Processen med at udvide BRICS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) med Egypten, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, som blev etableret på det 15. topmøde i Johannesburg, har givet nyt pust til trompeterne fra fortalerne for en “multipolær verden”.
Multipolarisme er et grundlæggende begreb i borgerlig geopolitik, der står i kontrast til begrebet unipolarisme, som blev meget populært i begyndelsen af 1990’erne af apologeter for USA-imperialismens “ældgamle” hegemoni, såsom Charles Krauthammer og Francis Fukuyama.
Begrebet unipolarisme kom i krise efter den imperialistiske supermagt USA’s tab af positioner og det imperialistiske Kinas fremgang, som ændrede den globale magtbalance.
Multipolarisme er således et begreb, der afspejler den strukturelle nedgang i USA’s magt og Kinas og andre imperialistiske og kapitalistiske landes økonomiske/finansielle fremmarch på den internationale arena.
De grundlæggende træk ved den multipolære model er:
- Flere magtcentre: flere internationale magter, der har politisk, økonomisk eller militær indflydelse på regionalt eller globalt plan.
- Magtbalance: baseret på ideen om et system, hvor flere magter udøver en afbalanceret indflydelse, så man undgår dominans af en enkelt global magt.
- Kamp om hegemoni på den kulturelle og politiske front: Hver magtpol har sin egen kulturelle, politiske og økonomiske identitet, som påvirker den globale dynamik.
- Gensidig afhængighed mellem centrene: Disse aktører interagerer med hinanden på forskellige områder, såsom handel, sikkerhed og diplomati, hvilket skaber komplekse relationer og sammenkoblinger.
- Styring af internationale relationer: Tilstedeværelsen af flere magtcentre gør styringen af internationale relationer mere kompleks og kræver et mere multifacetteret og afbalanceret diplomati sammen med en polycentrisk verdensstyring.
Blandt de førende teoretikere inden for multipolarisme er Kenneth Waltz, John Mearsheimer og Robert Kagan.
Nogle af de akademikere, der har udviklet teorien om multipolarisme, er den australske sinolog Wang Gungwu, den kinesiske chauvinist Yan Xuetong og “soft power”-teoretikeren Zheng Bijian.
I Rusland er den superreaktionære Aleksandr Dugin fortaler for et multipolært system som et alternativ til USA’s dominans.
Andre borgerlige teoretikere i Indien, Brasilien og nogle EU-lande støtter også en multipolær verdensorden for at sikre en mere retfærdig fordeling af den globale magt.
I Italien er Lucio Caracciolo (redaktør af det geopolitiske magasin Limes) fortaler for multipolarisme og balancen mellem rivaliserende imperialistiske magter.
(I Danmark er Dagbladet Arbejderen talerør for denne strømning, bemærkning af E&K’s redaktion.)
Multipolarismens ideologiske rødder
Multipolarisme, dvs. ønsket om en model for internationale relationer, hvor konflikter mellem kapitalistiske og imperialistiske stater og blokke sameksisterer og løses fredeligt, er et ideologisk våben og en politisk teori, der har til formål at skjule modsætningerne i det imperialistisk-kapitalistiske system og modsætte sig proletariatets og folkenes revolutionære kamp.
Kautskys teorier om internationale relationer og imperialisme påvirkede nogle af begreberne inden for multipolarisme.
Kautsky benægtede, at imperialismen var kapitalismens højeste og sidste udviklingstrin, hvis essens på det økonomiske plan er monopolkapitalisme, og argumenterede i stedet for, at det er en foretrukken politik for finanskapitalen.
Denne definition tjente Kautsky til at vise, at imperialisterne kan føre en anden politik, en ikke-imperialistisk politik, som ikke handler om erobring eller røveri.
Kautsky teoretiserede derfor, at kapitalismen kunne udvikle sig til et stadie, hvor imperialistiske nationer ville forene sig i et system af fælles dominans i stedet for at konkurrere med hinanden. Dette begreb om “ultraimperialisme” indebærer en form for samarbejde mellem de herskende magter om fælles udnyttelse af verden.
Ligesom Kautsky adskiller multipolaristerne økonomi fra politik. Deres teser tjener til at vise, at imperialisterne kan opnå en politik for fred og fremskridt.
