Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter eller Produktionsforhold: Det moderne Kina og højreopportunismens logik.

Ideen om Kina som et socialistisk land, er i den revisionistiske sektion af den kommunistiske verdensbevægelse, i takt med den voksende indflydelse af Kina som en geopolitisk magt, gået fra en perifer til en central overbevisning. Inden for de sidste års tid, har den marxistisk-leninistiske bevægelse set begyndelsen på en genoplivelse blandt verdens unge, der gennem internettet er begyndt at studere kommunismen, og nu ønsker at organisere sig. For mange kommunistiske organisationer i dag, er det de unge selv der finder organisationer, uden tidligere at have nogen kontakt med den kommunistiske bevægelses arbejde eller organisationer. Ungkommunister gror på træerne, de skal blot plukkes og omfavnes.

Men med manglen på et anti-opportunistisk partis teoretiske grundlag og historieopfattelse, havner mange af disse revolutionære unge i en teoretisk og historisk eklekticisme. På den ene side, er denne nye kommunistiske bølge i stor grad positiv over for og interesseret i Stalin, og den tidlige kommunistiske bevægelses erfaringer. Bukharin, Khrusjtjov, Bresjnev og Gorbatjov er efterladt på historiens losseplads, i hvert fald i de unge kommunisters historiesyn, som skaberne af socialismens nederlag i Sovjet. På den anden side, eksisterer der hos mange en mangel på forståelse af, og derfor en accept af, den historiske højreopportunisme. Bukharin, Khrusjtjov, og Bresjnev er døde, men Bukharinismen, Khrusjtjovismen og Bresjnevismen lever.

Det burde måske ikke være nogen overraskelse, at højreopportunismen snyder unge uerfarne kommunister. Den baserer sig i sin essens på kapitalistisk politik med et kommunistisk ansigt. Dette leder mange unge til at misforstå Jugoslaviens, det sene Sovjetunionens og det moderne Kinas klassekarakter. Den største fare ved denne mangel på skoling, er forståelsen af Kina i dag som et moderne socialistisk land, og en ophøjelse af Deng Xiaoping, og af hans efterfølgere, specifikt Xi Jinping. Denne nye strømning, der afviser de sovjetiske revisionister, men omfavner det moderne Kina, bliver typisk omtalt som Dengismen.

Højreopportunismes logik

Den moderne Dengisme er på den ene side ny, men adskiller sig på den anden side ikke meget fra andre historiske højreafvigelser. En af de ting, der adskiller den fra tidligere bevægelser, og fra danske partier som KAP, er som tidligere nævnt dens eklekticisme. Da dengismen ikke baserer sig på nogen specifik historisk strømning inden for den Marxistisk-leninistiske bevægelse, kan den tage mange former, hver med sine egne mærkværdigheder. Dengister kan derfor mene alt mellem, at alle lande der har kaldt sig socialistiske var det, eller at de socialistiske lande kun var udgjort af den traditionelle kommunistiske blok. De kan også have varierende synspunkter på hvornår Sovjet mistede sin status som socialistisk land. Dengismens definerende træk, når det kommer til historiesyn, er stort set udelukkende, at Kinas reformer var positive og at Kina i dag er det førende socialistiske land i verden.

Denne forståelse af Kina som et socialistisk land, leder til behovet for at forsvare Kinas uden- og indenrigspolitik. Dette bliver dog hurtigt svært at gøre gennem den marxistisk-leninistiske teori. Derfor bliver Dengisten nødt til at anvende nye teorier. De argumenterer for klassekamp i deres hjemlande, men tager en geopolitisk lejristisk tilgang til international politik. De lande, der ligger i Kinas politiske lejr, er progressive og anti-imperialistiske. USA og deres allierede er de eneste imperialister. Det er ingen overraskelse, at sådan et syn, der baserer sig på Kinas relationer som definerende, hurtigt kan blive betaget af den russiske imperialismes undskyldninger om antifascisme i deres forbryderiske krig mod Ukraine. For mange Dengister eksisterer den russiske imperialisme ikke, da Rusland geopolitisk er tæt på Kina og en fjende af vesten.

