Vi fejrer 8 marts, Kvindernes Internationale Kampdag på baggrund af et hårdt år med Covid-19 pandemi. Den er ikke alene blevet en folkesundhedskrise, der har haft indflydelse på milliarder af menneskers liv. Den har også vist de brutale konsekvenser af den imperialistiske neoliberale politik og afsløret at dens kerne er udbytning af mennesker.
Privatiseringen af den offentlige sundheds- omsorg og pleje er blevet en kæmpe barriere for at få adgang til gratis sundhedsydelser af høj kvalitet. Videnskabelig sundheds viden gjort til en handelsvare har betydet at millioner af mennesker ikke kan få adgang til den vaccine, der er deres bedste håb ud af pandemien. Selv adgangen til den mest grundlæggende skoleuddannelse er blevet så vanskelig, at store dele af en hel generation er blevet frataget retten til uddannelse.
Neoliberale politikker om fleksibilitet og social usikkerhed, såsom deltidsarbejde, midlertidig beskæftigelse, tidsbegrænset kontrakt osv., er blevet udvidet og er blevet til massearbejdsløshed. De konsekvenser som pandemien skaber under kapitalismen, betyder desillusionerede befolkningsgrupper, der har mistet deres levebrød.
Den kapitalistiske stat betyder et øget pres på ”hus-slaveriet”
Mange steder i verden er ikke mindst kvinder ramt af en strømhvirvel af elendige forhold og direkte sult og er igen blev skubbet helt ned på bunden af samfundet. Mens internationale ikke-statslige organisationer i kapitalens tjeneste er tilfredse med at offentliggøre “skyggerapporter” om stigende vold i hjemmet, gennemføres nedlukninger på bekostning af kvinders liv.
Borgerlige stater og regeringer har ikke taget effektive skridt til at beskytte kvinder under nedlukningen. Der lukkes krisecentre for kvinder, offentlige hjælpelinjer afskediges og retsprocesserne suspenderes. Kvinder er blevet ladt alene og indelukket i familien, der i alt for mange tilfælde er blevet et gerningssted med vold og kvindedrab. Den kendsgerning, at kontrollen med pandemien ikke kan opnås ved hjælp restriktioner fra det kapitalistiske statsapparat, mærkes hårdest af kvinder.
DYBERE FATTIGDOM OG STØRRE ARBEJDSLØSHED FOR KVINDER
Ud over at efterlade kvinder ubeskyttede overfor vold har den kapitalistiske stat også været et redskab til at skabe større ulighed og fattigdom for dem. Alle sociale klasser er blevet påvirket af pandemien, men klassestaten har helt konsekvent kørt for at redde den klasse, der ejer samfundets rigdomme. Offentlige midler i form skattekroner og nedskæringe taget fra arbejderne er blevet stillet til rådighed for kapitalister, hvis skattegæld blev slettet, og som har modtaget stadig nye milliard hjælpepakker.
På den anden side er der små selvstændige, der i årtier har slidt i neoliberale programmer som ” de kvindelige iværksættere” i de fattige lande, og været lænket til deres micro-kreditter. De kvindelige selvstændige og småproducenter er nu blevet presset af gæld, de ikke kan betale, til at give op. De er nu en del af arbejderklassen, nogle som billig arbejdskraft, men for det meste sidder de fast i arbejdsløshedens greb.
Kvinder og børn som ulønnede arbejdere i fattige familier i landdistrikterne er blevet frataget de mest basale muligheder for at overleve, såsom adgang til mad, vand og boliger. Mange millioner kvindelige arbejdere i den uformelle sektor har mistet deres indkomst, og den neoliberale usikkerhed har dømt dem til sult og mere undertrykkelse mange steder i verden under pandemien.
Vikar-, korttids- og deltids arbejde præsenteres i den neoliberale politik som svaret på at skabe ” balance mellem arbejde og familie”. Mange af de kvinder er nu blevet arbejdsløse og selv i de mest avancerede lande bliver stadig større grupper udelukket fra sociale ordninger og beskyttelse.
MONOPOLKAPITALISME AFHÆNGIG AF FASCISME
Som en del af arbejderklassen kæmper de kvindelige arbejdere i mange lande mod krisen og pandemien ødelæggelser og for deres økonomiske, sociale, demokratiske og frihedsrettigheder.
Ikke mindst har sundhedspersonale, der i vidt omfang består af kvinder, har været i front med deres kampe, ikke bare for egne krav og også for retten til offentlige sundhedsydelser og mod at det offentlige sundhedsvæsen blev ofret på kapitalismens alter.
Store grupper af kvinder fortsatte med at demonstrerer under pandemiens restriktioner for at skubbe angrebene på deres rettigheder tilbage. I alle verdenshjørner søgte de gennem store eller små handlinger af modstand efter måder, hvorpå de kunne forene kampene mod disse angreb på. Kvinderne i Argentina vandt deres kamp for legalisering af abort efter 25 års kamp, som ikke kunne slås ned selv af forholdene under pandemien. Kvinderne i Indien var i frontlinjen under strejkerne for millioner af arbejdende mennesker. I Europa er kvinder blevet mobiliseret til forsvar for Istanbul-konventionen, som blev angrebet af reaktionære regeringer støttet af religiøse myndigheder.
De forværrende forhold under krisen misbruges og udnyttes af reaktionære og højre populistiske kræfter, især fascistiske organisationer, til at samle styrke. I mange lande forsøger magthaverne at aflede utilfredsheden og uroen ved at kanalisere dem ind i racistiske, chauvinistiske, kvindefjendske og fremmedfjendske politikker.
Store dele af de arbejdende kvinder er klar over faren for fascisme, der er ved at blive opbygget i mange dele af verden fra USA til Indien, fra Brasilien til Tyrkiet. De har historisk og aktuel erfaring med, at udnyttelse, uligheder, vold og racistisk-fascistiske politikker ikke kan stoppes af liberalt demokrati.
LAD OS HÆVE STEMMEN MOD IMPERIALISMEN OG ALLE FORMER FOR REAKTIONÆRE KRÆFTER
Lad 8.marts 2021 blive et nyt vendepunkt, i at kvinder over hele verden går sammen i en forenet og styrket for deres krav og rettigheder – mod ulighed, udnyttelse, imperialisme, racistisk-fascistisk aggression og alle former for reaktionære kræfter.
Alle arbejdende kvinder i verden, lad os stå sammen om vores rettigheder og friheder!
Længe leve den organiserede kamp for kvindelige arbejdere!
Længe leve international solidaritet med arbejdende kvinder!
Februar 2021