I 2020 satte covid-epidemien verdensøkonomien delvist i stå. Millioner af arbejdere mistede deres job. Alle arbejdere blev udsat for enorm lønnedgang, og vigtige sektorer af arbejdere blev tvunget til at arbejde under dårlige og farlige forhold. “Frontlinjearbejderne”, især kvinderne, blev “fejret”, men de måtte kæmpe, der hvor de har fået en vis anerkendelse gennem lønstigninger. Arbejdergiverne har brugt denne periode til at øge udbytningen og indføre sociale tilbageslag under påskud af at “redde” økonomien, og de har modtaget milliarder af offentlige penge.
Da pandemien var overstået, indkaldte arbejdsgivere og regeringer til en generel mobilisering for at sikre et boost i økonomien. Det betød i virkeligheden øget profit og overudnyttelse af arbejdskraften. Inflationen begyndte at stige og sænkede reallønnen.
Arbejdernes modstand begyndte at organisere sig på forskellige niveauer, skridt for skridt; nødvendigheden af højere lønninger var vidt anerkendt.
Invasionen af Ukraine har alvorligt forværret konflikterne og rivaliseringen mellem russisk og vestlig imperialisme. Priserne på olie, gas og fødevarer er skudt i vejret, så arbejderne og den brede befolkning må betale for konsekvenserne af den reaktionære krig. Sanktioner og militarisering har forårsaget skyhøj inflation, hvilket fører til brutal fattiggørelse af arbejdere og folk.
“Nu er det vores tur!”
Kravet om højere lønninger begyndte at stige i alle lande: mobiliseringer, strejker, demonstrationer blev mere og mere en måde at tvinge dem igennem over for arbejdsgiverne. Det er en tendens, med forskellige niveauer og rytmer, men den kan ses i alle lande, og klassekampen, arbejdernes styrke, når de kæmper sammen, og arbejderklassens betydning har gjort sig mere og mere gældende.
Lad os give nogle eksempler.
I Tyskland har en bølge af kraftige mobiliseringer og strejker, som ikke er set i mange år, udviklet sig i mange sektorer med konkrete krav, som har været højere end tidligere. Der var en “ny vilje” blandt arbejderne, mere vilje til at vinde og en generel følelse af solidaritet og støtte til dem, der var engageret i kampen. Det har arbejderne inden for sundhed, uddannelse og offentlig transport kunnet mærke. Hverken regeringen eller arbejdsgiverne kunne vende de andre sektorer mod de strejkende. De reformistiske fagforeningsledere var nødt til at tage højde for denne situation. De blev tvunget til en mere radikal demagogi og endda til at udvide strejkerne.
Arbejdsgivere, fagforeningsledere og koalitionsregeringen indgik et kompromis om at stoppe strejkebølgen med en lønforhøjelse, der lå under den officielle inflation. En ny generation af militante arbejdere er gået sammen i denne kamp og har fået mere selvtillid i forhold til arbejdernes styrke. Det er indlysende, at andre kampe vil følge.
I Italien har den højreekstreme regering i storkapitalens tjeneste indledt et brutalt angreb på arbejderklassen, de fattige og migranterne. Arbejdsmarkedet er blevet mere liberaliseret og prekariseret, socialhjælpen er blevet stoppet, mindstelønnen er blevet taget af dagsordenen, og den særlige beskyttelse af migranter er blevet afskaffet.
Under disse forhold udvikler kampen for bedre arbejdsforhold, for at hæve lønnen og stoppe afskedigelser sig: for eksempel på Stellantis og Arcelor Mittals fabrikker, i logistik-, transport-, sundheds- og plejesektoren, mens den eksemplariske kamp, der føres af GKN’s arbejderkollektiv, fortsætter.
I Norge er borgerskabet og de store monopoler “krigsprofitører”, især på grund af de høje gaspriser. Alligevel er arbejdernes realindkomst faldet de sidste tre år. Efter fire dages arbejdsnedlæggelse i den private sektor, der involverede 25.000 arbejdere, forhandlede den reformistiske ledelse af fagforeningsforbundet i april et lønkompromis, der kun kompenserer for inflationen for et mindretal. Ikke desto mindre har arbejderne oplevet deres styrke og evne til at afvise angrebene på deres leve- og arbejdsvilkår.
I Spanien er inflationen 7,5 %, arbejdsløsheden 13,1 %, blandt de unge 29,26 %, og 28 % af befolkningen lever på fattigdomsgrænsen. To store demonstrationer med hundredtusindvis af deltagere fandt sted til støtte for det offentlige sundhedssystem, organiseret af lokale initiativer. Sektorer af arbejdere (rengøring, hotel), som kun havde lidt kontakt med fagforeningerne, er gået ind i kampen og forsøger at koordinere deres kamp. Nødvendigheden af at organisere modstanden mod planen om privatisering af de offentlige sektorer er på dagsordenen. Med de seneste lokalvalg og det forestående parlamentsvalg er den politiske scene ustabil, og højrefløjspartierne truer med at komme til magten.