Bag multipolaristernes teser ligger tydeligvis imperialistiske og kapitalistiske staters interesser, især Kinas og Ruslands, som gennem disse holdninger søger at styrke sig selv, eksportere kapital med den attraktive “win-win”-formel og åbne økonomiske, politiske og diplomatiske rum for sig selv.
Multipolarisme pynter på imperialismen (når den ikke benægter den) og skjuler dens dybe modsætninger; den søger at forsone arbejderklassen med borgerskabet og dets statsapparater og kollaboratører. Denne politiske teori underminerer kampen mod imperialismen og den proletariske internationalisme, gør arbejderklassen passiv og afleder den fra den revolutionære kamp for socialisme, bremser massernes bevidsthed og arbejderklassens evne til at bestemme historiens gang.
Især i den russiske og kinesiske form for multipolarisme fornyes både den khrusjtjovitiske ”fredelige sameksistens” og “teorien om de tre verdener”, bag hvilke de grundlæggende modsætninger i vores epoke benægtes.
At forestille sig en multipolær verden baseret på balance, afspænding og “evig fred” mellem stormagterne er ikke kun et falsk håb, det er en fuldstændig afvisning af leninismen og arbejderklassens historiske funktion.
De, der går ind for disse holdninger, har ikke og kan ikke have noget revolutionært og klassemæssigt perspektiv, de har intet at gøre med proletarisk internationalisme, men udtrykker enhed med imperialisterne, især dem, der er på vej frem, sameksistensen mellem de udbyttede og udbytterne, mellem de undertrykte og undertrykkerne, opgivelsen af revolutionær kamp.
Multipolarisme er ikke engang anti-neoliberal, da den blot erstatter “liberal globalisering” med vestlige karakteristika med “liberal globalisering” med multipolære (især kinesiske) karakteristika.
Efter vores mening er konceptet om en “multipolær verden” i sig selv ikke afledt af en videnskabelig tilgang; det er fremmed og i modsætning til den leninistiske opfattelse af imperialisme. Dette begreb skjuler de dybe modsætninger, der findes, ved at fokusere på en inkonsekvent opfattelse af den nuværende situation. Det egner sig til en illusorisk model for internationale relationer, baseret på en “alternativ” arkitektur til den, vi har i dag. Men hvad er virkeligheden?
I dag er verden domineret af imperialisme, kendetegnet ved den imperialistiske supermagt USA’s hegemoni, som forsøger at forhindre andre imperialistiske magter i at vokse frem, især Kina.
Vi ser en gradvis erosion af den amerikanske imperialismes overherredømme, som er i historisk tilbagegang, mens loven om ujævn udvikling viser en gradvis ændring i magtbalancen til fordel for de nye imperialistiske magter, som udfordrer USA’s hegemoni.
Multipolarisme er det ideologiske og politiske udtryk for disse magters strategiske interesser, som kræver en position i det kapitalistisk-imperialistiske system, der svarer til deres voksende økonomiske, politiske og militære styrke.
Den såkaldte “multipolære verden med nul-sums-hegemoni” er et bedrag, der tjener til at holde det imperialistiske systems klassekarakter skjult og til at sprede dødbringende illusioner om det hensigtsmæssige i “progressivt samarbejde” og “håndtering af kontraster” i en verden, der er rystet og splittet, domineret af imperialistiske magter, der indbyrdes kæmper for en nyopdeling af verden.
Marxismen-leninismen og multipolarisme
Mens marxismen-leninismen går ind for kampen for en verdensrevolution og omstyrtelsen af kapitalismen for at opbygge socialismen, fokuserer multipolarismen på sameksistensen og balancen mellem forskellige imperialistiske og kapitalistiske magter uden at tage fat på de økonomiske rødder i den kapitalistiske produktionsmåde og de økonomiske og sociale uligheder, den skaber, udbytningen af arbejderne og udplyndringen af folkenes ressourcer.
Den marxistisk-leninistiske opfattelse af social differentiering hviler på teorien om klasser og klassekamp, op til anerkendelsen af proletariatets diktatur. Multipolarismens retorik er på den anden side baseret på forholdet mellem stater, de herskende klassers undertrykkelsesapparater, bag hvilke de udbyttedes og undertryktes klassekamp er fuldstændig skjult.
For multipolarister er klassekampen ikke historiens drivkraft, fremskridt er ikke et resultat af arbejderklassens og folkenes kamp, af deres kamphandlinger, som er fuldstændig skjult og benægtet. I multipolarismen er de globale relationer formet af borgerlige klassedynamikker og økonomiske og militære magtforhold mellem borgerlige stater, der handler for at løse deres konflikter i “alles” interesse.
Under multipolarismen ligger klasseforliget, forsøget på at mildne klassekampen, at bedrage arbejderklassen og de undertrykte folk med fængende formler.
Bag demagogien om at “finde passende løsninger” i en tid med internationale forandringer, prædiker multipolarismen samarbejde og social fred mellem de udbyttede og udbyttende klasser, mellem undertrykte og undertrykkende lande, mellem undertrykte og undertrykkende nationer.
Moderne revisionister, især de kinesiske revisionister, går ind for multilateralisme og fornægter den objektive karakter af klassemodsætningerne og støtter idéen om, at imperialisme og kapitalisme i det store og hele er faktorer for fremskridt og verdensfred, når først visse “fejl” er rettet op.
For moderne revisionister – som i årtier har erstattet essensen af revolutionær klasseteori og klassekamp med borgerlige begreber og praksisser – er det ikke arbejderklassen og de folkelige masser, der er drivkraften bag den historiske proces og handling.
Fortalerne for multipolarisme, som ikke tror på arbejderklassens og folkenes revolutionære potentiale, og som ikke ser nogen mulighed for og nødvendighed af et revolutionært brud med det kapitalistisk-imperialistiske system og opbygningen af den videnskabelige socialisme, fremmer og støtter blot de borgerlige staters handlinger, som stræber efter nye magtbalancer på den internationale scene.
Multipolarisme er ikke rettet mod det imperialistiske system, men mod et specifikt imperialistisk land, USA. Dens formål er ikke at ødelægge det imperialistiske system, men at bevare det, ikke at undertrykke menneskers udnyttelse af mennesker, ikke at gøre en ende på undertrykkelsen af folk, ikke socialisme, men kun at reducere den nuværende hegemoniske imperialistiske magts magt, en ændring i magtbalancen mellem imperialistiske røvere, der bevarer det imperialistisk-kapitalistiske system intakt.
I modsætning til Khrusjtjovs teser om “fredelig sameksistens” og den maoistiske “teori om tre verdener”, præsenteres multipolarisme ikke som en doktrin i arbejderklassens og folkenes påståede interesse, ikke som en opportunistisk version af arbejderklassens klassekamp. Det er en teori udtænkt af borgerlige intellektuelle med det formål at udvikle et system af principløse alliancer med imperialister og reaktionære under ledelse af de herskende klasser i stater, der forsøger at frigøre sig fra USA’s hegemoni.
Under bannerne “retfærdig og velordnet global multipolaritet” og “inkluderende økonomisk globalisering” forsøger de kinesiske imperialister, russiske chauvinister og alle slags revisionister at forene de revolutionære med de kontrarevolutionære, antiimperialisterne med proimperialisterne, antifascisterne med fascisterne, de fredselskende med krigsmagerne for deres egne interessers skyld.
Deres mål er at halshugge og nedbryde arbejderklassens revolutionære bevægelse, at forvandle arbejderklassens kamp til klassesamarbejde med dets udbyttere for at sikre det døende kapitalistiske systems overlevelse.
Derfor må de forsøge at overbevise arbejderklassen og folkene om, at klassemodsætninger og modsætninger mellem imperialistiske og kapitalistiske magter er forenelige inden for rammerne af det borgerlige system, at løsningen på de eksisterende dramatiske problemer skal findes i større gensidig forståelse og bedre samarbejde med de herskende klasser, i koalition med det imperialistiske bourgeoisi.
Multipolarisme udfordrer ikke de kapitalistiske sociale produktionsforhold, men forsvarer dem til det sidste. Den afspejler derfor de udbyttende klassers interesser, som uundgåeligt er i modstrid med kravene om socialt fremskridt. Det er en liberal metodologi, der har det åbenlyse formål at overbevise arbejderklassen om at affinde sig med sin tilstand som undertrykt klasse og blive et føjeligt instrument for borgerskabets politik.
