Denne tekst om de politiske brudflader med det kapitalistiske imperialistiske system blev vedtaget i januar 2020, hvor PCOF holdt sin 9. kongres. Siden dengang har situationen ændret sig.
Sundhedskrisen i forbindelse med Covid 19-pandemien har bredt sig til Frankrig og resten af verden siden marts 2020. Regeringens beslutning om udgangsforbud fra midten af marts frem til midten af maj har uddybet og udvidet den allerede eksisterende økonomiske krise. Omfanget og dybden af denne krise og dens konsekvenser for arbejderklassen og befolkningerne, der domineres af fransk imperialisme, er stadig vanskelige at måle.
Det er sikkert, at denne krise forværrer alle modsætningerne i det kapitalistiske imperialistiske system, især modsætningen mellem kapital og arbejde. Utilfredsheden med systemet er vokset i store dele af den sociale bevægelse, især blandt de unge, og blevet dybere i forhold til Macrons regerings katastrofale håndtering af sundhedskrisen.
Faktisk er betingelserne for klassekampen vanskeligere i dag. Hver dag annonceres fyringer. Arbejdsløsheden er eksploderet, usikkerheden er stigende. Undertrykkelsen er rettet mod fagforeningsfolk og politiske aktivister, regeringen er ved at udvikle en systematisk splittelsespolitik. Men de milliarder af penge, der gives til monopolerne for at hjælpe dem med at opretholde deres overskud, giver næring til vrede mod det system, der ønsker at opretholde sig selv for enhver pris.
Det, vi kan se i dag, er, at henvisningen til revolution som en nødvendighed for at slippe af med dette udnyttelses- og undertrykkelsessystem finder stadig større klangbund blandt arbejdere, der er i kamp.
Det betyder, at ændringerne i situationen siden vores sidste kongres i januar giver mere kraft og bekræfter det generelle omdrejningspunkt for vores arbejde, ”at arbejde for, at bevidstheden om nødvendigheden og muligheden for det revolutionære brud med det kapitalistiske imperialistiske system vokser.” Det er, hvad teksten nedenfor beskæftiger sig med.
Brud med det kapitalistiske imperialistiske system
Analysen af udviklingen i den nationale og internationale situation siden vores sidste kongres understreger dybden af krisen i verdens imperialistiske system og især den franske imperialisme. Vi vil gerne fremhæve fire hovedaspekter:
Radikaliseringen af klassekampen i Frankrig skyldes den sociale vrede i arbejderklassen og dele af befolkningen, som breder sig til et stigende antal sociale lag. Det kommer til udtryk ved stærkere og stærkere konkrete krav og evnen til at udvikle en global vision for den situation, der fører til, at man siger fra over for ”systemet”. Det ses først og fremmest i gadedemonstrationer, der organiseres uden for de sædvanlige parlamentariske rammer og parlamentarisk demokrati, og i former for kamp, der bryder med forbud og tabuer – som det, der forbyder brug af vold.
Fra oligarkiernes side er den omfattende styrkelse af politistaten, masseundertrykkelse, kriminalisering af social protest, overvågning og kontrol af “farlige klasser” under udvikling. Den vedtagne politik består i at skabe splittelse på alle områder, at udvikle individualismen og fremme de mest reaktionære idéer.
Den stadig mere massive og systematiske modstand mod den franske imperialismes militære tilstedeværelse i Afrika og dens politiske, økonomiske og kulturelle dominans mekanismer hos de folk, der udsættes for den.
De vanskeligheder, som de franske monopoler står over for i den internationale konkurrence, herunder i de sektorer, hvor de havde vundet fordelagtige positioner, som atomkraft, fødevareindustrien og andre sektorer som det militær-industrielle kompleks. Vanskelighederne forværres af den krise, der har ramt hele det EU, som fra begyndelsen har givet de franske monopoler en privilegeret ramme for deres udvikling.
Disse træk i udviklingen er ikke midlertidige og kan ikke skilles fra hinanden. Det betyder, at vi går ind i en periode med spændinger og konfrontationer, med hurtige forandringer, både på borgerskabets og arbejderklassens, de folkelige lags og befolkningernes side. I den generelle kontekst af det kapitalistiske imperialistiske systems krise presser de vanskeligheder, der er særlige for den franske imperialisme, den til at øge superudbytningen af arbejderklassen og den arbejdende befolkning, undertrykkelsen af de folkelige lag og til at styrke den imperialistiske udplyndring og dominans over befolkningerne for at sikre monopolernes profit.
Kapløbet om maksimalprofit er helt klart motoren og målet for det kapitalistiske imperialistiske system. Det er statens opgave at sikre monopolernes overskud i Frankrig og i udlandet, i kolonierne og neokolonierne. Det er monopolerne, der kontrollerer CAC 40. De dræner de offentlige investeringer, udnytter skattefordelene og akkumulerer overskud.1
I 2011 beskrev vi monopolerne eller de store grupper sådan:
”Monopolerne og de virksomheder, der er direkte eller indirekte afhængige af dem, og de underleverandørvirksomheder, der selv er monopoler, kontrollerer mere end 70 % af produktionen, 100 % af finansieringen, hele energisektoren og næsten al transport, kommunikation, handel med masseforbrugsprodukter og praktisk taget hele omdannelsen af landbrugsproduktionen til forbrugsgoder. De monopoliserer alle staters våbensalg og presser militariseringen af økonomien yderligere.
De organiserer og orienterer produktion, handel og forskning for at sikre deres overskud og ikke for at tilfredsstille befolkningens behov. De beslaglægger det meste af den rigdom, der produceres, og mobiliserer samfundets menneskelige og materielle ressourcer. De bærer hovedansvaret for miljøskaderne og satser også på at tjene store penge på bekæmpelsen af forureningen. Den øgede konkurrence mellem dem, nationalt og internationalt, er ansvarlig for krige om kontrol med råstoffer og markeder. Kapløbet om maksimal profit er den vigtigste faktor i det enorme spild, der forårsages af det såkaldte forbrugersamfund. Derfor siger vi, at vi skal kæmpe mod monopolernes diktat.”
Hvad har ændret sig siden da? Der har været en større koncentration af monopoler, en række reformer, der gør det muligt for monopolerne at øge udnyttelsen af arbejdsstyrken (El Khomri-loven, Macrons dekreter osv.), en række privatiseringer, der gør det muligt for private grupper at få fingre i strategiske sektorer, afskaffelse af regler og kontrol med aktiviteterne i de samme monopoler, hvilket fører til ”ulykker” af Lubrizol-typen, de betydelige overførsler af velstand, der er taget fra sociale budgetter, til banker, virksomheder i strategiske sektorer osv. Med den reform af pensionssystemet, der blev annonceret i slutningen af 2019, er der organiseret et nyt kort- og langsigtet dræn på pensionspengene.2
Alle disse overførsler, der beskrives som besparelser, der er afgørende for at reducere det statslige underskud, alle disse skattelettelser udføres på ryggen af arbejderklassen, de arbejdsløse, pensionisterne, brugerne af ydelser, der er stadig mindre ”offentlige”, inden for sundhedspleje, uddannelse, transport, boliger, social beskyttelse og andre sektorer. I snesevis af år har arbejdsgiverne haft til formål at slippe af med den ”sociale stat” gennem modreformer, eller med andre ord, ved at reducere så meget som muligt på den andel af den sociale rigdom, som kapitalen har afsat til at opretholde og forny arbejdsstyrken til uddannelse, sundhedspleje, social beskyttelse, socialt boligbyggeri, offentlig transport, erhvervsuddannelse, kultur og andre sektorer.3
Disse modreformer er blevet gennemført af socialistiske regeringer, af højreorienterede regeringer og i dag af Macron og Philippe-regeringen, som hævder samtidig at være både højre og venstre. Socialdemokratiet har kapituleret over for monopolernes diktat ved helt at samle sig bag den neoliberale politik, ved at forvalte den franske imperialismes interesser og endog ty til væbnet intervention og undertrykkelse af arbejdernes og de folkelige bevægelser, især bevægelsen mod El Khomri-loven. Socialdemokratiet er således blevet forkastet af store dele af arbejderklassen og de folkelige lag. Denne afvisning er ikke begrænset til valg. Den påvirker selve det institutionelle system, der tillader skift mellem eller rettere et ”samliv” i magten af enten et højre- eller venstrefløjsflertal. Hvilket konstant giver den siddende regering mere magt, der på den anden side er underlagt kontrol og regler i ”aftaler” og internationale organer (EU, NATO, IMF osv.).
