Den vanskelige økonomiske situation i Serbien, lave lønninger, udenlandske virksomheder, der fremstiller sig selv som en slags “investorer” (hvor staten yder enormt høje subsidier, fritager dem for skatter og socialsikringsbidrag, giver gratis jord, infrastruktur osv.), har ført til strejker og demonstrationer.
Fiat var en af de første virksomheder til at investere i Serbien, i byen Kragujevac. Det italienske selskab var til stede som licensgiver til produktion af biler i perioden fra 1960’erne til 2000’erne. Propagandaen i Serbien gik på at vise offentligheden, hvor gode udenlandske investeringer var, som om de redder den serbiske økonomi fra sammenbrud. Alle myndigheder i Serbien, fra Slobodan Milosevic til Boris Tadic (hvis kadrer stadig er til stede i Aleksandar Vučic’ regering til en vis grad), ødelagde systematisk de tidligere samfundsejede virksomheder og erklærede, at disse selskabers aktiver ikke tilhører “nogen”.
Efter ændringerne i 2000 indførte den nye regering liberalistisk kapitalisme for fuld kraft og præsenterede den som den eneste løsning for den ødelagte økonomi. I de første ti år, fra 2000 til midten af det andet årti af 2000’erne, blev næsten al ejendom, som de samfundsejede virksomheder havde, systematisk plyndret og ødelagt. Ligegyldig om de fungerede godt eller dårligt.
Det nye regime i Serbien, som kom til magten i 2012, har ført en endnu hårdere neoliberal politik på det økonomiske område. Aleksandar Vučić førte endnu mere målrettet politik efter Friedmans neoliberalisme end sine forgængere. Da der ikke var noget tilbage at plyndre, begyndte regimet at tigge rund om i verden og tilbyde Serbien som en slags “Mekka” for udenlandsk kapital.
Den herskende elite begyndte at komme med meddelelser om, at det enorme antal arbejdsløse begyndte at falde på grund af den udenlandske kapital. Men sandheden er anderledes. Antallet af arbejdsløse er faldende (hvis det overhovedet er tilfældet) på grund af masseudvandringen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder til Vesten. Og arbejdsløshedstallene blev mindre på grund af ændringen i metoden til at opgøre antallet af arbejdsløse. Et af de mest berømte eksempler på en sådan økonomisk politik er Fiat-fabrikken i Kragujevac.
Gennem mange år har arbejderne protesteret og strejket på grund af dårlige arbejdsvilkår. Ved dette års start, 2021, udviklede utilfredsheden sig til en generalstrejke. Serbiens Revolutionære Arbejderalliance har fulgt strejken blandt arbejderne på Fiat-fabrikken. Og vores avis “Arbejdernes Diktat” var blandt de første til at skrive om problemerne med den nye overenskomst på Fiat Chrysler og Fiat Plastic. Og vi har ydet ubetinget støtte til Fiat Plastic-strejkekomiteen fra start.
Den 12. januar indledte arbejderne en times advarselsstrejke, der ikke førte til en aftale med arbejdsgiveren i de forhandlinger, der foregik.
Generalstrejken på fabrikken begyndte den 18. februar. Arbejdsgiveren havde sat lønnen ned. Lønnen for kollegaerne på Fiat Plastic-arbejderne var blevet sat løn ned med omkring 15.000 dinarer. Arbejderne rejste samtidig et krav om at få hævet kompensationen for betalt orlov fra 60 procent til 65 procent af deres løn.
Protesterne fortsatte, og i august forlød det, at folk fra Sikkerheds- og Informationstjenesten i Serbien ville kontakte fagforeningsformanden for Fiat Plastic-arbejdernes fagforening. Formanden for strejkekomiteen fortalte dette i medierne og informerede dem om den “samtale”, som fagforeningslederen ville blive inviteret til af sikkerhedstjenesten. Alt dette blev gjort som en slags pres fra den borgerlige regering i Serbien, der som altid er imod arbejderne og deres krav.
På 21. september blev der holdt et møde i Fiat Plastic-strejkekomiteen i Kragujevac med forligsmanden fra statsinstitutionen for ’fredelig bilæggelse af arbejdskonflikter’. Ifølge repræsentanterne for arbejderne talte de under forhandlingerne med forligsmanden mest om de juridiske aspekter i forbindelse med deres strejkekrav, samt om Fiat-ledelsens synspunkter. Forligsmanden ønskede at vide, hvad strejkens ”røde linje” var, det vil sige hvilke krav de strejkende ikke ville opgive op for at indgå en aftale med selskabets ledelse. De strejkende og Zoran Miljković, formanden for strejkekomiteen, gentog kravene, som de hele tiden havde gjort, og at opfyldelsen af dem var “betingelsen over alle betingelser” for, at arbejderne vendte tilbage til arbejdet ved maskinerne i produktionshallerne.
Samtalen mellem forligsmanden fra statsinstitutionen og lederne af Fiat blev udsat på grund af fraværet af Marcel Batalja, finansieringsdirektør for Fiat. Derefter vil der blive afholdt et trepartsmøde med deltagelse af begge parter, de strejkende og ledelsen af Fiat, med forligsmandens mægling. Forhandlingerne skal afsluttes inden for den lovbestemte frist på en måned fra deres begyndelse.
Siden februar har arbejderne i Fiat Plastic været i generalstrejke, velorganiseret, i en solidarisk og venlig atmosfære, ikke bukket under for presset, ikke givet op og blevet til en inspirationskilde til kampen for det arbejdende folk i hele landet. Kragujevac’ arbejdere har vist, at kampen ikke er forbi, at arbejderklassen ikke er overrasket over den nye kapitalistiske offensiv, og at den ved, hvordan man kæmper. Det nye Røde Banner vajede i arbejderbyen Kragujevac. Lørdag den 24. april viste arbejderne i Fiat Plastic deres protest foran Kragujevac’ rådhus, med stor klassebevidsthed, og sagde, at de ville kæmpe til det sidste.
Ved denne lejlighed bør betydningen af arbejderklassens internationalisme også understreges, hvilket spillede en afgørende rolle i Fiat Plastic-arbejdernes strejke. Den solidaritet som de italienske COBAS-fagforeninger for Fiat-arbejdere viste over for Kragujevac’ arbejdere, stemte helt overens med den solidaritet med Kragujevac’ arbejdere, som vores Alliance og vor søsterorganisation, den italienske marxistisk-leninistiske organisation Kommunistisk Platform, organiserede. Den internationale solidaritet tvang de italienske monopolister til at reagere på og hurtigt sende folk fra Fiat-ledelsen til Kragujevac.
Den Revolutionære Arbejderalliance glæder sig over denne præstation af Kragujevac’ arbejdere, som har vist, at arbejderklassens klassekamp ikke kan slås helt ned, at arbejderne er klar over deres styrke og historiske mission, at arbejderklassens magt ligger i enhed og er stærkere end alle!
Solidaritet med Fiat Plastic-arbejderne!
Længe leve arbejderklassens kamp!
oversat fra Unity & Struggle, https://www.enhedogkamp.dk/unity-and-struggle-nr-43-nov-2021/
Udgivet af CIPOML den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer
Ved redaktionens afslutning er Kragujevac’arbejderne forsat i strejke, da deres krav ikke er opfyldt. Heller ikke de forhandlinger med ledelsen som arbejdsminister KisicTepavcevic stod for og som det fagretslige system kræver har fundet sted inden for den juridiske frist. opfyldte – De strejkende arbejdere beskriver situationen som “status quo”, og at Fiat er “i kaos”.