Den moderne revisionisme – en direkte fjende af revolutionen og socialismen

I 1956 fandt Sovjetunionens Kommunistiske Partis (SUKP’s) 20. kongres sted i Moskva. Den er skelsættende, fordi den godkendte den moderne revisionisme, der var opstået i ledelsen af partiet og Sovjetunionen. Det var et par år efter J.V. Stalins død, og efter khrusjtjovitternes kup mod de gamle bolsjevikker. ¹

Indtil da havde revisionisternes khrusjtjovistiske ideer fordrejet marxismen-leninismen, angiveligt for at ”modernisere den i harmoni med tiden”. Deres ideer havde vundet indflydelse blandt en stor del af lederne af SUKP. Samt i ledelsen af de fleste af de kommunistiske partier, der var ved magten, i de lande, der udgjorde den socialistiske lejr, med undtagelse af partierne i Albanien og Kina. De revisionistiske ideer havde ligeledes vundet indflydelse i ledelsen af flertallet af kommunistiske partier på alle kontinenter.

De vigtigste teser i den nye politik, der blev fremsat af revisionisterne, opgav kampen mod imperialismen og kapitalismen og gav afkald på kampen for revolution og socialisme, og proklamerede:

1. Fredelig sameksistens, klassesamarbejde, klassesamarbejde, forsoning med lederne og arbejdsgiverne. De hævdede, at repræsentanterne for de kapitalistiske monopoler, de imperialistiske lande, det internationale borgerskab og jordejerne var blevet betænksomme og rimelige. De hævdede, at det var muligt at stoppe faren for krig med samtaler med imperialisterne.

 

2. Fredelig overgang, muligheden for at få magten gennem valg og gennem ”strukturreformer”, som gradvist vil ændre karakteren af kapitalismen. De afviste den revolutionære kamp for magtovertagelse og behovet for at bruge revolutionær vold og magt. Ifølge dem var den væbnede kamp ikke nødvendig. Det var kun et nytteløst offer, som ikke burde proklameres, langt mindre organiseres af arbejderklassens revolutionære.

 

3. Fredelig konkurrence, hvorefter den systematiske udvikling af den socialistiske lejr ville vise sin overlegenhed over kapitalismen og sætte scenen for vejen til socialisme.

 

4. Afskaffelsen af arbejderklassens diktatur, dets forvandling til hele folkets regering. De proklamerede, at det socialistiske demokrati havde nået et så højt niveau, der gjorde det muligt for de reaktionære klasser fra fortiden at acceptere og beslutte sig til at sameksistere med det. Arbejderklassen måtte stole på de besejrede reaktionære klasser. Den var nødt til at invitere dem til at regere med dem, og at ”opbygge” socialisme sammen med dem, som en garanti for det socialistiske hjemland og for international fred.

 

5. De nye vinde, den nye balance mellem kræfterne på internationalt plan og i hvert land krævede en ændring i partiets klassekarakter. Det skulle opbygges som hele folkets parti, hvor virksomhedsejere, velmenende personligheder fra borgerskabet skulle sameksistere med arbejderne. Denne ændring betød, at arbejdernes umiddelbare og mellemlange interesser blev opgivet. Arbejderklassens mål blev reduceret til kampen for umiddelbare krav, for frihed og demokrati inden for rammerne af det kapitalistiske system. Det skabte plads i partiets rækker og dets ledelse til de småborgerlige og borgerlige demokrater.

 

6. Kommunisterne burde ikke fremprovokere vrede krigsmagere i Pentagon og NATO. De burde arbejde for verdensfreden. De skulle huske på, at en verdenskrig ”ville være en atomare brand, der ville ødelægge liv og planeten”.

 

Det centrale mål for Khrusjtjov-revisionisternes angreb var at ødelægge arbejderklassens og folkenes største præstation, kommunisternes banebrydende arbejde, nemlig den store Oktoberrevolution og arbejdernes hjemland, USSR.

Oktoberrevolutionen i 1917, omstyrtelsen af kapitalen og borgerskabet, arbejderklassens og folkets magtovertagelse i det største land på jorden, Sovjetunionens dannelse og socialismens konstruktion skabte en ny verden. Den begravede den gamle orden af lønslaveri. Den dannede det socialistiske hjemland, der blev fortrop for verdens arbejdere i opbygningen af socialismen. Den blev det revolutionære referencepunkt for tusindvis af millioner af arbejdere på alle kontinenter og et sikkert værn for den internationale revolution.

USSR var den håndgribelige demonstration af, at kapitalismen kunne besejres, og den nye verden, socialismen, kunne bygges.

De ideologiske og politiske linjer, revisionismen kom med, gjorde alvorlig skade på marxismen-leninismen. Og på den internationale kommunistiske bevægelse, på hvert eneste kommunistiske parti i verden. De gjorde skade på arbejderklassens og befolkningernes revolutionære bevægelse, på fagbevægelsen, på bøndernes og andre folkelige sektorers organisation og kamp, og på mobiliseringen af de unge. De betød et alvorligt tilbageslag for arbejdernes og befolkningernes sociale og politiske rettigheder.

De omstændigheder, hvorunder revisionismen angreb marxismen-leninismen og var i opposition til socialisme og kommunisme, tillod, at arbejderklassens diktatur blev undergravet og arbejderklassens parti ødelagt. Khrusjtjovitterne opfyldte imperialismens og det internationale borgerskabs ønsker og politikker, de ødelagde Sovjetunionen, de gjorde det til et socialimperialistisk land, der stillede sig tilfreds med USA-imperialismens verdensdominans.

