Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Det socialistiske Danmark – socialisme og kommunismen

Af Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Det kapitalistiske og imperialistiske system er enerådende i verden i dag. Alligevel kan det 21. århundrede blive det, der ser imperialismens fald. For det kapitalistiske og imperialistiske system er stødt på sine historiske udviklingsgrænser. Det er ude af stand til at sikre menneskeheden fred og fremgang. Aldrig har der været større forskel mellem rige og fattige. Det er modent til revolutionær forandring.

Derfor kan det 21. århundrede også blive socialismens århundrede. Det århundrede, hvor arbejderklassens kamp for at skabe et socialistisk samfund virkeliggøres.

Sådan indledes APKs, Arbejderpartiet kommunisternes principprogram –  Manifestet for et socialistisk Danmark – vedtaget på partiets stiftende kongres april 2000, og forsætter:

”Det danske samfund står over for store historiske forandringer:

Det har bevæget sig en lang vej fra det unge borgerlige samfund, der rystede feudalismens, adelsmagtens og enevældens åg af sig, til det ældede kapitalistiske samfund af i dag. Et rigt lille imperialistisk land, der ikke er i stand til at sikre virkelig velfærd og fremgang for arbejderne og det store flertal, og hvor den herskende klasse i sin jagt på profit har solgt den nationale uafhængighed og muligheden for en selvstændig udvikling, og tilmed gjort landet til ny deltager i de imperialistiske røverkrige.

Et forsvindende mindretal af befolkningen, klassen af kapitalister, med monopolkapitalen som det ledende lag, har indrettet samfundet og hele samfundslivet, så det tjener jagten på stadig større profit, på tilvækst af kapital. Det er dette – og ikke samfundets, ikke menneskenes, ikke arbejdernes eller det store flertals interesser og behov – der står i centrum og er bestemmende.

Den herskende klasse har ført det danske samfund ind i en udviklingsmæssig blindgyde.

Arbejderklassen er den eneste sociale kraft i dette ældede kapitalistiske samfund, som har nøglen til en anden og bedre fremtid, som kan realisere sit mål og programmet for et socialistisk Danmark.”

Vi bringer her APKs bud på socialisme, kommunisme og et socialistisk Danmark fra ”Manifestet for et socialistisk Danmark”:

Socialisme og kommunisme

Det 20. århundrede så historiens første forsøg på at afskaffe kapitalismen og påbegynde en samfundsudvikling hen imod det klasseløse samfund, kommunismen.

Mellem det kapitalistiske klassesamfund og det klasseløse kommunistiske samfund ligger socialismen, hvor det første revolutionært forvandles til det andet. Socialismen er i sig selv et overgangssamfund, det kommunistiske samfunds lavere trin, der gradvist ryster rester og spor af tidligere udbyttersamfund af sig og endeligt besejrer kapitalismen.

Det afskaffer menneskets udbytning af mennesket; det starter med at afskaffe den overflødige kapitalistklasse, det forvandler det kapitalistiske samfunds arbejderklasse til en fri arbejderklasse, en klasse, der har magten i samfundet og ikke længere er en vare, og som sammen med og i spidsen for de øvrige arbejdende i by og på land, og med socialismens nye intellektuelle, bygger det ny samfund. Disse klasser og lag under socialismen udvikler sig hen imod en ensartet stilling i produktionen, som socialismens arbejdende, klar til det kommunistiske samfunds udfordringer.

Socialismen lægger grunden til det ny menneskesamfund, det kommunistiske samfund, hvor menneske og natur kan leve i harmoni, i en frugtbar vekselvirkning, der giver mulighed for en bæredygtig udvikling, så længe menneskene vil kunne eksistere på vores planet.

