progressive kræfter i regionerne, til at kræve, at deres regeringer vedtager en karantænepolitik, samtidig med at de yder støtte til de folk, der har brug for det. Vi skal bekæmpe de love og aktiviteter, der truer og begrænser befolkningens rettigheder, som vores landes borgerskab iværksætter, og være på vagt over for, at demokratiske rettigheder ikke krænkes, og at fascismen ikke etableres.
Vi kræver:
Regeringerne bør opgive den politik med ”flokimmunitet”, der har forårsaget utallige dødsfald, og tage ansvaret for at beskytte velfærden for masserne alvorligt!
Sundhed er en offentlig ret. Lige og gratis offentlige sundhedstjenester for alle.
Arbejdspladser med Covid-19-smitte skal lukkes ned, og arbejdernes løn skal sikres af staterne.
Stop for nedskæringer og sikring af ret til betalt orlov for arbejdstagere under lockdown.
Sikkerhed for arbejderne på arbejdspladserne. Ingen sikre arbejdsforhold – ingen produktion!
Der skal sørges for tilstrækkelig fødevare- og økonomisk støtte til arbejderfamilier, herunder arbejdsløse og familier i den uformelle sektor, migrantarbejdere og fordrevne uden betingelser for at opnå dette.
Fængsler, hvor smitten har spredt sig, bør evakueres! Politiske fanger løslades!
Læger og sundhedspersonale i spidsen for kampen mod pandemien skal støttes. Reducer den daglige arbejdstid for læger og sundhedspersonale!
Opfordring til at store forsamlinger, religiøse eller på anden måde, som øger risikoen for smitte, ikke finder sted og uden at krænke demokratiske rettigheder
Strejker og demonstrationer kan ikke forbydes. Det er ikke acceptabelt at begrænse retten til at strejke, protestere, politiske og fagforeningsmæssige rettigheder og pressefrihed med pandemien som undskyldning. Nej til statslig undertrykkelse og politivold!
Nej til etnisk, national og religiøs diskrimination og fremmedhad! Lige rettigheder og muligheder for alle, herunder de undertrykte kaster og stammefolk.
Giv særlig beskyttelse til udsatte dele af befolkningen, for hvem smitte udgør en højere risiko for død!
Karantæne for de provinser og byer, hvor Covid-19-smitten er stigende!
Gratis vaccine til befolkningen, når en effektiv og pålidelig vaccine bliver tilgængelig!
Uddannelse bør fortsætte med de nødvendige hygiejneforanstaltninger. Klasser inficeret med virus bør lukkes midlertidigt, og onlineuddannelse bør være forsynet med nødvendigt udstyr og uden omkostninger for de studerende. Slå bro over den ”digitale kløft”, før der gribes til onlineundervisning.
Stop de imperialistiske krige og militærbaser over hele verden.
Reducer krigsudgifter; våbenbudgetter bør gå til sundhed og uddannelse.
Vi opfordrer de arbejdende folk i alle nationaliteter i Syd- og Vestasien til med disse krav at kæmpe mod de regeringer, der ikke betragter Covid-19-pandemien som et folkesundheds spørgsmål, og mod borgerlige regeringer, som ikke gennemfører denne kamp ved at prioritere folkesundheden.
Vi opfordrer arbejderne til at kombinere kampen mod pandemien med kampen for at sætte en stopper for kapitalismen, imperialismen, alle former for udnyttelse og undertrykkelse for at skabe et nyt socialistisk samfund, hvor sådanne pandemier ikke vil føre til massearbejdsløshed, sult og afsavn.
Vi, de marxistisk-leninistiske kommunister i Vest- og Sydasien (Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh), gør alt, hvad der står i vores magt, for at forene arbejderne mod kapitalen og for at gøre fremskridt i dens kamp og vil fortsætte med at gøre det.
Vi kan kun afværge virkningerne af pandemien som arbejdsløshed, elendighed og fremtidig usikkerhed gennem arbejderklassens ubarmhjertige kamp. Vi, arbejderklassen, arbejderne på landet, arbejderne blandt ungdommen og kvinderne, kan overvinde både pandemien og kapitalismen med dens destruktive kriser. Det er kun os, der kan opnå dette.
Lad os stå sammen om at frigøre os fra kapitalens styre, der har bragt os krise efter krise!
Længe leve kampen for demokrati!
Kun socialisme kan gøre en ende på fattigdom, elendighed, sundhedskriser og social uretfærdighed!
Bangladeshs Kommunistiske Parti (ML)
Arbejderpartiet, EMEP, Tyrkiet
Organisationen ”Revolutionært Demokrati”, Indien
Pakistan Mazdoor Mahaz
Arbejderpartiet (Toufan), Iran
- januar 2021