Socialdemokratiet har støttet EU som en ”tredje vej” mellem ”vild” kapitalisme og socialisme, eller snarere rettet mod kommunismen, som det hader. Det har fremmet ”det forenede Europa” som garant for fred, især i Europa. Derfor har krisen i EU ramt særlig hårdt.
I de senere år har sociale protester vist de her nævnte karakteristika. Det kommer til udtryk i ”afvisningen” i første omgang af politikerne, som ”alle er rådne”. Derefter af Macron, der er bredt opfattet som præsident for de rige og velhavende, og af den almindelige mistro til ”systemet”, men uden en klar definition af dets karakter.
En af vores partis vigtigste opgaver i den politiske og ideologiske kamp er derfor at øge bevidstheden om karakteren af det kapitalistiske imperialistiske system.
Omdan den sociale vrede til en bevidsthed om behovet for at bryde med det kapitalistiske imperialistiske system
Krisens dybde og den brutalitet, hvormed oligarkiet ønsker at få arbejderne, de folkelige lag og befolkningerne til at betale for den, kræver, at enhver kamp, selv en snæver delkamp, selv en, der er begrænset til et konkret krav (f.eks. skabelse af nye arbejdspladser på hospitaler eller skoler, mod lukning af en jernbanelinje eller blot for åbningen af en billettæller), er vigtig for at opbygge denne vigtige magtbalance.
Det er ikke et spørgsmål om at ”bevise” over for kapitalen, oligarkiet og staten, der står til deres rådighed, at disse krav er berettigede, og at de ville vinde ved at indfri arbejdernes krav, ligesom de reformistiske kræfter gør med deres ”alternative udsagn”, der efterlader arbejderne fastlåst i det kapitalistiske-imperialistiske system. Denne vej er en blindgyde. I næsten 40 år har det reformistiske dogme ført til sociale tilbageslag, hvilket har fået reformisterne til at erklære, at arbejderbevægelsen og folkebevægelsen ”ikke har vundet noget” med deres kampe. Tværtimod er vigtige sektorer blevet mere og mere adskilt fra reformismen og fra de partier og organisationer, der støtter den, gennem de konstante kampe, som arbejderne har ført for at imødegå kapitalens slag, og som de reformistiske regeringer har gennemført for at tjene monopolernes interesser.
Disse kampe er ved at udvikle bevidstheden om behovet for at udfordre hele det sociale, økonomiske og politiske system.
Ret kampen mod monopolerne og den stat, der tjener dem
I de sidste to år er den vigtigste politiske retning for vores arbejde blevet sammenfattet i sloganet:
”Bekæmp de riges, arbejdsgivernes og våbenhandlernes samfund! For et revolutionært brud!”
Vi har set en styrkelse af politistaten og kriminaliseringen af sociale protester, udviklingen af krigspolitikken, militariseringen af økonomien og samfundet i almindelighed, de militære interventioner, især i Afrika, den voksende vægt af de monopoler, der lever på ryggen af samfundet, plyndrer det, kvæler det for at sikre deres profit og storaktionærernes fede udbytter. Dette understreger statens rolle. Den er blevet reduceret mere og mere til sine såkaldte ”kongelige” funktioner [de tre funktioner i staten ifølge Adam Smith, oversætternote], ikke mindst den undertrykkende funktion – hær, politi og ”retfærdighed” – for at sikre monopolernes dominans.