Khrusjtjov-revisionismen opnåede en sejr med alvorlige konsekvenser for de socialistiske lande, for arbejderklassen og fagbevægelsen, for de kommunistiske partier og den internationale kommunistiske bevægelse. Revisionismen kom til magten i de lande, der udgjorde den socialistiske lejr. Derfra udviklede de sig hurtigt i reetableringen af kapitalismen, i begrænsning og eliminering af de vigtige sociale og materielle resultater, som arbejderklassen og de andre arbejdende klasser havde opnået.

Imperialismen og kapitalisterne, reaktionen, deres ideologer og teoretikere klappede i hænderne. Kommunisterne var blevet ”fornuftige”, nu kunne man tale med dem og indgå aftaler med dem. De fabrikerede teser baseret på falske præmisser og sofisteri; de proklamerede kapitalismens overlegenhed, opmuntrede de reformistiske og forsonende forslag, der var blevet moderne. Opportunisterne i arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse havde allerede forberedt vejen til at afvæbne arbejderklassen og den folkelige bevægelse ideologisk for at kunne ændre karakteren af arbejderklassens parti.

På den anden side gav imperialisterne sammen med alle verdens kapitalister aldrig afkald på deres natur som verdens ejere, deres rolle som herskende klasse på internationalt plan og i hvert land. De har aldrig sænket deres våben, de fortsatte angrebene mod revolutionen og kommunismen og mod de revolutionære. De beskyldte kommunisterne for at være totalitære, arbejderklassens diktatur for at være et system, der kvalte den enkeltes frihed og konkurrencen, revolutionen og socialismen for at være voldelig og udemokratisk. De knuste med blod og ild de forskellige revolutionære processer; de intensiverede forfølgelsen, fængslingen, torturen og mordene på revolutionære.

I alle lande rullede de rettighederne tilbage, som arbejderne havde vundet, og erstattede det med arbejdskraftens fleksibilitet, privatisering af offentlige virksomheder og neoliberale politikker over hele verden. Samtidig proklamerede kapitalismens ”mirakel”, forbrugersamfundet og den personlige velstand.

Fra kapitalens side var der ingen fredelig sameksistens, ingen forlig og samarbejde. Borgerskabet fastholdt altid sit klassediktatur gennem ideologisk pres og repressivt politi.

De skader, som den internationale kommunistiske bevægelse, arbejderklassens parti i hvert land, arbejder- og fagbevægelsen, og de nationale befrielsesbevægelser led, var af et så massivt omfang, at virkningerne af dem fortsætter den dag i dag:

1. Det bolsjevikiske parti, Lenins og Stalins parti blev undergravet, overrendt af opportunister og bureaukrater, omdannet til et parti for klassesamarbejde, til underordning af kapitalismen og imperialismen.

For at opfylde disse formål fuldt ud tilsvinede Khrusjtjovitterne Stalins personlighed og arbejde, de forfulgte de bolsjevikker, der holdt fast, de støttede opportunisterne og karrierefolkene; de underminerede partiets ideologiske styrke gennem gaver og frynsegoder såvel som gennem forfølgelse og undertrykkelse.

Det bolsjevikiske parti, der blev dannet i enhed og i politiske kampe i den revolutionære borgerkrig, i den store patriotiske krig, i industrialiseringen af USSR og kollektiviseringen af landet, i den konsekvente praksis med proletarisk internationalisme, Lenins og Stalins parti, blev gradvist omdannet til et parti af administratorer og bureaukrater, opportunister og karrierefolk, til en organisation af grupper og kliker.

2. Sovjetunionen blev gradvist omdannet til et socialimperialistisk land, der underkastede og udplyndrede de tidligere socialistiske lande, som udvidede sin økonomiske, politiske og militære interventionisme til forskellige lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Senere blev det kastet ud i en økonomisk krise og kollapsede, og vendte helt tilbage til kapitalismen i 1989.

Det nye samfunds store materielle resultater til fordel for hundreder af millioner arbejdere blev systematisk afviklet. Retten til arbejde til en rimelig løn, fagforeningsdemokrati og retten til at udøve arbejdernes kontrol over produktionen gik gradvist tabt. Arbejderklassen, den herskende klasse og leder i processen med at opbygge socialisme, blev af de nye kapitalister igen forvist til at være en udnyttet og undertrykt klasse.

De kliker, der steg til magten i det tidligere USSR, kom hovedsageligt fra det gamle SUKP’s rækker. De var karrierefolk og opportunister, der trivedes i skyggen af partiet og slog om sig med ros og smiger af Stalin, mens han levede.

Folkenes, nationernes og nationaliteternes rettigheder, som USSR bestod af, blev undergravet af revisionister ved magten i Rusland og i de andre autonome republikker og regioner. Den storrussiske chauvinisme genopstod både i teori og praksis hos de nye herskende klasser. I den russiske regering, politi og væbnede styrker genopstod nationalismen på alle planer. I de autonome republikker og regioner gav det anledning til dannelsen af kliker, der tilranede sig magten fra arbejderklassen.

Sovjetunionen gik fra at være referencepunktet for revolutionen og socialismen til en social-imperialistisk supermagt, der samarbejdede med USA-imperialismen og sammen med USA havde hovedrollen i striden om verdensdominans.

USSR’s forsvinden fejede de store fortællinger om arbejderklassens og befolkningernes kamp med revolutionens og socialismens ekstraordinære resultater væk som referencepunktet for verdens kommunister og revolutionære.

3. I de socialistiske lande i Østeuropa og Mongoliet fulgte de kommunistiske² statsbærende partier sagtmodigt den vej, som de russiske revisionister skitserede. De blev snart forvandlet til socialdemokratiske partier, der opgav arbejderklassens sociale gevinster, genrejste kapitalistiske regimer. I slutningen af 1980’erne kollapsede de voldsomt efter Berlinmurens fald.