Samtidig er multipolarisme den mest åbenlyse fornægtelse af den proletariske internationalismes princip og praksis, som erstattes med borgerskabets nationalisme (kinesisk, russisk osv.). På denne måde erstattes solidaritet mellem folkene med støtte til folkenes undertrykkere.
Fra det ideologiske aspekt såvel som fra det praktiske aspekt er multipolarisme i antagonistisk modstrid med arbejderklassens interesser og den videnskabelige socialismes principper, som udtrykker de objektive tendenser i den historiske udvikling.
Mystifikationer og realiteter
Tilhængere af multipolarisme fremfører forskellige argumenter for at overbevise arbejderklassen og befolkningerne om rigtigheden af deres forslag og politik. De bruger spidsfindigheder og mystifikationer for at få arbejderne og befolkningerne til at acceptere deres teser og hævder, at arbejderne og befolkningerne vil have noget at vinde ved multipolarisme, dvs. ved at stå på den kinesiske og russiske imperialismes side for at mindske USA’s internationale magt.
Blandt de argumenter, der bruges af revisionister og opportunister til fordel for multipolarisme, finder vi ofte følgende: “Der ville være en mere fredelig, stabil og velstående verden”, fattigdom og ulighed ville blive “reduceret”, menneskehedens og planetens overlevelse ville blive “sikret”.
I mange vestlige lande, herunder Italien, indtager en del af de såkaldte “antiimperialistiske” (i virkeligheden kun anti-amerikanske) organisationer en støtteposition over for Rusland og Kina. Umiddelbart ser det ud til, at dette er noget anderledes end under Første Verdenskrig, hvor opportunisterne støttede deres egen imperialistiske magt. Men selvom det tydeligvis er en politisk forskel, arbejder denne opportunistiske tendens ideologisk i begge tilfælde (nu og under Første Verdenskrig) for at glemme klassekampen og forene arbejdermasserne med borgerskabet.
Ifølge dette synspunkt skal man ikke gøre andet end at støtte den “svagere” røver eller den “mindre farlige” i konflikterne mellem imperialisterne om at opdele verden for at bevæge sig i retning af en “bedre verden”.
Denne måde at se tingene på, som er lige så mystificerende, som den er illusorisk, har intet socialistisk eller revolutionært over sig.
På grund af loven om den ujævne udvikling vil der i det imperialistiske system altid være en stærkere røver og en svagere, den ene på vej op og den anden på vej ned osv. Hvis arbejderklassen skulle handle i overensstemmelse med metoden om at hjælpe den svagere, at tage parti for den “mindre farlige” mod den stærkere og farligere, ville det altid finde sig selv fanget i krige, ville permanent være kanonføde i konflikten om, hvilken imperialistisk stat og hvilke monopolgrupper der skulle dominere verden.
I modsætning til multipolarismens giftige propaganda er fred og afspænding i virkeligheden ikke på vej frem, men rivalisering og konflikt mellem imperialistiske magter bliver forværret.
Den “multipolære verden” er, hvad først og fremmest Kina og Rusland forsøger at skabe for deres imperialistiske ambitioner ved at bruge løgnen om, at den vil være mere fredelig, uden fjendtlighed mellem imperialistiske og kapitalistiske lande, uden aggression mod befolkninger osv. Men deres ambitioner under det imperialistisk-kapitalistiske system vil kun være i stand til at hævde sig gennem militær magt.
Imperialismens epoke (fra begyndelsen af det 20. århundrede til i dag) har været præget af de store imperialistiske magters kamp mod hinanden, hvilket har resulteret i krige for at afgøre, hvilken imperialistisk magt der skulle blive hegemonisk i spidsen for sine allierede.
I dag er vi, sammen med den amerikanske imperialismes tilbagegang, vidne til fremgang for Kina, som ønsker at overhale USA og blive den nye hegemoniske magt i midten af dette århundrede. Så den såkaldte “multipolære verden” er først og fremmest en verden af imperialistiske magter, der kolliderer med hinanden.
Overgangen til “multipolarisme” er ikke fredelig. BRICS+ udgør ikke en blok eller en organisation, der har en antiimperialistisk funktion, da det er en sammenslutning, der omfatter imperialistiske magter og mere eller mindre avancerede kapitalistiske lande, nogle af dem “lande på tærsklen” til at blive imperialistiske. Disse landes fremmarch på verdensscenen, deres forsøg på at bryde den nuværende imperialistiske orden og sætte sig selv på vejen til uafhængig udvikling, vil uundgåeligt skabe nye konflikter og krige.
Selv om BRICS+ har stigende økonomisk magt (svarende til omkring 35 % af det globale BNP) og voksende politisk indflydelse, bør man betragte interne stridigheder mellem disse lande som præget af dybe forskelle, forskellige politiske regimer, divergerende mål og interesser, såsom dem, der for eksempel karakteriserer forholdet mellem Indien og Kina på flere områder. Sammenstød kan især forekomme blandt de stærkeste stater, eller blandt dem, der er interesseret i de samme markeder og indflydelsessfærer, ligesom klassemodsætningerne skærpes inden for dem.
Den såkaldte multipolære verden er en mystifikation og en illusion om en verden, der i virkeligheden er præget af imperialistiske og kapitalistiske stater og monopoler, der bekæmper hinanden, og af bitre klassekampe og nationale befrielseskampe. Formålet med multipolaritetspolitikken er at desorientere arbejderbevægelsen og forene den med opportunisme og socialchauvinisme, både nationalt og internationalt.
Hvordan udnytter man modsætningerne mellem røvere?
Fortalerne for multipolarisme prædiker, under påskud af at modsætningerne skal udnyttes, et forbund med de for tiden svagere imperialismer for at modsætte sig den stærkere.
I kampen mellem banditter, der stræber efter at plyndre, undertrykke og udnytte arbejderne og folkene, er der ikke noget at vælge imellem. Den ene er værre end den anden, de er alle vores fjender, og kommunisternes mål er at drage fordel af deres modsætninger, ikke for at tage parti for den ene eller den anden, men for at bringe dem alle til fald.
Udnyttelsen af modsætningerne i fjendernes rækker skal føre til vækst og styrkelse af arbejderklassens og folkenes revolutionære bevægelse, deres revolutionære og uafhængige organisationer, ikke til svækkelse og opløsning, ikke til passivitet, som multipolaristerne ønsker. Dette må føre til en stadig mere aktiv mobilisering af de revolutionære kræfter i kampen mod imperialismen, uden at tillade nogen form for illusion at opstå blandt proletariatet og folkene.
At betragte modsætningerne mellem de imperialistiske magter som de eneste og benægte modsætningen mellem revolution og kontrarevolution, mellem arbejderklasse og borgerskab, at sætte udnyttelsen af modsætningerne i den imperialistiske lejr i centrum for ens strategi, at benægte det væsentlige – væksten i bevidstheden, organisationen og den revolutionære ånd, massernes evne til at kæmpe, udviklingen af arbejdernes og folkenes revolutionære bevægelse – er at opgive forberedelsen til revolution: alt dette er i fuldstændig modstrid med marxismen-leninismens lære.
Ved at forsøge at udgive Kina og Rusland for at være arbejderklassens og folkenes allierede i den påståede kamp mod USA’s og Vestens imperialisme viser multipolarismen tydeligt sin pseudo-antiimperialistiske (i virkeligheden anti-amerikanske) karakter.
Det er en kontrarevolutionær teori og politik, fordi den for arbejderklassen prædiker en strategisk alliance med monopolborgerskabet og de voksende imperialistiske magter, og dermed et afkald på revolution.
Det er også en pro-imperialistisk teori, fordi den retfærdiggør og støtter den neokolonialistiske og udnyttende politik, som imperialistiske magter, der er rivaler til USA, fører, og opfordrer folkene i Asien, Afrika, Latinamerika og Europa til ikke at modsætte sig denne politik, under påskud af at skabe en “mere åndbar atmosfære”.
USA’s imperialisme er en voldsom, aggressiv, krigsliderlig imperialisme, der er afhængig af dollarens styrke og våben for at opretholde sin hegemoniske position og sætte sine kløer i alle regioner og kontinenter.
