APK udtrykker sin fulde solidaritet med det modige, kæmpende palæstinensiske folk og flygtningene i Jenin-lejren. Vi fordømmer på det kraftigste og ser med afsky på apartheid-Israels seneste kriminelle angreb mod byen Jenin og flygtningelejren der. Det er et voldsomt militært angreb og massakre i rækken af Israels forbrydelser mod det palæstinensiske folk med fortsat etnisk udrensning og underlæggelse af stadig større landområder.
Israel har ikke kunnet eliminere den øgede palæstinensiske modstand mod Israels besættelse og tyveri af palæstinensisk land. En ny kæmpende ungdom – trods gentagne invasioner – tager kampen op og fortsætter kampen imod besættelsen . Derfor forsøgte Israel mandag morgen et ny militært angreb mod Jenin-flygtningelejren, hvis lige ikke er set i mere end 20 år.
Flygtningelejren blev omringet med over 100 pansrede køretøjer, så ingen kunne slippe ud. Bulldozere blev kørt ind sammen med militærjeeps og 1000 israelske soldater. Fra luften bombede fly og droner huse og gader og resulterede i drab på mere end 8 palæstinensere og anholdelse af snesevis af andre.
Med en israelsk regering drevet af dens behov for at tilfredsstille illegale bosætteres blodtørst og drevet af hævn over, at palæstinensere ikke mindst i Jenin-flygtningelejren yder modstand mod besættelse og landtyveri.
Herhjemme ser vi en dansk regering, som ubetinget støtter apartheid-Israel uden konsekvenser for apartheid statens langvarige ulovligheder. Tværtimod undergraver regering og Folketingsflertallet den internationale bevægelse for boykot af apartheid-Israel på værste vis med indkøb af israelsk Elbit militærudstyr.
Det seneste israelske angreb kan ikke undgå at øge palæstinensernes vrede mod den israelske besættelsesmagt og bør resultere i endnu større international solidaritet med det kæmpende palæstinensiske folk for deres legitime, nationale rettigheder for et Frit Palæstina.
Solidaritet med det kæmpende palæstinensiske folk!
Boykot Israel – Stop våbenhandlen med Israel!
Frit Palæstina!
- juli 2023
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK