Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Det nationale spørgsmål og Palæstina

Kommunistisk Platform, Italien,

Siden oktober sidste år har en stor solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folk, som er ofre for besættelse, apartheid og zionistisk folkemord, også udviklet sig i Italien på trods af den herskende klasses og Meloni-regeringens forsøg på at forhindre og undertrykke den.

For at skabe en korrekt ramme for kommunisternes holdning og aktivitet i denne bevægelse er det nødvendigt at bygge på principperne og en korrekt historisk og politisk tilgang til det palæstinensiske spørgsmål, som er blevet fordrejet og benægtet af opportunistiske og revisionistiske kræfter. I denne artikel fokuserer vi på nogle få nøglepunkter for at nå frem til de nuværende opgaver.

Hvad kendetegner den marxistisk-leninistiske tilgang til det nationale spørgsmål?

Der er følgende nøgleelementer:

(a) Det nationale spørgsmål forstås først og fremmest som en del af det generelle spørgsmål om koloniernes og halvkoloniernes befrielse fra undertrykkelse af imperialismens udplyndring og bevægelsen for arbejderklassens revolution (altså ikke kun det nationale spørgsmål for de “civiliserede” europæiske nationer som irerne, tjekkerne, polakkerne, serberne etc.). Befrielsen af national undertrykkelse i Europa skal knyttes sammen med befrielsen af de undertrykte folk i Asien, Afrika og Latinamerika i en fælles kamp mod imperialismen i et gensidigt støttende forhold.

  1. b) Det er nødvendigt at opfatte retten til selvbestemmelse som en anerkendelse, ikke i ord, ikke som en simpel hævdelse af rettigheder, men i handling, til fuldstændig adskillelse og retten til en uafhængig statslig eksistens, til oprettelsen af uafhængige suveræne stater (dvs. ikke kulturel national autonomi uden politisk magt).
  2. c) Kommunister går ind for begrebet de facto lighed mellem nationaliteter, broderligt samarbejde mellem de arbejdende folk af forskellige nationaliteter, udvikling af deres kultur. Det historiske eksempel er realiseringen af en multinational socialistisk stat, der kan realiseres efter magtovertagelsen og etableringen af arbejderklassens diktatur, som det var tilfældet med Lenins og Stalins Sovjetunionen.
  3. d) Den organiske forbindelse mellem det nationale spørgsmål og spørgsmålet om kapitalens magt er vigtig at forstå. Derfor er det nationale spørgsmål uadskilleligt fra spørgsmålet om de undertrykte folks, koloniers og halvkoloniers befrielse fra imperialismen (ellers bliver løsningen af det nationale spørgsmål og selve afkoloniseringen i hænderne på de korrupte og samarbejdende nationale bourgeoisier til neokolonialisme).

Det følger af dette, at det nationale spørgsmål ikke kan løses endeligt uden at vælte kapitalens magt. Det er ikke en ting i sig selv, men en del af det generelle spørgsmål om den radikale forandring af det eksisterende kapitalistiske regime med den socialistiske revolution.

Det er der to grundlæggende grunde til:

  1. fordi imperialismen ikke kan eksistere uden økonomisk og politisk at slavebinde de underlagte nationer, kolonierne og halvkolonierne, som er dens baglande.
  2. fordi arbejderklassens sejr i et eller flere lande ikke kan være stabil uden at revolutionere imperialismens baglande, dens yderkant.

Derfor kan arbejderklassens verdensrevolutions sejr kun opnås og sikres i tilfælde af, at arbejderklassen er i stand til at forbinde sin revolutionære kamp med befrielsesbevægelsen for de arbejdende folk i de undertrykte nationer, kolonier og halvkolonier i en enkelt front for arbejderklassens magtovertagelse, mod imperialismens verdensfront.

Det følger af ovenstående, at kommunister støtter nationale bevægelser, der har tendens til at svække og omstyrte imperialismen, ikke til at bevare og konsolidere den. Nationale rettigheder opfattes af kommunister ikke abstrakt, men ud fra et synspunkt om bruddet med imperialismen og arbejderklassens revolutionære klassekamp for socialisme.

Hvad er karakteren af den palæstinensiske revolution på dette historiske stadie?

Det palæstinensiske folks modstand mod zionismen er modstanden fra meget store dele af befolkningen imod det system af besættelse, national undertrykkelse, udnyttelse, tvangsforanstaltninger og røveri, som den israelske zionisme gennemfører med støtte og medvirken fra imperialistmagterne og deres allierede regimer i regionen. Det er et uudslukkeligt arnested for den revolutionære massebevægelse og udtrykker sig gennem sine egne politiske, økonomiske, sociale, kulturelle osv. krav.

Det palæstinensiske spørgsmål er centralt for hele Mellemøsten, hvor imperialistiske stater og store monopoler forsøger at kontrollere olie, gas og strategiske ruter og puster til religiøse og sekteriske konflikter for at pleje deres egne interesser.

Karakteren af den palæstinensiske nationale bevægelse i denne historiske fase er borgerlig-demokratisk i leninistisk forstand. De vigtigste drivkræfter er arbejderklassen, bønderne, de studerende og den småborgerlige intelligentsia.

Hvis den palæstinensiske befrielsesbevægelse skal opfylde sine nationale og sociale opgaver, kan den kun udvikle sig som en kamp mod imperialismen, zionismen og det reaktionære nationale borgerskab, så den kan omdannes til en socialistisk revolution med støtte fra arbejderklassen internationalt, først og fremmest den arabiske arbejderklasse.

Kun det palæstinensiske folk selv med sin ledelse har ret til at afgøre deres egen skæbne i overensstemmelse med programmet for deres egen nationale og sociale befrielseskamp.

Kommunister træder ikke i stedet for de kæmpende palæstinensiske folk og deres organisationer, men skal være i stand til at aflæse den konkrete situation og i forhold til den forstå, hvordan man udvikler information, fordømmelse, solidaritet og kamp.

Kommunisterne betragter den palæstinensiske nationale bevægelse ud fra den revolutionære arbejderklasses synspunkt, som har al mulig interesse i at støtte denne bevægelse, der har revolutionære evner, og som har en tendens til at underminere imperialismen og dens regionale allierede.

Derfor anerkender de det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse og støtter det historiske perspektiv om oprettelsen af en uafhængig, sekulær, demokratisk, binational palæstinensisk stat, baseret på fuld lighed mellem den arabiske og den jødiske befolknings rettigheder over hele Palæstinas territorium.

Oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat efter Israels fulde tilbagetrækning fra de områder, der blev besat i angrebskrigen i 1967, med Jerusalem som hovedstad og med ret til at vende tilbage for flygtninge, støttet af den palæstinensiske modstand, skal derfor ses som en etape i kampen for befrielse.

Kampen for det palæstinensiske folks fulde rettigheder, løsladelsen af fanger og afvisningen af koloniseringen af palæstinensiske byer og landsbyer er også en del af denne vision.

Blandt de opgaver, vi står over for i dag, fremhæver vi følgende:

(a) At solidarisere sig med og aktivt støtte det palæstinensiske folks modstand og kamp for deres nationale rettigheder, sætte skub i arbejderklassens og de folkelige massers masseaktioner i vores land. Fordømme og konkret afsløre den israelske zionisme og dens racistiske, kolonialistiske og folkemorderiske politik. Kræve en øjeblikkelig afslutning af folkemordet på det palæstinensiske folk, en permanent afslutning af alle aggressionshandlinger, en fuldstændig tilbagetrækning fra Gazastriben. Og kræve en afslutning af dens belejring for at bringe forsyninger og hjælp til den udmattede befolkning, genopbygning og befolkningens tilbagevenden til deres hjem og løsladelse af palæstinensiske fanger.

  1. b) At kæmpe mod imperialismens, først og fremmest ens eget imperialistiske lands, krigsophidsende og neokolonialistiske politik ved at fordømme militær aggression, indblanding og medskyldighed i den blodige zionistiske besættelse og undertrykkelse. Og kræve opsigelse af alle samarbejds- og associeringsaftaler mellem Italien og Israel, italienske og israelske universiteter, mellem EU og Israel, salg af våben til Israel og reaktionære arabiske regimer, støtte til kampagnen for boykot, afhændelse og sanktioner (BDS), international isolation og fordømmelse af zionisterne og deres forbrydelser, anerkendelse af den uafhængige stat Palæstina.
  2. c) At afvise at sætte lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme og beslutsomt bekæmpe fascisme og zionisme, som er en af de vigtigste kilder til antisemitisme og organiseret racisme i verden i dag.
  3. d) At afvise ethvert forsøg på at behandle undertrykkerne og de undertrykte som ligeværdige, en stat, der hindrer palæstinensernes legitime rettigheder, og et folk, der er forpligtet til at realisere deres ret til selvbestemmelse over deres eget land; at afvise ethvert krav om at fordømme den legitime palæstinensiske modstand. Alt andet er at stille sig på undertrykkernes side.
  4. e) At fordømme og afsløre den imperialistiske, pro-zionistiske og neokolonialistiske politik hos socialdemokratiet, reformisterne og dele af den småborgerlige venstrefløj, som politisk dækker over den zionistiske besættelse, som en organisk del af kampen mod imperialismen.
  5. f) At etablere solidaritet, venskab og forbindelser mellem den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen og de mest revolutionære kræfter i den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse, der bekæmper zionisme og imperialisme.

 

16. juni 2024

Det nationale spørgsmål og det palæstinensiske spørgsmål – Kommunistisk Platform (piattaformacomunista.com)

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top