Hvorfra stammer inflationen? Svaret på dette spørgsmål hænger nøje sammen med forståelsen af værdi og udviklingen af penge. I den sovjetiske lærebog i Politisk Økonomi, findes en basal indføring i Kapitalen af Karl Marx. Lærebogen blev udgivet i 1954, og bruger eksempler fra den tid, men langt det meste kan sagtens forstås også i dag. På spørgsmålet om værdi og inflation indeholder bogen, ud over en kort redegørelse af den historiske udvikling, en beskrivelse af papirpengene i de kapitalistiske samfund i første del af det 19. århundrede. Her beskrives hvordan de kapitalistiske staters herskende klasser benytter udstedelse af uindløselige banknoter og papirpenge og devaluering af valutaerne som middel til yderligere udbytning og udplyndring af den arbejdende befolkning. Et afsnit der beskriver Penge og deres funktioner i den socialistiske økonomi, er her gengivet som det midterste af tre længere uddrag fra bogen.
Herunder er gengivet 3 uddrag fra Lærebog i Politisk Økonomi, Videnskabernes Akademi i USSR, Instituttet for Økonomi. August 1954. Udgivet på dansk i 1955.
(Uddrag fra side 82 – 91)
Udviklingen af værdiens former. Pengenes væsen
Varens værdi skabes af arbejdet i produktionsprocessen, men den kommer kun til udtryk ved, at den ene vare jævnføres med den anden i omsætningsprocessen, d.v.s. gennem bytteværdien.
Den enkle værdiform har man, når en vares værdi udtrykkes ved en anden vare, f.eks. 1 økse = 20 kg korn. Lad os undersøge denne form.
Her er øksens værdi udtrykt i korn. Kornet tjener som middel til at udtrykke øksens værdi. Når det er muligt at udtrykke øksens værdi ved kornets brugsværdi, skyldes det alene, at der til fremstilling af kornet ligesom til fremstilling af øksen er anvendt arbejde. Den vare (i vort eksempel øksen), hvis værdi udtrykkes ved en anden vare, befinder sig i den relative værdiform. Den vare (i vort eksempel kornet), hvis brugsværdi tjener til at udtrykke den anden vares værdi, befinder sig i ækvivalentformen. Kornet er ækvivalent for (har samme værdi som) den anden vare, øksen. Den ene vares, kornets, brugsværdi bliver således den form, hvori den anden vares, øksens, værdi udtrykkes.
Oprindelig havde udvekslingen, som opstod allerede i ursamfundet, tilfældig karakter og foregik ved umiddelbar udveksling af det ene produkt mod det andet. Til dette stadium i omsætningens udvikling svarer den enkle eller tilfældige værdiform:
1 økse = 20 kg korn.
Ved den enkle værdiform kan øksens værdi kun udtrykkes ved een vares brugsværdi, i dette tilfælde korn.
Med den samfundsmæssige arbejdsdelings tiltagen blev udvekslingen et mere regelmæssigt fænomen. De kvægavlende stammer f.eks. begyndte at fremstille et overskud af kvægavlsprodukter, som de byttede bort for de agerbrugs- og håndværksprodukter, de manglede. Til dette trin i omsætningens udvikling svarer den totale eller udfoldede værdiform. I udvekslingen deltager ikke to, men en hel række varer:
1 får = 40 kg korn, eller 20 m lærred, eller 2 økser, eller 3 gr guld o.s.v.
Her udtrykkes varens værdi ikke ved brugsværdien af en enkelt vare, men ved brugsværdien af mange varer, der hver for sig optræder som ækvivalent. Samtidig antager de kvantitative forhold, i hvilke varerne udveksles, en mere permanent karakter. Den umiddelbare udveksling af en vare mod en anden bevares imidlertid endnu på dette trin.
Efterhånden som den samfundsmæssige arbejdsdeling og vareproduktionen yderligere udvikles, bliver den form, at en vare direkte udveksles med en anden vare, utilstrækkelig. I udvekslingsprocessen opstår der vanskeligheder, der skyldes, at modsigelserne i vareproduktionen tager til. Stadig oftere opstår f.eks. den situation, at den, der har støvler, vil have en økse, medens den, der har øksen, ikke har brug for støvler, men for korn: der kan ikke komme nogen handel i stand mellem disse to varebesiddere. Så bytter støvlernes besidder dem bort for den vare, som hyppigst indgår i udvekslingen, og som alle er villige til at tage imod, lad os sige et får, og derefter tiltusker han sig for dette får den økse, han har brug for. Og øksens besidder, som nu har fået øksen ombyttet med et får, bytter det bort for korn. Lidt efter lidt forsvinder den umiddelbare omsætning af en vare mod en anden. Af varernes mængde udskiller der sig én, f.eks. kvæg, som alle varer begynder at blive udvekslet med. Til dette udviklingstrin i udvekslingen svarer den almene værdiform:
40 kg korn, eller 20 m lærred, eller 2 økser, eller 3 gr guld o.s.v. = 1 får
Den almene værdiform kendetegnes ved, at alle varer begynder at blive udvekslet med en vare, der optræder som alment ækvivalent. På dette trin er der imidlertid endnu ikke nogen enkelt vare, der er fastslået som alment ækvivalent. I forskellige egne optræder forskellige varer i rollen som alment ækvivalent. Et sted er det kvæg, et andet pelsværk, et tredje salt o.s.v.
Produktivkræfternes yderligere vækst førte til udvikling af vareproduktionen og udvidelse af markedet. Den mangfoldighed af varer, der optrådte som alment ækvivalent, kom i modsætning til det voksende markeds behov, der krævede overgang til et enkelt ækvivalent. Denne rolle tilfaldt efterhånden de ædle metaller, sølv og guld.
Så snart rollen som alment ækvivalent var tilfaldet en enkelt vare, f.eks. guld, opstod værdiens pengeform:
40 kg korn, eller 20 m lærred, eller 2 økser, eller 1 får o.s.v. = 3 gr guld
Nu udtrykkes alle varers værdi i brugsværdien af guld, som er blevet alment ækvivalent.
Penge er en vare, som er blevet alment ækvivalent for alle andre varer; de er legemliggørelsen af det samfundsmæssige arbejde og udtrykker produktionsforholdene mellem vareproducenterne. Med fremkomsten af penge opstår der en spaltning af vareverdenen i to poler; på den ene pol har vi alle de almindelige varer tilbage, på den anden pol den vare, der fungerer som penge.
Pengenes funktioner.
Efterhånden som vareproduktionen vokser, udvikles de funktioner, pengene varetager. I den udviklede vareproduktion optræder pengene som: 1) værdimålestok, 2) omsætningsmiddel, 3) akkumulationsmiddel, 4) betalingsmiddel og 5) verdenspenge.
Pengenes hovedfunktion består i at tjene som værdimålestok for varerne. Ved hjælp af penge foregår den spontane beregning og måling af alle varers værdi. Varens værdi kan ikke udtrykkes umiddelbart i arbejdstid, da de private vareproducenter er indbyrdes isolerede og arbejder hver for sig, således at det ikke er muligt at beregne den mængde arbejde, som ikke den enkelte vareproducent, men samfundet som helhed anvender på fremstillingen af den eller den vare. Som følge heraf kan varens værdi kun udtrykkes indirekte ved, at varen i omsætningen sættes lig med penge.
For at kunne fungere som værdimålestok må pengene selv være en vare, have værdi. Ligesom et legemes vægt kun kan måles ved hjælp af lodder, der har vægt, kan varens værdi kun måles ved hjælp af en vare, som har værdi.
Varernes værdi måles ved guld allerede før vedkommende vare er blevet udvekslet med penge. For at udtrykke varernes værdi i penge er det ikke nødvendigt at have kontante penge i hænde. Når varens ejer fastsætter en bestemt pris på den, udtrykker han i tanken, eller som Marx siger, ideelt, varens værdi i guld. Det er muligt, fordi der rent faktisk eksisterer et bestemt forhold mellem guldets værdi og vedkommende vares værdi; dette forhold beror på det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der er anvendt ved deres fremstilling.
Varens værdi udtrykt i penge kaldes dens pris. Prisen er pengeudtrykket for varens værdi.
Varerne udtrykker deres værdi i bestemte mængder sølv eller guld. Disse mængder af pengevaren må på deres side også måles. Heraf opstår nødvendigheden af en måleenhed for penge. En sådan enhed er en bestemt vægtmængde af pengemetallet.
I England er f.eks. navnet på pengeenheden et pund sterling, som engang har svaret til et pund sølv. Senere blev pengeenhederne skilt fra vægtenhederne. Dette skete på grund af indførsel og anvendelse af udenlandske mønter og overgang fra sølv til guld, men navnlig som følge af regeringernes forringelse af mønten, idet de efterhånden formindskede dens vægt. For lettere al kunne anvende pengeenhederne, deles de i mindre dele: 1 rubel i 100 kopek, 1 dollar i 100 cents, 1 francs i 100 centimer etc.
Pengeenheden og dens underenheder tjener som prisenhed. Som prisenhed spiller pengene en helt anden rolle end som værdimålestok. Som værdimålestok måler pengene andre varers værdi, som prisenhed måler de mængden af selve pengemetallet. Pengevarens værdi forandrer sig sammen med forandringerne i den mængde arbejde, der er samfundsmæssigt nødvendigt til at producere den. Forandringer i guldets værdi afspejles ikke i dets funktion som prisenhed. Hvilke forandringer guldværdien end undergår, er 1 dollar altid 100 gange så meget som 1 cent.
Staten kan forandre pengeenhedens guldindhold, men er ikke i stand til at forandre værdi forholdet mellem guld og andre varer. Hvis staten formindsker den guldmængde, pengeenheden indeholder, d.v.s. nedsætter dens guldindhold, så vil markedet reagere herpå med en prisstigning, og en vares værdi vil som før blive udtrykt i den mængde guld, der svarer til det arbejde, der er anvendt til denne vares fremstilling. Nu kræves der blot mere af pengeenheden end tidligere til at udtrykke denne mængde guld.
Varepriserne kan stige eller falde under indflydelse af forandringer i såvel varernes som guldets værdi. Guldets værdi, såvelsom alle andre varers, afhænger af arbejdsproduktiviteten. Således forte opdagelsen af Amerika og dets rige guldfelter og i særdeleshed opdagelsen af de brasilianske gruber i det 17. århundrede til en prisrevolution. I Amerika kostede det mindre arbejde at udvinde guldet end i Europa. Da det billigere amerikanske guld strømmede til Europa forte det til en almindelig prisstigning.
Penge fungerer som omsætningsmiddel. Den udveksling af varer, der foregår ved hjælp af penge, kaldes vareomsætningen. Vareomsætningen er uløseligt forbundet med pengenes egen omsætning: når varen skifter ejer fra sælger til køber, skifter pengene ejer fra køber til sælger. Pengenes funktion som omsætningsmiddel består i, al de optræder som formidler i vareomsætningen. For at opfylde denne funktion må pengene være til stede.
Oprindelig var de penge, man brugte i udvekslingen, ligefrem sølv- eller guldbarrer. Dette skabte vanskeligheder for omsætningen: det var nødvendigt at veje pengemetallet, at dele det i mindre stykker og prøve dets lødighed. Efterhånden blev barrer af pengemetallet erstattet af mønter. En mønt er et stykke metal af bestemt form, vægt og lødighed, som tjener som lovligt omsætningsmiddel. Møntprægningen lå i statens hånd.
Under omsætningsprocessen slides mønterne og mister en del af deres værdi. Pengeomsætningens praksis viser, at slidte mønter kan fungere på lige fod med fuldvægtige mønter. Dette forklares ved, at pengene som omsætningsmiddel spiller en forbigående rolle. Som regel får sælgeren penge for sin vare for så at købe en anden vare for disse penge. Følgelig behøver penge som omsætningsmiddel ikke nødvendigvis at have selvstændig værdi.
Ud fra den erfaring, at slidte mønter indgår i omsætningen, har regeringerne med overlæg forringet mønten, formindsket dens vægt og forringet lødigheden uden at forandre møntens nominelle værdi, d.v.s. mængden af de på den angivne pengeenheder. Mønter er i stadig højere grad blevet et værditegn, et pengetegn. Deres virkelige værdi er langt mindre end den nominelle værdi.
Varens spaltning i vare og penge betegner en udvikling af vareproduktionens modsigelser. Ved direkte udveksling af en vare for en anden er hver transaktion af isoleret karakter, og salget er uadskilleligt forbundet med køb. Udveksling ved hjælp af penge, d.v.s. vareomsætning, er noget andet. Her forudsætter udvekslingen alsidige forbindelser mellem vareproducenterne og en ustandselig sammenfletning af deres transaktioner. Den åbner mulighed for at skille salg fra køb. Vareproducenten kan sælge sin vare og en vis tid beholde de penge, han har fået. Når mange vareproducenter sælger uden at købe, kan der opstå en standsning i vareafsætningen. Således er muligheden for kriser indeholdt allerede i den simple vareomsætning. Men for at forvandle denne mulighed for kriser til uundgåelighed er en række forudsætninger nødvendige, som først opstår med overgangen til den kapitalistiske produktionsmåde.
Penge fungerer som akkumulationsmiddel eller som middel til skatdannelse. Da penge er rigdommens almene udtryk, kan man altid forvandle dem til hvilke varer, det skal være. Penge forvandles til en skat i de tilfælde, hvor de holdes tilbage fra omsætningen. De kan opbevares i hvilken som helst mængde. Vareproducenter akkumulerer f.eks. penge for at købe produktionsmidler eller som opsparing. Kun fuldlødige penge kan fungere som en skat: sølv- og guldmønter, sølv- og guldbarrer og genstande af guld og sølv.
Penge fungerer som betalingsmiddel. Penge optræder som betalingsmiddel i de tilfælde, da køb og salg af varen foregår på kredit, d.v.s. ved udskydelse af betalingen. Ved køb på kredit overgår varen fra sælgeren til køberen uden øjeblikkelig betaling af den købte vare. Når fristen for betaling af den købte vare udløber, betales pengene af køber til sælger uden overdragelse af varen, som har fundet sted tidligere. Penge fungerer også som betalingsmiddel ved betaling af skatter, jordrente etc.
Pengenes funktion som betalingsmiddel afspejler den videre udvikling af vareproduktionens modsigelser. Forbindelserne mellem de enkelte vareproducenter bliver mere omfattende, og deres gensidige afhængighed vokser. Nu bliver køberen skyldner, og sælgeren bliver kreditor. Når mange varebesiddere køber på kredit, kan manglende betaling til forfaldsdag for en eller flere af skyldnernes vedkommende få følger for hele rækken af betalingsforpligtelser og fremkalde bankerot af en hel række varebesiddere, der er indbyrdes forbundet gennem kreditforholdet. Således forstærkes den mulighed for kriser, som forelå allerede i pengenes funktion som omsætningsmiddel.
Undersøgelsen af pengenes funktion som omsætningsmiddel og betalingsmiddel gør det muligt at opstille den lov, der bestemmer den pengemængde, som er nødvendig til varernes omsætning.
Varer sælges og købes mange steder på samme tid. Den pengemængde, der er nødvendig til omsætningen på et givet tidspunkt, afhænger først og fremmest af den samlede pris på de i omsætningen foreliggende varer, og den samlede pris afhænger igen af varemængden og priserne på de enkelte varer. Desuden må man tage hensyn til den hastighed, hvormed pengene cirkulerer. Jo hurtigere pengene cirkulerer, des færre af dem behøves der i omsætningen, og omvendt. Hvis der f.eks. i løbet af en vis periode, lad os sige et år, sælges varer for 1 milliard dollars, og hver dollar i gennemsnit udfører 5 omløb, så behøves der til omsætningen af den samlede varemængde 200 millioner dollars.
På grund af den kredit, vareproducenterne indrømmer hinanden, formindskes behovet for penge med den samlede pris for de varer, der leveres på kredit, og med de betalinger, der gensidigt ophæver hverandre. Rede penge behøves kun til betaling af forfaldne gældsforpligtelser.
Loven for pengecirkulationen lyder altså, at den pengemængde, der behøves til vareomsætningen, er lig med varernes samlede pris delt med det gennemsnitlige antal omløb, som vedkommende pengeenhed foretager. Herved må den samlede prissum reduceres med prisen på de varer, der er leveret på kredit, og med summen af betalinger, der ophæver hinanden, og forøges med summen af forfaldne betalinger.
Denne lov har almen gyldighed for alle samfundsformationer med vareproduktion og vareomsætning.
Endelig optræder penge som verdenspenge i den internationale omsætning. Ikke-fuldlødige mønter eller papirpenge kan ikke optræde som verdenspenge. På verdensmarkedet affører pengene sig møntformen og fremtræder i deres oprindelige form, som barrer af ædle metaller. På verdensmarkedet, i omsætningen mellem landene, er guldet alment købemiddel, alment betalingsmiddel og alment udtryk for den samfundsmæssige rigdom.
Udviklingen af pengenes funktioner afspejler væksten i vareproduktionen og dens modsigelser. Under vareproduktionen, der hviler på privateje af produktionsmidlerne, bliver penge et middel til menneskets udbytning af mennesket.
Guld og papirpenge
Så længe det er guldmønter, der optræder som penge, tilpasser deres antal sig spontant efter vareomsætningens behov. Ved formindskelse af vareproduktionen og ind- skrumpning af vareomsætningen går en del af guldmønterne ud af omsætningen og forvandles til skat. Når produktionen udvides, og vareomsætningen vokser, går disse mønter på ny ind i omsætningen.
Under den udviklede vareproduktion benyttes der ved køb og salg ofte papirpenge i stedet for guldmønter. Udstedelsen af papirpenge opstod, fordi der cirkulerede slidte og værdiløse mønter, som blev til guldtegn, pengetegn.
Papirpenge er pengetegn, der udstedes af staten og skal modtages som betaling, og som erstatter guldet i dets funktion som omsætningsmiddel. Papirpenge har ingen selvstændig værdi. Der-‘ for kan de ikke fungere som værdimålestok for varerne. Hvor mange papirpenge der end bliver udstedt, så repræsenterer de kun værdien af den guldmængde, som er nødvendig til formidling af vareomsætningen. Papirpenge indløses ikke med guld.
Hvis papirpengene udstedes i overensstemmelse med den mængde guld, der kræves til omsætningen, så er papirpengenes købekraft, d.v.s. den mængde varer, man kan købe for dem, identisk med guldpengenes købekraft. Men staten udsteder ofte, og i særdeleshed i krigstid, under kriser og i andre urolige tider papirpenge til dækning af sine udgifter uden at tage hensyn til vareomsætningens behov. Ved indskrænkning af produktion og vareomsætning eller ved udstedelse af ekstraordinære mængder papirpenge overstiger de den mængde guld, der er nødvendig til omsætningen. Lad os antage, at der udstedes dobbelt så mange papirpenge som nødvendigt. I dette tilfælde vil hver papirpengeenhed (dollar, mark, franc etc.) kun repræsentere den halve guldmængde, d.v.s. at papirpengenes værdi er blevet forringet til det halve.
De første forsøg på at udstede papirpenge fandt sted allerede i slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede: i USA i 1692 (i forbindelse med krigen mod Canada), i Frankrig i 1716; England begyndte at udstede papirpenge under Napoleonskrigene. De første papirpenge i Rusland blev udstedt under Katarina II.
Overdreven udstedelse af papirpenge, som fører til, at pengene mister deres værdi, og som benyttes af de herskende klasser til at vælte statsudgifterne over på de arbejdende massers skuldre og forstærke udbytningen, kaldes inflation. Inflationen, som fremkalder en stigning i varepriserne, træffer de arbejdende hårdest, eftersom arbejdernes og funktionærernes løn ikke holder trit med priserne. Kapitalister og godsejere tjener på inflationen. (Læs mere om inflation i sidste afsnit om De kapitalistiske landes pengeomsætning)
Værdiloven — den økonomiske lov for vareproduktionen.
Under vareøkonomien, der hviler på privatejendom, er det isolerede, private vareproducenter, der fremstiller varerne. Blandt vareproducenterne foregår der en konkurrencekamp. Enhver søger at fortrænge de andre og styrke og udvide sin egen position på markedet. Produktionen foregår uden nogen fælles plan. Enhver producerer for sig selv, uafhængig af de andre, ingen ved, hvilket behov der eksisterer for den vare, han fremstiller, og hvor mange andre vareproducenter der har optaget produktionen af den samme vare, og om han kan sælge varen på markedet og få dækning for det arbejde, han har lagt i den. Med udviklingen af vareproduktionen bliver markedets magt over vareproducenterne stadig større.
Det vil sige, at under vareproduktion på grundlag af privateje af produktionsmidlerne gælder den økonomiske lov om konkurrence og anarki indenfor produktionen. Denne lov genspejler produktionens og udvekslingens spontane karakter og de private vareproducenters kamp om bedre betingelser for produktion og afsætning.
Under produktionsanarkiet i vareøkonomien, der hviler på privatejendom, optræder værdiloven som spontan regulator af produktionen, idet den slår igennem via markedskonkurrencen.
Værdiloven er den økonomiske lov for vareproduktionen, efter hvilken varerne udveksles i forhold til den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der er medgået til deres produktion.
Værdiloven regulerer spontant fordelingen af samfundets arbejde og produktionsmidlerne mellem de forskellige grene af vareøkonomien ved hjælp af prismekanismen. Under indflydelse af svingningerne i forholdet mellem tilbud og efterspørgsel er varepriserne til stadighed højere eller lavere end varernes værdi. Prisernes afvigelser fra værdien er ikke resultat af en eller anden mangel ved værdilovens funktion, men tværtimod den eneste mulige måde, hvorpå den kan sætte sig igennem. I et samfund, hvor produktionen befinder sig i hænderne på privatbesiddere, der arbejder i blinde, er det kun gennem de spontane prissvingninger på markedet, at vareproducenterne kan vide, hvilke produkter der er blevet fremstillet for mange eller for få af i forhold til befolkningens købedygtige efterspørgsel. Det er alene de spontane prissvingninger omkring værdien, der foranlediger vareproducenterne til at udvide eller indskrænke produktionen af de forskellige varer. Under indflydelse af prissvingningerne kaster vareproducenterne sig over de brancher, der på det givne tidspunkt forekommer dem fordelagtigst.
Udviklingen af produktivkræfterne under vareøkonomien foregår på grundlag af værdiloven. Som bekendt bestemmes varens værdi af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde. De vareproducenter, der først anvender en mere udviklet teknik, fremstiller deres varer med udgifter, der er mindre end de samfundsmæssigt nødvendige udgifter, men sælger disse varer til priser, der svarer til det samfundsmæssigt nødvendige arbejde. Ved salget af deres varer får de et overskud og bliver rigere. Dette tilskynder de øvrige vareproducenter til at indføre tekniske forbedringer i deres virksomheder. Således bevirker de enkelte vareproducenters indbyrdes adskilte handlinger med personlig vinding for øje, at der sker tekniske fremskridt, og at samfundets produktivkræfter udvikles.
På grund af konkurrencen og produktionsanarkiet foregår fordelingen af arbejde og produktionsmidler mellem de forskellige brancher og udviklingen af produktivkræfterne inden for vareøkonomien på bekostning af store tab af samfundsmæssigt arbejde, og modsigelserne indenfor denne økonomi tilspidses i stadig højere grad.
Under vareproduktionen, som hviler på privateje af produktionsmidlerne, fører værdilovens virken til kapitalistiske forholds opståen og udvikling. Markedsprisernes spontane svingninger omkring værdien, det anvendte individuelle arbejdes afvigelser fra det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der bestemmer størrelsen af varens værdi, skærper den økonomiske ulighed og kampen mellem vareproducenterne. Konkurrencekampen fører til, at nogle af vareproducenterne bliver ruineret og bukker under, medens andre bliver rigere. Således fører værdilovens virken til en differentiering af vareproducenterne. »Småproduktionen avler kapitalisme og bourgeoisi, uafladeligt, hver dag, hver time, elementært og i masseomfang.« Lenin. [i]
(…)
(Uddrag fra side 492 – 500)
Karakteren af værdilovens virken under socialismen
Da der under socialismen findes vareproduktion og vareomsætning, fortsætter værdiloven med at virke.
Socialismens økonomiske system sætter strengt begrænsede rammer for værdilovens virken. Værdilovens rolle er begrænset af, at produktionsmidlerne i by og på land er blevet fælleseje, at vareproduktionens og vareomsætningens område er indsnævret, og at socialismens økonomiske love og først og fremmest loven om folkehusholdningens planmæssige udvikling virker. Værdilovens virkefelt under socialismen er også begrænset af års- og femårsplanerne og i det hele taget af den socialistiske stats samlede økonomiske virksomhed. Derfor kan værdiloven ikke spille rollen som regulator af produktionen under socialismen.
Hvis værdiloven havde rollen som regulator af produktionen under socialismen, ville i første række de mere rentable brancher og virksomheder blive udviklet, medens virksomheder inden for sværindustrien, som nationaløkonomisk er meget vigtige, og som midlertidigt kan være urentable, ville blive lukket. I USSR bliver virksomheder, som i den første tid er urentable eller lidet rentable, men er nødvendige for folkehusholdningen, imidlertid ikke lukket, de opretholdes og støttes tværtimod, medens man tager skridt til at gøre dem rentable. Den socialistiske stat kan dække midlertidige tab i en branche eller virksomhed med indtægter fra andre brancher og virksomheder.
Når den socialistiske stat bygger virksomheder og skaber hele produktionsgrene, er dens ledestjerne ikke profitstræb, men de krav, som socialismens økonomiske grundlov og loven om folkehusholdningens planmæssige udvikling rummer.
Værdilovens virkefelt under socialismen udstrækker sig først og fremmest til vareomsætningen, til udvekslingen af varer, hovedsagelig personlige forbrugsgenstande. Inden for dette område bevarer værdiloven rollen som regulator inden for bestemte grænser.
Værdilovens regulerende virkning inden for vareomsætningen ytrer sig ved, at staten, når den fastsætter visse bestemte forhold mellem priserne på de forskellige varer til personligt forbrug, tager hensyn til deres værdier i pengeform og desuden til efterspørgsel og udbud af disse varer. Hvis den ikke tog hensyn til efterspørgsels- og udbudsforholdene, ville det føre til, at der opstod en stærk tilbagegang i efterspørgslen efter varer med for høje priser, medens efterspørgslen efter varer med for lave priser ville blive blæst kunstigt op. Stærkest viser værdilovens regulerende rolle sig på kolhozmarkedet (Kolhoz betyder kollektivt landbrug red.), hvor priserne bestemmes på grundlag af udbud og efterspørgsel, og hvor prisernes bevægelse har indflydelse på omfanget og sammensætningen af vareomsætningen. Men den socialistiske stat øver stor økonomisk indflydelse på kolhozmarkedet, idet hovedparten af varerne sælges i stats- og kooperativhandelen til faste planpriser.
Værdilovens virkning er ikke begrænset til vareomsætningens område. Værdiloven har også indflydelse på den socialistiske produktion, men denne indflydelse er ikke bestemmende.
»Sagen er, at fornødenhedsartiklerne, som er nødvendige til at dække forbruget af arbejdskraft i produktionsprocessen, hos os fremstilles og realiseres som varer, der er underkastet værdilovens virkning. Her åbnes der netop for værdilovens indvirkning på produktionen. I forbindelse hermed har sådanne problemer som spørgsmålet om den økonomiske drift og rentabiliteten, spørgsmålet om selvomkostningerne, spørgsmålet om priserne o.s.v. aktuel betydning for vore virksomheder. Derfor kan vore virksomheder ikke undlade og må ikke undlade at regne med værdiloven.« Stalin [ii]
De personlige forbrugsgenstande, som er varer, har værdi. I de industrielt fremstillede forbrugsvarers værdi indgår værdien af de råvarer, der er fremstillet af kolhozerne i form af varer. En del af forbrugsvarernes nyskabte værdi anvendes til at dække udgiften til pengelønnen, medens en anden del danner virksomhedens overskud, som optræder i pengeform. Ved siden af dette sker der under produktionen af forbrugsvarer slid på arbejdsmidler, værktøjsmaskiner, maskiner, fabriksbygninger, der ikke er varer. Da alle andre elementer, der indgår i de industrielt fremstillede forbrugsvarer, har pengeform, må arbejdsmidlerne også kalkuleres i penge.
Værdilovens indvirkning på fremstillingen af produktionsmidler udgår fra de forbrugsvarer, som er nødvendige til at dække forbruget af arbejdskraft. Forbrugsvarerne, der er varer, kan kun købes af de arbejdende for penge, for deres pengeløn. Heraf opstår nødvendigheden af at anvende pengeformen også i fremstillingen af produktionsmidler til beregning af alle elementer, der ved siden af arbejdslønnen danner industriprodukternes selvomkostninger.
Medens forbrugsprodukterne er varer og har værdi, er produktionsmidlerne ikke varer, men har varens og værdiens form, hvilket tjener kalkulationen, regnskabsføringen og kontrollen.
I modsætning til kapitalismen, hvor værdiloven virker som en spontan kraft, der hersker over menneskene, bliver værdilovens virkning i den socialistiske økonomi erkendt, taget i betragtning og anvendt af staten i den praktiske planlægning af folkehus- holdningen. Erkendelsen af værdiloven og evnen til at anvende den hjælper de økonomiske ledere til at lede produktionen rationelt, forbedre arbejdsmetoderne systematisk, gennemføre den økonomiske drift, finde og anvende skjulte reserver for udvidelse af produktionen.
Den socialistiske stat tager hensyn til værdiloven ved prisplanlægningen. Prisen er i den socialistiske økonomi det planmæssigt fastsatte pengeudtryk for varens værdi. Ved planlægningen af priserne på de produktionsmidler, der er fremstillet i statssektoren, anvendes værdiformen kun til beregning i penge af det samfundsmæssige arbejde, der er medgået til deres produktion. Når staten fastsætter priserne, går den ud fra de samfundsmæssige produktionsomkostninger, som i brancher, der fremstiller varer, udgør disse varers værdi.
Spørgsmålet om den økonomisk begrundede metode til planfastsættelse af priserne har stor betydning for udviklingen af folkehusholdningen.
»I prisproblemet krydses alle sovjetstatens økonomiske og dermed politiske grundproblemer. Spørgsmålet om tilvejebringelse af de, rette relationer mellem bønderne og arbejderklassen, spørgsmålet om sikring af en gensidigt forbunden og gensidigt betinget udvikling af landbruget og industrien … spørgsmålet om sikring af reallønnen, om konsolidering af pengeværdien … alt dette beror på prisproblemet.«[iii]
Værdilovens funktion må tages i betragtning ved fastsættelsen af det rette forhold mellem de forskellige varers priser og den materielle ansporing til produktionen af dem. Det er f. eks. ikke muligt at fastsætte den samme fremskaffelsespris pr. ton bomuld og pr. ton korn uden at tage hensyn til, at bomuldens værdi er betydelig højere end kornets. På den anden side er det ikke muligt at fastsætte for lave priser på korn, idet dette ville underminere kolhozernes og kolhozbøndernes materielle interesse i produktion af korn og skade kornavlens udvikling.
Værdiloven regulerer imidlertid ikke statspriserne, men er kun en af de faktorer, der indvirker på disse priser. I statens og kooperationens vareomsætning findes ikke noget »frit spil« for priserne. Den socialistiske stat fastsætter varernes priser med bestemte afvigelser fra de samfundsmæssige produktionsomkostninger, fra varernes værdier. Herved tager staten først og fremmest hensyn til socialismens økonomiske grundlov, til nødvendigheden af at sikre produktionens uafbrudte vækst på grundlag af den højeste teknik og af at tilfredsstille hele samfundets voksende behov. Staten anvender prismekanismen for at få de proportioner, i hvilke midlerne fordeles mellem brancherne, gennemført således, som hensynet til folkehusholdningens planmæssige udvikling kræver det.