Khrusjtjovismen tvang ledelsen af disse partier til fuldt ud at overtage og følge de nye retningslinjer. Ethvert forsøg på modstand blev hurtigt knust af Kremls bureaukrati, af pres og afpresning, og om nødvendigt blev disse partiers ledelser erstattet af nye bureaukrater, der var tro mod SUKP’s ledelse.

4. ”De gamle kommunistiske partier, der havde ført heroiske kampe mod fascisme og diktaturer, mod kapital og for socialisme blev offer for opportunisme; de sank ind i sumpen af moderne revisionisme, de mistede deres klassenatur, de blev reformistiske formationer, de mistede styrke og tilstedeværelse i arbejderklassen, de faldt numerisk, indtil de blev smågrupper med ringe politisk indflydelse.”3

 Ændringen af de kommunistiske partiers klassekarakter fandt sted i ledelsen af hvert af dem takket være khrusjtjovismens undergravende arbejde og barske metoder. Frynsegoder, rejser og tilskud etableret af revisionismen bidrog til dannelsen af opportunistiske kliker, der gentog den samme praksis i deres egne partier. De opmuntrede karrierefolk og smed de konsekvente kommunister, der modstod forræderiet mod principperne, ud. I de fleste kommunistiske partier var der sanktioner og eksklusioner af de proletariske revolutionære.

5. Ændringen i partiets klassekarakter (de fortsatte med at bruge navnet ”kommunistisk parti ”) betød afskaffelsen af den ideologiske og politiske kraft, af den organisatoriske formation, der kunne organisere og lede arbejderklassen i kampen mod kapitalen, i kampene for magtovertagelse, i opgaverne med at opbygge det nye samfund, socialismen.

 

6. Proletarisk internationalisme var ved at forsvinde, med store konsekvenser. Arbejderklassens og kommunisternes kamp for arbejderklassens internationale revolution led alvorlige tilbageslag. Kommunisterne over hele verden måtte efterplapre khrusjtjovitternes krav som papegøjer. Den internationale arbejderbevægelse måtte underordne sig kapitalisternes interesser i hvert land. Den internationale bevægelse mod imperialistisk krig blev en pacifistisk platform. Kommunisternes internationalistiske solidaritet med arbejdernes og befolkningernes kamp blev i de imperialistiske magter forvandlet til en støtte for borgerskabet i deres egne lande i ”patriotismens” navn.

7. Den revolutionære fagbevægelse blev udsat for angreb, der fik store konsekvenser. Den reformistiske prædiken om muligheden for at opnå de sociale gevinster gennem klassesamarbejde, uden at fagforeningernes kamp skulle angribe kapitalisternes magt, og om kampen for demokratiet blev forvandlet til det endelige mål, og til socialdemokratiets sociale praksis, og de kommunistiske partier blev til opportunistiske partier. Toppen i fagbevægelsen bidrog til den organisatoriske og ideologiske splittelse af fagbevægelsen.

 

World Federation of Trade Unions, der engang var den magtfulde internationale arbejdersammenslutning, blev en bureaukratisk og pacifistisk enhed, den mistede fagforeningernes og arbejdernes militants, og i dag findes den kun af navn. Lignende ting skete med Den Internationale Sammenslutning af Lærere og Den Internationale Sammenslutning af Studerende.

Socialdemokraterne, revisionisterne og andre opportunister samarbejdede faktisk med arbejdsgiverne, de vandt frem gennem dannelsen af fagforeningskliker, der profiterede af fagforeningsmedlemmernes organisering og aktivitet. De etablerede faktisk reelle virksomheder til administration af fagforeningerne på nationalt og internationalt plan. I øjeblikket er arbejderbevægelsen grundlæggende organisatorisk spredt, ideologisk afvæbnet, i udkanten af den politiske kamp for dens interesser. En stor del af fagforeningerne mistede deres klassekarakter, de blev instrumenter til opfyldelse af umiddelbare krav, altid inden for rammerne af systemets regler. De kom til at tjene som en sovepude for arbejderklassen og fremme dens ideologiske og politiske splittelse.

 

8. Den nationale befrielsesbevægelse mistede på trods af sin udvikling og aktivitet i Asien, Afrika og Latinamerika socialismens kurs, da den var uden kommunisternes styrke og lederskab, uden målrettet støtte fra USSR. De kæmpede vigtige kampe, opnåede rungende sejre i uafhængighedskampen, men faldt efterfølgende ind i imperialismens internationale netværk og blev offer for neokolonialisme.

 

Den ideologiske og politiske kamp i forsvaret af marxismen-leninismen

De proletariske revolutionære, der forblev tro mod arven fra Marx, Engels, Lenin og Stalin, stålsat i marxismens revolutionære forestillinger, modstod og kæmpede beslutsomt til forsvar for revolutionen og socialismen mod de revisionistiske teser og linjer.

Albaniens Arbejdets Parti (AAP) var rettidig ⁴og insisterende på at fordømme og afsløre Khrusjtjov-revisionismen. Det opmuntrede og hjalp de ægte marxist-leninister, der gjorde modstand og kæmpede mod opportunisterne i de gamle kommunistiske partier. AAP bevarede proletariatets diktatur og fastholdt arbejderklassens og befolkningens sociale og politiske gevinster. Albanien blev et referencepunkt for kommunister fra hele verden. I 1991, på grund af forræderi fra en klike, der havde grebet ledelsen af partiet og staten, blev socialismen besejret i landet.

AAP’s konsekvente ledelse og Enver Hoxhas fremtrædende rolle gjorde det muligt for partiet og staten at bevare de marxistisk-leninistiske positioner, de vigtige resultater arbejderklassen og de andre arbejdende klasser havde opnået i opbygningen af socialismen og i materiel og intellektuel velfærd og fremgang.

Et af de betydelige bidrag fra AAP og Albanien var den frontale kamp mod Khrusjtjov-revisionisternes teoretiske forslag og politikker, forsvaret af proletariatets diktatur, den vedvarende kamp for revolutionen og socialismen, fordømmelsen af det kinesiske kommunistpartis revisionistiske politik og maoismen, stimulering og opmuntring af revolutionære på alle kontinenter, forsvar og praksis af proletarisk internationalisme.

Albanien modsatte sig kapitalismens og den sociale imperialismes belejring i flere årtier. Det var, midt i en kapitalistisk verden, et fyrtårn for socialisme og revolution.

Det internationale pres fra imperialismen, fra borgerskabet og reaktionen, fra de kinesiske revisionisters chikane påvirkede det albanske samfund og AAP. Under dække af disse angreb opstod der grupper af opportunister, som udnyttede deres positioner i partiet og regeringen til at undergrave proletariatets diktatur og rykke frem til ledelsen af partiet og regeringen, for så at lede Albanien i retning af kapitalisme.

Kinas Kommunistiske Parti, KKP, deltog aktivt i polemikken mod Khrusjtjovs revisionisme og bidrog til at afsløre den moderne revisionismes teser og politikker. Den internationale kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod forræderiet fra de khrusjtjovistiske revisionister blev udviklet af KKP i offentlig polemik i de internationale konferencer for kommunistiske partier og arbejderpartier i 1957 og 1960. I denne konfrontation tog KKP udgangspunkt i grundlæggende opportunistiske holdninger fra maoismen, maskeret og under dække af at forsvare marxismens-leninismens principper. I virkeligheden afslørede KKP på kort tid sin sande natur som et parti, der forsvarede borgerskabets interesser og førte Kina til kapitalismen, indtil det blev en imperialistisk stat, der i dag kæmper for verdens dominans.

Det mest systematiske udtryk for kinesisk revisionisme var baseret på de ideer og politikker udarbejdet af Mao Tse Tung, som blev til maoismen. Maoismen udtrykker i det væsentlige tesen om, at borgerskabets idéer og politikker eksisterer side og side med arbejderklassens inden for det kommunistiske parti. Den prædiker i den væsentlige underordning af arbejderklassens og bøndernes kamp over for de nationale kapitalisters interesser, samarbejdet med den internationale kapital og hånd i hånd med ledelsen af et stort land, tilegnelsen af imperialistiske holdninger.

Faktisk skete den store virkning af det revisionistiske forræderi i anden halvdel af 1950’erne. Indtil 1990 forblev de kommunistiske partier i landene i den tidligere socialistiske lejr ved magten. Det vil sige, socialismen og de kommunistiske partier fortsatte kun af navn, men i virkeligheden herskede kapitalismen i økonomien, ideologi og politik, arbejderklassen blev fortrængt fra magten, og i stedet blev en kaste af bureaukrater etableret.

Med murens fald og Sovjetunionens opløsning (1989-1990) blev revisionisterne fejet fra magten, og kapitalisterne, der proklamerede revolutionens og kommunismens fiasko, var nu åbenlyst ved magten. I Kina bruger det nye borgerskab stadig kommunistpartiets navn.

Reaktionens og imperialismens ideologier hævdede, at de var uovervindelige. Ifølge dem var kapitalismen et ægte udtryk for demokrati, den kunne kun overgås af nye faser i sin egen udvikling. De proklamerede revolutionens og socialismens fiasko, og at det var slut med ideologier. Der var i stedet bygget en verden af fred, hvor individet ville blomstre takket være den frie konkurrence.

De nye marxistisk-leninistiske kommunistiske partier

I størstedelen af de kommunistiske partier, i disse organiseringer af klassekæmpere hærdet i kamp for revolutionen og socialismen, af heroiske krigere mod fascismen, blev der ført en intens ideologisk og politisk kamp mellem de reformistiske og forsonende holdninger af de førende kliker og klassebaserede ægte kommunistiske politikker, der forsvarede de marxistisk-leninistiske revolutionære principper.

Denne situation skabte en krise og delte de gamle kommunistiske partier. Revolutionære, der vovede at kæmpe åbent mod de moderne revisionisters forræderi, blev ekskluderet fra de kommunistiske partier. Denne konfrontation påvirkede fagbevægelsen, arbejderne og ungdommen.

Som et resultat af denne krise, der rystede de kommunistiske partier, opstod der marxistisk-leninistiske strømninger og organisationer, der straks tog kampen op for revolutionen og socialismen og den ideologiske og politiske kamp mod den moderne revisionisme. På alle kontinenter opstod der marxistisk-leninistiske kommunistiske partier som følge af denne ideologiske debat, fra de gamle kommunistiske partiers rækker, og i åben konfrontation med de revisionistiske teser og de regerende klikers forræderi. Nogle af disse grupper forsvandt eller blev absorberet af de samme partier, som de opstod fra, eller af småborgerlige revolutionære holdninger, da en stor del af deres medlemmer hovedsagelig var modstandere af den bureaukratiske politik og praksis hos partiernes herskende kliker.

En anden gruppe af nye marxistisk-leninistiske partier opstod efter flere år som følge af arbejderklassens, befolkningernes og de unges kamp mod kapitalismen og for socialismen, i scenariet med opblomstringen af klassekampen i 1960’erne og 70’erne og gennem en politisk og teoretisk konfrontation mellem marxismen-leninismen og højre- og venstreopportunismen.

De marxistisk-leninistiske partier voksede frem som små organisationer, de konfronterede kapitalen og imperialismen og samtidig revisionismen og opportunismen. Ikke alle de organisationer, der hævdede at være marxistisk-leninistiske, overlevede; nogle blev spredt, andre afveg til positioner, der var fremmede for arbejderklassens forestillinger.

Den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse udviklede sig på en uens måde, hvor hvert parti kæmpede i sit eget land. Bestræbelserne på koordinering, diskussion og udarbejdelsen af konkrete internationale aftaler var svage og små. Det tillod ikke dannelsen af en international marxistisk-leninistisk kommunistisk bevægelse, der kunne spille en rolle som ideologisk og politisk reference for koordinering af proletariatets internationalistiske kamp.

De nye marxistisk-leninistiske partier blev omsværmet med de opportunistiske holdninger fra maoismens teori om ”de tre verdener”, der proklamerede alliancen med det såkaldte nationale borgerskab. Stående over for denne katastrofale indflydelse baserede en god del af partierne sig på marxistisk-leninistiske holdninger, men også nogle ML-partier blev⁵ maoistiske og ”tredje-verdens”-grupperinger.

Der fandt en ny ideologisk og politisk afgrænsning sted.

Sammenbruddet i den såkaldte ”virkeliggjorte socialisme”, Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, socialismens nederlag i Albanien, som fandt sted i 1989-1991, gav et nyt ideologisk og politisk slag mod arbejderne og den folkelige bevægelse, mod den nationale befrielsesbevægelse, mod venstreorienterede og revolutionære, og mod de marxistisk-leninistiske partier.

Selv om vi marxist-leninister var klar over, at sammenbruddet i ”den virkeliggjorte socialisme” var revisionismens fiasko og et sammenbrud for dens teoretiske teser og dens reformistiske kontrarevolutionære politik, så troede flertallet af arbejder- og fagbevægelsen, arbejderklassen og de unge grundlæggende, at socialismen var blevet besejret. Det ideologiske stormløb skabte usikkerhed i store dele af arbejderklassen og befolkningerne.

De reaktionære og imperialistiske ideologier, de liberale og socialdemokratiske politikere proklamerede socialismens død og kapitalismens overlegenhed, som de identificerede med frihed og demokrati. De udråbte revolutionens fiasko, socialismens og kommunismens død.

De marxistisk-leninistiske kommunistiske partier led under de nye slag, de blev ramt af den antikommunistiske offensiv, de led under deserteringer og udmattelse, men et betydeligt antal af dem styrkede sig på kommunismens principper og idealer, de fortsatte kampen for revolutionen og socialismen.

I 1994, i Quito, Ecuador, blev disse revolutionære kræfter integreret i Den Internationale Konference for Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML, som siden har bekæmpet kapitalen og imperialismen under ugunstige og komplekse forhold.

Fremkomsten af den revolutionære kamp af befolkningerne i 1960’erne og70’erne

I 1959 sejrede en folkelig revolution i Cuba og brød den geografiske fatalistiske myte, der påstod, at det var umuligt at skabe en social revolution i Latinamerika. Den cubanske revolution blev et referencepunkt for arbejderne og ungdommen i Latinamerika og på andre kontinenter. Den viste gyldigheden af den revolutionære væbnede kamp, af de demokratiske og antidiktatoriske bannere samt sandsynligheden for at besejre imperialistisk dominans. Udviklingen af konfrontationen med de internationale monopoler, nederlaget for de cubanske reaktionære i Playa Giron [”Svinebugten”] sponsoreret af USA, medførte, at lederne af den cubanske proces erklærede revolutionens socialistiske karakter, og at vigtige, men ufuldstændige foranstaltninger mod kapitalen og til gavn for arbejderne blev gennemført.

Som det er kendt, fulgte den cubanske revolutionære proces den revisionistiske vej, ideen om ”den virkelighjorte socialisme” og USSR’s socialimperialistiske linje udstykket af revisionisterne. I dag modsætter det cubanske folk sig den imperialistiske blokade, mens regimet og samfundet kæmper med kapitalismens krise.

De koloniale folks kampe i Asien og Afrika udviklede sig i store bølger, adskillige dusin uafhængige lande opstod i de regioner, hvor koloniimperierne havde regeret. De gamle imperier i England, Frankrig, Holland og Tyskland kollapsede. Disse processer med national befrielse opnåede politisk uafhængighed i en lang række lande. Senere dannede de gamle imperier, der blev omdannet til imperialistiske lande – forenet med den styrkede amerikanske imperialisme – økonomiske, kommercielle, kulturelle, politiske og militære bånd for at genoprette deres dominans. Neokolonialismen blev født.

I de fleste lande i Latinamerika, men også i Afrika og Asien, opstod der kæmpende guerillaformationer på landet og i byerne, som satte socialismen som mål. Disse processer var fyldt med frivillig revolutionær idealisme, inspireret og ledet af ideen om guerillakrig. Det var kampe, hvor tusindvis af unge mennesker var involveret, som gav deres liv i handlinger, der endelig blev besejret af imperialisternes og de borgerlige regeringers overlegenhed og på grund af ideologiens karakter og den politik, der inspirerede dem, som var baseret på massernes befrielse gennem enkeltindividers rolle.

Millioner af unge mennesker gik på gaden i de vigtigste hovedstæder i verden og erklærede deres modstand mod imperialisme og kapitalisme. Frankrig, Tyrkiet, Kina, Mexico, Ecuador og Brasilien blev rystet af de unges kampe. Næsten alle lande, på alle kontinenter var skueplads for store ungdomsmobiliseringer mod det etablerede system, for revolution og socialisme. Vi kan fremhæve maj1968 i Frankrig, Cordovaso i Argentina, Tlatelolco i Mexico [med henvisning til en folkelig opstand i Cordova og massakren på hundredvis af ubevæbnede demonstranter i Tlatelolco, Mexico City, oversætters notat], sammenbruddet af det militære diktatur i Ecuador og studenterkampen i Brasilien.

Arbejderklassens og de unges bevægelse, der var i stand til at gribe ind i USA’s intervention i Vietnam, opstod og udviklede sig i stor skala, fordømte militarismen og fremførte sit opråb om at vinde fred og social retfærdighed.