Grundlaget for Dengisternes miskarekterisering af Kina som et socialistisk land er ikke nyt. Højreopportunisternes økonomiske tilgang til socialistisk opbygning har en direkte historisk kontinuitet. Fra Bukharin, Tito, Khrusjtjov og Bresjnev til Liu Shaoqi og Deng Xiaoping i Kina. Den fundamentale afvigelse, de alle begår, ligger i afvisningen af den marxistiske forståelse af den økonomiske base og nødvendigheden af klassekampen. For Dengister er roden til socialismen udviklingen af produktivkræfterne, hvilket altid tager præcedens i forhold til det traditionelle marxistisk-leninistiske fokus på produktionsformen.

Denne produktivkræftskult, som Deng Xiaoping tog længere end nogen anden højreopportunist før, er essentiel som begrundelsen for at afvise klassekampen. Hvor Mao argumenterede, at man skulle lade politikken styre økonomien, et fokus på produktionsformen, argumenterede Deng i stedet at “det er lige meget om katten er sort eller hvid, så længe den kan fange mus”. Fra produktionsformen som hovedprioritet til produktivkræfternes vækst. Den “primære modsætning” i det kinesiske samfund blev i 1981 ændret fra “proletariatets versus borgerskabet” til “de evigt voksende materielle og kulturelle behov hos folket versus den bagvendte sociale produktion”. Fem år fra kursskiftet begyndte, til at klassekampen blev afvist.

Højreopportunisternes økonomiske fremgangsmåder har alle lighedstegn. Grundstenen for højreopportunismen er først og fremmest negligeringen af klassekampen. Et klassisk eksempel på en form den højreopportunistiske teori kan tage, ses i Stalins kritik af L. D. Jarosjenko:

”Kammerat Jarosjenko tror, at det er tilstrækkeligt at tilrettelægge en “rationel organisation af produktivkræfterne”, for at overgangen fra socialismen til kommunismen skal finde sted uden særlige vanskeligheder. Han mener, at dette er fuldstændig tilstrækkeligt for overgangen til kommunismen. Han erklærer ligeud, at “under socialismen reduceres hovedkampen for opbygningen af det kommunistiske samfund til en kamp for produktivkræfternes rigtige organisation og deres rationelle udnyttelse i den samfundsmæssige produktion”… … Når marxister taler om produktionsforholdenes bremsende rolle, så sigter de ikke til alle produktionsforhold, men kun til de gamle produktionsforhold, som ikke længere svarer til produktivkræfternes vækst og altså bremser deres udvikling… Kan man sige, at de nye produktionsforholds rolle reduceres til rollen som bremseklods på produktivkræfterne? Nej, det kan man ikke. Tværtimod, de nye produktionsforhold er den hovedkraft, den afgørende kraft, der netop bestemmer den videre, tilmed magtfulde, udvikling af produktivkræfterne, og uden sådanne nye produktionsforhold er produktivkræfterne dømt til at så i stampe… (Om kammerat L. D. Jarosjenkos fejltagelser – J. Stalin)

Som man ser hos mange andre højreopportunister, anser Jarosjenko de socialistiske produktionsforhold som en bremse for udviklingen mod kommunismen, og foreslår derfor, at proletariatets diktatur blot skal administrere økonomien ved at bruge de produktionsformer der er mest gavnlige for vækst. Dette er en teori som Deng Xiaoping eventuelt ville videreføre, med genindførslen af den kapitalistiske produktionsform og småproduktionen, der angiveligt skulle udgøre “produktivkræfternes rigtige organisation og deres rationelle udnyttelse”.

Blot et år efter, at produktivkræfterne blev sat som primært fokus, og Kina dermed forlod klassekampens vej, begyndte Deng Xiaoping et projekt for landbrugets dekollektivisering. Forkastelsen af klassekampen var nødvendig, for at dette projekt kunne igangsættes.

Bondespørgsmålet er endnu et punkt, hvor den højreopportunistiske strategi viser sin kontinuitet. Bukharin argumenterede op til og under den første femårsplan for en langvarig fortsættelse af NEP-politikken – for en bevaret klassefred mellem proletariatets diktatur og kulakkerne. Titoisterne argumenterede i 1940’erne, at det slet ikke var nødvendigt at kollektivisere deres kulakker – de ville blot affinde sig med socialismen (som milliardærerne i Kina i dag). Liu Shaoqi argumenterede imod kollektiviseringen af landbruget, før mekanisering var mulig, og ønskede at øge mængden af markedselementer i kollektivbrugene da de var blevet etableret. Deng Xiaoping, værst af dem alle, dekollektiviserede de kinesiske folkekommuner, hvilket skabte millioner af arbejdsløse der søgte mod byerne, samt en ny klasse af landkapitalister og eventuelt en sænket produktion, som forvandlede Kina fra et land der kunne brødføde hele sin voksende befolkning, til et land der importerer enorme mængder mad hvert år. Stalin var dog klar om betydningen af kollektiviseringen af landbruget:

Hvad er forskellen på det gamle system og det nye kollektivbrugssystem? Under det gamle system arbejdede bønderne hver for sig… de arbejdede for godsejerne og kapitalisterne, kulakkerne og spekulanter… Under det nye kollektivbrugssystem arbejder bønderne i fællesskab, i Arteler, ved hjælp af moderne redskaber… Det gamle system leder til kapitalismen, det nye system leder til socialismen…  Der findes folk, der mener, at man kunne slå ind på en eller anden tredje vej. De, der særlig gerne griber efter denne tredje vej, som ingen kender, er visse vaklende kammerater, der endnu ikke er ganske overbevist om rigtigheden af kollektivbrugenes vej. De vil have, vi skal vende tilbage til det gamle system, til den enkelte bedrift, dog uden kapitalister og godsejere. Desuden vil de have, at vi “bare” skal erkende kulakerne og de andre små kapitalister som en lovlig forekomst i vort økonomiske system. I virkeligheden er dette ikke nogen tredje vej, men derimod den anden vej, vejen til kapitalismen. For hvad vil det sige at vende tilbage til den enkelte bedrift og genoprette kulakklassen? Det betyder at genoprette kulakkernes åg, at genoprette kulakkernes udbytning af bønderne og at udlevere magten til kulakerne. Men kan man genoprette kulakklassen og samtidig opretholde sovjetmagten? Nej, det kan man ikke. Genoprettelsen af kulakklassen må føre til oprettelsen af en kulakmagt og til likvideringen af sovjetmagten – må altså føre til dannelsen af en borgerlig regering. Men dannelsen af en borgerlig regering ville så føre til genoprettelsen af godsejerne og kapitalisterne som klasse, til genoprettelsen af kapitalismen. Den såkaldte tredje vej er i virkeligheden den anden vej, vejen til kapitalismens genoprettelse… Altså findes der kun to veje: enten fremad, op ad bakke – til det nye kollektivbrugssystem, eller tilbage, ned ad bakke – til det gamle styre, kulakkernes og kapitalisternes styre. En tredje vej findes ikke.

(Tale på den første unionskongres af stødarbejdere fra kollektivbrugene – J. Stalin)

Landbrugets dekollektivisering udgør det andet essentielle trin i kapitalismens genrejsning efter der er sået tvivl til klassekampen. Det kollektiviserede landbrug udgør et af hovedelementerne i proletariatets diktatur, arbejder-bonde-alliancen. For at bryde proletariatets diktatur, må man derfor bryde alliancen mellem arbejdere og bønder. Stalin skriver om proletariatets diktatur: Jeg påstår, at Kamenevs erklæring om, at “diktaturet ikke er en klasses forbund med en anden”, når den gives i en så uforbeholden form, ikke har noget tilfælles med den leninistiske teori om proletariatets diktatur. Jeg hævder, at sådan kan folk kun tale, der ikke har forstået meningen med samvirket, forbundet mellem proletariatet og bønderne, og proletariatets hegemoni i dette forbund…

Sådan kan kun folk tale, der ikke har forstået følgende tese af Lenin: “Kun en forståelse med bønderne kan redde den socialistiske revolution i Rusland, så længe revolutionen i de andre lande ikke er indtrådt”…..“Diktaturets højeste princip er opretholdelsen af proletariatets forbund med bønderne, så at proletariatet kan beholde den førende rolle og statsmagten”… Men proletariatets diktatur er naturligvis ikke udtømt med magtanvendelse, endskønt der ikke findes noget diktatur uden magtanvendelse. “Diktaturet”, siger Lenin, “betyder ikke blot magtanvendelse, skønt det er umuligt uden magtanvendelse, det betyder også en organisering af arbejdet, som står højere end den foregående organisering.” (Om Leninismens Problemer – J. Stalin)

Det er tydeligt, at ødelæggelsen af arbejder-bonde-alliancen betyder nederlaget for proletariatets diktatur. Deng Xiaoping handlede konsekvent for at bryde alliancen, og skabte i stedet millioner af arbejdere, der for billige penge ville rejse til byerne og producere i de nye kapitalistiske fabrikker. Ikke nok med det, så tydeliggør det sidste citat fra Lenin, at hele formålet med proletariatets diktatur, er at hæve produktionen fra de kapitalistiske og feudale produktionsformer til de socialistiske.

Om Kina i dag Deng Xiaoping har uden tvivl læst Lenin og Stalin. I stedet for at følge de mange og konsekvente advarsler om, at disse trin ville føre til socialismens nederlag, brugte han dem i stedet som instruktion. Det har været mit formål med denne artikel at tydeliggøre præcis hvordan højreopportunisterne arbejder for den kapitalistiske genrejsning i socialistiske lande, og grundstenene har altid været:

  1. At skabe forvirring om marxismens lære om forholdet mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne.
  1. At bryde arbejder-bonde-alliancen, og dermed proletariatets diktatur, gennem angreb på alliancens svageste led; bønderne.

Kinas yderligere handlinger efter Deng Xiaoping har yderlige klargjort borgerskabets kontrol over staten. Kinas enorme statsejede firmaer er siden 1990’erne langsomt blevet delvist privatiseret. Blandt Kinas største “statsejede” firmaer, eksisterer der ikke et eneste, som ikke er blevet åbnet til aktiemarkedet eller har fået oprettet datterselskaber med store dele af dets aktiver, som så delvist privatiseres. Om dog størstedelen af alle disse firmaer stadig er ejet af den kinesiske stat er det i kapitalistisk form. Staten kan gennem flere instanser, planlægningsministerier, nationalbanken, andre statsejede firmaer og statsejede fonde konkurrerer med sig selv om ejerskabet af individuelle statsejede firmaer.

Alle disse “statsejede” firmaer er dog også delvist ejet af store vestlige og kinesiske monopoler, fonde, finansselskaber og kapitalister. Dette er sandsynligvis en tendens, der vil fortsætte med at udvikle sig. Et firma hvor der eksisterer to klasser, en udbyttende og en udbyttet, kan ikke høre under de socialistiske produktionsforhold. Hvis noget skulle nærme sig et sådanne produktionsforhold, skulle det være den relativt store kooperative bevægelse, der eksisterer i Kina, repræsenteret af firmaer som Huawei og landets mange landbrugskooperativer. Kooperativer er dog den laveste form for kollektiv produktion, en småborgerlig produktionsform, og uden en eksisterende socialistisk sektor, kan man ikke med marxistisk-leninistisk metode definere Kinas økonomi som værende socialistisk.

6.5.2023

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top