På denne måde anvender staten ved en passende prispolitik en del af de indtægter, der skabes i nogle brancher, til hurtigere udvikling af andre brancher, som er mindre rentable, men som har stor betydning for folkehusholdningen. Ved at fastsætte lave priser på produktionsmidler opmuntrer staten til indførelse af fremskreden teknik i de statslige industrivirksomheder og forsyner også gennem maskin- og traktorstationerne kolhoz produktionen med en høj teknik. Staten fastsætter priserne ud fra nødvendigheden af at sikre virksomhederne en bestemt rentabilitet og tager herved hensyn til mængden af de pågældende varer og deres betydning i det økonomiske liv. Ved hjælp af priserne fremmer den produktionen af bestemte varer og regulerer efterspørgslen efter dem. Sovjetstaten fører en konsekvent prisnedsættelsespolitik for forbrugsvarerne for at hæve folkets velstand.
I kraft af de nævnte begrænsninger i værdiloven ledsages dens virken under socialismen ikke af ødelæggende følger som kriser, arbejdsløshed og ødelæggelse af produktivkræfter, der uundgåeligt ledsager den under kapitalistiske forhold. Netop af denne grund fører værdiloven, trods den uafbrudte og voldsomme vækst i den socialistiske produktion, ikke til overproduktionskriser i USSR, medens værdiloven under kapitalismen, trods produktionens ringe væksttempo i de kapitalistiske lande, fører til periodiske overproduktionskriser.
Penge og deres funktioner i den socialistiske økonomi.
Da der findes vareproduktion og vareomsætning i det socialistiske samfund, er penge nødvendige. »Allerede før den socialistiske revolution skrev socialister, at det ikke var muligt at afskaffe pengene straks… Der skal skabes overordentlig mange tekniske, og hvad der er langt vanskeligere og langt vigtigere, organisatoriske fremskridt, for at man kan afskaffe pengene.« »For at afskaffe dem skal der tilrettelægges en produktfordeling for hundreder af millioner mennesker — en sag, der tager mange år.« Lenin[iv]
Pengene hører til de økonomiske kategorier, der nok bevarer den gamle form, men fundamentalt ændrer deres natur efter den socialistiske økonomis udviklingsbehov. Til forskel fra kapitalismen, hvor pengene forvandles til kapital og er et middel til at tilegne sig fremmed, ubetalt arbejde, er pengene i den socialistiske økonomi et redskab for den økonomiske opbygning i folkemassernes interesse, et økonomisk instrument for planlægningen af folkehusholdningen og et middel til regnskab og kontrol med vareproduktionen og vareomsætningen.
I den socialistiske økonomi ændres indholdet og betydningen af pengenes funktioner fundamentalt i sammenligning med pengenes funktioner under kapitalismen.
Pengene fungerer først og fremmest som målestok for varernes værdi, d.v.s. de måler det samfundsmæssige arbejde, der er nedlagt i dem. Da produktionsmidlerne ganske vist ikke er varer, men beholder vare- og værdiformen, er penge i deres funktion som værdimålestok også et middel til beregning af det samfundsmæssige arbejde, der er anvendt på produktionsmidlerne. Under socialismens forhold, hvor der findes to hovedformer for socialistisk produktion, kan resultaterne af virksomhedernes økonomiske arbejde, sammenligningen af arbejdsresultater i virksomheder og brancher, der fremstiller forskellige produkter, af produktionsomfanget i folkehusholdningens brancher og i folkehusholdningen som helhed kun udtrykkes i pengeform. Som bekendt kan funktionen som værdimålestok kun opfyldes af en pengevare, der selv har værdi. Guldet er en sådan pengevare. I Sovjetunionen og i den socialistiske lejrs øvrige lande har pengene guldfod og er værdimålestok.
Ud fra guldets funktion som almindeligt ækvivalent fastsatte sovjetstaten ved gennemførelsen af pengereformen 1922—24 rublens guldindhold. Senere fastsattes rublens guldindhold indirekte, ved at rublens kurs til at begynde med blev fastsat i franc og senere i dollar. I 1950 fastsatte sovjetregeringen direkte rublens guldindhold til 0,222168 gram guld i forbindelse med, at rublens købekraft var vokset, medens dollarens og andre kapitalistiske valutaers købekraft var faldet. Svarende til rublens guldindhold blev rublens kurs forhøjet i forhold til de fremmede valutaer.
Medens værdimålestokkens funktion, d.v.s. beregningen af det samfundsmæssige arbejde, under kapitalismen kommer frem ved markedsprisernes spontane svingninger, bag vareproducenternes ryg, anvendes pengene som værdimålestok i den socialistiske økonomi planmæssigt af staten som middel til beregning og kalkulation, til bestemmelse af virksomhedernes rentabilitet og urentabilitet o.s.v.
Sovjetstaten anvender pengemæssig beregning for at gennemføre en planmæssig ledelse og kontrol med produktionens gang. F.eks. gør en sammenligning af produkternes planlagte og faktiske selvomkostninger det muligt at finde årsagerne til, at de faktiske selvomkostninger overstiger de planlagte, og at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sænke virksomhedens selvomkostninger og hæve dens rentabilitet.
Pengene som værdimålestok anvendes af den socialistiske stat ved prisplanlægningen.
Pengene er i den socialistiske økonomi også målestok for priserne. I Sovjetunionen tjener rublen som målestok for priserne.
Pengene fungerer under socialismen som omsætningsmiddel for varer. De fungerer som omsætningsmiddel, når befolkningen køber personlige forbrugsvarer, og når kolhozerne og kolhozbønderne sælger deres produkter. Pengene anvendes i deres funktion som omsætningsmiddel til fremme af vareomsætningen.
Pengene fungerer i den socialistiske økonomi som betalingsmidler. De fungerer som betalingsmiddel ved udbetaling af arbejdsløn til arbejdere og funktionærer, ved de socialistiske virksomheders optagelse og tilbagebetaling af lån, ved betaling af skatter o.s.v. Den socialistiske stat anvender pengene i deres funktion af betalingsmidler til kontrol med de socialistiske virksomheders arbejde. Således gør banken f.eks. udbetalingen af pengemidler til virksomhederne afhængig af deres opfyldelse af produktionsplanen. Ved at forlange rettidig indfrielse af lån stimulerer banken virksomheden til at opfylde planen, idet den ellers ikke kan opsamle de nødvendige pengemidler til tilbagebetaling af lån o.s.v.
Pengene fungerer under socialismen som middel for den socialistiske akkumulation og opsparing. Statsvirksomhederne og kolhozerne opbevarer deres pengemidler i bankerne. Virksomhedernes og organisationernes pengeindtægter og midlertidigt frie pengemidler anvendes til den socialistiske akkumulations behov, til udvidelse af produktionen, til dannelse af reserver og til betjening af befolkningens materielle og kulturelle behov. Forøgelsen af de arbejdendes levestandard bevirker, at deres pengeopsparing vokser. Denne opsparing opbevares i sparekasserne.
I det socialistiske samfund fungerer guldet som landets skat og som verdenspenge. Guldbeholdningen er hovedsagelig statens reservefond i verdenspenge. Guldet er det middel, som sikrer statens internationale afregninger inden for udenrigshandelen.
Sovjetpengenes stabilitet sikres ikke blot af guldbeholdningen, men tørst og fremmest af de uhyre varemængder, der er koncentreret i statens hænder og sendes ud i omsætningen til faste planpriser. I intet kapitalistisk land har pengene en så sikker dækning som i sovjetlandet.
Arbejdslønnen under socialismen
Arbejdslønnen og den økonomiske lov om fordeling efter arbejdsydelse. Lenin påpegede, at socialismen forudsætter »samfundsmæssigt arbejde og den strengeste regnskabsføring, kontrol og opsyn fra den arbejdende befolknings organiserede avantgarde, dens fremskredne del; herunder fastsættes såvel målestokken for arbejdet som vederlaget for det.« Lenin[v]. Dette vederlag for eget arbejde får de arbejdende på statens virksomheder i form af arbejdsløn.
Arbejdslønnen under socialismen adskiller sig i sin karakter fundamentalt fra arbejdslønnen under kapitalismen. Eftersom arbejdskraften i det socialistiske samfund er ophørt at være en vare, er arbejdslønnen ikke arbejdskraftens pris. Den udtrykker ikke forholdet mellem en udbytter og en udbyttet, men forholdet mellem samfundet som helhed, repræsenteret af den socialistiske stat, og den enkelte beskæftigede, der arbejder for sig selv og for sit samfund.
Da arbejdslønnen under kapitalismen er prisen på arbejdskraft, afviger den til forskel fra prisen på andre varer som regel nedad, under værdien, og giver ikke altid arbejderne mulighed for at tilfredsstille deres behov, selv inden for et usselt minimum. Under socialismen, hvor lønarbejdssystemet er afskaffet, har loven om arbejdskraftens værdi som regulator for arbejdslønnen fuldstændig mistet sin gyldighed. Socialismens økonomiske grundlov betinger nødvendigheden af at sikre den maksimale tilfredsstillelse af hele samfundets stadigt voksende materielle og kulturelle behov. Arbejdslønnens frigørelse for kapitalistiske begrænsninger gør det muligt »at forøge den til det forbrugsomfang, der på den ene side tillades af samfundets forhåndenværende produktivkraft … og på den anden side er fornøden til individualitetens fulde udvikling.« Karl Marx[vi].
Efterhånden som den socialistiske produktion vokser og forbedres, sker der til stadighed en forhøjelse af reallønnen. De krav, socialismens økonomiske grundlov rummer med hensyn til at stimulere produktionens stigning og sørge for væksten i den arbejdende befolknings levestandard, opfyldes ved hjælp af loven om fordeling efter arbejdsydelse. Ifølge denne lov bestemmes enhver arbejdendes andel i samfundsproduktet ved kvantiteten og kvaliteten af det arbejde, den pågældende har leveret.
Arbejdslønnen udgør et af de vigtigste økonomiske instrumenter, der i det socialistiske samfund gør den enkelte arbejdende personligt materielt interesseret i sine arbejdsresultater: den, der arbejder mere og bedre end andre, får også mere. Derigennem er arbejdslønnen en kraftig faktor til forøgelse af arbejdsproduktiviteten; den giver mulighed for på rette måde at kombinere den arbejdendes personlige materielle interesser og statens (folkets) interesser.
Vareproduktionens og værdilovens eksistens under socialismen betinger nødvendigheden af, at arbejdslønnen har pengeform. Som det allerede er sagt, bliver de forbrugsgenstande, der er nødvendige til dækning af forbruget af arbejdskraft, under socialismen produceret og realiseret som varer, for hvilke værdiloven har gyldighed. Arbejdslønnens pengeform gør det muligt på smidig og differentieret måde at fastsætte den arbejdendes andel i samfundsproduktet i forhold til hans arbejdsresultater. (…)
(…)
(Uddrag fra side 184 – 199)
Handel, kredit og pengeomsætning under kapitalismen
Handelsprofitten og dens kilde
Handelskapitalen og ågerkapitalen var historiske forløbere for den industrielle kapital. Under den kapitalistiske produktionsmåde mister disse former for kapital deres tidligere selvstændige rolle; deres funktioner reduceres til betjening af den industrielle kapital. Følgen er, at handelskapital og rentebærende kapital under kapitalismen adskiller sig væsentligt fra deres før-kapitalistiske former.
Den industrielle kapital antager som allerede nævnt successivt tre former under sit kredsløb: pengekapital, produktiv kapital og varekapital, som adskiller sig ved deres funktioner. Disse funktionsformer for industriel kapital afsondrer sig på et vist trin af dennes udvikling fra hverandre. Fra den industrielle kapital, som er beskæftiget i produktionen, udskilles handelskapitalen i form af handelsfolkenes kapital og lånekapitalen i form af bankierernes kapital. Inden for kapitalisternes klasse dannes tre grupper, som deltager i tilegnelsen af merværdi: fabrikanter, handelsfolk og bankierer.
Handelskapitalen beskæftiges i omsætningens sfære, hvor der ikke skabes merværdi. Hvor kommer da handelsfolkenes profit fra? Hvis den industrielle kapitalist selv påtog sig realisationen af varen, skulle han bruge en del af sin kapital til indretning af handelslokaler, ansættelse af agenter og til andre udgifter i forbindelse med handelen. Af denne grund skulle han forøge den indskudte kapitals størrelse eller med samme indskudte kapital formindske produktionens omfang. I begge tilfælde ville der ske en sænkning af hans profit. Fabrikanten foretrækker at sælge sin vare til en mellemmand, handelskapitalisten, som bringer varen ud til forbrugerne. Ved at overdrage den handlende de med varens realisation forbundne funktioner, opnår kapitalisten et hurtigere omslag af sin kapital, og et hurtigere omslag medfører en større profit. Dette bevirker, at fabrikanten med fordel for sfg selv kan overlade den handlende en vis del af sin profit. Fabrikanten sælger den handlende varen til en pris, der er lavere end produktionsprisen. Handelskapitalisten sælger forbrugerne varen til produktionsprisen og får en profit. Handelsprofitten er den del af merværdien, som fabrikanten overlader den handlende for realisationen af sine varer.
De lønnede medhjælpere, som er beskæftiget med realisationen af varerne, d.v.s. med varernes forvandling til penge og pengenes forvandling til varer, skaber ikke ved deres arbejde værdi eller merværdi, men deres arbejde giver handelskapitalisten mulighed for at tilegne sig en del af den merværdi, der er skabt i produktionen. »Ligesom arbejderens ubetalte arbejde direkte skaber merværdi til den produktive kapital, således skaffer den lønnede handelsmedhjælpers ubetalte arbejde handelskapitalen en andel i denne merværdi.« Karl Marx[vii].
Ligesom de arbejdere, der er beskæftiget med fremstillingen af varerne, udbyttes af fabrikanterne, således udbyttes den lønnede handelsmedhjælper af handelskapitalisterne.
For at realisere en vis varemængde skal den handlende en vis lid sætte en kapital af tilsvarende størrelse ind. På denne kapital søger han at opnå mest mulig profit. Hvis handelens profitrate viser sig at være mindre end den gennemsnitlige profitrate, bliver det ufordelagtigt at drive handel, og handelsfolkene overfører deres kapitaler til industrien, landbruget eller en anden branche. Omvendt trækker en høj handelsprofitrate industriel kapital over I il handelen. Konkurrencen mellem kapitalisterne fører til, at handelsprofittens niveau fastlægges som den gennemsnitlige profitrate; gennemsnitsprofitten er her taget af hele kapitalen, også af den, der virker i omsætningens sfære.
I form af handelsprofit er den virkelige kilde til kapitalens vækst endnu mere skjult end i form af industriprofit. Handelsfolkenes kapital deltager ikke i produktionen. Formelen for handelskapitalens bevægelse er P—V—P’. Her er den produktive kapitals stadium bortfaldet, forbindelsen med produktionen er tilsyneladende afbrudt. Der danner sig det falske indtryk, at profitten op-står af selve handelen ved tillæg til prisen, ved salg af varerne over produktionsprisen. Faktisk sker det omvendte: fabrikanten sælger varen til den handlende under produktionsprisen og overlader ham en del af sin profit, som den handlende derpå realiserer ved at sælge varerne til forbrugerne til produktionsprisen.
Handelskapitalen nøjes ikke med at deltage i realisationen af merværdien, som er skabt i produktionen, men udbytter yderligere den arbejdende befolkning som forbrugere. Marx kaldte den kapitalistiske handel legaliseret snyderi. For at skaffe sig yderligere profit driver handelskapitalisterne med alle midler priserne op, sælger i stor stil til undervægt og undermål og leverer kvalitetsmæssigt ringe eller forfalskede varer.
En af kilderne til handelsprofitten ligger i, at handelskapitalen udbytter de små vareproducenter. Handelskapitalen tvinger bønder og håndværkere til at afhænde deres arbejdsprodukter til lave priser og samtidig købe inventar, redskaber, råstoffer og materialer til høje priser.
Den andel, handelens mellemmænd tog af detailprisen på landbrugsvarer i USA, steg fra 1913 til 1934 fra 54 til 63 pct.
Alt dette medfører en stærkere forarmelse af de arbejdende og skærper kapitalismens modsigelser yderligere.
Omsætningsomkostningerne
Den kapitalistiske vareomsætningsproces kræver bestemte udgifter. Disse udgifter, som hænger sammen med gennemførelsen af omsætningen, udgør omsætningsomkostningerne.
Der må skelnes mellem to slags kapitalistiske omkostninger på handelsområdet: for det første de rene omsætningsomkostninger, som umiddelbart hænger sammen med de løbende køb og salg af varerne og skyldes det kapitalistiske systems særlige træk; for det andet de omkostninger, som skyldes produktionsprocessens fortsættelse i omsætningens sfære.
De rene omkostninger udgør en overvældende og stadig voksende del af den kapitalistiske handels omsætningsomkostninger. Hertil hører udgifter, som hænger sammen med varernes forvandling til penge og pengenes til varer. Heri indgår udgifter, der er forårsaget af konkurrence og spekulation, reklameudgifter, størstedelen af udgifterne til aflønning af handelsmedhjælperne, til bogføring, korrespondance, opretholdelse af kontorer o.s.v. De rene omsætningsomkostninger føjer, som Marx har påpeget, ingen værdi til varen. De er en direkte beskæring af hele den værdisum, som er produceret i samfundet, og dækkes af kapitalisterne af den samlede merværdimængde, som er produceret ved arbejderklassens arbejde. Stigningen i de rene omsætningsomkostninger vidner om stigende forødelse under kapitalismen. I de allerfleste tilfælde er den kapitalistiske reklame til en vis grad forbundet med bedrag over for køberne.
I USA udgjorde alene de bogførte udgifter til reklame i 1934 1,6 milliard dollars, i 1940 — 2,1 milliard dollars. På 10 år, fra 1940 til 1950, steg reklameudgifterne i USA yderligere 170 pct.
Efterhånden som kapitalismens udvikling er skredet frem og vanskelighederne ved at realisere varerne er skærpet, er der opbygget et kolossalt handelsapparat med et utal af led. Før varerne når ud til forbrugeren, passerer de fra hånd til hånd gennem en hel armé af handelsfolk, spekulanter, agenter og kommissionærer.
Til de omkostninger, der hænger sammen med produktionsprocessens fortsættelse i omsætningens sfære, hører en række udgifter, som er samfundsnødvendige og ikke er bestemt af den kapitalistiske økonomis særlige træk, nemlig udgifter til færdigbehandling, transport og emballering af varerne. Det enkelte produkt er først da klar til forbrug, når det er leveret til forbrugeren. Omkostningerne til færdigbehandling, transport og emballering af varerne forøger tilsvarende varernes produktionsværdi. Det arbejde, som arbejderne her yder, overfører værdien af de forbrugte produktionsmidler på varen og tilføjer ny værdi til varens værdi.
Det kapitalistiske produktionsanarki og kriserne, konkurrencekampen og spekulationen bevirker, at der ophobes vældige, alt for store varelagre, og forlænger og fordrejer varernes bevægelse, hvad der medfører store uproduktive udgifter. Den kapitalistiske reklame forårsager overflødig og dyr emballering af varerne. Det betyder, at en større og større del af udgifterne til transport, opbevaring og emballering af varerne forvandles til rene omkostninger, som skyldes det kapitalistiske systems særlige træk. Den uafladelige vækst af omsætningsomkostningerne er et af vidnesbyrdene om, at snyltertrækkene i det borgerlige samfund forstærkes. De kapitalistiske handelsomkostninger hviler som en tung byrde på de arbejdende som købere.
I USA udgjorde omsætningsomkostningerne i 1929 31 pct. og i 1935 32,8 pct., men i vore dage er de endnu større. I de kapitalistiske lande i Europa udgør omsætningsomkostningerne ca. en tredjedel af den samlede detail- vareomsætning.
Den kapitalistiske handels former.
Varebørser.
Den kapitalistiske produktions og omsætnings udvikling ledsages af en udvikling af handelens former — engroshandel og detailhandel. Engroshandel er handel mellem industriforetagender og handelsvirksomheder, detailhandel er varesalg direkte til befolkningen.
I handelen sker der ligesom i industrien en koncentration og centralisation af kapitalen. Små og mellemstore kapitalister fortrænges af store både i engros- og i detailhandelen. I detailhandelen sker kapitalernes koncentration hovedsagelig ved, at der oprettes stormagasiner og specialmagasiner. Stormagasinerne handler med alle mulige varer, specialmagasinerne handler kun med een slags vare, f.eks. skotøj eller beklædning.
Produktionen af ensartede varer tillader handelsfolkene at drive engros-handel på basis af prøver. Ensartede massevarer (bomuld, hørtaver, jern, stål, metaller, gummi, korn, sukker, kaffe o.s.v.) sælges og købes på basis af faste standarder og prøver på varebørserne.
En varebørs er en særlig slags marked, hvor der foregår handel med ensartede massevarer, og hvor udbud og efterspørgsel af disse varer er koncentreret for hele lande, ofte også for hele det kapitalistiske verdensmarked.
De varer, der handles mellem kapitalisterne på børsen, går ikke direkte fra hånd til hånd. Forretningerne afsluttes ofte på tid: sælgeren forpligter sig til at levere køberen et vist kvantum varer til en bestemt tid. Om foråret sluttes f.eks. en forretning om levering af bomuld af den kommende høst, endnu inden bomulden er sået. Ved sådanne børshandeler gør sælgeren regning på, at prisen på den givne vare vil falde inden den fastsatte frists udløb, og at han indvinder forskellen mellem priserne, hvorimod køberen gør regning på en prisstigning. Ofte har sælgeren på børsen slet ikke de varer, han sælger, og køberen har ingen brug for de varer, han køber: Varebørserne er altså stedet for den spekulative handel. Spekulanterne sælger og køber ejendomsretten til varer, som de ingen berøring har med. Spekulationen hænger uløseligt sammen med den kapitalistiske handels hele natur, for så vidt som denne handel ikke har til formål at tilfredsstille samfundets behov, men at erhverve sig profit. De, der tjener på spekulationshandelen, er hovedsagelig storkapitalisterne. Derved ruineres betydelige dele af de små og mellemstore forretningsdrivende.
I de borgerlige lande drives der ofte handel på kredit eller på afbetaling. Denne slags handel fører hyppigt til, at den almindelige forbruger må betale med sine ejendele, når han ikke er i stand til rettidigt at afvikle sin gæld. Handel på kredit anvendes ofte af kapitalister, der vil realisere kvalitetsforringede, længe oplagrede varer.
Udenrigshandelen
Som allerede nævnt hang overgangen til kapitalisme sammen med verdensmarkedets opståen. Lenin bemærkede, at kapitalismen er resultatet af »en bredt udviklet vare-omsætning, som overskrider statens grænser. Derfor kan man ikke forestille sig en kapitalistisk nation uden udenrigshandel, og der findes ingen sådan nation.« [viii] Under udviklingen af vareomsætningen, som overskrider de nationale markeders grænser, udvides den kapitalistiske udenrigshandel. Udvidelsen af verdenshandelen er i sig selv et udtryk for udviklingen af den internationale arbejdsdeling, som hænger sammen med produktivkræfternes vækst.
Men for kapitalisterne tjener udenrigshandelen til at forhøje profitterne. I deres jagt på profit søger kapitalisterne bestandig at linde nye afsætningsmarkeder for deres varer og nye råstofkilder. Det indre markeds begrænsning som følge af massernes forarmelse og de store kapitalisters herredømme over de hjemlige råstofkilder forstærker disses bestræbelser for at vinde herredømme over de ydre markeder og forøger udenrigshandelens betydning.
Udenrigshandelen nåede først til omfattende udvikling i kapitalismens epoke. 1 løbet af 100 år, fra 1800 til 1900, steg verdenshandelens omsætning over 1150 pct., fra 1,5 milliard dollars til 18,9 milliarder dollars. I de følgende tre årtier steg den over 250 pct. og nåede i 1929 op på 68,6 milliarder dollars.
Udenrigshandelen er en kilde til yderligere profit for kapitalisterne i de mere udviklede borgerlige lande, eftersom industriprodukterne afsættes til efterblevne lande til relativt højere priser, medens råstofferne købes i disse lande til lavere priser. Udenrigshandelen er et af de midler, hvormed udviklede borgerlige lande økonomisk underlægger sig efterblevne lande, og hvormed kapitalistiske magter udvider deres indflydelsessfærer.
Det engelske Ostindiske Kompagni f.eks. plyndrede Indien i over 250 år (1600—1858). Det Ostindiske Kompagnis griske udbytning af den lokale befolkning førte til, at mange provinser i Indien blev lagt øde: markerne dyrkedes ikke mere, jorden groede til med buskads, befolkningen uddøde.
Udenrigshandelen består af eksport, d.v.s. udførsel af varer, og import, d.v.s. indførsel af varer. Forholdet mellem den samlede pris på de varer, det givne land udfører, og den samlede pris på de varer, det indfører i vist tidsrum, f.eks. et år, udgør dets handelsbalance. Hvis udførselen overstiger indførselen, er handelsbalancen aktiv; hvis derimod indførselen overstiger udførselen, er handelsbalancen passiv.
Et land med passiv handelsbalance må dække underskuddet ved at tære på ressourcer som guldbeholdninger, fragtindtægter fra transporter mellem fremmede lande, indtægter fra kapitalinvesteringer i andre stater og endelig ved udenlandske lån.
Handelsbalancen dækker ikke alle former for økonomiske relationer mellem landene. Et mere fuldstændigt udtryk finder disse relationer i betalingsbalancen. Betalingsbalancen er forholdet mellem summen af alle betalinger, der ydes et land fra andre lande, og summen af alle betalinger, som dette land skal yde andre lande.
Karakteren af de økonomiske forbindelser mellem landene bestemmer også de kapitalistiske staters udenrigshandelspolitik. I den før-monopolistiske kapitalismes epoke dannede der sig to typer handelspolitik: frihandel og protektionisme, eller beskyttelsespolitik over for den hjemlige industri, hovedsagelig ved indførelse af høje toldsatser på udenlandske varer.
Lånekapitalen
Ligesom varekapitalen udsondrer sig som handelskapital, udsondrer pengekapitalen sig som lånekapital.
Under kapitalens omslagsproces opstår der på bestemte tidspunkter fri pengekapital hos industrikapitalisten, og denne frie pengekapital finder ikke anvendelse i hans virksomhed. Når kapitalisten f.eks. opsamler et afskrivningsfond, som er bestemt til erstatning af udslidte dele af den faste kapital, opstår der midlertidigt frie pengebeløb hos ham. Disse beløb skal først om nogle år gives ud til køb af ny udrustning og maskiner. Hvis fabrikanten sælger sin færdige vare hver måned, men indkøber råstoffer en gang hvert halvår, så har han i fem måneder frie penge mellem hænder. Det er uvirksom kapital, d.v.s. kapital, som ikke indbringer profit.
Til andre tider opstår der hos kapitalisten et behov for penge, f.eks. når han endnu ikke har fået solgt den færdige vare, men er nødt til at indkøbe råstoffer. Medens der hos den ene forretningsdrivende findes et vist overskud af pengekapital, efterspørger den anden sådan kapital. I sin jagt på profit stiler kapitalisten efter at få hver eneste bestanddel af sin kapital til al give indtægt. Kapitalisten afgiver de frie penge som lån, d.v.s. til midlertidig benyttelse hos andre kapitalister.
Lånekapital er pengekapital, som dens ejer for en tid overlader til en anden kapitalist mod en vis godtgørelse. Kendetegnet på lånekapital er, at det ikke er dens ejer, der anvender den i produktionen. Når industrikapitalisten har mulighed for at få penge til låns har han ikke nødig at disponere over betydelige pengereserver i uvirksom tilstand. Pengelån giver fabrikanten mulighed for at udvide produktionen, forøge antallet af arbejdere og følgelig at forøge størrelsen af den merværdi, der kan indvindes.
Som godtgørelse for at få rådighed over pengekapital betaler fabrikanten en vis sum, der kaldes renter, til denne kapitals ejer. Renter er en del af profitten, som industrikapitalisten afleverer til lånekapitalisten for det lån, han har fået af denne. Kilden til rentebetalingen er merværdien. Lånekapital er kapital, som trækker rente.
Lånekapitalens bevægelse er helt og holdent baseret på den industrielle kapitals bevægelse. Den lånte kapital anvendes i produktionen til erhvervelse af merværdi. Derfor er lånekapitalen ligesom al kapital overhovedet først og fremmest udtryk for produktionsforholdene mellem kapitalisterne og de arbejdere, de udbytter. Samtidig er lånekapitalen umiddelbart udtryk for forholdene mellem to grupper af kapitalister: på den ene side pengekapitalisterne, på den anden side de aktive kapitalister (fabrikanter og handelsfolk).
Formelen for lånekapitalens bevægelse er P—P\ Her bortfalder ikke alene den produktive kapitals stadium, men også handelskapitalens stadium. Det kommer til at se ud, som om indtægten ikke stammer fra merværdien, som er produceret ved udbytningen af arbejderne i produktionssfæren, men fra pengene selv. Det, at lånekapitalen giver indtægt i form af renter, fremtræder som en ligeså naturlig egenskab ved pengene som det, at frugttræet bærer frugt. Her har fetichismen, som er karakteristisk for kapitalistiske forhold, nået sit højdepunkt.
Pengekapitalens ejer stiller for en tid sin kapital til rådighed for industrikapitalisten, som anvender den i produktionen for at tilegne sig merværdi. Der sker altså en adskillelse mellem ejerskabet til kapitalen og anvendelsen af kapitalen i produktionen, en adskillelse mellem kapitalen som ejendom og kapitalen som funktion.
Renter og driftsherreindtægt. Rentefoden og dens tendens til fald.
Fabrikanten afstår en del af sin profit som renter til pengekapitalisten. Gennemsnitsprofitten deler sig altså i to dele. Den del af gennemsnitsprofitten, som bliver hos industrikapitalisten, kaldes driftsherreindtægt.
Medens rentens form skaber det falske indtryk, at renten skulle være en naturlig frugt af kapital-ejendommen, så skaber driftsherreindtægtens form den illusion, at denne indtægt er et vederlag for den aktive kapitalists »arbejde« med at lede og overvåge lønarbejdernes arbejde i hans virksomhed. Men i virkeligheden har driftsherreindtægten så lidt som renterne nogen forbindelse med arbejdet med at lede produktionen; den udgør en del af merværdien, som kapitalisterne tilegner sig vederlagsfrit.
Det forhold, hvori gennemsnitsprofitten opdeles på driftsherre- indtægt og rente, afhænger af forholdet mellem udbud og efterspørgsel af lånekapital, af tilstanden på pengekapitalmarkedet. Jo større efterspørgslen efter pengekapital er, desto højere er rentefoden, hvis andre forhold er lige. Rentefoden er betegnelsen for forholdet mellem rentebeløbet og den lånte pengekapital. Under sædvanlige forhold er gennemsnitsprofitraten den øvre grænse for rentefoden, eftersom renten er en del af profitten. Som regel ligger rentefoden betydeligt under den gennemsnitlige profitrate.
Under kapitalismens udvikling åbenbarer rentefoden en tendens til fald. Denne tendens har to årsager: for det første loven om gennemsnitsprofitratens tendens til fald, idet gennemsnitsprofitraten danner den øvre grænse for rentefodens svingninger; for det andet vokser den samlede mængde lånekapital under kapitalismens udvikling hurtigere end efterspørgslen efter den. En af årsagerne til lånekapitalens vækst er, at der i bourgeoisiet danner sig en voksende gruppe af rentierer, d.v.s. kapitalister, som ejer pengekapital, men ikke driver erhvervsvirksomhed. Også i dette ytrer der sig en forstærkelse af snyltertrækkene i det borgerlige samfund. Lånekapitalens vækst fremmes af de frie pengemidlers centralisering i banker og sparekasser.
Renten på kortfristede lån på pengemarkedet i USA i årene 1866—80 lå fra 3,6 (den laveste sats) op til 17 pct. (den højeste sats), i årene 1881—1900 lå den tilsvarende fra 2,63 op til 9,75, i årene 1901—20 fra 2,98 op til 8,0, i årene 1921—35 fra 0,75 op til 7,81.
Kredittens former. Bankerne og deres virksomhed.
Den kapitalistiske kredit er en form for lånekapitalens bevægelse. Gennem kreditten bliver midlertidigt fri pengekapital til lånekapital. Under kapitalismen findes to former for kredit: handelskredit og bankkredit.
Handelskredit er betegnelsen for kredit, som aktive kapitalister (d.v.s. fabrikanter og handelsfolk) yder hverandre under realiseringen af varerne. Når fabrikanten vil fremskynde omslaget af sin kapital, som befinder sig i vareform, leverer han varen på kredit til en anden fabrikant eller til en grosserer, og grossereren sælger igen varen på kredit til detaillisten. Handelskredit benyttes af kapitalisterne under køb og salg af råstoffer, brændstoffer, inventar, maskiner og også forbrugsvarer. Handelskreditten er i regelen kortfristet: den ydes ikke ud over nogle få måneder. Den betjener sig af veksler. En veksel er en gældsforpligtelse, ifølge hvilken skyldneren forpligter sig til inden en vis frist at betale pengene for den købte vare. Når betalingsfristen udløber, skal køberen, som har udstedt vekslen, betale den i kontanter. Handelskreditten hænger altså sammen med vareforretninger. Derfor er den grundlaget for det kapitalistiske kreditsystem.
Bankkredit er betegnelsen for kredit, som pengekapitalister (bankierer) yder aktive kapitalister. Til forskel fra handelskredit ydes bankkredit ikke af kapital, som er beskæftiget i produktion eller omsætning, men af ledig kapital og af midlertidigt fri pengekapital, som søger anvendelse. Bankkredit ydes af bankerne. En bank er et kapitalistisk foretagende, som handler med pengekapital og virker som formidler mellem kreditorer og låntagere. Banken modtager på den ene side frie, uvirksomme kapitaler og indtægter, og på den anden side stiller den pengekapital til rådighed for aktive kapitalister: fabrikanter og handelsfolk.
Den største del af de kapitaler, banken har til disposition, tilhører andre og kan kræves tilbagebetalt. Men det er i et givet øjeblik kun et relativt lille antal af indskyderne, der forlanger deres indskud udbetalt. I de fleste tilfælde dækker eller overstiger tilgangen af nye indskud udtrækket af penge. Situationen skifter radikalt i usikre tider, under kriser eller krige. Så forlanger indskyderne på een gang deres indskud tilbage. Men almindeligvis har banken kun en relativt lille kassebeholdning til udbetalinger til dem, der trækker indskud ud. Den overvejende indskudsmasse benytter banken til långivning.
Bankernes operationer deler sig i passive og aktive.
Passive kaldes operationer, som banken foretager for at drage midler ind i sin kasse. Den vigtigste af disse operationer er modtagelse af indskud. Indskud (deposita) modtages på forskellige vilkår: nogle med en vis opsigelsesfrist, andre uden bestemt frist. Indskud uden opsigelsesfrist skal banken på forlangende straks udbetale, indskud på opsigelse skal først udbetales efter den fastsatte frist. Indskud på opsigelse er altså mest fordelagtige for banken.
Aktive kaldes operationer, som banken foretager, når den udlåner pengemidler. En af disse operationer er vekseldiskonteringen. En fabrikant, som sælger sin vare på kredit, overgiver den veksel, han har fået fra køberen, til banken, og banken udbetaler straks fabrikanten vekselbeløbet med fradrag af en vis procent. Ved fristens udløb afregner vekseludstederen så ikke med fabrikanten, men med banken. Ved denne operation sammenflettes handelskreditten med bankkreditten. Til bankens aktive operationer hører endvidere ydelse af lån mod forskellig sikkerhed: pant i varer, værdipapirer, varedokumenter. Endelig foretager banken direkte kapitalanlæg (investeringer) i virksomheder i form af langfristede lån.
Banken og bankieren driver altså handel med pengekapital. Ved passive operationer betaler banken renter, ved aktive operationer får den renter. Banken modtager pengemidler som indskud til lavere rente og udsteder lån til højere rente. Bankens profit stammer fra forskellen mellem den rente, banken tager for udlån, og den rente, den betaler for indskud. Med denne forskel dækker banken de udgifter, der opstår ved udførelsen af dens operationer; disse udgifter er rene omsætningsomkostninger. Restbeløbet udgør bankens profit. Mekanismen i den kapitalistiske konkurrence bringer spontant denne profit i niveau med, hvad den gennemsnitlige profitrate af egenkapitalen giver. De lønnede medhjælpere, som er ansat i bankerne, skaber ikke ved deres arbejde nogen værdi og merværdi, men giver bankernes ejere lejlighed til at tilegne sig en del af den merværdi, som skabes i produktionen. Bankernes medhjælpere udbyttes altså af bankernes ejere.
Bankerne fungerer som afregningscentraler. Enhver virksomhed, som deponerer penge eller får lån i banken, har sin løbende konto der. Pengene på kontoen udbetaler banken mod forevisning af et særligt dokument, som kaldes en check. Banken varetager altså funktionen som kasserer for mange virksomheder. Denne omstændighed åbner mulighed for vid anvendelse af afregning uden kontanter. Kapitalist A, som har solgt sin vare til kapitalist B, får af ham en check på en bank, hvor de begge har løbende konti. Banken foretager afregningen ved at overføre checkbeløbet fra B’s løbende konto til A’s løbende konto. Virksomhederne har løbende konti i forskellige banker. I de største byer opretter bankerne specielle afregningscentraler, hvor checks, som indgår fra mange banker, i stort omfang udlignes mod hverandre. Omsætningen af checks og veksler formindsker behovet for kontante penge.
Under kapitalismen findes der tre hovedformer for banker: handelsbanker, hypotekbanker og emissionsbanker. Handelsbanker yder fabrikanter og handelsfolk kredit, især ved kortfristet långivning. Veksler spiller her en stor rolle. Denne kredit ydes hovedsagelig af midler fra indskud.
Hypotekbanker beskæftiger sig med langfristet långivning mod pant i fast ejendom (grunde, huse, anlæg). Hypotekbankernes opståen og udvikling havde nær tilknytning til kapitalismens udvikling i landbruget og til bankiernes udbytning af bønderne. Til denne type banker slutter sig landbrugsbankerne, som yder langfristede lån til produktionsformål.
Emissionsbankerne har ret til udstedelse (emission) af kreditpenge: banknoter. En særlig rolle spiller de centrale emissionsbanker. I disse banker samles landets guldbeholdning. De har monopol på udstedelse af banknoter. Disse centrale banker driver i regelen ikke forretning med de enkelte fabrikanter og handelsfolk, men yder lån til handelsbankerne, som så igen har forbindelse med de erhvervsdrivende. De centrale emissionsbanker er altså bankernes banker.
Ved at koncentrere låne- og betalingsoperationer bidrager bankerne til at fremskynde kapitalernes omslag og sænke omkostningerne ved pengeomsætningen. Samtidig fremmer bankernes virksomhed kapitalens centralisation, de små og mellemstore kapitalisters fortrængning, forstærkelsen af udbytningen af arbejderne, udplyndringen af selvstændige håndværkere. Hypoteklånene udmarver bønderne, eftersom renterne af disse lån sluger en stor del af deres indtægter, hvilket tynger bedriften. Hvor bønder er blevet afhængige af en bank, sker gældens tilbagebetaling ikke sjældent ved bortsalg af deres ejendele og jord.
Ved at koncentrere alle samfundets pengekapitaler og virke som formidler af kredit bliver bankerne et særegent apparat, som på spontan vis fordeler ressourcerne mellem de økonomiske brancher. Denne fordeling sker ikke af hensyn til samfundet og ikke i overensstemmelse med dels behov, men til fordel for kapitalisterne. Kreditten fremmer udvidelsen af produktionen, men denne udvidelse støder atter og atter på de snævre rammer for den betalingsdygtige efterspørgsel. Kreditten og bankerne bevirker, at arbejdet i endnu højere grad bliver samfundsmæssigt, men produktionens samfundsmæssige karakter kommer i stadig skarpere konflikt med tilegnelsens privatkapitalistiske form. Kredittens udvidelse skærper altså modsigelserne i den kapitalistiske produktionsmåde og forstærker dens anarki.
Aktieselskaber. Fiktiv kapital.
I nutidens kapitalistiske lande har det overvældende flertal af store virksomheder form af aktieselskaber. De opstod allerede i begyndelsen af det 17. århundrede, men fik først vid udbredelse fra anden halvdel af det 19. århundrede.
Et aktieselskab er en virksomhed, hvis kapital er sammensat af bidrag fra en række deltagere, der hver for sig har indskudt et beløb og ejer et vist antal aktier svarende til dette beløb. En aktie er et værdipapir, der giver ret til at deltage i fordelingen al virksomhedens overskud i forhold til aktiens pålydende.
Den indtægt, aktieejeren opnår, kaldes dividende. Aktierne købes og sælges til en vis pris, som kaldes deres kurs.
En kapitalist, som køber aktier, kunne i stedet have sat sin kapital ind i en bank og fået f.eks. 5 pct. Denne indtægt tilfredsstiller ham imidlertid ikke, han foretrækker at købe aktier. Det er ganske vist forbundet med en vis risiko, men til gengæld har han chance for større indtægt. Lad os sætte, at en aktiekapital på 10 millioner dollars er fordelt på 20.000 aktier å 500 dollars, og at virksomheden har givet 1 million dollars profit. Aktieselskabet beslutter at overføre 250.000 dollars af dette beløb til reservekapitalen, og at uddele resten, 750.000 dollars, som dividende blandt aktionærerne. Hver aktie giver i så fald sin ejer en indtægt i form af dividende (750.000 dollars fordelt på 20.000 aktier) på 37,50 dollars eller 7,5 pct.
Når aktionærer vil sælge aktier, ønsker de at få en salgssum, som indskudt i en bank ville give dem en renteindtægt af samme størrelse, som de får i dividende. Hvis en aktie på 500 dollars giver 37,50 dollars i dividende, vil aktionæren søge at sælge den for 750 dollars, eftersom denne sum i banken, som betaler 5 pct. på indskud, ville give ejeren de samme 37,50 dollars i rente. Aktiekursen afhænger af dividendens størrelse og lånerentens niveau.
Aktiekursen stiger, når dividenden stiger, eller når rentefoden falder; omvendt falder den, hvis dividenden falder, eller hvis rentefoden stiger.
Forskellen mellem summen af priserne for de aktier, der udstedes ved stiftelsen af et aktieselskab, og størrelsen af den kapital, der virkelig er investeret i dette selskab, udgør stiftergevinsten. Stiftergevinsten er en af de vigtigste kilder til berigelse af de store kapitalister.
Hvis den kapital, der er investeret i virksomheden, er på 10 millioner dollars, og prisen for de udstedte aktier udgør 15 millioner dollars, så er stiftergevinsten i dette tilfælde 5 millioner dollars.
Når en individuelt ejet virksomhed omdannes til et aktieselskab, får kapitalen en slags dobbelteksistens. Den faktiske kapital, der er investeret i virksomheden med ialt 10 millioner dollars, eksisterer som fabriksbygninger, maskiner, råstoffer, lagre, færdigproduktion og endelig som en vis kontant kassebeholdning i virksomheden eller på løbende konto i banken. Men ved siden af denne reale kapital dukker der ved dannelse af et aktieselskab værdipapirer, aktier, op til en sum af 15 millioner dollars. Aktierne er kun en afspejling af virksomhedens faktisk eksisterende kapital, men samtidig eksisterer disse aktier nu adskilt fra virksomheden, de købes og sælges, bankerne yder lån mod sikkerhed i dem o.s.v.
Formelt er aktionærernes generalforsamling det højeste organ i et aktieselskab, den vælger bestyrelse, ansætter ledere, påhører og godkender beretningen om virksomhedens arbejde og afgør hovedspørgsmål vedrørende aktieselskabets virksomhed. Men det antal stemmer, en aktionær har på generalforsamlingen, bestemmes af det aktiebeløb, han repræsenterer. Derfor ligger aktieselskabets ledelse faktisk i hænderne på en lille gruppe storaktionærer. Da en vis del af aktierne ligger hos små og mellemstore indehavere, som ikke har mulighed for at øve nogen indflydelse på sagernes forløb, behøver de største kapitalister i praksis ikke engang at have halvdelen af aktierne for at beherske aktieselskabet. Det antal aktier, som giver mulighed for at skalte og valte med aktieselskabet, kaldes den kontrollerende aktiepost.
Aktieselskabet er altså en form, som storkapitalen benytter til at underlægge sig små og mellemstore kapitalisters midler og udnytte dem til egne formål. Udbredelsen af aktieselskaber bidrager stærkt til kapitalens centralisation og produktionens samling i storvirksomheder.
Når kapital eksisterer som værdipapirer, der giver indehaveren indtægt, kaldes den fiktiv kapital. Til den fiktive kapital hører aktier og obligationer. En obligation er et gældsbevis, som udstedes af virksomheder eller af staten og giver indehaveren en fast årlig rente.
Værdipapirer (aktier, obligationer etc.) købes og sælges på fondsbørserne. Fondsbørsen er markedet for værdipapirer. På børsen registreres til enhver tid de kurser, til hvilke værdipapirerne købes og sælges; til disse kurser handles værdipapirerne også uden for børsen (f.eks. i bankerne). Værdipapirernes kurs afhænger af lånerentens niveau og af den forventede indtægt af disse papirer. På fondsbørsen foregår der spekulation med værdipapirer. Da alle fordele i børsspillet er på de store og største kapitalisters side, bidrager børsspekulationen til kapitalens centralisation, kapitalistiske matadorers berigelse og små og mellemstore besidderes ruinering.
Kredittens udbredelse og især aktieselskaberne har mere og mere gjort kapitalisten til rente- og dividendemodtager, medens produktionsledelsen udføres af lønnede personer: direktører, driftsledere o.s.v. På den måde bliver den kapitalistiske ejendoms parasitkarakter stadig stærkere.
De kapitalistiske landes pengeomsætning
Allerede før kapitalismens fremkomst opstod der metalpenge-systemer, hvor metal fungerede som pengevare. Metalpenge-systemerne deler sig i bi-metalliske, hvor to metaller, sølv og guld, tjener som værdimålestok og basis for pengeomsætningen, og monometalliske, hvor et af disse to metaller udfører denne rolle. På kapitalismens tidlige udviklingsstadier (16.—18. århundrede) var mange landes pengesystemer bimetalliske. Ved det 19. århundredes slutning var næsten alle kapitalistiske lande gået over til monometallisme, til guldsystemet i pengeomsætningen. I det 20. århundredes begyndelse var der endnu sølv-monometallisme i Kina og Mexico, men derefter gik også disse lande over til guldfod.
Hovedtrækkene i guld-monometallismen er: fri prægning af guldmønt, fri omveksling af andre pengetegn mod guldmønt og frie guldbevægelser mellem landene. Den frie prægning af guldmønt betyder, at privatpersoner har ret til i møntprægnings-institutionen at omveksle deres guld med guldmønt. Samtidig har indehaverne af guldmønt mulighed for at forvandle mønterne til guldbarrer. Derved opstår der en umiddelbar, meget nær forbindelse mellem guldet som vare og guldmønten. Hvor dette system råder, bringes den pengemængde, der er i omløb, spontant i overensstemmelse med vareomsætningens behov. Hvis der danner sig overskydende penge, går en del af dem ud af omsætningens sfære og bliver til skatte. Hvis der opstår mangel på penge, sker der en tilstrømning af dem til omsætningens sfære; pengene forvandles fra skatte til omsætningsmiddel og betalingsmiddel. Til afvikling af små betalinger under guld-monometallismen sættes der ikke- fuldlødige mønter af billigere metal: sølv, kobber o.s.v. i omløb.
Internationale afregninger af handels-, finans- og kreditoperationer sker ved hjælp af verdenspenge, guld. Det ene lands valuta veksles til det andet lands valuta til valutakursen. Valutakursen er betegnelsen for prisen på det ene lands pengeenhed, udtrykt i andre landes pengeenheder. F.eks. er et pund sterling lig et vist antal dollars.
Afregning af udenrigshandelsoperationer kan også ske uden anvendelse af guld eller fremmed valuta. I nogle tilfælde kan det ske ved clearing, d.v.s. ved gensidig udligning af krav og modkrav for vareleverancer under tosidig handel. I andre tilfælde kan afregninger mellem landene ske ved overførsel af veksler fra land til land uden oversendelse af guld.
Med den stærkere anvendelse af kredit og udviklingen af pengenes funktioner som betalingsmidler opstod der kreditpenge, som fik en omfattende udvikling. Veksler, banknoter og checks begyndte at fungere hovedsagelig som betalingsmidler. En veksel er ganske vist ikke penge, men den kan tjene som betalingsmiddel, når vekslen overdrages fra den ene kapitalist til den anden.
Hovedformen for kreditpenge er banknoter. Banknoter, eller banksedler, udstedes af bankerne i stedet for veksler. Det betyder, at basis for banknoterne i sidste instans er vareforretninger.
Udstedelsen af banknoter giver mulighed for at forsyne en stigende vareomsætning med omsætningsmidler og betalingsmidler uden at forøge mængden af metalpenge. Hvor pengeomsætningen hviler på guldsystemet, kan banknoterne til enhver tid omveksles af bankerne mod guld eller andre metalpenge. Under disse forhold cirkulerer banknoterne på lige fod med guldmønter og kan ikke tabe deres værdi, eftersom de foruden kreditdækning også har metaldækning. Efterhånden som kapitalismens udvikling er skredet frem, er der sket en relativ nedgang i den guldmængde, der er i omløb. Guldet ophobes mere og mere som guldbeholdning i de centrale emissionsbanker. De kapitalistiske stater begyndte at danne guldreserver for at styrke deres positioner i udenrigshandelen, for at bemægtige sig nye markeder og med henblik på krigsforberedelse og krigsførelse. Guldet i omsætningen begyndte at blive afløst af banknoter og dernæst af papirpenge. Medens bank-noterne i begyndelsen som regel kunne omveksles med guld, blev der senere udstedt uindløselige banknoter. Dette har i høj grad nærmet banknoterne til papirpenge.
Som allerede nævnt opstod papirpengene, fordi pengenes funktion som omsætningsmiddel udvikledes. Papirpengene, som staten udsteder med en tvangskurs, er uindløselige med guld og repræsenterer fuldgyldige metalpenge i deres funktion som omsætningsmidler.
Fra begyndelsen af den første imperialistiske verdenskrig (1914-18) gik de fleste kapitalistiske lande over til papirpenge i omsætningen. For tiden findes der ikke guldmønt i omløb i noget land. De kapitalistiske staters herskende klasser benytter udstedelse af uindløselige banknoter og papirpenge og devaluering af valutaerne som middel til yderligere udbytning og udplyndring af den arbejdende befolkning.
Dette kommer særlig grelt frem i inflationen. Inflation kendetegnes ved eksistensen af en overskydende mængde papirpenge i omsætningens kanaler, ved deres værdiforringelse, ved forhøjelse af varepriserne, ved sænkning af arbejdernes og funktionærernes realløn og stærkere forarmelse af bønderne, og ved forøgelse af kapitalisternes profitter og godsejernes indtægter. De borgerlige stater anvender inflation som våben i den økonomiske krig mod andre lande og ved erobring af nye markeder. Inflation giver ofte yderligere profit til eksportører, som opkøber varer i deres eget land for værdiforringede penge med lav kurs og afsætter disse varer i udlandet mod hård valuta. Samtidig bringer inflationen det økonomiske liv i ulave og fremkalder harme i befolkningen. Dette gør det nødvendigt for de borgerlige stater at gennemføre pengereformer for at styrke pengesystemet og stabilisere valutaen.
Den mest udbredte form for pengereformer er devaluering. Devaluering er en officiel sænkning af papirpengenes kurs i forhold til metalmøntenheden, eventuelt ledsaget af en ombytning af de gamle, forringede papirpenge med en mindre mængde nye penge. F.eks. blev de gamle, forringede penge i Tyskland i 1924 ombyttet med nye, der var udtrykt i guldmark, efter kursen: 1 trillion mark for 1 mark.
Pengereformer i kapitalistiske lande gennemføres på den arbejdende befolknings bekostning, idet der sker en forhøjelse af skatterne og en sænkning af arbejdslønnen.
NOTER
[i] V. I. Lenin, »Radikalismen«, Kommunismens Børnesygdom, se Udvalgte Værker, bd. 11, s. 122, Forlaget Tiden 1948.
[ii] J. V. Stalin, Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen, s. 22, Forlaget Tiden 1952.
[iii] Resolution fra februarmødet 1927 i SUKP(b)s centralkomité, se »SUKP i resolutioner og beslutninger fra kongresser, konferencer og centralkomitémøder«, 2. del, s. 225, Moskva 1953.
[iv] V. I. Lenin, Om folkebedraget med parolerne frihed og lighed, tale på 1. alrussiske kongres for opdragelse udenfor skolen, se Værker, bd. 29, s. 329 og 338, russisk.
[v] V. I. Lenin, Beretning om subbotnikerne på RKP(b)’s bykonference for Moskva, se Værker, bd. 30, s. 260, russisk.
[vi] Karl Marx, Kapitalen, bd. III, s. 932, Berlin 1953.
[vii] Karl Marx, Kapitalen, bd. III, s. 325, Berlin 1953.
[viii] V. I. Lenin, Kapitalismens udvikling i Rusland, se Værker, bd. 3, s. 43, russisk.