Den såkaldte hippiebevægelse gav udtryk for, at millioner af unge mennesker var i færd med at etablere sig og skabe en ny verden.

I 1975 smed det vietnamesiske folk aggressorerne fra USA ud, det land der brugte hundredtusindvis af soldater, kraftfulde masseødelæggelsesvåben, napalm, og forårsagede massakrer, der udryddede folk og samfund. Det vietnamesiske folks sejr viste endnu en gang, hvordan et forenet, organiseret folk, som kæmpede med våben, kunne vælte tidens største militære magt.

I Iran i 1979 væltede et folkeligt oprør i gaderne shahens monarkiske og diktatoriske regering fra magten, og Den Islamiske Republik Iran blev dannet.

I Nicaragua væltede folkets, arbejdernes og de unges kamp efter en lang og blodig væbnet kamp det diktatoriske og reaktionære Somoza-dynasti. I 1979 fandt der en ny folkelig revolution sted i Latinamerika.

En stor andel af de intellektuelle tog revolutionære ideer til sig og bidrog til at afsløre den imperialistiske dominans, en fremskreden progressiv tendens blev dannet, som senere i mangel på et klart referencepunkt af marxistisk-leninistisk karakter falmede væk igen. De fleste af disse intellektuelle sluttede sig igen til det etablerede system.

I sidste ende oplevede 1960’erne og 1970’erne en generel stigning i arbejdernes, befolkningernes og ungdommens kampe. I virkeligheden var det et højdepunkt af den revolutionære kamp. Millioner af mennesker i alle verdenshjørner rejste sig i kamp for frihed og demokrati, mod kapitalisme og imperialisme, for revolutionen og socialismen.

Denne stigning i den revolutionære kamp, på trods af dens omfang og niveau, førte ikke til sejr for arbejderklassens sociale revolution, til sejr for socialismen i noget land.

De marxistisk-leninistiske partier og organisationer var til stede i en stor del af disse befrielseskampe. Det var små og svage organisationer, der opstod i denne sammenhæng, som ikke vidste, hvordan eller kunne påvirke løbet af disse kampe. De tidligere kommunistiske partier, der var blevet til reformistiske organisationer, arbejdede på at slukke ilden i den folkelige kamp.

Begivenhederne viste, at forværringen af den imperialistiske udplyndring af de afhængige lande og af kapitalens udbytning af over tusindvis af millioner af arbejdere blev konfronteret med arbejderklassens og befolkningernes vrede, der forenede sig med store dele af ungdommens kamp for national og social befrielse. De gjorde det også klart, at uden eksistensen af arbejderklassens revolutionære parti, uden vejledning af revolutionær teori, kan arbejderklassens og befolkningernes kamp ikke følge revolutionens og socialismens sikre kurs.

 De nationale befrielseskampe, der opnåede sejr, gjorde det under ledelse af de radikaliserede sektorer i småborgerskabet og i nogle lande af dele af sektorer inden for borgerskabet. Disse omstændigheder og de marxistisk-leninistiske kommunistiske partiers manglende eksistens eller svaghed betød tilsammen, at denne proces ikke nåede ud over flere landes politiske uafhængighed, og nogle steder led nederlag.

”På tidspunktet for den revolutionære bølge i den anden halvdel af det 20.århundrede var de kommunistiske partier ødelagt af revisionisme og derfor ude af stand til at spille en ledende rolle. I denne hvirvelvind, som vores marxistisk-leninistiske partier blev født i, var vi var ikke i stand til at vokse hurtigt nok til at kunne leve op til vores ansvar. Nu eksisterer vi, vi er en konkret kendsgerning, vi er stadig svage og små, men vi skal og kan vokse til at påtage os de opgaver, historien kræver af os.”⁶

 Stigningen i arbejdernes og befolkningernes kamp, i de store mobiliseringer af de unge på alle kontinenter, blev et af de store udtryk for oprør, af befolkningernes vilje og beslutsomhed til at kæmpe, som imidlertid ikke kunne kulminere i revolutionen og socialismen. Den viste, at de skader, som opportunismen og revisionismen forårsagede på de kommunistiske partier og arbejder- og fagbevægelsen, var af stor betydning.

Nedgangen i arbejdernes og de revolutionæres bevægelse skyldes sammenbruddet for ”den virkeliggjorte socialisme”

Presset fra imperialismen, reaktionen og opportunismen sammen med den manglende evner hos de revisionistiske kliker, der var ved magten i landene med ”den virkeliggjorte socialisme”, som de revisionistiske regimer i Europa og Asien blev kaldt, og den økonomiske og politiske krise, der brød ud i disse lande, fremprovokerede massive demonstrationer af arbejdere og unge mod disse regeringer, hvilket til sidst førte til deres sammenbrud.

Symbolerne på ”den virkeliggjorte socialisme”, Berlinmuren og USSR, som var blevet til en socialimperialistisk supermagt, faldt brat sammen. Berlinmuren kollapsede, og Sovjetunionen gik hurtigt i opløsning. Folkedemokratiernes regimer i Østeuropa bukkede under én efter én, og de gamle klasser, der var blevet væltet af arbejderklassen, vendte tilbage til magten sammen med bureaukrater og forrædere fra de kommunistiske partier.

Lignende fænomener fandt sted i Albanien. Løfter om overflod og personlig rigdom under kapitalismen havde en indvirkning på brede lag af de unge. Sammen med de forræderiske holdninger, som de herskende grupper i partiet og regeringen spredte, forårsagede det socialismens nederlag i Albanien efter Enver Hoxhas død og Albaniens Arbejdets Partis forsvinden.

På relativt kort tid blev adskillige revolutionerende processer, der var undervejs, afviklet og forkastet, arbejder- og fagbevægelsen blev udsat for angreb, der bidrog til en omfattende opløsning og spredning.

