Som vi kan lære af klassikerne i den videnskabelige socialisme om arbejderklassens revolution, så afhænger fastlæggelsen af opgaver, der fremmer denne, af udviklingen af de objektive og subjektive betingelser for den revolutionære proces i hvert samfund. Derudover ved vi, at klassekampen ikke går efter en lige linje. Der er perioder, hvor den skrider langsomt og umærkeligt frem, og på andre tidspunkter tages der store skridt. I Mexicos tilfælde er vi på vej ud af en periode med demobilisering, med spredning af arbejderklassen og folkemasserne, en situation, som vi efter vores mening gradvist er ved at overvinde. Alt tyder på, at vi i Mexico vil gå ind i en ny periode med reaktivering og forøgelse af arbejderklassens og folkenes klassekamp.
Økonomisk depression og faren for en ny krise
Som i resten af verden gik den mexicanske økonomi ind i en kriseperiode sammen med Covid-19-pandemien i marts 2020. Dette førte til et fald i økonomien på 8,5 % af BNP, og i 2021 var der en vækst på 4,8 %, så for at nå vækstniveauet fra før krisen er der behov for en vækst på mindst 3,7 %. Fremskrivningerne for i år peger dog på en vækst på under 2 %. Dette har efterladt den mexicanske økonomi i en økonomisk depression med langvarig stagnation, høj arbejdsløshed og underbeskæftigelse samt et højt inflationsniveau.
I de første tre kvartaler af dette år har inflationen slået tidligere rekorder og oversteget 8,5 % i tredje kvartal af 2022. Det har været meget mere alvorligt i forhold til basisvarer, hvor prisstigningerne har været på 25 %. Hidtil har Andrés Manuel Lopez Obradors (AMLOs) regering gennemført “anti-inflations-planer”, der har bestået af skattefordele for de store monopoler, der sælger populære forbrugerprodukter, sådan at deres overskud ikke påvirkes. Det er sket uden nogen garantier for, at de ikke øger priserne på deres varer. Det andet nye antiinflationstiltag i oktober var meddelelsen om, at regeringen var blevet enige med de vigtigste fødevareimporterende supermarkeder om, at de ikke længere behøver at følge sundhedsreglerne for at indføre fødevarer i landet. Et tiltag, der utvivlsomt vil betyde en større forringelse af de arbejdende folks sundhed. Mexico har store helbredsproblemer relateret til fødevareforbrugsvaner. Denne aftale, der er indgået, vil gøre det muligt at importere fødevarer af den dårligste kvalitet for at opretholde arbejdsstyrken og påvirke kapitalens profitter mindst muligt.
Mexico er et land, der er økonomisk afhængigt af amerikansk imperialisme, med pengeoverførsler fra migranter som den største indtægtskilde. Den indvirkning, vi forventer med recessionen i den amerikanske økonomi, vil blive meget alvorlig. Denne afhængighed vil fortsætte med at blive dybere på grund af udviklingen af den nuværende regerings megaprojekter, især Trans-Isthmus Corridor[i], som synes mere at være lavet som en indrømmelse til amerikansk handel og med tab af suverænitet over det område, som denne kommercielle rute vil besætte.
Det er en skrøbelig økonomi. Fortsættelsen af løntabet på grund af højt inflationsniveau, et lavt vækstniveau, at mere end 55 % af den økonomisk aktive befolkning ikke er fuldt beskæftiget, er de vigtigste faktorer, der definerer den objektive situation i Mexico. Dette, i lyset af verdensscenariet med en ny krise, sætter vores land i fare for en ny og dyb krise, som i langt højere grad end tidligere kriser vil føre til en forringelse af levevilkårene for de arbejdende og folkelige masser.