Under kommunismen vil alle klasser, enhver klassedeling, alle klasseskel være væk. Stat og statsmagt som udtryk for klassernes magt borte. De politiske partier, der er redskaber for de forskellige klasser, vil være forsvundet. Alle de hidtidige klassesamfunds antagonistiske modsætninger vil ophøre med at eksistere. Det kommunistiske samfund vil udvikle sig hurtigt, frit og uhindret. At alle mennesker står i samme forhold til produktionsmidlerne, i samme forhold til samfundet, betyder at alles personlighed kan udvikle og udfolde sig fuldt ud, at samfundet udvikler sig gennem alles fri og frivillige medvirken.

Produktivkræfterne kan frit udfoldes og udvikles til gavn for hele samfundet. Ethvert hierarki, enhver skillelinje i arbejdsdelingen, modsætninger mellem håndens og åndens arbejde, mellem land og by, kønsmodsætningerne, vil være overvundet.

Arbejdet vil ikke længere være en tvang, men en livsbetingelse som udtryk for den menneskelige skaberkraft. Under kommunismen gælder fordelingsprincippet, at ‘enhver yder efter evne og modtager efter behov’.

Det socialistiske samfund har uafbrudt retning mod kommunismen.

Det socialistiske samfund kendetegnes i første række ved to grundlæggende forhold: For det første, at arbejdernes klasseherredømme (proletariatets diktatur) er etableret. Det vil sige, at arbejderklassen er organiseret som herskende klasse, uden at statsmagten deles med andre klasser eller sociale lag. Samt for det andet, at privatejet af produktionsmidlerne er afskaffet, al jord, råstoffer, bygninger og fabrikker er samfundsejendom.

Mangler det ene eller begge disse grundlæggende kendetegn, kan der ikke være tale om et ægte socialistisk samfund, selvom et land måtte kalde sig eller blive kaldt socialistisk.

Alle stater og statsformer, historien har kendt, er klassestater, redskaber for klasseherredømme.

Men i alle samfundsformationer før socialismen er statsmagten et redskab for et mindretal til at beherske samfundets flertal. Den borgerlige stat, den kapitalistiske statsmagt, er et redskab for kapitalisternes klasseherredømme over arbejderklassen og den øvrige befolkning. Den socialistiske stat er et redskab for arbejdernes klasseherredømme. Den tilhører det store flertal, og statsmagten anvendes for første gang i det store flertals interesse til at opbygge socialismen frem til kommunismen. Den socialistiske stat forsvarer samtidig socialismen som system mod aggression og undergravning, mod kapitalistisk genrejsning.

Den socialistiske revolution og arbejdernes klasseherredømme fratager borgerskabet og de store jordejere ejendomsretten til produktionsmidlerne og forvandler disse til socialistisk fællesejendom. Socialismen afskaffer al udbytning af arbejdskraft, der ophører med at være en vare, og ophæver dermed det kapitalistiske lønslaveri. Alle lønnes efter indsats.

Under socialismen får den arbejdende befolkning reel indflydelse på samfundsudviklingen, forholdet til naturen, deres tilværelse. Samfundet og økonomien udvikler sig efter en bevidst plan, som alle dets voksne og arbejdsdygtige medlemmer deltager i at gennemføre. Produktionens mål er ikke længere profit, men at dække samfundets og menneskenes stadig voksende materielle og kulturelle behov. Den socialistiske økonomi muliggør og forudsætter en fuld og alsidig udvikling af den tekniske og videnskabelige revolution i hele samfundets interesse. Den tilstræber at udvikle sig på basis af den mest fremskredne teknik og videnskab.

Skal opbygningen af socialismen lykkes, forudsætter det ikke bare, at den sikrer konstant materiel, social og kulturel fremgang for hele befolkningen, afskaffer arbejdsløsheden, bygger boliger til alle, giver alle mulighed for uddannelse o.s.v. Det forudsætter også en alsidig udvidelse af det politiske demokrati, af friheds- og menneskerettighederne, og et blomstrende kulturelt og socialt liv.

Demokratiet er en afgørende drivkraft i socialismens opbygning. Socialismen skaber mulighed for, at det kan blive reelt og ikke blot formelt, og at det stadig udvides i overensstemmelse med de konkrete betingelser. Det omfatter ikke blot de traditionelle borgerlige demokratiske rettigheder; demokratiet udvides til produktionen og alle sider af samfundslivet. De individuelle, sociale og politiske menneskerettigheder vil blive virkeliggjort fra retten til livet og føden, retten til arbejde og bolig, til retten til privatliv, personlig sikkerhed og personlig ejendom. Derimod fjerner socialismen den klassebestemte ret, den kapitalistiske ejendomsret, som et forældet privilegium for de få, ligesom den borgerlige revolution afskaffede adelens fødselsprivilegier.

Med socialismen vil der for første gang i historien blive mulighed for reelt at ophæve arbejderkvindernes dobbelte undertrykkelse som klasse og som køn.

Socialismen gør det slut med militarisme og aggressionskrig, racehad, nationale fordomme og konflikter, menneskespild og naturdestruktion.

Socialismen skaber et virkeligt velfærdssamfund, der sætter hensynet til menneskene højest, som for alvor sætter mennesket i centrum.

Socialismen opbygges på baggrund af et fast forbund mellem arbejderklassen som samfundets herskende og ledende klasse og de øvrige arbejdende i by og på land, herunder de almindelige landmænd, funktionærer og intellektuelle.

Opbygningen af socialismen forudsætter de brede massers initiativ og skaberkraft. Det er befolkningens bevidste handling, der bygger det nye samfund. Det kan aldrig opbygges med bureaukratiske og administrative metoder, men er arbejdernes og hele folkets eget værk.

Socialismen afskaffer de antagonistiske modsætninger i produktion og samfund, der gennemsyrer kapitalismen, men kan ikke overvinde alle antagonistiske modsætninger. Fordi der eksisterer rester fra det tidligere samfund, fordi alle klasser og alle klasseskel ikke er ophævet, fordi socialismen kan blive opbygget, mens der endnu eksisterer en kapitalistisk og imperialistisk omverden, vil der både findes ikke-antagonistiske og antagonistiske modsætninger.

At der findes antagonistiske modsætninger betyder, at klassekampen fortsætter i hele socialismens periode.

De slagne udbytterklasser og den internationale reaktion vil aldrig affinde sig med deres nederlag og vil altid forsøge at genetablere udbytningssystemet. Under socialismen eksisterer der en ligeledes en fare for, at der udvikler sig et revisionistisk bureaukrati, der vil opkaste sig som en ny herskende borgerlig klasse og gennemføre en kapitalistisk restauration. Begge disse kilder til at undergrave socialismen er aktive over lang tid og rejser sig igen og igen.

Fra arbejdernes side føres klassekampen som en kamp til forsvar for deres stat mod imperialistisk aggression, mod pamperi, bureaukrati og revisionistisk forfald. Den føres som en kamp mod de gamle udbytterklasser, hvis politiske og økonomiske magt er blevet brudt, men som fortsat eksisterer fysisk og vil forsøge et comeback, og mod nye borgerlige og revisionistiske elementer, der alle vil blive understøttet af den internationale reaktion. Den føres som en kamp mod alle levn af kapitalisme og tager sigte på at spærre alle muligheder for en kapitalistisk genrejsning og på at drive den socialistiske samfundsudvikling videre fremad.

Kapitalistisk genrejsning er ikke nogen lovmæssighed, ikke noget uundgåeligt, selvom kapitalismen er kommet tilbage i de lande, der først byggede socialistiske samfund, og der ikke eksisterer noget socialistisk land i dag. Den er resultat af revisionistisk og borgerlig kontrarevolution, der kan forhindres, såfremt det socialistiske samfund opbygges på marxismen-leninismens grund, og såfremt arbejderklassen fastholder og styrker sit klasseherredømme.

Den kan undgås, såfremt arbejdernes kommunistiske parti forbliver revolutionært og ikke bliver revisionistisk, og såfremt statsmagten ikke får mulighed for at fjerne sig fra arbejderklassen, hæve sig over den og sætte sig på ryggen af de arbejdende, men tværtimod forbliver et stærkt redskab i arbejdernes hænder.

Opbygningen af socialismen foregår etapevis frem til det fuldt udviklede socialistiske samfund, hvorfra overgangen til kommunismen vil finde sted. Den strækker sig over adskillige årtier og kan komme til at vare flere generationer, afhængigt af det enkelte samfunds udviklingsgrad og de samlede internationale omstændigheder.

Den socialistiske revolution er ikke en magisk formular, der med et slag afskaffer alle kapitalismens dårligdomme og løser alle de problemer, menneskene står overfor.

Opbygningen af socialismen udgør en lang periode af kamp og arbejde for at overvinde det gamle samfunds mærker og skabe et menneskeligt og menneskeværdigt samfund.

Det socialistiske Danmark

Udviklingen af en revolutionær krise i Danmark – og dermed revolutionens udbrud og overgangen til socialisme vil være afhængig af og tæt sammenvævet med internationale udviklinger, ikke mindst på det europæiske kontinent.

Danmark er et lille land, der er nabo til en imperialistisk stormagt, det genforenede Tyskland, som er den førende kraft i opbygningen af en ny imperialistisk supermagt, den Europæiske Union. Det er genbo til en anden stormagt, Storbritannien, der drømmer om at genvinde sin position i verdens centrum, som et mægtigt koloniimperiums behersker. Og det ligger tæt på et andet centrum for reaktion på kontinentet, det kapitalistiske Rusland.

Med tusind tråde er Danmark vævet ind i imperialismens strukturer, i EU, i NATO. Den herskende kapitalistklasse har i kraft af superprofitterne fra den imperialistiske udbytning haft overskud til at give arbejderklassen visse indrømmelser. Revolutionen i Danmark vil være påvirket af alle disse forhold, og også af arbejderklassens kampe på kontinentet, ikke mindst i landene i den Europæiske Union. Den vil med stor sandsynlig forløbe i sammenhæng med eksistensen af en revolutionær krise i en række af disse lande.

Alligevel vil revolutionen forløbe på national grund; og det samme gør opbygningen af socialismen. Revolutionens første opgave i forbindelse med arbejderklassens magterobring er at ekspropriere monopolerne, herunder de multinationale selskabers ejendom i Danmark, mens den knækker den herskende klasses modstand mod den revolutionære folkevilje. Den vil også konfiskere den øvrige kapitalistiske ejendom og de kapitalistiske formuer, som er blevet til ved udbytning af andres arbejde. Et socialistisk Danmark vil gøre sig fri af alle imperialistiske alliancer. Det vil bryde alle bånd til imperialismen.

Socialismen må begynde med at overvinde de skader, som den herskende klasse og imperialismen påfører samfundet i forbindelse med overgangen til virkeligt folkestyre. Den må opbygges uden den imperialistiske globale udbytnings superprofitter, alene i kraft af arbejderklassens og folkets egne ressourcer. Den danske arbejderklasse og befolkning hører til blandt de bedst uddannede og mest arbejdsomme i verden. Og selv om Danmark er relativt råstoffattigt og altid vil have behov for en stor international handel og udvikling, råder det også over mange ressourcer og er i stand til at udvinde flere og anvende dem i overensstemmelse med principperne for genopretning af balance med naturen, som energiproduktion ved vindenergi, solenergi o.s.v.

Politisk og økonomisk vil det socialistiske Danmark genvinde sin selvstændighed, og det vil udvikle samfundet på selvstændighedens grund og omstille sin produktion, så den i første række tager sigte på at tilfredsstille den danske befolknings behov. Det vil kunne gøre sig fri af alle de spildomkostninger, der er forbundet med den kapitalistiske produktion og omsætning, alle udgifterne til reklame o.s.v. og til opretholdelsen af det enorme kapitalistiske statsapparat med dets veludviklede bureaukrati. Inddragelsen af den kapitalistiske ejendom og af de kapitalistiske profitter vil højne hele samfundets velstand enormt. Danmark vil være et velstående, veludviklet land, der er i stand til hurtigt at opbygge et blomstrende socialistisk samfund med velfærd for alle.

