Efter flere måneders spændinger i Ukraine er udviklingen nu alarmerende med den militære intervention, som Rusland har sat ind fra luften, landjorden og havet. Og som de satte igang efter anerkendelsen af de to selverklærede “republikker” i det østlige Ukraine.
Spændingerne begyndte, da Rusland annekterede Krim og støttede de to selverklærede “folkerepublikker” (Donetsk og Lugansk) i det østlige Ukraine. En reaktion på Ukraines vej mod Vesten med det amerikansk og EU-støttede “Maidan-kup”. Og da Ukraines ambition om NATO-medlemskab og opstilling af langtrækkende missiler på landets territorium med amerikansk opmuntring blev sat på dagsorden, erklærede Rusland dette for sine “røde linjer”.
Den langvarige spænding blev genoplivet, da Rusland samlede et stort antal tropper nær Ukraine. Det voksede yderligere med beslutningen om at flytte tropper ind i Donbass (Donetsk og Lugansk). Rusland stoppede imidlertid ikke i Donbass og fortsatte med at ødelægge Ukraines militære infrastruktur for at tvinge Ukraine og Vesten til at opgive deres planer om landets NATO-medlemskab. Hvilket de hævdede udgør en sikkerhedsrisiko for Rusland.
NATO-landene, især USA og Storbritanien, er tilfredse med de økonomiske (og politiske) sanktioner, som de sagde ville blive intensiveret. Rusland sætter på sin side et militært pres ind mod Ukraine, hvis regerende borgerskab gennem lang tid har været splittet, for at gennemføre et regimeskifte. Rusland synes at sigte mod at overtale Zelensky-regeringen til et kompromis, der vil acceptere russiske krav, eller skabe et regeringsskifte, der så vil gøre dette.
Vi har været vidne til en ny “kold krig” ført an af USA, indtil Rusland anerkendte Donbass- “republikkerne” og lancerede en militær intervention. USA og dets nære allierede som Storbritannien har siden begyndelsen af januar antydet, at Rusland ville invadere Ukraine, og endda givet nærmere tidsfrister som “snart” eller “inden for 48 timer”. Selv om Ruslands militære indtrængen i Ukraine ser ud som en retfærdiggørelse af de vestlige imperialistmagters handlinger, så fremprovokerede USA og Storbritannien og NATO åbenlyst en krig ved at insistere på Ukraines NATO-medlemskab og højne propagandaen for en “russisk invasion”.
*
Ukraine-spørgsmålet berører bestemt dette land og Europa i særlig grad, men det er ikke et isoleret problem. Det er en del af et “stort billede” ligesom det nuværende Syrien-problem, de “handelskrige”, som USA har indledt mod især Kina, men også mod Europa, og for nylig Kinas oprustning af kunstige øbaser i Det Sydkinesiske Hav, hvor Japan og Vietnam også gør krav på rettigheder. Det “store billede” er kampen for den økonomiske og territoriale genopdeling af verden mellem de store imperialistiske lande, med deres egne zoner af overherredømme. Rusland deltager i denne rivalisering, først ved at skubbe Vestens fremrykning i Georgien tilbage og derefter ved at konfrontere Vesten direkte i Syrien og nu i Ukraine.
De to hovedaktører i den interimperialistiske kamp for en genopdeling af verden er USA og Kina. Selv om USA er blevet svækket, fastholder det sin førerposition både økonomisk og politisk-strategisk. Kina gør fremskridt med gigantiske skridt og har allerede udvidet sin økonomiske indflydelse til alle kontinenter. Det halter stadig bag efter USA, men USA er klar over, at Kina vil overhale det i den nærmeste fremtid, måske inden for et årti.
Kina har skubbet gamle problemer med Rusland i baggrunden og har udvist det solidaritet. Kina har brug for russiske energiressourcer samt beskyttelse af russiske atomvåben som modvægt til USA. Rusland har på sin side brug for Kinas økonomiske magt. Sammen udgør de en stor trussel mod USA.
Over for Kina og Rusland forsøger USA at samle sine tidligere europæiske allierede, som kraftigt signalerer, at de går deres egne veje og har tendens til at føre uafhængige politikker på grund af deres forskellige interesser.
Og USA ved, at det skal forsvare sig mod den trussel, som Kina og Rusland udgør mod landets globale dominans, før Kina bliver for stærk til at blive stoppet. Derfor, ved at vise dem enden af en pistol, fører USA stormagtspolitik og forsøger at tvinge dem ind i en kamp, før de er stærke nok, eller til at bakke tilbage og acceptere dets vilkår. Det faktum, at Rusland ikke blot sendte tropper til Donetsk og Lugansk, men også rykkede ind i resten af Ukraine med risiko for at blive mål for reaktionen fra Europas folk og beskyldt for at være en “angriber”, viser, at det heller ikke tøver med at følge sin stormagtspolitik.
*
Spændingerne i Ukraine giver mening, når de ses i det fulde billede.
USA ønsker at splitte den rivaliserende blok og målrette og undertrykke den relativt svagere part ved at omringe den. Efter Sovjetunionens opløsning tog USA skridt til at svække Rusland og omringe det ved at vende de tidligere sovjet- og folkerepublikker mod vest gennem ”fredelige revolutioner” og føje dem til NATO en efter en. USA og dets nære allierede, især Storbritannien, forsøger at isolere Rusland og tvinge det til at trække sig ved at afbryde alle bånd til EU-landene og fremstille det som en aggressiv magt med en tendens til at starte en krig i Europa. Med dette sigter USA også mod at destabilisere Rusland økonomisk, da dets vigtigste indtægtskilde er olie- og naturgassalg.
Hvis det lykkes, vil det ikke blot få Rusland sat tilbage, men vil også lykkes indirekte at gøre det samme mod Kina. Kina er klar over dette, og selv om det har undgået at blive fuldt involveret i Ukraine-problemet, har det stået sammen med Rusland mod USA’s ”koldkrigs”-taktik.
USA har også til formål at afskære gasstrømmen fra Rusland til Europa, især til Tyskland, hvis industri har brug for relativt billig russisk gas via Nord Stream 1 og Nord Stream 2. Ved at gøre dette ønsker USA at tvinge Tyskland, som altid har ført en anden ”østpolitik” over for Rusland, og andre europæiske lande til at følge USA. Tyskland har modstræbende standset Nord Stream 2’s godkendelsesproces efter Ruslands indtrængen i Ukraine. Og USA synes til en vis grad at være lykkedes med det, om end midlertidigt. På den anden side er det indlysende, at Tyskland og Frankrig, EU’s førende magter, også er imperialistiske lande, der forfølger deres egne interesser, bevæbner sig for at sikre disse, og har fået Ukraine til at ændre sin politik for at blive medlem af EU.
Ligesom Syrien og før det Libyen er nu også Ukraine skueplads for den interimperialistiske konflikt for nyopdeling af verden. I disse konfrontationer er arbejderne og befolkningerne i Ukraine, Syrien og Libyen involveret som tropper og kanonføde til fordel for det ene eller det andet imperialistiske land, de trækkes med af de forskellige sider og lider under krigens konsekvenser.
*
Ingen af de parter, der er involveret i Ukraine-konflikten, fører en politik, der er til fordel for befolkningen. Hverken USA og dets vigtigste allierede, som er de vigtigste kræfter, der fører stormagtspolitik, eller Rusland og Kina. Heller ikke de europæiske imperialister ledet af Tyskland og Frankrig, der, selvom de ikke foretrækker en altomfattende krig i dag, reagerer med fare for dette indimellem, som det er tilfældet med Rusland i Ukraine-konflikten. Der findes ingen gyldig grund for at støtte nogen af disse parter. Tesen om, at Rusland og Kina er venner af befolkningerne, er lige så meget en løgn som tanken om, at Vesten er ”forsvarer af suverænitet og demokrati”.
Befolkningerne i de imperialistiske lande, der er part i konflikten, har ikke den mindste interesse i den Ukraine-politik, som deres herskende klasser fører. Desuden lider befolkningerne i alle lande, især Europas, under stigende inflation, faldende lønninger, forværrede arbejds- og levevilkår – drevet af våbenudgifter – og den stigende tendens til fascisme. Hertil kommer kædeprisstigningerne udløst af stigende energipriser, der allerede forværres af nedskæringer i transportruterne som følge af Ruslands angreb på Ukraine.
Mens USA og dets allierede fortsætter med at bruge stedfortrædere (Zelinsky-regimet) i Ukraine, afslører Ruslands direkte brug af våben, at den interimperialistiske kamp for en genopdeling af verden bliver hårdere. Samtidig viser dette, hvor let denne imperialistiske kamp kan blive til en væbnet konflikt, der fuldstændig tilsidesætter folkets kamp for deres levebrød.
Den internationale arbejderklasse og verdens folk ønsker uden tvivl fred, hvor de kan arbejde og leve en menneskeværdig tilværelse uden den udnyttelse og undertrykkelse. Vi, verdens marxistisk-leninistiske kommunister, hvis vigtigste opgave er den internationale arbejderklasses og befolkningernes interesser, ønsker naturligvis fred. Det er også grunden til, at vi modsætter os militære interventioner, invasioner og krige, der dækker over og komplicerer de arbejdende folks kamp i alle lande mod udnyttelse og tyranni samt forpligter os til at forsvare hver nations ret til selvbestemmelse. Vi fordømmer det russiske angreb på Ukraine.
Arbejderklassen og befolkningerne i alle lande er nødt til at forene deres kræfter og kampe for socialismen, kræve arbejdspladser, brød og politisk demokrati samt en afslutning på den imperialistiske kamp for en genopdeling af verden – ikke begrænset til Ukraine – og en ende på våbenraslen med dette formål.
Rusland skal betingelsesløst trække sig ud af Ukraine!
Ikke flere krigsudgifter!
Opløs NATO-lignende militære pagter, og træk udenlandske tropper ud af alle lande!
Længe leve den internationale arbejderklasses og de undertrykte folks kamp for job, brød, demokrati, fred og socialisme!
28. februar 2022
Koordinationsudvalget, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, CIPOML
Oversat fra No war in Ukraine, no to all kinds of warmongering!