Skærpelse af modsætningerne i borgerskabet
I løbet af fire års regeringstid formåede præsident ”AMLO” gennem ”Den fjerde Transformation (4T)[ii]” og Partiet for National Genoprettelse (MORENA) at sætte sig på den politiske og ideologiske kontrol over arbejderne og folkene i Mexico og holde dem demobiliserede og splittede. Også AMLO, MORENA og koalitionen af partier og folk, der fremmer den såkaldte 4T, stiller sig frem som repræsentanter for hele finansoligarkiet og det nationale borgerskabs interesser. De dele af borgerskabet, der havde regeret i de foregående seksårige perioder, var blevet fortrængt; det gælder især de tendenser, der i denne periode blev grupperet som en højrefascistisk, pro-kup-opposition i partierne Nationalt Aktionsparti (PAN), Revolutionært Institutionelt Parti (PRI), Den Demokratiske Revolutions Parti (PRD) og Borgerbevægelsen og i forskellige arbejdsgivergrupper og “NGO’er” i “civilsamfundet”. Disse har lidt nederlag efter nederlag på valgområdet på trods af, at de har forsøgt at tilrane sig arbejderklassens og folkenes kampbannere. Vi skal fortsat være opmærksomme på dem, for nu forsøger de at tilpasse de folkelige krav til kursen for landets økonomiske politik, ligesom de hele tiden har gjort.
4T’s overmagt i denne periode blev også opnået ved at inkludere repræsentanter, der for blot få år siden var ledere af PRI, PAN og PRD; MORENA oplever således en meget accelereret højredrejning. Der er næsten intet tilbage af dets oprindelige facade som et reformistisk og progressivt parti. I sin interne forandringsproces fjernede den størstedelen af sine kadrer knyttet til den folkelige bevægelse; den efterlod mange af de slogans og løfter, som MORENA rejste under præsidentvalgkampen i 2018, og den højreorienterede politik, som den nu gennemfører, er helt modsat. For at nævne et par eksempler: Militarisering er blevet konsolideret med overdragelsen til direkte administration af strategiske sektorer som told, havne og lufthavne af hæren og flåden. Hæren og flåden har haft størst gavn af den føderale finanslov, som, hvis finanslovsforslaget for 2023 bliver godkendt, vil være steget mere end 50 % i løbet af de fire år, den nuværende administration har eksisteret. Nationalgarden er kommet under hærens kommando, hærens tilstedeværelse i gaderne er forlænget til 2028, og der er bygget omkring 500 nye kaserner til nationalgarden i hele landet.
Gennemførelsen af alle de strukturreformer, der blev indført under de tidligere præsidentregeringer, forbliver uændret på trods af, at MORENA bekæmpede dem, da det var en opposition. Implementeringen af de nuværende megaprojekter repræsenterer det nye ansigt i Plan Puebla Panama eller Mesoamerican Project, der er blevet etableret i mange år til gavn for den amerikanske finanskapitals interesser. Den såkaldte 4T er derfor fortsættelsen af den kapitalistisk-imperialistiske neoliberale politiske økonomi.
For et par måneder siden begyndte den enhed og enemagt, som MORENA og 4T opnåede, at blive påvirket af præsidentvalget, som finder sted i 2024. Ved at blive repræsentant for hele borgerskabet og den kapitalistisk-imperialistiske produktionsmåde påtog den sig også alle de modsætninger, der ligger i en social klasse med forskellige interesser, der er underordnet profitmaksimering. Indtil videre er de vigtigste kandidater til at efterfølge AMLO, der konkurrerer om MORENA’s kandidatur: Claudia Sheimbaum Pardo, nuværende regeringschef i Mexico City; Marcelo Ebrard Casaubón, nuværende udenrigsminister; Adan Augusto López Hernández, indenrigsminister, og Ricardo Monreal, formand for det politiske koordinationsråd i senatorkammeret. Alle bliver presset af ene eller anden interne gruppe af MORENA, tilhængere af 4T og nationale og imperialistiske borgerlige sektorer. De forskellige journalistiske lækager samt den påståede eller de facto hacking af computersystemet i Sekretariatet for Det Nationale Forsvar (SEDENA), de såkaldte: “Guacamaya Leaks”, har som baggrund denne kamp inden for borgerskabet om kontrol over regeringen og staten og først og fremmest kontrol med den økonomiske politik med udbytning, undertrykkelse og dominans.
Der er risiko for økonomisk krise og krisetiltag. Uddybningen af den neoliberale politik, men frem for alt striden om præsidentskiftet i 2024, skaber sprækker i det mexicanske finansoligarki og dets regering. Selvom det ikke er uforenelige forskelle, der påvirker udøvelsen af kapitalens diktatur, så bidrager de til svækkelsen af den nuværende regering og kan endda sænke AMLO-regeringens stadig meget høje popularitet (ca. 54 %). Disse modsætninger i borgerskabet vil fortsætte med at skærpes, efterhånden som valget i 2024 nærmer sig, og efterhånden som faren for en ny økonomisk krise vokser, eller en krise bryder ud.
Større fattigdom og offentlig usikkerhed præger dagligdagen i Mexico
På trods af stærke doser propaganda, der hævder, at den nuværende regering har gavnet de fattigste sektorer i landet, er virkeligheden, at den sektor, der har haft størst gavn, har været finanskapitalen. Bankfolkene har især opnået overskud som aldrig før under AMLO’s regering. De officielle data fra Det nationale råd for evaluering af social udviklingspolitik (CONEVAL) og Det nationale institut for statistik og geografi (INEGI) viser, at der i de sidste to år er kommet mere end fem millioner nye fattige mennesker i landet, med udsigt til vækst i den del af befolkningen, der lever under forhold med fattigdom og ekstrem fattigdom.
Covid-19, der allerede har gennemgået sin femte bølge i landet med mere end 330.000 døde, viste de sørgelige forhold i de arbejdende folks sundheds- og socialsikringssystem. Denne situation er ikke blevet håndteret under den nuværende regering. Ikke alene er der stagnation i budgettet for folkesundhed, i dag vil planen om at reducere sociale sikringstjenester gøre sundhedsvæsenet mere usikkert, især for arbejderklassen og folkene i Mexico.
De niveauer af usikkerhed, som vores land gennemgår, er højere end under de to tidligere regeringer. Organiseret kriminalitet og narkotikahandel har tæret på en vigtig del af institutionerne i den mexicanske stat; der har været mere end 130.000 voldelige dødsfald og 30.000 forsvindinger indtil videre under den nuværende administration.
Forfølgelse og mord på sociale og faglige organisatorer, menneskerettighedsforkæmpere, forsvarere af jord og territorium og journalister er fortsat et aktuelt emne. Blandt disse er der sager med stor gennemslagskraft, som mordet på vores kammerat Tomás Martínez Pinacho.
Uddybning af klassekampen
Fremkomsten af en selvudnævnt “venstre-” og progressiv regering med en meget populistisk diskurs, der gav utallige uopnåelige løfter inden for rammerne af en borgerlig regering, fremkaldte en stor illusion om forandring blandt brede dele af arbejderklassen og i Mexico. AMLO’s regering, den selvudråbte “fjerde transformation” – for at sidestille den med forandringerne som følge af uafhængighedskrigen i 1810, med reformlovene mod de konservative og revolutionen i 1910 – vidste, hvordan man udnyttede sundhedssituationen for at svække klassekampen og den sociale mobilisering til lavere niveauer, end det er set i flere årtier i landet.
I løbet af de sidste fire år var mobiliseringerne af arbejdere, bønder, indbyggere i byernes ghettoer og fattigkvarterer ikke kun marginale, men blev angrebet af republikkens præsidentskab, som uden noget grundlag kaldte dem konservative og illegitime og stemplede dem som korrupte. Kun kvindernes kamp formåede at fortsætte med mobiliseringer siden 2018 og fordømme den kvindefjendtlige stat, der har sejret og er blevet konsolideret i løbet af 4T-perioden.
