I de seneste år har Mexico oplevet en militariseringsproces uden fortilfælde i landets nyere historie. Den føderale regering har i stigende grad henvendt sig til de væbnede styrker for at bekæmpe organiseret kriminalitet og opretholde den offentlige sikkerhed i hele landet.
Militariseringen i Mexico har sine rødder i konsolideringen af den borgerlige demokratiske stat med behovet for at gennemtvinge og sikre det nationale og internationale oligarkis interesser. I vores land har kapitalisternes monopolisering af statsmagten muliggjort et autoritært og centraliseret politisk system, hvor den føderale regering udøver næsten absolut kontrol over de væbnede styrker og andre sikkerhedsorganer. I denne sammenhæng er politisk vold og undertrykkelse en konstant faktor i nationens liv.
I 1920’erne oprettede den mexicanske præsident Plutarco Elías Calles det hemmelige politi, som i 1939 blev til det føderale efterretningsvæsen. I løbet af de følgende årtier fortsatte de mexicanske regeringer med at styrke politiets og de væbnede styrkers rolle i bekæmpelsen af kriminalitet og vold, og i 1960’erne begyndte det føderale politi og militæret at samarbejde om fælles operationer.
Militariseringen er blevet præsenteret som nødvendig for at bekæmpe kriminalitet og den vold, der er skabt af selve systemet og dets nedbrydning. Faktisk er det nok at minde om Den beskidte krig i Mexico for at sætte klassekarakteren af magtanvendelse under kapitalismen i kontekst.
Den beskidte krig begyndte i 1960’erne og fortsatte i 70’erne og 80’erne, men den blev intensiveret i 1980’erne som følge af den økonomiske krise, som Mexico gennemgik på det tidspunkt. I den periode brugte den mexicanske regering en række taktikker til at undertrykke det arbejdende folk og demokratiske og revolutionære organisationer, herunder at folk forsvandt, tortur, mord, ulovlige tilbageholdelser og brug af tortur for at fremtvinge falske tilståelser. Det anslås, at der under Den beskidte krig forsvandt omkring 30.000 mennesker i Mexico.
I 1988 vandt Det Institutionelle Revolutionære Parti (PRI), som havde regeret Mexico siden 1920’erne, præsidentvalget på baggrund af beskyldninger om valgsvindel. Dette vakte stor forargelse i det mexicanske samfund og førte til en stigning i protesterne og den civile modstand. Selv om Den beskidte krig i Mexico officielt sluttede i 1990’erne, er menneskerettighedskrænkelser og straffrihed stadig til stede.
Militariseringen i Mexico har også været påvirket af pres fra det internationale oligarki, såsom den USA-ledede “krig mod narkotika”, der begyndte i 1970’erne. I 2006 iværksatte den daværende mexicanske præsident Felipe Calderón en militær offensiv mod narkokartellerne, som fortsatte under Enrique Peña Nieto (EPN) og nu Andrés Manuel López Obrador (AMLO). Dette var forudsætningen for de to førstnævnte til at regere under voksende folkelig utilfredshed og gennem valgsvindel få de arbejdende masser til at acceptere deres påtvungne position. Og i dag forsøger præsident AMLO at redde de borgerlige institutioner fra opløsning og garantere statsmonopolkapitalismens kontinuitet.
I det væsentlige har AMLOs regering fastholdt det finansielle oligarkis strategi, som Felipe Calderón og EPN har udviklet, med nogle nuancer. AMLO præsenterede sig oprindeligt med sin politik om “kram, ikke kugler”. Det skulle forhindre kriminalitet og vold gennem sociale og økonomiske programmer, der skulle forbedre folks levevilkår, i stedet for blot at øge brugen af magt og undertrykkelse. Tværtimod er Nationalgarden blevet oprettet, en sikkerhedsstyrke, der hovedsagelig består af militæret og det føderale politi, og som er ansvarlig for den offentlige sikkerhed i hele landet. Den har opfyldt sin klassemæssige rolle ved at bidrage til udviklingen af fasciseringsprocessen, som består i, at hæren anvender åben eller skjult vold for at forhindre eller fjerne befolkningens mobilisering mod finansoligarkiets politik med deres aktioner mod dem. Desuden er de paramilitære eller kriminelle organisationer, som også er den herskende klasses udøvende arm, aktive og har magt.
Militariseringen af Mexico gennem oprettelsen af Nationalgarden viser regeringens frygt for folkeligt selvforsvar, folkemilitser eller samfundspoliti, enhver folkelig formation, der opstår uden for statens kontrol. Disse organisationer søger at bevare livet og forsvare naturressourcerne mod de igangværende og langsigtede megaprojekter. Sidstnævnte søger naturligvis at eliminere demokratiseringsprocessen og den revolutionære forandringsproces i landet som en krænkelse af befolkningens grundlæggende menneskerettigheder. Det er den løsning, som oligarkiet og imperialismen har indført for at bevare og sikre deres interesser under de økonomiske og politiske betingelser for kapitalismens generelle krise og de tilbagevendende cykliske kriser. Disse er stadig mere akutte i forbindelse med arbejdernes voksende kamp. Som historien har vist, tjener socialdemokratiet kapitalismen og fascismen, og regimet under den såkaldte fjerde transformation[i] er ingen undtagelse.
