Det kræver ikke bare en konkret klasseanalyse at kunne forstå, udvikle en politik for og handle i klassekampen ud fra de kræfter og processer, der er i spil. Det kræver en marxistisk-leninistisk klasseanalyse at kunne handle revolutionært og fastholde et revolutionært perspektiv. For der findes mange varianter og teorier, der kalder sig marxistisk klasseanalyse, og når man så ser dem efter i sømmene, bygger de på et reformistisk eller revisionistisk grundlag.
En del af venstrefløjen, nemlig Institut for Marxistisk Analyse omkring Enhedslisten og det trotskistiske Revolutionære Socialister, er gået sammen med Dagbladet Arbejderen og KP/Kommunistisk Parti om en akademisk foredrags- og diskussionsproces, der skal afklare, hvordan en klasseanalyse kan se ud i dagens Danmark. En proces de selv forventer vil tage et par år. Om der bliver et resultat i praksis, vides ikke, men at det ikke kan blive en revolutionær klasseanalyse, står klart fra start af.
KP har i sit principprogram overtaget det gamle revisionistiske DKP’s klasseanalyse, hvor arbejderklassens objektive interesse og mål – at afskaffe kapitalismen og overtage magten – forvandles og sidestilles med småborgerskabets modsætningsforhold til monopolkapitalen. En klasseanalyse der skal retfærdiggøre genbruget af DKP’s og sovjetrevisionisternes anti-monopolistiske strategi i stedet for en samfundsomvæltning og revolution.
Hvad er marxismen-leninismens syn på klasser og principper for klasseanalyse, og hvordan ser APK’s klasseanalyse ud? De spørgsmål behandles her med et oplæg fra APK’s skolingsgruppe i marxismen-leninismen.
Marxismen-leninismens syn på klasser
Hulheden i hele den store socialdemokratiske fortælling om velfærdssamfundet for hele befolkningen, hvor klassesamarbejdet er den danske model for vejen frem, afslører sig gang på gang og også her under den nuværende Corona-pandemi.
Den herskende klasse fik hurtigt samlet sig et ”task force”-ledelsescenter bestående af repræsentanter fra regeringen, de største monopoler som Mærsk, Grundfos og Novo samt Dansk Industri og forskellige dele af toppen i statsapparatet. En tydelig markering af, hvad indsatsen reelt gælder. Såkaldte hjælpepakker med hundreder af milliarder kroner er uddelt med rund hånd til erhvervslivet, mens der ikke er råd at ophæve dagpenge- og kontanthjælpsreformerne eller i praksis sikre værnemidler til sosu-hjælpere.
Så meget for samfundssind på tværs af klasseskel. Og så meget for at sige, at klassekampen står på standby under Corona-krisen. For tværtimod, den kører på fuld hammer. Nogle monopoler og brancher tjener kassen lige nu. Man taler ligefrem om ”Corona medical-milliardærer”, der har scoret svimlende summer på en global pandemi, mens andre og mindre virksomheder bukker under, går konkurs og opsluges. Og ikke mindst skal arbejderklassen endnu en gang betale den krise, der er i virkeligheden en overproduktionskrise accelereret af Corona-pandemien.
Vi lever i et klassedelt Danmark. Vi ser og mærker konsekvenserne hver dag. Det er kampen mellem modsatrettede klasser og klasseinteresser, der gennemsyrer hele samfundslivet.
Lad os dykke ned i den videnskabelige teori og se hvad marxismen-leninismen siger om begreberne klasser og klassekamp.
Marx og Engels skrev i ”Det Kommunistiske Manifest” tilbage fra arbejderbevægelsens start, at ”alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie”. Og videre, at det dengang moderne borgerlige samfund, der opstod ved feudalsamfundets undergang, ikke havde ophævet klassemodsætningerne. ”Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.”
At Marx taler om eksistensen af klasser, og hvordan klassekampen historisk har udviklet sig, er ikke det, der er marxismens bidrag. For det havde borgerlige historikere allerede skildret før ham. Det nye og det revolutionære, som Marx tilføjede og påviste, er:
- at klassernes eksistens er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling.
- at den eneste klasse, der kan skabe det næste og højere trin i den historiske samfundsudvikling, er arbejderklassen, gennem at den overtager magten og etablerer sig som den nye herskende klasse.
- at den historiske fase kaldet det socialistiske samfund – hvor produktionens udvikling bringes i overensstemmelse med samfundets og flertallet af befolkningens behov – kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.
Det Marx siger, er: Det er kun arbejderklassen som klasse og dens revolutionære klassekamp, der kan skabe en samfundsændring, hvor udviklingen af produktionsmidlerne og samfundslivet ikke bygger på udbytning og undertrykkelse, udplyndring af natur og råstoffer og ødelæggelse af miljøet og klima. At der ikke bare er to hovedklasser under kapitalismen, men der er tale om to helt uforenelige klasser med helt grundlæggende forskellige interesser, som hver især har alt at vinde og intet at miste ved hvert sit samfundssystem.
Enten har borgerskabet magten, eller også har arbejderklassen magten. Et mellemstadie med en bedre fordeling af magten og ejendomsforholdene mellem de to klasser er ikke en objektiv historisk mulighed. Det er alene arbejderklassen, der som den revolutionære klasse står for fremtiden. Hvordan og hvornår, og at arbejderklassen ikke kan gøre det spontant, det er det, den politiske bevidste klassekamp handler om og afgør.
Man må stille sig spørgsmålet:
Hvordan bestemmer man, hvad klasser er, og hvem der tilhører hvilken klasse?
Man vælger ikke selv, hvilken klasse man vil tilhøre, det er ikke et individuelt subjektivt valg. Det er heller ikke et spørgsmål, om man føler sig som arbejder eller ej, der afgør om man tilhører arbejderklassen.
Der er nogle helt objektive kriterier, der bestemmer, hvad klasser er, og som er bestemmende for, hvilken klasse man tilhører.
AKPs klasseanalyse, der kan læses i principprogrammet ”Manifestet for et socialistisk Danmark”, bruger Lenins klassedefinition til den konkrete klasseanalyse:
”Klasser er store menneskegrupper, der kendetegnes ved deres placering i det historisk bestemte samfundsmæssige produktionssystem …
- ved deres forhold til produktionsmidlerne – om de ejer dem eller ikke
- ved deres rolle i organiseringen af arbejdet –
- og dermed ved de måder og det omfang, hvori de får del i samfundsrigdommen.
- Det er menneskegrupper, hvoraf den ene kan tilegne sig den andens arbejde i kraft af deres placering i den økonomiske samfundsstruktur.”
Som sagt har APK arbejdet ud fra sin klasseanalyse siden stiftelsen i 2000. Vi har netop udgiven bogen ”Revolutionens opgaver 2000 – 2020”, hvor man bl.a. kan følge og gå dybere ned i, hvordan de forskellige klasser har udviklet sig i denne periode. Her trækkes nogle mere principielle og generelle facts.
Arbejderklassen
Arbejderklassen er langt den største klasse i Danmark og udgør et flertal af befolkningen. Som klasse ejer den kun sin arbejdskraft, som den må sælge for at overleve. Den producerer og realiserer merværdi for kapitalen og sikrer arbejdskraftens reproduktion, dvs. at der hele tiden er den arbejdskraft til rådighed. Den er den klasse, der skaber al samfundsrigdom.
Under kapitalismen bliver der hele tiden ført ideologisk kamp for at formindske arbejderklassen, f.eks.ved at dele befolkningen op i socialgrupper efter indtægt og uddannelse, hvor den bedst stillede del af arbejderklassens angiveligt skulle være rykket op i en udefinerbar middelklasse og den fattigste reformramte del, skulle udgøre en ny underklasse udenfor arbejderklassen. Naturligvis med det klare formål at skabe en falsk bevidsthed om ikke længere at være en del af arbejderklassen og have samme interesser
Hvordan arbejderklassen konkret ser ud, er i konstant forandring. Kompleksiteten i arbejderklassens sammensætning ændres og øges i takt med produktionens og produktivkræfternes udvikling og dens krav, ligesom uddannelsesniveauet er ændret og vokset markant i takt med kravene i den højteknologiske produktion.
Arbejderklassen består af forskellige grupper og lag. Mens det øverste lag på papiret har hus og pension, kan det underste lag knap få en almindelig lejebolig eller sikre sig pension.