Det er imod monopolernes stat og monopolerne selv, at vi skal fokusere kampen.
Derfor har arbejderklassen og arbejderne brug for deres redskaber: partiet og masseorganisationerne. Blandt disse er fagforeningen en afgørende organisation.
Vi forsvarer fagbevægelsen i klassekampen, som i dag er mål for angreb fra arbejdsgivernes og regeringens side. Vi opfordrer til udvikling af den form for fagforeninger, der prioriterer industri- og andre arbejderes interesser, som nægter at binde deres hænder til klassesamarbejds-institutionerne med henblik på at sikre virksomhedens konkurrenceevne. Det er en fagforeningskamp, der bekæmper alle former for opdeling og splittelse mellem arbejderne, dem med eller uden legale papirer. Og som står for enheden mellem de forskellige kategorier af arbejdere, især mellem dem, der arbejder på samme arbejdsplads, men som udnyttes af underleverandører eller vikarbureauer.
Den form for fagforening, der integrerer kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd på arbejdspladsen og i samfundet, som bekæmper de forskellige former for forskelsbehandling, som kvinder er ofre for; og en fagforening, der udvikler solidaritet med dem, der kæmper i Frankrig eller andre steder, med særlig vægt på arbejderne i de franske kolonier og dem i de afrikanske neokolonier. Den form for fagforening, der søger at danne kamp- og solidaritetsbånd med de europæiske arbejdere, der udsættes for de samme neoliberale politikker.
Det er arbejderklassens rolle at øge bevidstheden om behovet for et revolutionært brud og vinde det politiske lederskab i denne kamp.
Hvad handler arbejderklassens parti om? Det Kommunistiske Partis Manifest besvarer især dette spørgsmål. Selv den mest moderne teknologiske udvikling baseret på computere, elektronik og digitalisering har ikke sat spørgsmålstegn ved partiets målsætninger. De nye teknologier giver en illusion af, at råvarer er lavet uden nogen produktionsproces og uden menneskelig arbejdskraft. Et bevis på det modsatte er den enorme infrastruktur, der er nødvendig for deres drift, den enorme mængde energi, som de forbruger, og bataljonerne af arbejdere og teknikere, der er nødvendige for deres drift. På alle de økonomiske områder har vedligeholdelsen fået et betydeligt omfang, især på grund af kompleksiteten af produktionsmidlerne, som er meget sårbare.
Disse spørgsmål skal uddybes for at vise både arbejderklassens kvantitative og kvalitative udvikling og dens afgørende rolle i skabelsen af værdi, som er grundlaget for kapitalistisk profit. Det er en af de opgaver, som vores parti vil påtage sig ved at mobilisere sit teoretiske våben, marxismen-leninismen. Alle partiets aktivister, især arbejderaktivisterne, alle dets venner og folk omkring det kan bidrage til dette arbejde.
Vind folk til partiet
Vores linje i partiets arbejde er at hæve og dele bevidstheden om behovet for et revolutionært brud. At vinde flere arbejdere, mænd og kvinder, unge fra de folkelige lag og unge revolutionære til partiet er betingelsen for at komme videre på denne vej.
Den politiske retning, vi lagde frem
Vi opfordrer til modstand mod politistaten, som undertrykker dem, der kæmper, slår og lemlæster dem, og som kriminaliserer social protest. Den garanterer straffrihed til politiet, den beskytter arbejdsgivernes interesser. Stående over for borgerskabets klassevold må vi kræve arbejderklassens og befolkningens ret til at organisere og forsvare sig selv.
Vi kæmper for ophævelsen af flere på hinanden følgende undertrykkende love, der blev vedtaget under påskud af ”bekæmpelse af terrorisme”, for forbuddet mod LBD, et krigsvåben, og chokgranater, der er ansvarlige for snesevis af sårede. Vi kræver, at politiets brigader og udrykningsstyrker opløses.