Militariseringen af den offentlige sikkerhed i Mexico har alvorlige konsekvenser for befolkningen. Militariseringen fører til en stigning i den institutionelle og ikke-institutionelle vold (fra de paramilitære styrker, som opererer på egen hånd). Den skaber faktisk en undtagelsestilstand og en uerklæret belejringstilstand. Den retfærdiggør dette med spørgsmålet om den offentlige sikkerhed og den politiske “bekæmpelse af kriminalitet”, som følger den amerikanske imperialismes planer i dens kamp mod narkotika. Det giver dem endda magt til at gribe ind i vores land på betingelser, som de selv bestemmer. De væbnede styrkers tilstedeværelse i gaderne skaber frygt og mistillid blandt befolkningen og har ført til krænkelser af menneskerettighederne. På den anden side er dens normalisering bekymrende: Sammen med korporatisering kan den skabe betingelser for en åbenlys fremgang for fascismen, der skubbes af MORENA’s [AMLO’s partis] højredrejning eller med tilbagevenden af ekstreme højrefløjspositioner som et alternativ.
Under EPN-regeringen i Mexico blev der fremsat et forslag til lov om intern sikkerhed, som skulle regulere de væbnede styrkers deltagelse i landets offentlige sikkerhed og skabe en juridisk ramme for deres indgriben i nødsituationer. Den samme kritik er nu blevet fremsat mod Nationalgarden. Loven om intern sikkerhed blev godkendt af Nationalforsamlingens kongres i december 2017. Nationens højesteret erklærede imidlertid nogle artikler i loven for forfatningsstridige i november 2018 med den begrundelse, at de krænkede menneskerettighederne og adskillelsen af magten.
I februar 2021 fremlagde AMLO et lovforslag om reform af loven om national sikkerhed og en ny lov om intern sikkerhed, der på samme måde som loven fra EPN søgte at regulere de væbnede styrkers deltagelse i den offentlige sikkerhed og bekæmpelsen af organiseret kriminalitet i landet. Den eneste forskel er, at det nu var hensigten at skabe klarhed og gennemsigtighed med hensyn til, hvordan de militære styrker kan anvendes i interne sikkerhedssituationer, og at fastsætte grænser og kontrol for at sikre respekten for menneskerettighederne.
I sig selv er militariseringen en del af tendensen i fasciseringsprocessen i landet, det kan ses af stigningen i militærbudgettet. I de seneste år har den mexicanske regering afsat stadig flere ressourcer til den nationale sikkerhed og militariseringen af samfundet (militærets deltagelse i opførelsen af Maya-toget, Dos Bocas-raffinaderiet, administrationen af havne og lufthavne, toldadministrationen osv.) Alene i år er det steget med lidt mere end 20 %, hvilket er langt mere end i andre grundlæggende sektorer som f.eks. uddannelse og sundhedspleje.
Men ikke kun det, der er også stigningen af højreorienterede og ultrahøjreorienterede holdninger og den konstante krænkelse af menneskerettighederne. Det, at ledere i den sociale kamp fortsat forsvinder, er også en alarmerende faktor, der har fundet sted i Mexico i de seneste år. Det er nok at mindes de 43 studerendes forsvinden fra Ayotzinapa, massakren i Tlatlaya samt mordet på journalister: Mexico er et af de farligste lande for journalister. Siden 2000 er mere end 130 journalister blevet dræbt i landet af politiske årsager af paramilitære grupper eller af den såkaldte organiserede kriminalitet.
Endelig viser fortsættelsen af de neoliberale programmer en tendens til fascisering. Fokuseringen på det frie marked og privatiseringen af offentlige tjenester som svar på krisen har skabt betingelser, der fører til øget udnyttelse af arbejderklassen. Dette har nødvendiggjort fremkomsten af en mere reaktionær politik fra finansoligarkiets side for at skabe frygt og intimidere organiseringen af masserne.
Fascistiske udtryk har fundet sted i Peru mod Pedro Castillo, i Bolivia mod Evo Morales, i Brasilien mod Lula og Dilma, i Paraguay mod Fernando Lugo og i Honduras mod Manuel Zelaya, som blev væltet ved “bløde kup”; gennem åbenlyst voldelige aktioner ved brug af hæren, paramilitære grupper (organiseret kriminalitet) eller terrorister fra Islamisk Stat (Al Qaeda osv.). Det er disse våben, der gennemfører imperialismens politik, som de også gør det i Haiti, Burkina Faso, Tigray osv.
Vi må ikke glemme, at fascismen er den mest åbne form for finanskapitalens egen magt; det er organiseringen af terroraktioner mod arbejderklassen med det eneste formål at opretholde dens overlevelse. Med G. Dimitrovs ord (1935):
“Fascismens magtovertagelse er ikke en almindelig afløsning af en borgerlig regering ved en anden, men en udskiftning af en statsform for borgerskabets klassedominans – det borgerlige demokrati–- med en anden form – et åbent terroristisk diktatur … Før etableringen af et fascistisk diktatur gennemgår de borgerlige regeringer normalt en række indledende faser og vedtager en række reaktionære foranstaltninger, som direkte letter fascismens adgang til magten. Den, der ikke bekæmper borgerskabets reaktionære foranstaltninger og fascismens fremvækst, er ikke i stand til at forhindre fascismens sejr, men letter tværtimod denne sejr.”
Vi kommunister har pligt til at afsløre fasciseringsprocessen over for folket og opfordre det til at kæmpe mod de reaktionære tiltag, der søger at formalisere og normalisere dem i fredens navn, og dermed må vi afsløre dens klasseindhold.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 46, 2023
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer
[i] Fjerde transformation henviser til den mexicanske præsident Andres Manuel Lopes Obradors (kendt under navnet AMLO) kampagneløfte fra 2018 om at gøre op med privilegerede overgreb, der havde plaget Mexico i årtier tidligere. AMLO definerede de tre første transformationer som den mexicanske uafhængighedskrig (1810-1821), reformkrigen (1858-1861) og den mexicanske revolution (1910-1917)
Læs også artiklen ”Modsætninger i borgerskabet, klassekamp og arbejderklassens opgaver i Mexico” i Enhed og Kamp nr. 1, 2023