Socialismen vil inddrage alle de menneskelige ressourcer, kapitalismen lader gå til grunde. Der vil være arbejde til alle; det vil være en garanteret ret. Og med alle de ressourcer, der bliver frigivet, vil det hurtigt være muligt at sænke den almindelige arbejdstid betydeligt, til 30 timer, og gradvist til endnu mindre. Fritiden øges, så arbejdernes og befolkningens familier og familielivet lettes for jaget og stress, kan komme til at fungere, og der kan blive tid til den enkeltes personlige udvikling, videre uddannelse, til stadig større deltagelse i samfundets politiske, sociale og kulturelle liv, til et rigt personligt liv.

Socialismen vil sikre god, rigelig og sund mad til alle borgere i samfundet. Danmark er et landbrugsland, der i øjeblikket producerer ikke bare til befolkningens forbrug, men dertil, hvad yderligere 15 millioner fortærer. Landbrugsproduktionen vil fortsætte med at være større, end hvad danskerne forbruger. Der vil også være til eksport og til evt. at mætte millioner af sultende verden over.

Rovdriften, den intensive, ensidige produktion, der nedslider både naturen, dyrene og de mennesker, der arbejder med jorden, vil ophøre, blive omstillet i økologisk retning. Producenternes afhængighed af banker og leverandører, deres gældsslaveri, vil ophøre. Godserne og de kapitalistiske storbrug vil blive nationaliseret og blive til statsbrug. De små producenter vil opmuntres til at slutte sig sammen på frivillig basis til en rationel og miljøvenlig produktion.

Socialismen giver mulighed for at også livet på landet udvikler sig, at lokalsamfundene får en ny fremtid, at flere vil blive i stand til at leve uden for storbyerne.

Et socialistisk Danmark vil sikre gode og billige boliger til alle. Bolignøden vil blive afskaffet, ingen vil stå uden tag over hovedet. Omkostningerne til boliger vil være begrænset til deres drift, vedligeholdelse og forbedring, for profitter og spekulation bliver bandlyst, når jorden og boligmassen bliver samfundsejendom. De sociale boligselskaber er allerede samfundsejendom, selvom også de er et objekt for profit til banker og finansieringsselskaber; boligspekulanternes og bankernes grundejendom vil blive det. Danmark har også mange husejere, mange ejerlejligheder. Langt de fleste af dem tilhører det store flertal, som kun vil vinde ved socialismen. Den tager ikke deres bolig fra dem, de vil selvfølgelig blive boende. De fleste af dem ejes i virkeligheden af kapitalen, der tvinger ‘ejerne’ til at pukle for sig år ud og år ind for at have råd til at være der. Samfundet vil eftergive deres gæld. I det hele taget vil socialismen selvfølgelig ikke konfiskere den personlige ejendom, alt det, folk har brug for eller sparer sammen til. Den vil sikre, at de fleste får flere personlige goder, og mere livskvalitet.

Det socialistiske Danmark vil sørge for driften af alle de samfundsnyttige institutioner, skoler og uddannelsessteder, hospitaler, plejehjem o.s.v. og sikre, at de har en høj standard, og at de vil blive stillet til rådighed for alle.

Sundhedssektoren vil blive udbygget med flere forebyggende og vejledende tilbud, der kommer den store del af befolkningen til gode. Al læge-, tandlæge- og hospitalsbehandling vil være gratis.

Forskning til gavn for samfundets udvikling vil indtage en fremtrædende plads på universiteter og højere læreanstalter.

De offentlige kulturtilbud vil blive forøgede, der vil ikke være brugerbetaling, de vil være gratis for alle at benytte. Den kollektive trafik vil blive udbygget, så den virkelig kan dække behovene i forbindelse med produktionen, arbejdet og fritiden. Privatbilismen bliver reduceret, simpelthen fordi der vil blive mindre behov for den. Vejene kan blive sikre for alle trafikanter, bycentrene være fri for at være parkeringspladser. Byer, der tilhører folket, vil kunne danne gode rammer om deres tilværelse.

Pensionisternes vilkår forbedres. I et socialistisk samfund er de ikke blot en besværlig overskudsbefolkning. Så længe de kan og vil, kan de finde nyttige funktioner at udfylde i den socialistiske opbygning. Den almindelige pensionsalder vil umiddelbart kunne nedsættes til 60 år eller mindre.

De unge vil få mulighed for at uddanne sig. Om man får en højere uddannelse, vil ikke være afhængigt af klassebaggrund, som det er det i dag, hvor en søn eller datter af en ufaglært arbejder stadig er et særsyn på universiteter og de højeste uddannelsesinstitutioner. Folkeskolen vil være en fælles grunduddannelse for alle landets børn. Den tager ikke længere sigte på at producere god arbejdskraft til kapitalen, men på at uddanne dygtige medlemmer af det socialistiske samfund, frie, stærke, modige og solidariske personligheder. Skolen vil gennem kombination af praktisk og teoretisk arbejde sikre alle børn en alsidig uddannelse. Grunduddannelsen bør afsluttes på et niveau, der svarer til det nuværende gymnasieskoles og tekniske skoles niveau.

Alle de små børn sikres gode daginstitutioner, der ikke blot er opbevaringsanstalter. De vil samtidig få mere tid til at være sammen med deres familie, fordi familien simpelthen får mere tid til at være sammen, når far og mor ikke begge reelt må arbejde langt mere end fyrre timer om ugen.

Alle disse goder og flere til er mulige at realisere, fordi den socialistiske økonomi ikke producerer for profit, men at dække menneskenes behov. Disse behov vil stadig vokse, og de vil blive dækket stadig bedre i takt med styrkelsen af den socialistiske økonomi. Den vil ikke umiddelbart kunne dække alle behov, men den vil fra sin start kunne sikre en velfærd og generel velstand for den brede befolkning, der væsentligt overgår selv den bedste tid, der er oplevet i det danske kapitalistiske velfærdssamfund, som i dag er sat på porten til fordel for en discountudgave i EU’s og de europæiske monopolers regi.

Velfærden og velstanden sikres ved, at alle samfundets arbejdsdygtige medlemmer arbejder for fællesskabets interesser. Der vil stadig være lønforskelle under socialismen, men mindre end i dag, og de vil gradvist blive reduceret.

Lige løn mellem mænd og kvinder, lige løn for lige arbejde, vil være en realitet fra den første dag.

For første gang i historien vil der blive mulighed for reelt at ophæve arbejderkvindernes dobbelte undertrykkelse som klasse og som køn. Reel ligestilling og ophævelse af kvindeundertrykkelsen betyder økonomisk, politisk og social ligestilling af kvinderne. Det betyder, at kvinderne ikke fortsat skal hænge på dobbeltarbejde, men at det sikres, at retten til arbejde og til at have familie og børn kommer til at hænge sammen. En meget stor del af det private husarbejde kan gøres til samfundsopgaver – blandt andet ved at sikre gode og billige madsteder og ordentlig mad på arbejdspladser, skoler og daginstitutioner. Socialisme og arbejdermagt betyder, at enhver kokkepige, enhver kassedame bliver i stand til at tage del i ledelsen af samfundet. Den tunge arv fra den kvindeundertrykkende ideologi, der slider og river i kvindernes selvværd, vil blive overvundet gennem den nye samfundsmæssige stilling, kvinderne indtager.

De nuværende indvandrere og deres børn vil lettere blive integreret i det socialistiske samfund, der hverken vil isolere eller tvangsintegrere dem. Det socialistiske samfund har ikke behov for import af udenlandsk arbejdskraft. Det vil tage imod politiske flygtninge. De store indvandrer- og flygtningestrømme, som ses under imperialismen, vil ophøre, efterhånden som de imperialistiske lande bliver socialistiske og de undertrykte lande befrier sig fra det imperialistiske åg og får mulighed for at udvikle sig.

Det socialistiske Danmark vil støtte revolutionens udvikling over hele verden. Det vil arbejde for venskabelige forbindelser mellem folkene, kulturelle, sportslige og videnskabelige, og udvikle forbindelserne mellem de danske arbejdere og arbejderne i alle lande. Det vil indgå og overholde internationale aftaler og forpligtigelser, som ikke krænker dansk suverænitet, og som ikke er af imperialistisk karakter, herunder internationale miljøaftaler.

Det anerkender det færøske og grønlandske folks ret til national selvbestemmelse, indbefattet retten til løsrivelse.

Det socialistiske Danmark vil forsvare sig mod enhver imperialistisk aggression, men aldrig deltage i røverkrige mod andre nationer og folk.

Det vil være en socialistisk retsstat med en klar lovgivning uden musefældeklausuler eller bestemmelser, hvor rettigheder på papiret igen ophæves i en underparagraf. Borgernes sociale rettigheder som arbejde, bolig, uddannelse, sundhed o.s.v. garanteres af den socialistiske stat. Det socialistiske samfund vil ikke bare nedfælde dem på papir, men få dem ført ud i livet.

De demokratiske rettigheder, såsom ytrings- og forsamlingsfrihed, får et reelt indhold for arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning, i modsætning til, hvad der er tilfældet under kapitalismen, og de tjener samtidig til konsolideringen og udviklingen af det socialistiske demokrati.

Alle lovfæstede rettigheder under socialismen har til formål at styrke og udvikle det socialistiske samfund hen imod kommunismen. Derfor eksisterer der heller ingen ‘ret’ til fascistisk og racistisk propaganda og organisering, og heller ikke nogen ‘ret’ til at propagandere og aktivt virke for kapitalismens genoprettelse.

Arbejdernes klasseherredømme vil bekæmpe og straffe svindel med offentlige værdier og korruption hos folk, der har mulighed derfor i kraft af særlige tillidsposter i samfundet. Den kriminalitet, som udspringer af fattigdom og udstødning, vil hurtigt reduceres.

Arbejdermagten vil undertrykke alle forsøg på at genrejse kapitalismen, og forhindre det tidligere herskende monopolborgerskab og dets støtter, eller nye borgerlige og revisionistiske elementer, i at udøve undergravende og samfundsskadelig virksomhed.

Det kommunistiske parti spiller en afgørende rolle under det socialistiske samfunds opbygning. Det er stadig arbejderklassens vigtigste redskab til at fastholde socialismens sejre og udvikling.

Som en central drivkraft i samfundsudviklingen, og som en forudsætning for socialismens opbygning og succes, må demokratiet og dets former udvikles. Det socialistiske samfund går frem efter en central plan for hele samfundet, som besluttes gennem grundige diskussioner af dem, der skal føre dem ud i livet, alle samfundets medlemmer.

Gennem revolutionen vil arbejderne opbygge deres demokratiske organer til at udøve deres magt. Det socialistiske samfund opbygger sine egne lokale beslutnings- og magtorganer, kommunalråd, bydelsråd, beboerråd o.s.v. En demokratisk valgt folkeforsamling, et ‘folketing’, hvor arbejderne og folket virkelig er repræsenteret, er den øverste politiske myndighed, der udnævner regeringen.

Det socialistiske samfund vil være en republik.

Organerne for det socialistiske demokrati må og vil nødvendigvis blive opbygget i overensstemmelse med, videreføre og udvikle det danske folks demokratiske og humanistiske traditioner.

Fra APKs principprogram ”Manifestet for et socialistisk Danmark”  Principprogram – APK (apk2000.dk)

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top