Vi kæmper mod den stigende reaktion, bagatelliseringen af den yderste højrefløj, fremme af tilbagestående opfattelser på alle områder.
Vi støtter kvinders og mænds kamp mod den vold, der udøves mod kvinder, mod forsøgene på at afskaffe deres rettigheder, navnlig med hensyn til abort og kontrol med deres kroppe.
Vi kæmper mod alle de politikker, idéer, praksisser, der anvendes til at opdele arbejderklassen og de folkelige lag, såsom racisme og fremmedhad. Vi bekæmper islamofobi og alle forsøg på at opdele lokalsamfund. Vi fordømmer den ghettoiserings- og diskriminationspolitik, som de unge i de forstæderne udsættes for.
Vi opfordrer til kamp for at forsvare de offentlige ydelser, til at sikre de sociale behov i befolkningen inden for sundhedspleje, uddannelse, social beskyttelse, boliger, transport, kultur, information osv. Disse skal friholdes fra monopolernes sult efter profit. De privatiserede dele må tilbage til den offentlige sektor, uden kompensation. Disse sektorer, der i årevis er blevet berøvet menneskelige og materielle ressourcer, skal prioriteres på nationalt plan.
Vi bekæmper de store dyre, ubrugelige og forurenende projekter, som monopolerne kræver stik imod befolkningens ønsker og interesser. Disse projekter, som er mangedoblet, har først og fremmest til formål at fylde ordrer fra store byggekoncerner, banker, store distributionsmonopoler osv. Flere multimilliardprojekter er blevet blokeret af folkelige mobiliseringer, og befolkningen må fortsat være årvågen for at imødegå monopolernes manøvrer for at omgå beslutninger.
Mod de største syndere, der er ansvarlige for forurening og klimaændringer
Vi opfordrer til at styrke kampen for at indføre konkrete finansielle og industrielle restriktioner over for de forurenende monopoler. For os er kampen mod årsagerne til og konsekvenserne af klimaændringerne en del af den generelle kamp mod det kapitalistiske imperialistiske system.
Vi skal sætte en stopper for den civile og militære atomindustri. I vores land er den militærindustrielle lobby og den atomare lobby tæt forbundet. De styrker og ”retfærdiggør” hinanden over for de krav, der har været rettet mod dem i årevis. De udgør to søjler i den franske imperialisme, som forsyner den med atomvåben, hvilket gør den til en stormagt. Derfor er de en integreret del af det imperialistiske system med økonomisk udplyndring og militær dominans for at få adgang til uranforekomsterne i Sahel-landene. Vi er også imod, at de samme lande anvendes som oplagringssteder for atomaffald.
Nej til militarisering og krigspolitik
Vi opfordrer til at bekæmpe hærens voksende vægt i samfundet. Vi går ind for en drastisk reduktion af våbenudgifterne, hvad enten de er konventionelle eller nukleare. Vi kæmper mod de unges militære tilvending gennem den ”universelle nationale tjeneste” og mod hærens øgede tilstedeværelse i skolerne og i uddannelsesverdenen.
Vi kræver, at våbensalget og vedligeholdelseskontrakterne ophører. Vægten af den militærindustrielle lobby er en konstant trussel mod samfundet, især da det kun ”samarbejder” med regeringen og især statsoverhovedet og ”forsvarsudvalget”.
Nej til monopolernes Europa!
Vi nægter at deltage i eller støtte nogen politik eller mekanisme, der har til formål at bringe Den Europæiske Union ud af den krise, der plager den. Vi går ind for at forlade EU og euroen, som er lænker for arbejderne og befolkningerne. Vi går ind for at udvikle solidariteten mellem Europas folk og hele verden.
Vi bekæmper fransk imperialisme og vi står solidarisk med de mennesker, den dominerer
Vi er solidariske med de afrikanske folk, som kæmper mod den franske imperialismes militære, økonomiske, finansielle og kulturelle tilstedeværelse, mod de franske monopolers udplyndring af deres rigdom, mod EU’s kvælertag.
Vi fordømmer argumentet om, at den franske tilstedeværelse ville være at foretrække frem for Kinas, Ruslands eller enhver anden stats tilstedeværelse. Det er op til befolkningerne at bestemme deres egen fremtid, de relationer, de ønsker at etablere med andre lande.
Vi kræver en betingelsesløs tilbagetrækning af de franske militærbaser og ophævelse af de såkaldte bistandstraktater, som kun beskytter de regimer, der samarbejder med den franske imperialisme.
Vi fordømmer og modsætter os de krige, som den franske imperialisme deltager i inden for rammerne af internationale alliancer. Vi opfordrer til at styrke kampen for Frankrigs udtræden af NATO, for opløsningen af denne militære alliance, og vi er imod enhver form for ”europæisk forsvar”, som nødvendigvis vil være et instrument til trussel og undertrykkelse af befolkningen.
Vi er solidariske med befolkningerne i de franske kolonier og forsvarer deres ret til selvbestemmelse herunder Kanak-folket, som fortsat kræver deres uafhængighed, og de andre folkeslag i de franske kolonier. De er de eneste, der kan beslutte, hvilke former dette vil antage, vel vidende at kolonimagten har pligt til at yde erstatning over for dem.
Vi kæmper mod den franske imperialismes støtte til den zionistiske stat Israel, og vi støtter det palæstinensiske folks kamp for deres nationale rettigheder.
Konklusioner
Dette er de politiske retningslinjer, vi har fremlagt. Kampen for at gennemføre dem kan ikke vente. Der er et kapløb i gang mellem kræfterne for fremskridt, demokrati, antiimperialistiske og revolutionære kræfter på den ene side og kræfterne for reaktionen, oligarkerne og deres stat på den anden. Arbejderklassen, de folkelige lag, de unge, kvinderne fra de folkelige lag og andre sektorer viser et stort potentiale gennem deres mobiliseringer. I denne periode med hurtig udvikling af bevægelsen er det nødvendigt at arbejde hårdt for at samle det maksimale af de kræfter og til at opbygge det revolutionære lederskab, der er nødvendige for at udvikle og føre bevægelsen til et stigende antal sejre.
Den generelle retning for vores arbejde i løbet af de næste fire år er at øge bevidstheden om behovet for og muligheden for et revolutionært brud med det kapitalistiske imperialistiske system og arbejde for dette uden at vente. Dette revolutionære brud er forudsætningen for konkret at bane vejen for opbygningen af et andet samfund, et socialistisk samfund, mod kommunismen.
Dette strategiske mål er det ønske, som vi kommunister herhjemme og i verden kæmper for: at befri menneskeheden fra kapitalistisk udnyttelse, plyndring og imperialistisk dominans, for arbejderklassens og befolkningernes frigørelse.
Af Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti, PCOF, september 2020
Oversat fra Unity & Struggle nr. 41, 2020
Dokumentet kan ses i sin helhed på engelsk og fransk: www.pcof.net.
Noter
1 De otte rigeste franske virksomheder er: Total (103,3 mia.), BNP (61 mia.), Sanofi (51,3 mia.), AXA (44 mia.), LVMH (39,4 mia.), L’Oréal (31,1 mia.), Société Générale (27,2 mia.) og EDF (26,9 mia.). Tallene er det akkumulerede overskud i de seneste ti år. Kilde: Café de la Bourse, juni 2019.
2 I 2017 var der 17,2 millioner pensionister. Det samlede beløb for udbetalte pensioner (herunder minimumspensionen) var på 317,1 mia.
3 I 2012 gav Kessler, næstformand for Organisationen af Virksomheder i Frankrig (MEDEF) (1998-2002), udtryk for dette gamle krav fra arbejdsgiverne. Siden Anden Verdenskrig har de franske arbejdsgivere modsatte sig det system for fordeling af den sociale velstand, der blev oprettet på det tidspunkt, hvor magtbalancen var gunstig for arbejderklassen mod kapitalen.