Med den imperialistiske arbejdsdeling er hundredtusindvis af ufaglærte job flyttet til områder med større profit, samtidig med at arbejderklassen herhjemme i dag består af mange nationaliteter og etniske grupper.
Dagens arbejdsmarked er et nedbrud af tidligere faglige rettigheder, grupper og skel. Den moderne daglejer på time- og korttidskontrakter og gruppen af working poor (på nudansk) udgør nu en anseelig og voksende del af den danske arbejderklasse.
Inden for arbejderklassen er det stadig de ufaglærte, der udgør den mest klassebevidste gruppe, hvilket giver sig udtryk f.eks. ved strejker og overenskomstkampe.
Arbejderaristokratiet
En af de mest fortiede dele af den marxistisk-leninistiske klasseanalyse er eksistensen af det særlige lag, der kaldes arbejderaristokratiet. Et lag som allerede Engels beskrev, og senere Lenin. At nævne dette lag kan få enhver fagpamper og revisionist op i det røde felt, fordi det rokker ved hele deres eksistens og særlige rolle som systembevarende og brandslukkere af arbejderklassens kamp.
Arbejderaristokratiet er ikke en særlig klasse, men et socialt lag, der knytter sig til forskellige klasser.
I toppen af dette lag sidder toplederne i det faglige bureaukrati, med lønninger, privilegier og levevilkår, der ligger meget langt fra de medlemmer, som betaler deres løn. De er vokset ind som en del af borgerskabet som koncernledelser af megastore pensionsfonde og en del af det politiske magtapparat gennem de såkaldte trepartsforhandlinger.
De mellemste og underste lag fordeler sig ned gennem fagbevægelsens lønnede ledelser, funktionærer, konsulenter og ansatte. Mens det underste, men stadig privilegerede lag består af aflønnede tillidsfolk og grupper af særligt højtlønnede arbejdere, der har fået tildelt ledelsesopgaver i organiseringen af arbejdet.
Fagbevægelsen er ikke lig med arbejderaristokratiet, men det spiller en afgørende og ledende rolle i den, i Socialdemokratiet og i partierne på venstrefløjen.
At toppen og det øverste lag i fagbevægelsen ikke har samme klasseinteresser som arbejderklassen, er vigtigt at vide, når man f.eks. skal gennemføre en overenskomstkamp. Den kan ikke vindes under fagtoppens ledelse, men på trods af den, som vi har set det gang på gang. (Du kan læse en mere uddybet analyse af dette lag i Enhed og kamp nr. 1, 2018)
De sociale lag
Den marxistisk- leninistiske klasseanalyse opererer ikke med begrebet middelklasse. Den taler i stedet om sociale lag eller småborgerlige mellemlag.
Et sådant voksende socialt lag er det, som kaldes intelligentsiaen. Det uddannes til at udvikle den kapitalistiske produktion, til at bevare og udvikle det kapitalistiske samfund og til at sikre den ideologiske undertrykkelse af arbejderklassen. Det er akademikere, videnskabsmænd og specialister, præster, journalister og mediefolk, kunstnere, ‘konsulenter’ af enhver art, studerende ved de højere uddannelser m.m. De sælger ikke deres arbejdskraft, men deres viden og kunnen og deres færdigheder.
Det er et socialt lag, der igen kan inddeles i tre hovedgrupper alt efter deres klassemæssige berøringsflade. Den nederste del arbejder ikke i produktionen, men ofte med en mellemlang uddannelse er deres samfundsmæssige placering at sikre den arbejdskraft, som kapitalen ønsker og kræver. De har stadig mindre indflydelse på organiseringen af deres arbejde eller områdets samfundsmæssige organisering. Det er grupper som folkeskolelærere, pædagoger og studerende, der samtidig får mere og mere livs- og arbejdsforhold, der ligner arbejderklassens.
Det øverste mindre lag er derimod vokset sammen med borgerskabet, som de deler livsvilkår og interesser med, mens en stor mellemgruppe på mange måder deler småborgerskabets usikre vilkår med eller uden ansatte, og dets opadstræbende ambitioner. I en skærpet klassekamp placerer disse lag sig typisk efter, hvilken klasse de har mest berøring med.
Selvom man ikke selv subjektivt kan vælge, hvilke klasser man vil tilhøre, kan man bevidst udvikle et andet klassestandpunkt end den klasses, man tilhører. Dvs. at man politisk, ideologisk og i praksis kan vælge at stille sig på arbejderklassens side i klassekampen. Klassetilhørsforhold er ikke en beskrivelse af det enkelte konkrete menneske, der også har en klassebevidsthed og en klassebaggrund, der kan være forskellig fra ens klassetilhørsforhold. Den kommunistiske og progressive bevægelse har altid haft sine revolutionære og progressive intellektuelle.
De småborgerlige mellemlag er en meget stor blandet gruppe af ansatte i den private og offentlige sektor. De ejer ikke selv produktionsmidler, skaber eller realiserer ikke merværdi, men har ledende opgaver i den kapitalistiske produktion og omsætning eller funktioner, der tjener til sikre det kapitalistiske samfunds beståen og overlevelse – befolkningskontrol og undertrykkelse, ideologiske funktioner. Det er forvaltere, bestyrere, arbejds- og produktionsledere, mange slags specialister.
Småborgerskabet
Så er der småborgerskabet i by og land med selvstændige håndværkere, små landbrugere og fiskere (de som overhovedet er tilbage i de kategorier), småhandlende, frisører, servicefirmaer af den forskelligste slags. Småborgeren ejer selv sine produktionsmidler, men deltager også i produktionen og arbejdet og kæmper hårdt for at overleve i den kapitalistiske konkurrence. Nogle småborgerlige virksomheder er enkeltpersonsfirmaer, andre har nogle få, en håndfuld ansatte eller lidt flere, hvis arbejdskraft de udbytter. Det er alle disse småborgerlige virksomheder, vi nu dagligt ser gå konkurs med den voksende økonomiske krise. Men deres klasseinteresser er at sikre privatejendommen og generelt at stræbe mod at vokse sig større og op i borgerskabet.
Om selve borgerskabet og monopolborgerskabet som klasse skal bare kort siges, at det er en meget lille klasse, der via deres ejendomsret til produktionsmidlerne og kontrol over samfundets og arbejdets organisering rager ufattelige samfundsrigdomme til sig gennem udbytning og plyndring af andres arbejde og af naturen. En klasse der kun kan opretholde sin magt gennem massiv gennemgribende politisk, ideologisk, militær og økonomisk undertrykkelse af andre klasser og lag. Som for længst har forvandlet sig til sin egen modsætning og kun kan opretholde og udvikle sin produktion gennem gentagne ødelæggelser af denne gennem overproduktionskrisers raseren eller direkte krige. En klasse der har tingsliggjort alting og gjort det til en vare for profit. Kort sagt en klasse hvis historiske rolle er udspillet, og som ikke viger tilbage for noget for at fastholde sin magt. Men med Marx ord også en klasse, som også selv har produceret den klasse, arbejderklassen, der skal fælde og afløse den.
Der er mange modsætninger og interessefællesskaber i vores samfund, der går på tværs af klasseskel, f.eks. miljøbevægelse, kvindebevægelse, anti-krigsbevægelse, ja, selv fagbevægelsen består ikke kun af mennesker fra arbejderklassen. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvilke klassekræfter og klasseinteresser der indgår og spiller en rolle i de forskellige bevægelser og kampe i klassekampen. Og det er her, klasseanalysen er et uundværligt redskab. Aktionsenhed i enhver bevægelse er vigtig og et princip, som APK altid har brugt, men man må også altid gøre sig klart, hvilke klasseinteresser der gør sig gældende i de krav og den politik, der føres. Skal en politik føre fremad i en revolutionær retning og udvikle klassekampen, må den tage udgangspunkt i arbejderklassens objektive og subjektive klasseinteresser og krav. En god tommelfingerregel er altid at spørge sig selv: Hvem og hvilken klasses interesse tjener dette synspunkt? Dette krav? Denne politik?
Læs APK’s klasseanalyse ”Det klassedelte Danmark” i principprogrammet ”Manifestet for et socialistisk Danmark”. Find det på hjemmesiden: apk2000.dk/da/principprogram/
Oplæg fra APK’s skolingsgruppe om marxisme-leninisme, maj 2020