Er der noget forårets overenskomstkamp for de offentlige ansatte har vist, så er det, at man ikke kan skille faglig kamp, klassekamp og kvindekamp ad. Heller ikke når det gælder kampen omkring ligeløn og lavtløn.
Det lykkedes utilfredshed og frustration over forhold og uligeløn i de offentlige kvindefag at bryde igennem arbejdsgivernes og fagtoppens sølle OK- forlig. I mange fagforeninger og forbund bliver protester kvalt og skjult af de forhadte sammenkædningsregler, der sammen med hele det fagretslige system er designet til at holde klassekampen nede. Ikke mindst de ufaglærte kvinders og FOA-stemmer er også blevet usynliggjort ved denne OK afstemning.
Og trods hele den velrettelagt drejebog som arbejdsgiverne og fagtoppen havde lagt, for ikke at få gentaget OK18 store mobilisering over hele landet, ja så lykkedes det ikke dem at få lukket ned på alle felter.
Tjenestemandsreformen
Med sygeplejerskernes (og andres gruppers) Nej til OK forliget blev der samtidig sat alvor bag ligelønskampen og for fjernelsen af Tjenestemandsreformen 1969. En spørgsmål som sygeplejersker på gulvet rejse allerede tilbage i efteråret, uden at det rigtig blev taget alvorligt. Vent med det til efter OK er afsluttet, sagde fagtoppen med en begrundelse om, ikke at blande faglig og politisk kamp sammen. Det kan bare ikke lade sig gøre i virkeligheden. Bevægelsen har siden da udviklet sig til en tværfaglig bevægelse blandt kvindefagene med de mellemlange uddannelser, sygeplejersker, pædagoger, jordemødre, ergoterapeuter m.m. Og til også at omfatte studerende til disse fag, der ikke vil arbejde under de løn og arbejdsforhold.
En bevægelse der går på gaden hver tirsdag og hvis demonstrationer har spredt til København, Århus og Ålborg. Fagtoppen har fået endnu mere travlt med at henvise til, at ligelønsspørgsmålet må løses af politikkerne på Christiansborg, og at de ikke kan løse det. Og det er bestemt ikke første gang, vi hører den sang fra dem.
Tjenestemandsreformen var allerede håbløst forældet i 1969 da den blev vedtaget. Der videreførte en hierarkisk lønplacering af offentligt ansatte, som kan dateres helt tilbage fra 1919, hvor kvindedominerede fag fik laveste placering blandt offentligt ansatte. Og på trods af løfterne, fra dem der solgte ligelønnen, om at lønnen hen ad vejen ville udjævne sig, så er det modsatte sket. Uligelønnen er vokset både på det offentlige og det private arbejdsmarked og lavtlønsjobbene kører mod bunden i det nye ”normale” arbejdsmarked, både for kvinder og mænd. Men kvindefagene og de ufaglærte grupper er forsat dem, der står nederst på lønstigen.
OK og ligeløn
Ved OK 18 for de offentligt ansatte blev kravet fra de store kvinde- og lavtlønsgrupper om reel ligeløn skudt til hjørne med fagtoppens afledning om, at uligeløn kun kan løses af Folketinget og med en ligelønspulje på 5 mia. kr. I øvrigt et genbrugsønske, som fagtoppen tidligere og igen igen har brugt til at indsnævre ligelønskampen til et parlamentarisk spørgsmål om Folketingsflertal frem for et kvinde- og klassekampsspørgsmål.
Denne gang ved OK21 er det blevet spørgsmål om både ligelønspuljer og afskaffelse af den forhadte Tjenestemandsreform fra 1969, der indplacerede kvindefagene som mindre værd.
I skrivende stund forhandles der forsat bag lukkede døre mellem Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Danske regioner. Men DSR og hele Forhandlingsfælleskabet har ikke lagt skjul, at de ikke mener overenskomstforhandlinger kan løfte ligeløn, men at det skal over til politikernes bord. Og dermed håber de ansvaret for et sølle forlig vil glide i baggrunden.
Ligelønskampen forsøges indsnævret til to spor
1) Den danske model: De offentlige forbunds Forhandlingsfællesskab ønsker tre-parts forhandlinger om en større pulje til gradvist at udjævne uligelønsslæbet. En pulje hvor hver faggruppe må slås mod hinanden for at få størst del i.
2) Parlamentarisk: Med et borgerforslag om at Folketinget erstatter Tjenestemandsreformen med en ny lønreform og fremlægger en plan for indfrielsen af dette mål inden for en overskuelig tidsramme.
Det afgøres af klassekampen
Når fagtoppen og reformisterne siger, at ligelønnen må afgøres politisk, så mener de – det skal vi trygt overlade til politikerne og huske at sætte vores kryds rigtig næste gang, hvis det ikke går som vi ønsker.
Alle erfaringerne fra hele den store ligelønskamp, som kvinder har ført i over 100 år snart, har vist, at det er lige præcis, det vi og ligelønskampen ikke kan, hvis der skal resultater på bordet. Der kunne remses ufattelig mange syltekrukker, kommissioner, politiske vedtagelser og luskede forlig op, der viser og bekræfter, at det klarer politikerne ikke alene. De har en anden dagsorden, både politisk og for deres egen karriere, hvor lavtløn eller pension som bekendt ikke er noget problem. Hvad enten det er en borgerlig eller socialdemokratisk regering og dens støttepartier, så har de bundet sig til det klassesamarbejde og såkaldte klassekompromi, der hedder at arbejdergiverne betyder mest, selvom de måske i ord siger det modsatte. Og lige nu kører arbejdsgiverne frem med at øgede lønudgifter vil køre økonomien, væksten og landet i sænk.
Arbejderkvinderne må med
Det er en styrke, at bevægelsen mod Tjenestemandsreformen har udviklet sig tværfagligt og også har fået de studerende med. En gruppe kan ikke rykke dette spørgsmål alene. Og det heller ikke tilfældigt at de er kvindefagene med de mellemlange uddannelser, der bliver stadig mere presset hen på løn-og arbejdsforhold, der er lig med arbejderklassens, at det er dem der igen rykker. Nogle sygeplejersker har ikke helt skævt sammenlignet deres arbejdsforhold uden pauser med dem hos Nemlig.com.
Men bevægelsen bliver ikke stærk nok til hverken at sikre en ny tilfredsstillende lønreform og tidsramme for slet ikke at tale om ligeløn, hvis ikke alle de kvinder, der enten er ufaglærte eller har mindre uddannelse bliver inddraget og mobiliseret. Det er det, der er fællesnævneren i ligelønskampen, ikke hvor lang uddannelse man har. Kravet må være ligeløn til alle kvinder – ikke gennem småpuljer og tidsplaner der forsvinder i tåger – men ved at arbejdsgiverne betaler – hvad enten de er offentlige eller private. Det må være slut med uligeløn. Tålmodigheden er brugt op.
En retfærdig løn vil aldrig være opnåelig under kapitalismen. Det ligger indbygget i systemet, jo mere arbejdsgiveren kan presse lønnen, jo mere bliver der til profit og merværdi og jo mindre til arbejderen. Det samme med den offentlige arbejdsgiver. Jo mindre staten skal betale til flertallet af de offentlige ansatte, som er kvindefagene, jo mere bliver der til dem i toppen, til erhvervsstøtte, til krigsudgifter til NATO-oprustning osv. Det er et spørgsmål om klassekamp og styrkeforholdet mellem klasserne mellem arbejdsgiver og arbejder/ansat, hvor stor eller lille lønnen er.
Efter de store ligelønsstrejker blandt de offentlige kvindefag i 2007 og overenskomstkampen i foråret 2008, hvor sosumedhjælpere og -assistenter i ældreplejen over hele landet, hospitalspersonale – ikke mindst sygeplejerskerne, der strejkede i 59 dage – og pædagoger der strejkede, ja, så solgte fagtoppen som bekendt kravet med en lille lønstigning, en ligelønskommission og et ønske om en offentlig ligelønspulje fra Folketingets side.
Hvordan forhindres at det sker igen. Ved at stole på bevægelsen egne kræfter og ikke forhandlerne løfter om at sikrer det bedst mulige. Ved at udvikle og styrke bevægelsen på trods af fagtoppens modstand, hvis de står af på halvvejen og gå mod bevægelsen.
Strejke- dilemma!
Kommer det til en OK strejke for sygeplejerskerne (hvilket er endnu uvist ved redaktionen afslutning) kan bevægelsen for afskaffelsen af Tjenestemandsreformen spille en vigtig rolle i solidaritets- og støtte arbejdet omkring en strejke. Ingen af partnerne kan undvære hinanden for at blive så stærke som mulig, og målet er det samme – højere løn -lige løn.
Omsorgs fagene står jo altid i det problem, at de ikke alle kan nedlægge arbejdet på engang og gøre deres egen strejke 100 % effektiv som på en byggeplads eller fabrik. Men man kan så meget andet. Og der er mange kampformer der kan kombineres med punktstrejker. Det har sundhedspersonalet verden over vist her under Corona med alle former for aktioner. Lige fra at personalet hver morgen går 10 minutter på gaden med bannere, til mobilisering af protester blandt befolkningen over forholdene for omsorgspersonalet til at helt andre faggrupper går i sympati-aktioner. Lige nu er der en stor opbakning og forståelse for både de offentlige ansatte situation, krav og ligeløn. Og det er blevet meget konkret her under pandemien, hvor meget de offentlige omsorgsfag betyder for hele samfundet og for at folks hverdag kan fungere.
En topledet strejke fører ikke til resultater, den har oftest til formål at tage luften ud af protesten og trætte folk ud. Fagtoppen mobiliserer og inddrager ikke medlemmer i at udvikle og udbygge hverken strejken, kampen eller solidariteten bredere ud. Det bliver i stedet, hvad man før hen kaldte en kolonihave strejke, hvor folk bare skulle bakke forhandlerne op og vente på at den hvide røg steg op over et råddent kompromis.
Hvad vej en bevægelse, en strejke en kamp går er altid et politisk spørgsmål og kamp.
Efter de store ligelønsstrejker blandt de offentlige kvindefag i 2007 og overenskomstkampen i foråret 2008, hvor sosumedhjælpere og -assistenter i ældreplejen over hele landet, hospitalspersonale – ikke mindst sygeplejerskerne, der strejkede i 59 dage – og pædagoger der strejkede, ja, så solgte fagtoppen som bekendt kravet med en lille lønstigning, en ligelønskommission og et ønske om en offentlig ligelønspulje fra Folketingets side.
Så at gøre ligelønskampen til en politisk kamp er lige præcis ikke at overlade dem til politikere, men at styrke den politiske kamp i bevægelsen for at gøre den til en klassekampsbevægelse.
Vi har i den grad brug for at rykke den faglige kamp, klassekampen og kvindekampen et stort skridt frem.
13.5.2021.