De økonomiske, sociale og politiske faktorer omkring den nuværende virkelighed – som vi kun har nævnt nogle få eksempler på – fører imidlertid til en ny situation for arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse i Mexico. Fra starten af 2022 har der været en periode, hvor flere fabrikker og vigtige arbejderklasseområder i landet har gennemført strejker og arbejdsnedlæggelser til forsvar for deres arbejderrettigheder, hvad de har opnået og deres umiddelbare krav. Der var virkelige betydningsfulde demonstrationer og kampe for arbejdernes kamp og dens ledende rolle i landet. Især i byen Lázaro Cárdenas, Michoacán, på landbrugsområderne i San Quintín, i Matamoros og Tamaulipas var der mobiliseringer, strejke fra STRM [telearbejdernes fagforening] mod telekommunikationsselskabet TELMEX og mobiliseringer af forskellige universitetsorganisationer.
En vigtig blok af fagforeninger af arbejdere i offentlige institutioner lider under et stormløb af forsøg på at nedlægge deres arbejdspladser og fratage dem deres rettigheder som følge af den “republikanske nedskæringspolitik”. Det samme sker mod såvel fagforeningsfolk i institutioner som CONACYT [Det nationale råd for videnskab og teknologi], INAH [Nationalt institut for antropologi og historie] og IMTA [Institut for vandteknologi]. Samtidig har fagforeninger som SUTIN [fagforeningen for arbejdere i atomindustrien], SUNTNAFIN [fagforeningen for ansatte i finanssektoren], ARTES-INBAL [fagforening for det nationale institute for kunst og litteratur], SUTIEMS [fagforeningen for arbejdere ved institutter for mellem- og videregående uddannelse], SUTCONALEP [fagforening for arbejdere ved det nationale tekniske universitet) osv. sluttet sig til gadekampen i denne periode.
Flere vigtige fagforeninger har strejker kørende, såsom STUNAM – Fagforeningen for ansatte på Mexicos national autotome Universitet, Den nationale uafhængige fagforening af gymnasier, og SUTIEMS – fagforeningen for ansatte på de videregående medieuddannelser. Kontinuiteten i den historiske og heroiske strejke som fagforeningen for arbejdere i den mexicanske stats nyhedsbureau (SUTNOTIMEX) har kørt, og som den 16. november 2022 fejrede, at strejken havde varet i 1000 dage, udgør den vigtigste strejke i 4T-regeringens periode, den længste strejke i historien om kampen for arbejderne i offentlige institutioner i landet.
Der har været mobiliseringer af forældrene til de 43 elever på den offentlige skole i landdistrikterne “Raúl Isidro Burgos” i Ayotzinapa, Guerrero, fra CNTE [Den nationale koordinering af ansatte i uddannelsessektoren] og SME [Mexicos fagforening for el-arbejdere] og mobiliseringerne fremmet af CNI-CIG-EZLN [De indfødte folks styrelsesråd, Zapatisternes hær for national befrielse]. Siden september i år har der været strejker og mobiliseringer af studerende fra Det nationale polytekniske institut (IPN), UNAM [Mexicos nationale autonome universitet], Det autonome universitet Chapingo og forskellige offentlige skoler i landdistrikterne grupperet i FECSM [Føderationen af socialistiske studerende i landdistrikterne i Mexico] samt andre offentlige skoler. Der er nogle af disse gruppers side, der ikke har aktioneret i løbet af de sidste fire år.
Bondebevægelsen udtrykte sin uenighed, hovedsageligt i den sydlige og sydøstlige del af landet, hovedsageligt mod megaprojekterne, men stadig med lokale aktioner. Der har været mobiliseringer af pensionister, transportarbejdere, beboere i kvarterer osv. Alle disse og andre grupper i arbejderklassen og folket har vokset og styrket klassekampen, genoplivet gadekampen til forsvar for vores livsvilkår, sundhed, arbejde og studier og for vores demokratiske friheder og politiske rettigheder.
Lad os omgruppere vores kræfter, genoptage vor mobilisering og gøre fremskridt i de revolutionære kræfters vækst.
I dette scenario med reaktivering af landets massebevægelse er den mexicanske arbejderklasses centrale opgave at gå videre med at omgruppere sine kræfter, at genoplive det som en national kraft, der er knyttet til de studerendes, kvindernes, de fattige og indfødte bønders kampe og inkorporerer kampene for krav, spredte og spontane, i en samlet kampplan. Lad os med mobiliseringen bringe disse kampe til sejre for deres krav, genvinde tilliden til arbejderklassens styrke, til massernes rolle som historiens skabere og bryde med statens afvisning af at opfylde disse krav.
Fremskridtene i enhedsprocessen for arbejderklassens og det mexicanske folks massebevægelse må føre til genoplivning af perspektivet for en samlet bevægelse i hele landet, til en samlet organiseret og mobiliseret indsats med et kampprogram. Det vil sige en enhedsfront i form af en nationalforsamling for arbejderklassen og folkene i Mexico. Denne genoplivning af enhedsprocessen må være baseret på de kamporganisationer, der indtil videre har varet ved i denne periode: Den Nationale Folkeforsamling, National kongressen for de oprindelige folks øverste råd, CNI-CIG] og Zapatisternes Nationale Befrielseshær [EZLN], den nye arbejdersammenslutning og den brede sociale enhedsfronts nationale møde mellem fagforenings-, bonde- og civilsamfundsledere; og i enhedsfrontens forskellige udtryk på lokalt plan (såsom folkemødet i Oaxaca) eller efter sektor eller spørgsmål (af kvinder og til forsvar for territoriet).
Genoplivningen af massebevægelsens enhed i vores land, ud over at fremme sine økonomiske krav, skal blive et politisk emne, der tager kampen op for de generelle interesser, såsom ophævelse af strukturreformer, demilitarisering af landet og forsvaret af vores naturressourcer, jord og territorium, der udslettes ved opførelsen af megaprojekter i den sydlige og sydøstlige del af landet, med udsigt til at gå frem mod arbejderklassens revolutions sejr.
Denne styrkelse af processen med at genoplive enhed, bringe sejre til de økonomiske krav og kæmpe for generelle krav skal skabe betingelserne for at opbygge en enhedsaftale mellem alle bevægelsens kræfter for at gribe ind med en politisk platform for arbejderne på landet og i byen og for befolkningen i Mexico med deres egen kampagne og et uafhængigt arbejder-folkeligt kandidatur til valget i 2024. At opnå en enhedsintervention under dette perspektiv vil give os mulighed for at fremsætte en holdning, der adskiller os og fordømmer den fascistiske pro-kup-højrefløj og også fordømmer og adskiller sig fra den oligarkiske og proimperialistiske 4T. Det er et kompliceret scenario at opnå, men det er nu vigtigt at fokusere vores indsats på det perspektiv.
Oktober 2022
Oversat fra Unity & Struggle nr. 45, 2022
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer
[i] En handelskorridor, der spænder over den korteste afstand mellem Stillehavet og Den Mexicanske Golf. Et jernbaneprojekt på tværs af Isthmus of Tehuantepec mellem Salina Cruz, Oaxaca og Coatzacoalcos, Veracruz.
[ii] Fjerde transformation henviser til den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obradors (almindeligvis kendt som “AMLO”) kampagneløfte fra 2018 om at gøre op med privilegerede overgreb, der havde plaget Mexico i årtier tidligere. López Obrador definerede de første tre transformationer som den mexicanske uafhængighedskrig (1810–1821), reformkrigen (1858–1861) og den mexicanske revolution (1910–1917)