Denne tekst har jeg skrevet som indledningen til en bog, der i øjeblikket udgives under titlen Populisme i Tunesien – Den Skræmmende Trio: Diktatur, Fattiggørelse og Afhængighed.
Højreekstremistisk populisme er opstået i de senere år, og især som et politisk og praktisk spørgsmål. Vi står ikke længere over for en marginal strømning, som vi gjorde for to eller tre årtier siden, der forsøger at påvirke begivenhedernes gang på denne eller hin måde, men vi står over for en strømning, der nu indtager en vigtig del af den verdenspolitiske scene. Faktisk kom den til magten i den største kapitalistiske magt i verden, nemlig USA med Donald Trumps fremgang til Det Hvide Hus (2016-2020). Den kom også til magten i Brasilien i skikkelse af præsident Jair Bolsonaro i 2018. I de senere år har populister formået at regere i syv europæiske lande (Ungarn, Polen, Italien, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien, Østrig osv.), enten alene eller som en del af en alliance. Mere end én analytiker placerer den afgående britiske premierminister, Boris Johnson, i kategorien af populister.
Denne strømning konkurrerer om magten i mere end ét land, som i Frankrig, hvor den højreekstremistiske repræsentant, Marine Le Pen, nåede anden runde af det sidste præsidentvalg, og hendes parti indtager en fremtrædende plads i parlamentet. Det er det, der har fået mange forfattere til at hævde, at verden nu lever i “populismens periode”. Nogle af dem anser det 21. århundrede for at være populismens århundrede. Tunesien er ligesom nogle andre afhængige lande ikke forblevet immun over for denne tendens. I dag indtager populismen magtens tinde gennem sin repræsentant, Kais Saied, der har monopoliseret al magt siden kuppet den 25. juli 2021 og søger at etablere en “Ny republik” efter hans vilje og uden nogen andres deltagelse.
Der er skrevet snesevis af bøger med analyser af dette fænomen, som fylder hele hylder i verdens største boghandlere. Der er også skrevet utallige artikler om dette i specialiserede og ikke-specialiserede aviser og magasiner. Dette fænomen har optaget medierne af enhver art. Alle forsøger at analysere den, forstå den og forudse dens fremtid. Analytikerne begrænser sig ikke kun til en form for populisme, men taler om “populismer” i flertal på grund af den undertiden forskellige stil eller diskursen i andre perioder eller endda dens forskellige orienteringer.
Denne forskel skyldes de nationale, økonomiske, sociale, politiske, kulturelle og endda religiøse sammenhænge, hvor populisme opstår. Men uanset hvor forskellige disse populister er i deres detaljer, og her mener vi højreekstremistisk populisme i vores nuværende situation, har de karakteristika, der forener dem og gør dem genkendelige. Disse fælles karakteristika vedrører betingelserne for deres fremkomst og den generelle intellektuelle og politiske karakter, der bestemmer deres plads på den politiske scene og deres adfærd.
Populismen i dag er et barn af den generelle krise i det imperialistiske kapitalistiske verdenssystem, en krise, der påvirker alle dens materielle og moralske manifestationer. Denne krise har afsløret dette systems brutale karakter på det økonomiske og sociale plan. De 26 rigeste mennesker i verden ejer det samme som den fattigste halvdel af menneskeheden, omkring 3,6 milliarder mennesker. Dette skaber en afgrund mellem dette lille mindretal og det store flertal, hvad enten det er inden for det samme samfund eller mellem nationer. To modsatrettede verdener, to modsatrettede menneskegrupper, den ene i toppen af pyramiden og den anden i bunden, hvilket yderligere har udvidet kløften og givet næring til klassehad mellem dem.
Krisen har påvirket modellen for disse finansielle oligarkers politiske dominans over samfundet, dvs. modellen for repræsentativt demokrati med dets forskellige traditionelle institutioner: parlamenter, partier, regeringer, formandskaber, ministerier, retsvæsenet, medierne, kulturinstitutioner og ikke-statslige organisationer. De har nået en ekstrem grad af adskillelse, forfald og isolation fra “almindelige mennesker”, der er overladt til sig selv, forvirrede over deres materielle og moralske problemer, hvortil kommer miljøproblemet, der truer livet på vores planet. En af konsekvenserne har været fremkomsten af to fænomener: Det første er udvidelsen af kredsen af ikke-deltagelse i offentlige anliggender, især i valg, på grund af en følelse af, at de ikke forandrer noget i forholdene for de fattige og det marginaliserede flertal. Det andet er det had, hvormed store dele af dette flertal er kommet til at konfrontere “eliterne”, det vil sige det kapitalistiske systems rådne institutioner.