Det betyder slet ikke, at de andre fjender af arbejderklassen og verdens folk, den kinesiske, russiske, japanske, tyske osv. imperialisme, er fredselskende og antimilitaristiske, som fortalerne for multipolarisme hævder. Sådanne teser er meget farlige for revolutionens skæbne; de skaber blændværk omkring de andre imperialistiske magters ikke-aggressive, ikke-hegemoniske og ikke-ekspansionistiske natur.
Arbejderklassens og den proletariske revolutions strategiske opgave er at omstyrte og nedbryde imperialismen, ikke bare ét imperialistisk land.
For arbejderklassen og for enhver kommunist, der fuldt ud har assimileret leninismen, er hovedfjenden på det strategiske niveau verdensimperialismen.
Praksis har vist, at alle imperialistiske magter er fjender af revolutionen og socialismen, af folkenes og nationernes frihed og uafhængighed, at de er den største kraft i forsvaret af udbytningssystemer, den virkelige trussel, der sigter mod at trække menneskeheden ind i en tredje verdenskrig.
At ignorere denne sandhed, at undervurdere faren fra den ene eller den anden magt, og hvad der er endnu værre, at appellere til at slutte sig til den ene supermagt mod den anden, at stole på den ene imperialisme for at bekæmpe den anden, har katastrofale konsekvenser og udgør en stor fare for fremtiden for den proletariske revolution og folkenes frihed.
Den kamp, som de marxistisk-leninistiske partier og organisationer fører mod krig, er ikke adskilt fra klassekampen for at omstyrte det system, der uundgåeligt skaber den, med det formål at opbygge den generelle front af den revolutionære bevægelse i alle lande mod imperialismens globale front.
Derfor kan mottoet “mine fjenders fjender er mine venner” ikke gælde for de imperialistiske og kapitalistiske magter, der bruger alle midler til at sabotere og drukne revolutionen og socialismen i blod for at sikre det nuværende barbariske systems overlevelse.
Kina, Rusland og andre imperialistiske magter kæmper ikke for folkenes og arbejdernes frihed, men for at udvide deres dominans og udbytning af den undertrykte arbejderklasse, folk og nationer. Når de kæmper mod den amerikanske røver, udhuler dens afsætningsmarkeder, svækker dens positioner og indflydelsessfærer og styrker deres egne, gør de det for at udvide deres kløer over folkene. Og så snart befolkningerne i et land kommer til at ryste den ene supermagts åg af sig, kommer den anden straks til at erstatte den. Afrika og Mellemøsten er tydelige beviser på dette.
Så det er ikke et spørgsmål om at være “neutral” eller “ækvidistant”, men om at være konsekvent antiimperialistisk og handle som kommunister i fuld uafhængighed af borgerskabet.
For at konkludere
De nuværende anti-leninistiske teorier om multipolarisme og multilateralisme har til formål at underminere revolutionen, slukke kampen mod imperialismen, splitte den marxistisk-leninistiske bevægelse og bekæmpe de partier, der forbliver loyale over for marxismen-leninismen og den socialistiske revolutions sag.
Forsøg på at analysere situationer på en “ny” måde, forskellig fra Lenins og Stalins, at ændre den revolutionære strategi, som den kommunistiske bevægelse altid har holdt sig til, fører ned ad en falsk, antimarxistisk vej, til opgivelse af kampen mod imperialisme og revisionisme.
Den eneste vej, der fører til sejr, går gennem loyalitet over for marxismen-leninismen, kampen mod alle revisionistiske afvigelser og opportunisme, den revolutionære mobilisering af arbejderklassen og folkene mod borgerskabet og imperialismen.
Som kommunister (marxister-leninister) må vi åbent bekæmpe multipolarisme og alle borgerlige og revisionistiske ideologiske mystifikationer, der skjuler eller fordrejer nutidens virkelighed, som pynter på imperialismen og dens barbari, og som ikke levner plads til dem.
Nutidens kapitalistisk-imperialistiske verden er objektivt set stadig mere fragmenteret, splittet og konfliktfyldt. Det faktum, at nogle lande er i fremgang, mens andre er i tilbagegang, betyder ikke, at verden er mere sikker på grund af uligheden i den økonomiske og politiske udvikling.
