Krigen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRC) er blusset op igen. Den væbnede gruppe M23, der støttes af rwandiske tropper, indtog Goma, provinshovedstaden i Nordkivu, den 26. januar og udnyttede splittelsen og opløsningen af det korrupte congolesiske regime.
Befolkningen står over for en katastrofal humanitær situation. Der har været 3.000 døde. Over 700.000 mennesker er blevet fordrevet. Befolkningen i Goma er uden elektricitet og drikkevand. Hospitalerne er overbelastede. Selv før denne nye eskalering var mere end 5 millioner mennesker blevet fordrevet i området på grund af mange års aggression og konflikt. I øjeblikket har mere end 21 millioner mennesker i hele DRC brug for humanitær hjælp, hvilket er et af de højeste tal i verden.
I dette dramatiske scenarie gik de congolesiske masser på gaden for at protestere. Nogle udenlandske ambassader, især Frankrigs, Belgiens, USA’s, Kenyas og Ugandas, er blevet angrebet af demonstranter, hvilket viser en klar forståelse af, hvem der står bag Paul Kagames rwandiske regime, som nyder godt af M23’s aggression.
Kampen om Goma er meget mere end et simpelt militært sammenstød, som har varet i årtier.
Fortællinger om etniske rivaliseringer eller påstande om »selvforsvar« kan ikke skjule den virkelige indsats: røveriet af DRC’s ressourcer og den ødelæggende virkning af imperialistisk indblanding og indblanding, der opretholder reaktionære militærregimer og klaner i Afrika, bevæbner tropper og bander ledet af »krigsherrer«, der opretter parallelle regeringer, De opildner og finansierer væbnede konflikter, sender lejesoldater, forårsager massakrer på civile, mord, tortur og vold. Og når disse midler ikke er nok, griber de direkte ind med militære midler, blot for at udstede hykleriske erklæringer om »fred og udvikling«.
Regionen omkring Goma er rig på coltan, kobolt, guld, kassiterit og andre værdifulde ressourcer, som er genstand for en brutal og irrationel udnyttelse.
I nærheden af Goma ligger den strategiske Rubaya-mine, som producerer 15 % af verdens coltan. I DRC udvindes de fleste af de materialer, som de førende industrier bruger til mobiltelefoner, computere, elbiler osv. til spotpriser.
Landet har enorme mineralressourcer, som udvindes med profit for øje, mens befolkningen lider under ekstrem fattigdom.
Det er ikke det eneste afrikanske land i denne situation. Afrika er et kontinent, der er udplyndret af imperialistiske magter, som undertrykker befolkningerne, krænker deres uafhængighed og suverænitet, plyndrer deres ressourcer og udnytter en enorm reserve af arbejdskraft til spotpriser, konkurrerer med hinanden om magt og geopolitiske indflydelsesområder, udvisker grænser for at styre migrationsstrømme.
Denne rivalisering forstærkes endnu mere af den »økologiske omstilling« og behovet for at udvinde værdifulde mineraler fra undergrunden, som er afgørende for produktionen af den nyeste generation af elektronisk udstyr.
De imperialistiske magters investeringer, de kreditter, de giver, de planer, der er udarbejdet af IMF, Verdensbanken og andre imperialistiske institutioner, har kun skabt større afhængighed, tilbageståenhed og et bjerg af gæld, der kvæler de afrikanske folks liv.
Det er i denne sammenhæng, at projekterne i EU’s »Global Gateway«-program introduceres, som er orienteret mod prospektering, udvinding og forarbejdning af kritiske råstoffer, som er af strategisk betydning for profitten hos monopolerne inden for bil-, våben- og luftfartsindustrien.
Det er projekter, som er underlagt imperialistiske prioriteter, og som ikke tager hensyn til arbejdernes rettigheder eller de miljømæssige og sociale konsekvenser.
Det, der sker i Congo, kommer ikke som et lyn fra en klar himmel. Det blev bredt fordømt i oktober 2024 i en rapport med titlen: »Who profits from the Global Gateway? EU’s nye strategi for udviklingssamarbejde«, hvor den aftale, som EU og Den Europæiske Investeringsbank har underskrevet med Rwanda, blev kritiseret.
Det er en aftale, som den congolesiske befolkning var klart imod, og som var en del af det allerede stærkt destabiliserede område i Nordkivu.
I juli 2024 havde magasinet »Politico« en overskrift i en af sine korrespondancer: »Blodmineraler: EU beskyldes for at give næring til konflikten i området efter aftalen med Rwanda« og beskyldte ›aftalememorandummet‹ om værdikæder for kritiske råstoffer, der blev underskrevet i februar 2024 af kommissær Jutta Urpilainen og Rwandas udenrigsminister Vincent Biruta.
Aftalen blev beskyldt for at »skabe et røgslør for blodmineraler, der smugles ud af det østlige Congo« med støtte fra M23-militserne, der støttes af det rwandiske regime.
Her er et konkret eksempel på årsagerne til de konflikter, der udvikler sig i Afrika, og som er tæt forbundet med strategierne og modsætningerne mellem de forskellige imperialistmagter og finansmonopolerne, der kæmper om råstofkilderne og de afhængige landes territorier, så de bliver splittet ad.
Men den mest infame udnyttelse, den banditagtige udplyndring af naturressourcer, den umenneskelige undertrykkelse af hundredvis af millioner indbyggere i de enorme afrikanske lande vækker bevidstheden hos proletarerne og folkene i disse lande.
Tilvæksten af den revolutionære bevægelse i mange afrikanske lande, de masseopstande, der for nylig har fundet sted i Kenya, Nigeria og Uganda, de voksende protester mod tilstedeværelsen af tropper fra de imperialistiske lande og for deres øjeblikkelige tilbagetrækning, er demonstrationer af dette.
De afrikanske folk kan ikke længere holde ud at blive udplyndret for deres rigdom, sved og blod; de kan ikke længere acceptere den kriminelle imperialistiske politik.
Dette er af stor betydning for arbejderklassen, fordi det underminerer borgerskabets positioner ved deres rødder og forvandler de afhængige lande fra imperialismens reserver til den proletariske revolutions reserver.
Stop udplyndringskrigen i DRC!
Vi støtter de afrikanske folks anti-imperialistiske og anti-neo-kolonialistiske kamp!
Februar 2025, Oversat fra Scintilla nr. 151, avis for Kommunistisk Platform – for arbejderklassens kommunistiske Parti, Italien