Kapitalismens, reaktionens og imperialismens ideologer talte om socialismens og kommunismens død, om revolutionens fiasko; de proklamerede afslutningen på ideologier, kapitalismens overlegenhed.

Disse begivenheder forårsagede et historisk tilbageslag, socialismens forsvinden som et socialt system – der var ikke længere noget land, hvor arbejderklassen og kommunisterne opbyggede socialismen – ebbe i arbejderbevægelsen og fagbevægelsen, tabet af rettigheder og resultater for arbejderne og befolkningerne, indførelsen af neoliberal politik i alle lande og regioner.

Denne situation kom til udtryk i alle lande og kontinenter. De marxistisk-leninistiske strømninger, der modstod angrebene, gjorde det under ugunstige forhold og kæmpede mod strømmen.

Disse begivenheder viste endnu en gang, at den revolutionære arbejderklasse og dets marxistisk-leninistiske partier ikke havde kapacitet til at modstå og langt mindre til at besejre denne antikommunistiske offensiv, der havde globaliserede dimensioner. De fremhævede de alvorlige skader, som revisionismen har forårsaget.

Klassekampen mellem 1990 og 2020, hvor arbejderklassen, befolkningerne og de unge gradvist og regionalt kommer til kræfter

Nedgangen i arbejdernes og ungdommens, arbejderbevægelsens og fagbevægelsens kamp, i den revolutionære bevægelse for national befrielse og kommunisternes kamp varede i flere år.

Fra modstand mod imperialismens og arbejdsgivernes politik udviklede arbejderbevægelsen sig gradvist videre fra strejkekampen for deres rettigheder til direkte konfrontation mod kapitalismens angreb.

Vigtige mobiliseringer af befolkningerne og ungdommen fandt sted i flere lande, i Latinamerika, Asien og Afrika i opposition til neoliberalismen, mod de reaktionære og proimperialistiske regeringer og til forsvar for frihed og demokrati.

Denne genopretningsproces for arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser har udviklet sig gradvist og ujævnt. Det finder sted i et eller flere lande, hvilket skaber bølger, der derefter trækker sig tilbage.

I 2019 var der et vendepunkt. I flere lande i Latinamerika, Europa og Asien var der store mobiliseringer af arbejdere og folk, hvor store dele af de unge deltog på en mærkbar måde. Disse demonstrationer er helt klart aktioner mod kapitalen og imperialisme, de kræver frihed og demokrati, men de er ikke udtryk for revolutionen og socialismen.

I slutningen af 2019 kunne man se en ny stigning i den revolutionære kamp, en stigning i arbejderklassens og de unges kamp; der blev sat spørgsmålstegn ved kapitalismen, der åbent og direkte blev fordømt.

Fremkomsten af en ny miljøkrise og de betingelser, som Covid19-pandemien medførte, førte til en opbremsning i arbejderklassens og befolkningernes kamp, men lammede den ikke.

Alt tyder på, at udsigten til en ny stigning i arbejdernes og befolkningernes revolutionære kamp findes i arbejdernes forestillinger, og det må de revolutionære og kommunisterne forstå at udnytte.

Sandsynligvis vil denne nye revolutionære bølge svække den imperialistiske dominans, forårsage revner i kapitalens verden, uddybe udviklingen af arbejderklassens og ungdommens revolutionære bevidsthed, styrke de revolutionære positioner. Og bidrage til at de marxistisk-leninistiske partier og organisationer samles og vokser, og at den internationale kommunistiske marxistisk-leninistiske bevægelse udvikler sig. Men den vil næppe skabe en ny proletarisk revolution, hovedsagelig på grund af den marxistisk-leninistiske bevægelses svaghed.

Nogle konklusioner

1. Fascismen, som hærgede verden fra 1930’erne, blev besejret af arbejdernes og befolkningernes kamp, af de demokratiske og progressive kræfter, af flere imperialistiske og kapitalistiske landes deltagelse og grundlæggende af den rolle, som Sovjetunionen og de kommunistiske partier på alle kontinenter spillede.

 

2. Fascismens nederlag og de allieredes sejr skabte betingelserne for en stigning i arbejdernes og befolkningernes revolutionære kamp. Arbejderklassens sociale revolution fandt sted i flere lande i Europa og Asien. Koloniverdenen blev ødelagt af den nationale befrielseskamp i Asien og Afrika. Arbejderklassens organisation og kamp opnåede betydelige sociale og materielle gevinster i alle lande, arbejdernes enhed og internationale organisation blev styrket. Den socialistiske lejr blev dannet.

 

3. Kapitalismens og reaktionens kontrarevolution, samt kontrarevolutionære handlinger fra renegaterne i de kommunistiske partier, fremkaldte stigningen i opportunistiske holdninger inden for de kommunistiske partier og i landene i den socialistiske lejr.

 

4. Et statskup fandt sted i SUKP, der væltede bolsjevikkerne og ophøjede en klike af opportunister ledet af Khrusjtjov til ledelsen af partiet og staten.
5. I 1956 stadfæstede SUKP’s 20. kongres revisionisternes forræderi og begyndte genrejsningen af kapitalismen i USSR.

 

6. Det store flertal af kommunistiske partier druknede i den opportunistiske bølge; de blev reformistiske partier.

 

7. I modsætning til de revisionistiske linjer og til den praksis, som flertallet af kommunistiske partier førte, voksede de ægte revolutionære kræfter, de konsekvente kommunister frem. Midt i de skarpe ideologiske og politiske kampe opstod de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier, som stadfæstede de marxistisk-leninistiske principper og de kommunistiske idealer og tog kampen op for at organisere og gennemføre revolutionen.

 

9. De marxistisk-leninistiske partier opstod som små og i et begrænset antal lande. De påtog sig kampen for revolutionen midt i vanskelige og komplekse omstændigheder. De konfronterede imperialismens og reaktionens politik og undertrykkelse og opportunismens offensiv. De vokser langsomt.
10. I 1960’erne og 1970’erne kom der, som følge af skærpelsen af de grundlæggende modsætninger i perioden, en stigning i arbejdernes, befolkningernes og de unges revolutionære kamp på internationalt plan.

10.Denne revolutionsbølge, hvor millioner af mennesker deltog på alle kontinenter, førte på trods af dens dybde og niveau ikke til arbejderklassens revolution i noget land. Arbejderklassen opnåede vigtige sociale og materielle gevinster, men fortsatte med at være en underordnet klasse, undertrykt og udbyttet af kapitalen.

11.I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne kollapsede ”den virkeliggjorte socialisme”, den revisionisme, der havde tilranet sig magten i de tidligere socialistiske lande.

12.For marxistisk-leninisterne betød disse begivenheder revisionismens fallit, dens manglende evne til at forblive ved magten, og en sejr for den amerikanske og europæiske imperialisme. Men for de store masser af arbejderne og befolkningerne, for de unge blev det betragtet som revolutionens og socialismens sammenbrud. Ideologisk forvirring spredte sig i stor skala, og det revolutionære perspektiv blev mørkere.

13.Dagens begivenheder afslører de alvorlige skader, som revisionismen har forårsaget på de kommunistiske organiseringer og på arbejder- og fagbevægelsen.

14.De væsentligste virkninger er af ideologisk og politisk karakter:

­– Omdannelsen af USSR’s kommunistiske parti til en revisionistisk organisation. Virkningen af denne ændring i alle de kommunistiske partier eksisterer forsat i arbejderklassens bevidsthed, hvilket gør de marxistisk-leninistiske kommunistiske partiers ansvar og opgaver mere komplekse og vanskelige.

 

– USSR’s forsvinden, som var blevet det konkrete udtryk for socialismen, et ideal for arbejderklassen og befolkningerne, som var blevet et storslået land, påvirkede arbejderklassens og befolkningernes subjektivitet og bevidsthed. Hvilket udgør forhindringer for organiseringen og kampen for revolutionen og socialismen og for marxist-leninisternes arbejde.

15.Der er store vanskeligheder for opbygningen af kommunistiske partier solidt baseret på marxisme-leninisme, der er involveret i arbejdernes liv og kamp, som er kamphærdede og dristige, med evnen og viljen til at opfylde det historiske ansvar for at organisere og gøre revolutionen.

Disse vanskeligheder er af ideologisk og politisk karakter, de har at gøre med borgerskabets og reaktionens politik, men grundlæggende med de revolutionæres evne til at følge marxismens og leninismens vejledning, til at udarbejde en korrekt og rettidig revolutionær politik, til aktivt at involvere sig i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser.

16.De skader, der forårsagedes af revisionismen, er alvorlige. De havde en alvorlig indvirkning på arbejdernes og de folkelige bevægelser, på de revolutionæres og kommunisternes rækker, men de er ikke uoverstigelige.

Kapitalismen har ikke været og vil ikke være i stand til at løse de store og alvorlige problemer, som milliarder af arbejdere står i.

Kapitalens udbytning af arbejderklassen skal brydes for at skabe plads til, at det nye samfund kan opstå, den imperialistiske dominans må ødelægges. Arbejderklassen og folkene, de unge er hovedpersonerne i disse store begivenheder. Vi revolutionære, kommunister er til stede, og med vejledning af marxismen-leninismen vil vi bane veje og rykke fremad. I nogle lande, hvor modsætningerne i kapitalismen forværres, hvor partiet har rødder i arbejderklassen og beslutsomhed og styrke, vil det være i stand til at involvere sig i den revolutionære situation og omdanne det til en revolutionær krise for magtovertagelse.

Erfaringerne fra de sejrende revolutioner, erfaringerne fra arbejderklassens nederlag skal tages med i betragtning for at kunne løfte ansvaret for at organisere og gennemføre revolutionen i vor tid.

Ecuador, september 2020

Oversat fra Unity & Struggle nr. 41, 2020

 

 Noter

1    Arbejdets Parti i Albanien og Kinas kommunistiske Parti samt de marxist-leninister, der var aktive i de gamle kommunistiske partier, betegnede de revisionistiske teser fra de nye magthavere som moderne revisionisme. Dette for at adskille fænomenet fra de gamle opportunistiske positioner i opposition til marxismen, som opstod i slutningen af 1800-tallet med ledende skikkelser som Bernstein og Kautsky. Senere hen blev betegnelsen khrusjtjovisme anvendt hyppigt.

2    I flere folkedemokratiske lande i Østeuropa var der pludselige ændringer i partiernes ledelse, som blev fremmet af khrusjtjovitterne i disses søgen efter betingelsesløse tilhængere af deres politik og linje. Flere ledere fra de kommunistiske partier i Østeuropa døde i Sovjetunionen.

3    Den ideologiske kamp. Pablo Miranda, Unity & Struggle nr. 39, 2019.

4    På den internationale konference for kommunistiske partier og arbejderpartier, der blev afholdt i Moskva i november 1960, holdt Enver Hoxha en klar tale, som afgrænsede sig fra SUKP’s opportunistiske lederskab forsvarede de marxistisk-leninistiske principper.

5    I denne ideologiske og politiske konfrontation mellem marxistiske-leninister og maoisme spillede Albaniens Arbejdets Parti en vigtig rolle og blev en referencepunkt proletariske revolutionære på alle kontinenter.

6                                  Latinamerika og proletariatets sociale revolution. Pablo Miranda, Unity & Struggle nr. 14, februar 2007.