I Danmark, hvor de store monopolers profitter er høje, havde arbejderne denne gang store forventninger til en reel lønstigning ved de nationale overenskomstforhandlinger. I stedet indgik arbejdsgiverne og fagforeningslederne en aftale med en lille reel stigning og overlod det til de lokale forhandlinger at opnå mere, hvilket negligerede klassens kollektive kampkraft. Nogle arbejdere begynder at tage kampen for højere lønninger i egen hånd, da arbejdsgiverne nægter at betale. Spørgsmålet om “social dumping”, der overudnytter især migrantarbejdere, er et vigtigt spørgsmål for store grupper af arbejdere, som kæmper imod og styrker solidariteten mellem alle arbejderne. Regeringen har besluttet at omdanne en fridag til en arbejdsdag for at finansiere det øgede krigsbudget, hvilket udløste en enorm demonstration og protest.
I Tyrkiet dominerede præsident- og parlamentsvalget den politiske situation. Det dækkede over den dramatiske inflation på 40 % i de første fire måneder af 2023, og alle de store problemer, som arbejderne og folket står over for, som f.eks. jordskælvet. Efter valget er det indlysende, at alle disse problemer vil være tilbage på dagsordenen.
Frankrig: “Nej til 64 år”
Den kraftfulde bevægelse af demonstrationer (13 i alt, inklusive 1. maj) og strejker, der begyndte i januar 2023, mod reformen af pensionssystemet, har mobiliseret millioner af arbejdere, unge, kvinder … Bevægelsen blev samlet omkring det konkrete krav “Nej til 64”, som er blevet fremmet af en bred koalition af de største fagforeninger og ungdomsorganisationer, med støtte fra en lang række foreninger, venstreorienterede politiske partier … Denne bevægelse er også en fortsættelse af tidligere bevægelser mod antiarbejder- og antifolkelige reformer og finder sted i forbindelse med en bølge af strejker for højere lønninger, der begyndte i 2019. Den modreform førte til stemningen “nok er nok“, ”denne gang er det nej”. ”Nej til udnyttelse”, ”nej til at arbejde indtil graven”.
Denne bevægelse har mange aspekter, som tilsammen har givet den styrke og beslutsomhed, der kommer til udtryk i sloganet “vi giver ikke op”. I spidsen for denne kamp står arbejderklassen, som har deltaget i alle byer, produktionscentre over hele landet … Den har tiltrukket store dele af arbejderne og befolkningen, og i dag er 90 % af arbejderne stadig imod reformen, selvom regeringen har gennemtvunget den. Den måde, den har gennemtvunget reformen på, ved at bruge alle forfatningens tricks – mange af dem er helt ukendte for befolkningen – og ved at bruge provokationer og politiundertrykkelse, har øget arbejdernes og de unges beslutsomhed …
Bevægelsen har ikke lammet økonomien, selv om vigtige sektorer var involveret i kontinuerlige strejker. Det er en lektie, som mange arbejdere har i tankerne i dag.
Den generelle følelse er tilfredshed med at have demonstreret arbejderbevægelsens styrke, dens evne til at forene sig omkring konkrete krav. Der er mange erfaringer at dele og diskutere, og bevidstheden om, at det er hele systemet, det kapitalistiske imperialistiske system, der er den største hindring at overvinde, vokser.
Bevægelsen er blevet fulgt med stor sympati internationalt. Den har stimuleret arbejderne, de militante og trøstet dem i tanken om, at “ja, det er muligt for arbejderne at kæmpe, at forene sig, at tage initiativ” mod kapitalen og dens system.
Nogle konklusioner
De alvorlige konsekvenser af Covid 19-politikken – fattiggørelsen af arbejdere og folk, inflation og enorme omkostninger ved krigen i Ukraine – fører til en opvågnen af arbejderbevægelsen i Europa på forskellige niveauer, men i samme retning og med lignende krav.
Arbejderne og folket står ved et vendepunkt, hvor de ikke længere kan bære de fortsatte angreb fra kapitalisterne og deres stat. I denne kamp voksede arbejdernes bevidsthed, og deres selvtillid steg.
Tvunget af kapitalens stigende angreb, og systemets hastigt voksende manglende evne til at opfylde arbejdernes og den brede befolknings krav og håb, vil kampen udvikle sig og intensiveres i den kommende tid.
Det er vores pligt at udvikle bevidstheden, at bekæmpe den reformistiske indflydelse, der fremmes af reformistiske og opportunistiske kræfter, at vise en vej, at styrke enheden og at lede kampen mod hele kapitalsystemet.
Kapitalismen ødelægger vores liv.
Dette system er ikke vores, vi må bekæmpe det.
Kun socialismen kan løse disse problemer til fordel for arbejderklassen, de brede masser, folket, med et nyt og bedre samfund uden udbytning af arbejderne.
28.5.2023
Det regionale europæiske møde i CIPOML – Den Internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer