Karl Marx kalder forholdet mellem ubetalt og betalt (eller ”nødvendigt”) arbejde, graden af kapitalistisk udbytning, for merværdiforholdet. Den er forskellig i de forskellige historiske faser, som den kapitalistiske produktionsmåde gennemløber, og varierer mellem nationalstater.
For den samme nation og historiske faser varierer den, men ikke meget, afhængigt af kontraktforholdene og beskæftigelsesniveauet i de forskellige produktionsgrene og endda for individuelle produktionsenheder afhængigt af lønniveauet (f.eks. eksistensen af lokale virksomhedsforhandlinger i stedet for nationale forhandlinger), niveauet af teknologisk udvikling, arbejdsintensiteten og antallet af timer om ugen.
I Italien er gennemsnitslønnen traditionelt højere blandt kemikere og lavere i landbruget. Den nationale sats er det vægtede gennemsnit af satserne for de enkelte produktionsgrene.
Mens opbygningen af verdensmarkedet allerede går tilbage til anden halvdel af det 19. århundrede, er udvidelsen af den kapitalistiske produktionsmåde ny i lande, der kom ”sent” i gang med den kapitalistiske udvikling (Indien, Kina, Sydafrika, Indonesien, Thailand, Brasilien og andre), og fandt sted for mindre end et halvt århundrede siden.
Ved siden af disse lande er der landene i Østeuropa, som er gået fra økonomier, der bevarede nogle ”socialistiske” former, sammen med elementer af kapitalisme udviklet i den revisionistiske periode, som er blevet dominerende, til vild markedskapitalisme.
Kun for nogle lande skete denne udvikling overvejende af indre årsager. Med globaliseringen er karakteren af ydre påvirkninger, som skyldes de imperialistiske landes massive kapitaleksport, der er fremherskende og massivt.
For hvert af disse lande er der en national valuta og en vis gennemsnitlig levestandard for arbejdere med forskellige forbrugsniveauer. I troperne er der f.eks. ingen varmeudgifter, fødevareforbruget er lavere, tøjet lettere, motoriseringen mere begrænset, beskatningen mindre udviklet, også på grund af de færre offentlige ydelser, som staten leverer: sundhed, skolegang, affaldsindsamling…
Arbejdsstyrkens købsværdi er derfor meget lavere, endda flere gange lavere (Pakistan, Bangladesh, Cambodja, Etiopien osv.) end i lande der har haft en længere kapitalistisk udvikling. Desuden er værdien i verdensvaluta (dollar) med samme købekraft, i det mindste for varer produceret lokalt, meget lavere på grund af effekten af den monetære valutakurs.
Det komplicerer processen med at skabe et enkelt globalt merværdiforhold, men det giver os ikke desto mindre mulighed for at se på to vigtige fænomener.
1) Decentralisering af produktionen i forbindelse med eksport af kapital: det vil sige udflytning af produktionen med efterfølgende genimport af det færdige produkt til en produktionsomkostning, der endda er flere gange lavere end den, der ville blive afholdt i kapitalens oprindelsesland. Det er, som om en kapitalist uden fysisk at forny den konstante kapital er i stand til at opnå en så hidtil uset produktivitetsstigning, at han fortrænger al konkurrence og tvinger den til samme ”innovation”. Og faktisk decentraliseres al konkurrence for at blive varrig, som det er sket inden for tekstiler, forbrugersko, legetøj, forbrugerelektronik …
2) Denne kløft mellem den højere værdi af arbejdsstyrken i modne kapitalistiske lande og den lavere værdi af arbejdsstyrken i tredjelande på den ene side vil helt sikkert blive mindre med tiden for justeringen af den monetære valutakurs og for faldet i forbruget i de førstnævnte lande og stigningen i de sidstnævnte, men udgør på den anden side et formidabelt pres for faldet i arbejdskraftens værdi i de modne lande.
Et fænomen, som arbejderen i disse lande genkender al for godt er, når han sammenligner sine egne og sine forældres leve- og arbejdsvilkår: Han bor i mindre lejligheder, bruger flere penge på husleje og skat, skifter sjældent bil eller (hvis han kan) sætter sig i gæld til halsen, undgår tilstrækkelig sundhedspleje, sender i mindre og mindre grad sine børn på universitetet, de bliver boede hjemme længere, gifter sig senere eller gifter sig slet ikke, går i tøj købt på det lokale marked, spiser og drikker junkfood købt i discountbutikker, går ikke i biografen eller teatret, regner med lange perioder med arbejdsløshed og afskedigelse. I ekstreme tilfælde sover han i sin bil og står i kø ved kirkens varmestue for at få mad.
Som skitseret, er definitionen af en gennemsnitlig global merværdirate kompliceret i den fase, der er karakteriseret ved monopolkapitalismens dominans. For eksempel: Hvordan beregner man det vægtede gennemsnit af arbejdskraftens værdi, når der er forskellige niveauer af økonomisk udvikling, forskellige valutakurser osv.?
Tendensen er at fordele den samlede merværdi, der skabes i det økonomiske system, i forhold til værdien af den kapital, der anvendes i hver industrigren. For de modne lande (med sektorer med høj organisk sammensætning af kapital og stærke monopoler) er tendensen opadgående, mens for de nyligt udviklede eller tilbagestående lande (med sektorer med lav organisk sammensætning af kapital og ikke-monopolistiske virksomheder) er tendensen nedadgående.
Den voksende forarmelse af den brede befolkning, hvor den øgede fattigdom kun er toppen af isbjerget, er således utvivlsomt en konsekvens ikke kun af den kapitalistiske udbytning, som forstærkes i krisetider. Men også en konsekvens af tabet af fagforeningsbeskyttelse, lovgivning og regulering som følge af globaliseringen, hvis ”gavnlige virkninger” kun består i at øge profitraten for de forskellige fraktioner af den herskende klasse.
Profitrater, der på grund af hård kapitalistisk konkurrence og overførsel af kapital fra en sektor til en anden har en tendens til at udjævne sig – gennem svingninger og udsving – omkring en gennemsnitlig (eller generel) profitrate, der afhænger af betingelser og forhold, der gælder for det kapitalistiske system som helhed.
Heraf følger en vigtig konklusion: Arbejderne bliver ikke kun udnyttet af de kapitalister, der beskæftiger dem direkte, men også af hele klassen af kapitalister. Det er hele klassen af kapitalister, der har en interesse i at øge graden af udbytning af arbejderne, fordi det fører til en stigning i den gennemsnitlige profitrate.
Dette bekræfter, at arbejdernes kamp for delinteresser alene, kampen mod den ene eller den anden arbejdsgiver, ikke kan føre til en radikal ændring af arbejdernes situation. Arbejderklassen kan kun bryde kapitalens åg på betingelse af, at det vælter borgerskabet som klasse og opbygger det samfundsmæssige produktionssystem.
Oversat fra ’Scintilla’ nr. 117 . September 2021