Den ujævne udvikling blandt de kapitalistiske og imperialistiske lande fører til, at ubalancerne i det nuværende system forstærkes. Der er lande, der forsøger at ændre situationen og omfordele markeder, råstofkilder, transportruter, “indflydelsessfærer” til deres fordel. For at gøre det må de nødvendigvis bruge væbnet magt, om end den største magtanvendelse i dag stadig kommer fra USA, der forsøger at holde fast i det, de har. Som følge heraf opstår der fjendtlige lejre, og krige bryder ud for at skabe en nyopdeling af verden.
Snakken om multipolarisme er bare et skalkeskjul, bag hvilket stormagterne skjuler forberedelser til nye krige og bedrager befolkningerne.
I kapitalismens metropoler er den proletariske verdensrevolutionsproces i dag legemliggjort i genoptagelsen af arbejderklassens og andre lag af udbyttede arbejderes klassekamp mod kapitalistisk udbytning og undertrykkelse, mod borgerskabets forsøg på at lægge byrden af det kapitalistiske verdenssystems generelle krise på arbejdernes skuldre, mod konsekvenserne af imperialistiske krige, mod reaktionens og fascismens fremmarch i den ene eller anden form.
Takket være den kommunistiske propaganda bliver de folkelige masser, med arbejderklassen i spidsen, mere og mere bevidste om, at et brud med det kapitalistisk-imperialistiske system er den eneste revolutionære udvej for at undslippe kapitalismens kriser og andre svøber, borgerlig udbytning, fascistisk vold og imperialistiske krige.
De objektive betingelser bliver mere og mere gunstige for revolution i de udviklede imperialistiske og kapitalistiske lande; her stilles den proletariske revolution op som et problem, der skal løses.
De marxistisk-leninistiske partier og organisationer, som rejser banneret for den revolution, der er blevet forrådt og forladt af revisionisterne, har sat sig selv den opgave at forberede arbejderklassen og dets allierede til fremtidige kampe for omstyrtelsen af den borgerlige orden; de arbejder på at realisere det.
Moderne revisionister, fortalere for multipolarisme og andre borgerlige og reformistiske teorier, forsøger at sabotere revolutionen og dens forberedelse for at opretholde status quo i den kapitalistisk-imperialistiske orden.
Den politiske og ideologiske kamp mod fortalerne for multipolarisme og multilateralisme er derfor et vigtigt aspekt af kampen mod imperialisme, revisionisme, opportunisme og reaktion, for at presse arbejderklassen og folkene til at modsætte sig krigspolitikken og fordømme de militære blokke (NATO, EU, Shanghai-pagten, AUKUS osv.), opbygge antiimperialistiske fronter, for at bekræfte den socialistiske revolutions og den proletariske internationalismes historiske nødvendighed.
Det er nødvendigt at kæmpe indædt for at forhindre, at arbejderbevægelsen og den kommunistiske bevægelse vælger side under den ene eller den anden imperialistiske magts banner, bliver afhængig af den og underkastet dens strategiske interesser.
I dag som i går kan man ikke bekæmpe imperialismen, man kan ikke opbygge den revolutionære enhed i den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen, man kan ikke være internationalist uden at bekæmpe de revisionistiske og opportunistiske teser, uden at bryde åbent og skarpt med disse strømninger og deres organisationer. En sådan nødvendig adskillelse, der fremmes af skærpelsen af de store modsætninger i vores epoke, er historisk uundgåelig og nødvendig for at udvikle proletariatets revolutionære kamp.
Forsvaret og udviklingen af marxismen-leninismen, afsløringen af og den uforsonlige kamp mod alle former for revisionisme og opportunisme inden for arbejderbevægelsen og den kommunistiske bevægelse, genoplivningen af den proletariske internationalismes levende praksis, er væsentlige aspekter af kampen for at fremme samarbejdet og integrationen af proletariatets revolutionære partier i perspektivet af en ny Kommunistisk Internationale.
Marts 2024
Oversat fra Unity & Struggle nr. 48, 2024
Tidskrift for CIPOML, Konferencen af marxist-leninistiske partier og organisationer