Udtalelse fra de europæiske partier i CIPOML
EU præsenterer sig selv som en union af velstand, sikkerhed og frihed. I forbindelse med valget til Europa-Parlamentet den 9. juni er propagandaen, at det hele handler om demokrati.
Befolkningen blev aldrig spurgt til råds, da EU blev grundlagt. Det var et projekt for kapitalen. Folkeafstemninger, som magthaverne i EU tabte, blev ignoreret eller til om- afstemninger, indtil det ønskede resultat kom frem.
Da flertallet af den danske befolkning for eksempel afviste Maastricht-traktaten i 1992, blev der afholdt en ny folkeafstemning et år senere, hvor der blev opnået et snævert flertal med en masse propaganda.
Da ”den europæiske forfatning” blev forkastet af et stort flertal i Frankrig og Holland i 2005, blev det heller ikke accepteret af magthaverne. I stedet fortsatte arbejdet med projektet under et andet navn og uden folkeafstemninger, og i 2007 blev ”Lissabon-traktaten” indgået med samme indhold.
I stedet for en union af velstand, sikkerhed og frihed er EU et kapitalprojekt for et stort arbejdsmarked med lave lønninger, et stort salgsmarked og et instrument i konkurrencen med andre imperialistiske magter. EU er også i stigende grad blevet udviklet som et militært magtinstrument med fælles oprustning og militærmanøvrer. Med krigen i Ukraine har dette aspekt fået en særlig betydning. EU er også et instrument for monopolernes neokoloniale indflydelse i Latinamerika, Afrika og Asien. I Europa er EU en voksende imperialistisk magt med en arbejderfjendtlig karakter: Den øger konkurrencen mellem arbejderne i de forskellige lande og sænker lønninger og arbejdsvilkår. Til skade for småbønderne er EU et instrument for agro-business, som har ruineret tusindvis af småbønder.
EU tjener ikke fred og venskab mellem folk, men monopolernes og kapitalens herredømme.
Reformistiske grupper som ”Europæisk Venstrefløj”, der forener forskellige reformistiske, revisionistiske og trotskistiske strømninger, lover, at de vil ”demokratisere” EU og omdanne det til et ”demokratisk, fredeligt, socialt og økologisk Europa”. Det er illusioner, som skjuler kapitalens herredømme. Progressive kræfter bliver således spændt for et kapitalistisk, imperialistisk projekts vogn. EU-parlamentet er en del af dette overnationale statsapparat og ikke en demokratisk institution. Vi deltager ikke i EU parlamentsvalget eller anbefaler at stemme på nogen af de opstillede. Vi tror hverken på venstrefløjens eller højrefløjens ”kritiske” løfter om at ville ændre EU indefra.
I stedet for at forsvare monopolernes EU må arbejderne og befolkningerne kæmpe for deres interesser og forene sig om dem. I stedet for at håbe på valgresultater i EU må de stå op mod udbytning og krig!
Vi opfordrer arbejderne til at udvikle kampe og enhed på basis af deres klasseinteresser, mod monopolerne og den kapitalistiske offensiv, reaktionen og imperialismens krigspolitik.
Vi opfordrer til at udvikle en aktiv solidaritet med arbejderne og folkene i verden, især de folk, der lider under og bekæmper den imperialistiske og zionistiske undertrykkelse, aggression og udplyndring, som f.eks. det palæstinensiske folk.
Vi bekræfter vores engagement for et revolutionært brud med det kapitalistisk-imperialistiske system, for socialisme!
Med disse intentioner og perspektiver må vi kæmpe sammen
– Mod lave lønninger og løntrykkeri!
– Mod ødelæggelse af arbejdspladser!
– For den fulde ret til at strejke!
– Mod sociale nedskæringer!
– Mod afviklingen af demokratiske rettigheder!
– Mod racisme, splittelse og fascisme!
– Mod oprustning og krig!
– For fred, international solidaritet og socialisme!
13.4. 2024
Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), Danmark
Frankrigs kommunistiske arbejderparti (PCOF)
Kommunistisk platform – for arbejderklassens kommunistiske parti i Italien
Revolusjon, Norge
Spaniens kommunistiske parti (marxist-leninistisk) – PCE (m-l)
Arbejderpartiet (EMEP), Tyrkiet
Organisationen for opbygningen af Tysklands kommunistiske arbejderparti (Arbeit Zukunft)
Organisationen for gendannelsen af Grækenlands kommunistiske parti 1918-1955