Den højreekstremistiske populisme har blomstret i mangel af revolutionære løsninger til at overvinde modsætningerne i det kapitalistiske system og til at skabe en ny menneskelig civilisation som et alternativ til den borgerlige civilisation, der ligger i ruiner økonomisk, socialt, politisk, kulturelt og værdimæssigt. Dette er det første punkt, der er fælles for de forskellige befolkninger, som kan variere alt efter de sammenhænge, hvor hver af dem udvikler sig. Det andet punkt er, at populismen præsenterer sig som repræsentant for “folket” over for de traditionelle “eliter”, der dominerer magten, som den betragter som symbolet på fiasko og korruption eller endda blottet for legitimitet.
Populismen kommer med et budskab om at “lede folket mod dette oligarki, der kontrollerer den magt, der oprindeligt skulle tilhøre folket og skal genoprettes til dem”. Alt, hvad der er brug for, er en “inspireret leder”, der “legemliggør folkets vilje”, og som ikke engang behøver at konsultere folket, da han ved, hvad de vil have. Hvilket begrænser folkets rolle til at støtte “lederen” ved at følge ham. Denne leders magtovertagelse i stedet for det traditionelle oligarki er, hvad populismen kalder genoprettelsen af den tilranede magt til gavn for folket.
Men denne populisme angriber kun magtformen, dvs. det repræsentative demokrati, som den anser for “fej”, “ikke-kategorisk” og “korrupt”. Den ignorerer dets kapitalistiske økonomiske grundlag, og forsvarer det i virkeligheden ved hjælp af en anden form for magt, autoritær og grundlæggende antipluralistisk. Det er det, der bringer den nuværende højrepopulisme tættere på traditionel fascisme. Den arbejder for at ødelægge repræsentative rammer for at erstatte dem med individuel magt som en ny form for dominans af monopolkapitalen. Den betragter dette som “ægte demokrati” eller “direkte demokrati”, hvor “lederen” beskæftiger sig direkte med “sit folk”. Folket, repræsenteret af populisterne, er en homogen blok, der ikke lider under nogen social eller politisk mangfoldighed, så de folkelige sektorer, der ikke støtter populisterne, tilhører i deres øjne ikke det “rigtige” folk.
I denne henseende repræsenterer populismen, ligesom dens fascistiske modstykke i tiden efter krisen i 1920’erne, i sine tilhængeres øjne en “løsning” på den nuværende krise i det monopolkapitalistiske system, ikke et middel til at overvinde den. Ligesom traditionel fascisme kommer populismen i konflikt med den liberale højrefløjs kræfter for at tage magten. Dette får det til at fremstå som et “anti-system” og som bærer af et “nyt system” eller en “ny stat”, “tæt på folket”. Men staten forbliver faktisk den samme med hensyn til de klasseinteresser, den repræsenterer. Faktisk skubber populismen neoliberalismen til sine yderste grænser, i modsætning til de slogans “til gavn for de fattige”, den udbreder. Den bruger dem som optændingsbrænde, først i sine valgkampe om magten og derefter, når det er nødvendigt, i sine udenrigspolitiske kampe, når populismen står i spidsen for en imperialistisk kapitalistisk stat mod sine kapitalistiske konkurrenter, der udsætter de fattige for grusom udbytning for maksimalprofit eller bruger dem som kanonføde i sine krige.
Det er Donald Trump et levende bevis på. Når man lyttede til ham, en af de rigeste, mest arrogante og største forsvarere af den vilde neoliberalisme i USA, da han holdt sin indsættelsestale, fik man indtryk af, at man stod over for “den beundrede og tilbedte af de fattige”. Sådan angriber han Washingtons oligarki: “Alt for længe har en lille gruppe i vores lands hovedstad høstet frugterne af regeringen, mens folket har båret omkostningerne. Washington blomstrede – men folket fik ikke del i dets rigdom. Politikerne trivedes – men arbejdspladserne forsvandt, og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land. Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i vores lands hovedstad, var der lidt at fejre for kæmpende familier over hele vores land.” (20. januar 2017).
Det tredje punkt, som de forskellige populismer flyder sammen i, er brugen af en demagogisk diskurs, der er tilpasset de forhold, som hver af dem opstår under. Denne demagogiske diskurs er generelt baseret på racisme, had, opvågnen af barbariske instinkter, intimidering og frygten for “de andre”. Hvide er i fare, fordi de er et mindretal sammenlignet med farvede mennesker i Amerika (jf. Trump). De kristne europæiske folk trues af “indtrængen af indvandrere”, især “muslimer”, og “racens renhed” skal beskyttes for at forhindre “Europas selvmord” osv. Disse populister har også samme fjendtlighed over for kvinders rettigheder (retten til abort som et eksempel), til videnskab, til viden og til alt, hvad der er en kilde til kritik og refleksion, fordi disse midler kan afsløre dem og afsløre deres sandhed.
Menneskeheden har set konkrete eksempler på dette under Covid-19-epidemien vedrørende de holdninger, som Trump og Bolsonaro gav udtryk for. Populismen er frem for alt aggressiv i sin udenrigspolitik og fremprovokerer spændinger og konflikter. Der er ingen tvivl om, at populismens katastrofer på alle niveauer vil stige, hvis arbejderklassen og resten af de arbejdende og fattige klasser, de revolutionære og progressive intellektuelle, kvinderne i kamp og folkene som helhed ikke konfronterer dem. Men det er vigtigt at være opmærksom på behovet for at omdanne kampen mod populismen til en kamp mod dens oprindelse, nemlig kapitalismen selv, som har frembragt disse barbariske former for at sikre dens herredømme over arbejderne og folkene.
På nuværende tidspunkt er populisme som et globalt fænomen ikke begrænset til de store kapitalistiske lande, men spreder sig også til de afhængige lande. Vi nævnte tidligere, at vores land har været plaget af dette fænomen. Selvom Kais Saied var den, der kom til magten efter valget, var han ikke den eneste repræsentant for den populistiske bevægelse ved valget i 2019 eller i statsinstitutionerne.
Partiet “Tunesiens hjerte” kan betragtes som en tilhænger af, hvad kan beskrives som “social populisme”. Bevægelsen, der senere grundlagde dette parti, var baseret på et individuelt projekt af lederen af tv-kanalen Nessma, Nabil Karoui, der fokuserede al sin aktivitet på “velgørenhedsarbejdet” med at indsamle donationer og derefter omfordele dem til de fattige og marginaliserede med henblik på deres integration i valgprocessen i 2019 under foreningen, der bærer navnet på hans afdøde søn. Alle hans velgørende aktiviteter blev sendt på hans kanal, som præsenterede ham som “de fattiges far”, mens hans økonomiske orientering ikke havde noget at gøre med socialt demokrati. Hvis det ikke havde været for chikane fra Youssef al-Shahed, daværende regeringschef, og hans fængsling, ville Nabil Karoui have opnået flertal i parlamentet, og måske ville han endda have nået til Kartago-paladset.
Hvad angår den anden tilhænger af populisme, er det bevægelsen “Koalitionen for værdighed”, der har bygget sin platform på en blanding af konservative, endda ekstremistiske religiøse tendenser og en “nationalistisk” tendens, der især kommer til udtryk ved det konstante angreb på Frankrig og råben af sloganet “Hvor er vores olie på vej hen?”. Denne tendens støttede Kais Saied som præsident og var i stand til at vinde mere end 20 pladser i Repræsentanternes Hus. Men ”Koalitionen for værdighed” opgav sine valgslogans for at blive den væbnede fløj af Ennahda-bevægelsen i dens forskellige kampe mod Kais Saied på den ene side og Destourien Libre-partiet på den anden.
Kais Saied kan ses som repræsentant for den populistiske model, der ligger meget tæt på den herskende populisme i verden i dag, som taler i folkets navn og er fjendtlig over for eliter og liberalt demokrati i særdeleshed. Kais Said udnyttede sin position i præsidentembedet til at vælte den fløj af systemet, der udgøres af Ennahda-bevægelsen og dens allierede, fjerne dem fra magten og gradvist fortsætte med gennemførelsen af sit projekt, som han annoncerede i et presseinterview den 12. juni: Drab på repræsentativt demokrati i det “ægte demokratis” navn, som på ingen måde adskiller sig fra fascistiske teoretikeres ”demokrati”: Hvad Kais Saied ønsker, er, hvad folket ønsker, og hvad folket ønsker, er, hvad Kais Saied udtrykker, fordi han er den eneste, der forstår, hvad folket ønsker.
Af denne grund, og i lyset af den voksende fare, som Kais Saieds gennemførelse af sit projekt for diktatur udgør, har vi besluttet at udgive denne bog. Den består af en række artikler, hvoraf nogle ikke er blevet offentliggjort (bogens første del), mens andre har været i aviser og hjemmesider, som alle forsøger at analysere og forstå fænomenet og vise dets farer, og hvordan man håndterer dem.
Vi er dog sikre på, at vores folk vil være i stand til at imødegå denne vanskelige situation, genopbygge deres egne styrker og redde sig selv og deres land. I krisetider går folk baglæns i deres adfærd og skikke, i deres forhold og deres bevidsthed, hvilket nogle gange får nogle mennesker til at spekulere på, om det virkelig var dette folk, der lavede revolutionen. Handler det virkelig om dette folk med 3.000 års historie? Men de tager fejl, hvis de tror, at sagen er afgjort, og at vores folk ikke vil komme på fode igen, uanset om de handler i god eller ond tro, om de selv er overvældet af en følelse af fortvivlelse eller søger at afskrække andre fra at vende sig væk fra deres rettigheder og endda deres frihed. Faktisk kan kriser producere en ny bevidsthed og skubbe folk fremad for at nå deres mål, hvis de selvfølgelig ved, hvordan de skal lære af deres succeser såvel som deres fiaskoer. Dette vil ikke ske, uden at de bevidste fortropper påtager sig deres ansvar.
Der er ingen tvivl om, at generationen i 1970’erne udmærket husker, hvordan datidens kinesiske premierminister, Chou en Lai, reagerede på den japanske premierminister, da han kom til den kinesiske hovedstad for at give Japans officielle undskyldning til det kinesiske folk for de forbrydelser, som de japanske angribere begik mod dem. Chou en Lais svar var overraskende og uventet, da han sagde til den japanske embedsmand: Vi takker jer også, fordi det, I har gjort mod det kinesiske folk, har været hovedårsagen til dets opvågnen og beslutsomhed om at organisere modstanden og vinde deres frihed med våbenmagt og genopbygge deres civilisation.
Vi mener, at vores folk, som har bragt enorme ofre i de seneste årtier, og som har skabt en revolution, der indledte revolutionerne i det nye årtusind for at opnå befrielse, ikke kan lade sig overvælde af krisen længe. Der er ingen tvivl om, at lidelserne i årtiet efter revolutionen har været store, og at omkostningerne, som det fremgår af fakta og tal, er ublu på alle områder. Frihed, værdighed og social retfærdighed er dog fortsat det fyrtårn, som et skib, der er faret vild og ramt af voldsomme bølger, kan finde og styre efter.
“Selvom dette er en æra af dysterhed, skimter jeg morgenen bag mørket” (Aboul-Qacem Echebbi)
Tunesisk digter (1909-1934), forfatter til en unik samling, “Viljen til at leve”, og et meget berømt vers: “Hvis folket en dag beslutter at leve, er det nødvendigt, at skæbnen bøjer sig til deres vilje.”
Tunis, den 24. september 2022
Oversat fra Unity & Struggle nr. 45, 2022
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer
Note:
Tunesiens nye forfatning
Forfatningen, der blev stemt igennem ved folkeafstemningen den 25. juli 2022, betyder, at præsidenten ikke længere deler nogen udøvende magt med premierministeren og heller ikke kan holdes ansvarlig over for parlamentet. Mange af garantierne for retsvæsenets uafhængighed er blevet ophævet. Beskyttelsen af civile mod militære retssager er afskaffet, og myndighederne har beføjelse til at begrænse menneskerettighederne eller tilsidesætte internationale menneskerettighedsforpligtelser med hensyn til religion. Præsident Kaïs Saïed får nu også lov til at stille op til yderligere to perioder, så han kan blive siddende indtil 2034.