Aspekter omkring organiseringen af revolutionen i dag

Revolutioner har rystet og forandret de menneskelige samfund til det bedre gennem tiden. Mellem dem har der været kampe og protester, og revolutionerne er en slags klimaks, en kulmination, og til dels en afslutning på en form, en type, af klassers kamp mod hinanden.

Marx og Engels opsummerede meget af den historie – og lagde en linje for dens fremtid, alt imens de deltog konkret i klassekampen. Den var i Europa (m.m.) nået til det kapitalistiske samfunds arena. Siden da er kapitalismen blevet det gældende samfundssystem for hele verden, og den udviklede sig i begyndelsen af 1900-tallet til det højeste stadie, imperialismen.

Nu står vi, en femtedel inde i vores århundrede, og mere end 100 år efter den store Oktoberrevolution rystede verden og afbrød kapitalismens forfald med et alternativ. Mere end 60 år efter at det meste af den socialistiske lejr omkring Sovjet forfaldt til en socialimperialistisk lejr, at socialismens led et midlertidigt tilbageslag, og 30 år efter at socialimperialismen i Sovjet og Østeuropa kollapsede.

Enver generation i klassekampen har sine udfordringer, sine unikke erfaringer at gøre sig, og sine unikke løsninger. Enhver generation i Danmark, der har kæmpet og kæmper for socialisme, har også en lang række fællestræk, fordi den kapitalisme – og den imperialisme – som skal overvindes, i grunden er det samme system, som det var for 150 år siden. Det er et uddateret system, og havde det været et naturfænomen og ikke et samfundsfænomen, havde det været et selvdødt dyr. Men netop dets overlevelse som økonomisk system viser, at der eksisterer en gruppe, en klasse, som fastholder det og dets ejendomsforhold i modstrid med flertallets interesser.

Vi står med opgaven at organisere revolutionen og derved føre den op til vores århundrede. I første omgang betyder det at organisere dens parti. Den gruppe af arbejdere, unge og intellektuelle, som kontinuert arbejder på og for revolutionen, og for hvem netop revolutionen er den samlende faktor.

Organiseringen af revolutionen består i at bygge og styrke den organisering, som ved en revolutionær situation kan gribe situationen – og statsmagten ved en ny stat – og sikre dens gennemførelse ved politisk og praktisk ledelse. I den opgave ligger forberedelsen af de subjektive faktorer især i arbejderklassen i den kontinuerlige klassekamp, der på en og samme tid udspiller sig konkret og er en modningsproces for revolutionen.

De to faktorer er gensidigt påvirkelige. Hvad der undervejs kunne være forblevet en enkelt demonstration, bliver ved partiets mellemkomst en bevægelse, hvad der kunne have forblevet en strejke, bliver en kampbevægelse og enhedsfront, indtil hvad der kunne have forblevet en opstand, bliver til en revolution.

Vores århundrede, det 21. århundrede, har stadig sin første socialistiske revolution til gode. APK er medlem af verdensbevægelsen CIPOML, som siden sin stiftelse i 1994 er vokset og har fået både flere medlemspartier, flere sympatisører og flere tilhængere på tværs af kontinenterne. Vi, APK, blev stiftet i år 2000. I sammenligning med andre partier i Danmark, såvel de parlamentariske som de fleste uden for parlamentet, er vi et ungt parti, der ved vores 9. kongres i 2021 fylder 21 år. Vi er fuldt overbeviste om, at fremtiden tilhører arbejderne og ungdommen, og at en arbejderklasse og en ungdom, der kræver sin egen fremtid, kan ingen stoppe. Derfor arbejder vi, uanset partiets alder, på at forny partiet, på at foregribe dets opgaver og på at styrke dets rækker.

Lad os i første omgang søge her kort at definere, hvad en socialistisk revolution er over for kapitalismens klassesamfund med dets ejendomsforhold og tilhørende produktionsforhold. Derefter kan vi haste videre til vores tid og opgaver.

Revolutionens grundlæggende opgaver

Revolutionen, i sin mest grundlæggende og måske mest nøgternt formulerede definition, består af to ting: arbejderklassens overtagelse af statsmagten ved opbyggelsen af en ny stat, der overtager produktionsmidlerne. Men lad os udfolde, hvad der ligger bag denne definition. Enhver samfundstype har sin tilhørende stat, og enhver stat er en klasses værktøj til organisering af sit samfund, dens værktøj til at bestemme selv. Socialismens stat er arbejderklassens værktøj til at udfolde sine fælles muligheder i al mangfoldighed, og dens værktøj til at holde borgerskabet fra at komme tilbage og genindføre kapitalismen. Produktionsmidlerne: fabrikker, maskiner, værker osv. er de midler, som efter en revolution er underlagt arbejderklassens ønsker og prioriteringer. De går fra at være en del af et markedsspil til at være et målrettet middel til evig forbedring af livet, videnskaben, m.v.

Revolutionen er kort sagt de to ting, og revolutionen er alting. Revolutionen er inddragelsen af samfundsmasserne i det politiske liv, den er ophævelsen af kulturen til menneskets kultur, den er et kraftfuldt råb om noget helt helt andet og nyt, og den er opgøret med al sløvhed, kollektivt og på én gang. Revolutionen er kulminationen på århundredes bestræbelser og kampe. Den er en forløsning af mennesket, som nu for første gang med statsmagten og hele produktionsapparatet organiseret omkring en ny stat kan opbygge et samfund, der tjener mennesket og kan afvise forsøg på det modsatte. Konkret er der tale om arbejderklassen og dens allierede, som på én gang overtager den politiske og økonomiske magt, tager magt over, hvad den producerer, og selv bestemmer retningen for dens eget samfunds liv.

Revolutionen er krydsningen af grænsen mellem kapitalisme og socialisme, og det er den eneste grænseovergang, hvor arbejderklassen ikke kan stoppes og sendes tilbage i kapitalismens fremmedgørende samfund. Den er, når den lykkes, virkeliggørelsen af løftet om socialismen med de ovenstående beskrivelser, og den kan ikke reelt skilles fra socialismen eller dens energi. Men inden vi bygger socialismen, så lad os se på revolutionens udtryk i vores århundrede, hvor ikke mindst ungdommen har deltaget.

I arbejderklassen, der er revolutionens vigtigste klasse, udvikler der sig løbende kampe mod konsekvenserne af arbejdsgivernes pres på arbejdstid, forhold og løn. Også arbejdskampe, der forsøger at bryde ud af klassesamarbejdspolitikkens greb fra arbejderaristokraterne i fagtoppen, der sidder tungt på fagforeningerne.

Nogle udtryk for opgør i de sidste år af det 20. århundrede så vi i blandt andet Danmark med et opgør med ’globalisering’. ’Globalisering’ dækker her hovedsageligt over imperialismens konkrete og transnationale udtryk samt inden for den modstand et ønske om at ville noget mere, noget andet og bedre. Det var især unge, som gjorde sig gældende og både direkte og indirekte vendte sig mod borgerskabets 90’er-fortælling om kapitalismen som menneskets sidste samfund og fortællingen om det socialimperialistiske Sovjets fald som ’socialismens fald’.

Den største bevægelse herefter var antikrigsbevægelsen mod først krigen mod Afghanistan og senere krigen mod Irak. Imperialismen, både den udenlandske og den danske, blev afsløret i en grad, så den aldrig har kunnet putte sin falske maske på igen. En ny ung generation så med egne øjne krigene og kapitalismens kynisme. Siden har massebevægelser af forskellig art markeret sig, og gennemgående har der været en protest over nedskæringer og nyliberalisme, som især har taget form af direkte angreb på sociale rester i den kapitalistiske stat. Det er SOSUer, sygeplejersker, pædagoger, lærere osv., som har været ramt, og som har været i centrum for konflikter, men konflikterne har inddraget alle arbejdende samfundslag.

Klimabevægelsen¹COP15, Copenhagen 2015, klimatopmøde i København. fik fra op til COP15 og efterfølgende et mere direkte antikapitalistisk udtryk. ”System change, Not climate change” var en hovedparole, og mere direkte siges det sjældent. Siden har borgerskabet og småborgerskabet forsøgt at få ’klimaet’ inden for kapitalismens rammer igen, brugt det som splittende og bebrejdende dagsorden inden for arbejderklassen og rejst det i forbindelse med EU-begivenheder for at trække på panikstemningen i dette spørgsmål og tvinge en ”Det store EU”-nødvendighed ned i spørgsmålet, underbygget af løgne om EU’s rolle i forhold til klimaet. Alt dette til trods er det ikke lykkedes borgerskabet og småborgerskabet at ’rense’ spørgsmålet for et opgør med kapitalisme.

Lærlinge og studerende har med få års mellemrum i gennemsnit mobiliseret titusinder til at gå på gaden og demonstrere imod nedskæringer. Energien fra disse protester kan virke kortvarig, men den er gentagende, og den er et udtryk for ungdommens umiddelbare energi – og for nuværende også et gentagende eksempel på reformismens inddæmning af denne. Omend ’fristeds’-bevægelsen ikke har markeret sig meget de seneste par år, så har den været en af formene for ungdommen i dette århundrede. Dels som eksempel på statens repression, når ejendomsretten udfordres, men også som udtryk for søgning på ’det andet’, noget nyt og andet end kapitalismens tilbudte rammer.

Et andet træk, som jævnligt har markeret sig og vokset sig stærkt, og nu også har et moment af at være del af en international styrke, er bevægelsen mod racismen og andre af borgerskabets splittende manøvrer. Den kraft her er for nuværende et stærkt udtryk, delvist inspireret af BLM-bevægelsen i USA, men med sine egne danske problemer og danske statsracisme (m.v.) at slås imod. Den har også fået et stærkere, klart og åbent opgør med status quo, og et krav om noget andet, NU!

Det er ikke en oplistning af alle bevægelser og langtfra en liste over alle udtryk, der er opført her. Der har været mange mange flere, nærmest utallige, her blot 20 år inde i århundredet. I alle bevægelserne har der været en repræsentation af unge og af arbejdere. Ved mange af protesterne ført af offentligt ansatte, har været tale om proletariserede lag som en kerne, og med opbakning fra arbejderklassen.

Nogle ryk, revolter og opstande

Op til årtusindskiftet skyllede en bølge af politisk mobilisering af masserne over Latinamerika. Den blev inddæmmet af reformismen og stoppet på halvvejen, men den²Se ”Revolutionens Opgaver 2000-20201 udgivet på Oktober Forlag for en gennemgang af klassekampsspørgsmål gennem revolutionens optik ved APK’s kongresdokumenter for samme periode. gennemtrumfede og sikrede, at socialismen var på læberne og i tankerne i hele regionen.

Vi afviste den reformistiske vej, Chavez’ ”Det 21. århundredes socialisme” m.v., som socialisme, og af gode grunde, som historien har vist. Med endnu større iver – og som del af samme afvisning – støttede og understøttede vi folkenes kamp, og at spørgsmålet om revolution og socialisme blev rejst og forblev rejst. Også i dette spørgsmåls nødvendighed har historien givet os ret.

Vi har set flere andre internationale bølger, som har indvirket på Danmark og især en ny generations tankesæt. Herunder anti-EU/anti-topmøde/anti-’globaliserings’-bølgen, anti-ensretning og fristedsbevægelse, der også hang sammen med EU-modstanden, og dertil anti-krigsbevægelsen osv.

Det arabiske forår var et af de kvantitativt omfangsrigeste udtryk for bølgerne af ’Nu er det nok, nu skal der ske ændringer!’ Protesterne udtryk var i høj grad ’fællesmøder’ på de større pladser, og inkluderede også selvorganiserede sikkerhedsværn m.v. Inspirationen fra det ene oprør til det andet var lynhurtig og rodfæstet i sammenlignelige sociale tilstande. Spredningen af eksplicitte krav, udvikling af debat, kommunikation m.v. blev godt understøttet af internettets lysledere, især internationalt. Massemobiliseringen gik delvist ’af sig selv’, i og med at den var politisk og social og ganske ubureaukratisk. Der var organiserede former og gamle organisationer m.v., men alt bureaukrati og lignende normer blev i en periode savet midtover. Det i en grad, så de ’demokratiske’ regeringer i forskellig grad lukkede for nettet og anden kommunikation.

I Tunesien var vores søsterparti fra CIPOML aktivt i kontinuerligt at udvikle taktik og paroler. I perioder krævede situationen, at disse blev fornyet dagligt. Fra et despotisk diktatur gik Tunesien til at blive et ’nyere’ borgerligt demokrati, og vores søsterparti blev legalt.

I ingen af de berørte lande kunne en socialistisk revolution udføres. Enten var det kommunistiske parti ikke stærkt nok, eller også eksisterede det ikke, og en linje for virkelig revolution og opgør med kapitalismens dårligskaber i alle deres afskygninger kunne ikke gennemføres. I Tunesien opnåedes markante fremskridt i form af tilkæmpede rettigheder og muligheder. I nogle af de andre lande, som Egypten, blev foråret snart efterår. Begge steder hersker kapitalismens økonomi stadig, ejendomsforholdende er ikke ændret, selvom noget ejendom har skiftet hænder, og den grundlæggende udbytning ved kapitalismen, dens værdilov, merværdi og profit fortsætter.

Revolter, opstande, sågar omvæltninger af statsmagt bliver uden et stærkt marxistisk-leninistisk parti allerhøjst til en massebaseret reformkamp (ikke reformisme, reformkamp). Skub til, eller nogens overtagelse af statsmagten er ikke tilstrækkeligt. Staten må skabes på ny, den gamle brydes ned, og den nye bygges op til arbejderklassens, ungdommens og fremtidens brug.

Der hvor partiet eksisterer, understøttes det dialektiske – gensidigt påvirkelige – forhold mellem revolution og dagskamp af partiet, og revolutionen og dagskampen understøtter hinanden. Revolutionen og dens trussel mod borgerskabet og dets kapitalisme bliver en styrke i dagskampen og dagskravene, og mobiliseringen omkring dem bliver en modningsproces for revolutionen i folkets bevidsthed.

Når det er sagt, så må revolutionen også ’have sin egen’ plads. Når revolutionen f.eks. er så fremskreden, at den konkret er på dagsordenen, så er al snak om og bevægelse for reformer tilbageskuende og kontraproduktive. Hvis vi står over for bare en massebaseret materialiseret ide om at ’storme Vinterpaladset’³En af de indledende politiske og militære manøvrer i Oktoberrevolutionen, kunne man nok tvinge en indrømmelse eller to ud af en regering, men er det dét, man forfalder til, så har man forrådt revolutionen og arbejderklassen. Vi leger ikke revolution i baggrunden af en reformkamp, vi laver en revolution og afskaffer samtidig den form for reformkamp, som foregår under kapitalismen ved revolutionens gennemførelse, fordi vi afskaffer nødvendigheden af denne ’evige reformkamp’.

Der er flere gode aktuelle erfaringer for os at undersøge og studere nærmere. Vi har set Frankrig og kontinuiteten og styrken ved ”De gule veste” og bevægelsen der. Vi har undersøgt ved det arabiske forår, hvor og hvor langt det nåede i sin bestræbelse. Vi har set massebevægelsen og opgørets forsøg i USA. Ved dem alle har vi deltaget direkte og indirekte.

Lad os her undersøge Ecuador, hvor et af de mest markante og stærkeste ML-partier lægger et tungt lod i klassekampens vægtskål.

Partiet PCMLE⁴Partido Communista Marxista-Leninista de Ecuador (Ecuadors Kommunistiske Parti Marxister-Leninister) har eksisteret siden 1964 og var et af de første, der rev sig løs af Sovjet-revisionismen i form af et nyt parti og senere tog et opgør med maoismen. Det var en del af bevægelsen, der havde Albanien som et slags center, og det var senere en initiativtager til CIPOML. De seneste 15 år har det løbende stået i spidsen for massemobiliseringer og bevægelser, som blandt andet har opnået at afsløre og tvinge flere præsidenter til at træde tilbage som følge af folkelig mobilisering og pres. Det er et konkret udtryk, men i grunden er sådan en slags sejre et udtryk for, at man har nægtet og afveget en politik fra den herskende klasse.

Den seneste store massemobilisering forløb i 2019, hvoraf en del er dækket i Pablo Mirandas artikel ”The Indigenous and Popular Uprising, A Victory Over Neoliberalism”⁵Den findes på nettet.. Vi bragte i E&K nr. 1 2020 en udtalelse fra PCMLE med overskriften ”Sejr gennem Enhed og fælles kamp”. I den skriver PCMLE:

”Det der gjorde resultaterne af denne kamp mulige, var det store omfang den fik, dens militans og enhed i handling blandt de folkelige kræfter. Vi har alle kæmpet sammen, de oprindelige folks bevægelse, arbejderne, ungdommen, kvinderne, lærerne, lokalområderne, småhandlende, bønder osv. Den samlede befolkning har rejst sig. Det er nødvendigt at understrege den rolle, som ungdommens militans og mod har spillet som stødbrigader i disse kampe, ligesom de aktioner som kvinderne blandt de oprindelige endnu en gang har vist deres mod med.” 

Ved partiets mellemkomst blev der skabt en reel enhed, som kunne mobilisere landet over, og som blev af en sådan styrke, at bevægelsen vandt og fik gennemført sine krav. Et af hovedtrækkene ved grunden til enhed i den konkrete kamp var, som det ofte er tilfældet, at det marxistisk-leninistiske parti lagde en linje for kamp mellem samfundets to klasser og ikke alle mulige andre mærkværdigheder. Sideløbende styrkede PCMLE sig, det styrkede sin position i klassen og allierede lag og formåede at samle det til et udtryk, et signal, som er givet fra partiets 9. kongres som hovedopgave: ”At organisere og gennemføre revolutionen”. I udtalelsen af samme navn findes strategien understøttet af en konkret energi og som praktisk opgave, der er stillet.

Revolutionens demokratiske strukturer og deres fremkomst

Undersøger man de forskellige folkelige bevægelser, ser man hurtigt en tendens til nogle demokratiske grundstrukturer. Et af eksemplerne, som er godt, fordi det var en udbredt

bevægelse, er bevægelsen mod Irak-krigen og den danske krigsdeltagelse. Der opstod lokale komiteer, der opstod fag-komiteer, der opstod komiteer som samlinger af krigsmodstandere på tværs af partier og politiske, ideologiske og andre skel.

I København især var det store fællesmøder for aktivister, der blev det centrum, hvor politikken og aktioner blev besluttet. Samtidig blev der valgt en synlig ledelse, der afspejlede de aktive politiske kræfter, som koordinationskomite for hele bevægelsen. Sådan en struktur blev opbygget, den var allerede langt blot efter nogle uger med demonstrationer.

APK var en aktiv kraft også i koordinationskomiteen. Vi understøttede den opbygning af bevægelsen, sådan at forskellige spontant opståede strukturer fik en mere bevidst form. Disse strukturer stod ikke alene, en sideløbende og mere afgørende faktor var den politiske tanke om en enhedsfront, hvor grupper, foreninger, komiteer, partier m.v. ikke udstødte hverandre, og hvor den politiske ledelse var en naturlig praksis.

Med det i mente, så lad os undersøge strukturerne nærmere. Billedet er – formmæssigt – ikke ulig det, som kunne ses i Rusland før revolutionen. Lignende grupper og dannelse af sammenslutninger, lokalråd, m.v. opstod som formen for protesten. Den fungerede også dengang i dialektisk forbindelse med politiske kræfter, ikke mindst bevidst ved bolsjevikkerne med Lenin i spidsen.

De sovjetter der opstod blandt arbejder, soldater og bønder hen over flere år i det russiske imperium, blev senere den nye stat og statsmagt. De var allerede ved deres begyndelse et kim til en ny demokratisk struktur.

Staten i socialismen vil i høj grad udgøres af de erfaringer fra bevægelsernes organiseringer, som arbejderklassen selv opbygger og oplever, og som partiet opsummerer og understøtter. Deraf følger også, at det er en levende stat, og at dens magt overvejende baserer sig på evnen til at udvikle dens basis. Den stat er ikke en del af den nuværende. Den opbygges ved siden af og i modsætning til den gamle, indtil den er stærk nok til at fjerne den gamle, når den opnår magten til det og derved kan blive en stat.

En sådan manøvre, og den manøvre at fastholde den nye statsmagt, kan ikke udføres uden et marxistisk-leninistisk parti, som er bevidst om samfundets udviklingslove, som forstår modsætningen mellem borgerskab og arbejderklasse, som anerkender borgerskabets (og småborgerskabets) subjektive side og deraf ser dets bevidste samt ubevidste angreb.

Et parti, som ikke står afklædt og snydt af borgerskabet og heller ikke deltager i dettes fupnumre. Et parti, som formår at udvikle en taktik, der understøtter og populariserer udviklingen.

Revolutionen er alt

I 2021 runder stiftelsen af det første revolutionære arbejderparti i Danmark 150 år. Partiet blev stiftet af Louis Pio m.fl. i 1871, og det var direkte inspireret af Pariserkommunen og overtagelsen af magten med en opbygning af en ny regerende struktur, der med det samme vedtog og gennemførte en række gennemgribende politiske fremskridt. Partiet var tilknyttet Første Internationale og i direkte korrespondance med den ved blandt andre Marx & Engels.

Til trods for det må det bemærkes, at partiet i Danmark aldrig i den form nåede et tilstrækkeligt højt teoretisk niveau, og at det derfor mistede revolutionen i sigtet, bl.a. under statens pres og repression, og det udviklede sig senere frygtsomt til vores dages Socialdemokrati. Men i udgangspunktet for partiet og stiftelsen var revolutionen alt. Arbejderbevægelsen havde et stærkt gåpåmod, ild og gejst i 1870’erne, og omend under politisk skæppe brændte energien videre i organiseringen af fagforeninger m.m. de næste årtier.

For at opnå den ild og energi, som arbejderbevægelsen havde fra 1870’erne, i dens ’nye og spændende’ og visionsrige organisering, må revolutionen i synlig front. Intet andet end den fuldstændige afvisning af det eksisterende kan skabe den energi i klassen. Det ’fundamentalt nye’, den fremtidige selvbestemmelse, indfrielsen af klassens fælles ambitioner, den totale afvisning af kapitalismens dårligdomme som noget acceptabelt eller naturbestemt og kravet om noget mere og bedre.

Opgaven er en ’reorganisering’, hvor nogle af de gamle organisationsrester, som nu er del af borgerskabets magt, må køres over, så klassens projekt igen er på skinner. ’Reorganiseringen’ af arbejderklassen er den politiske og den konkrete organisering i og af partiet, og det er partiets opgave at vinde langt størstedelen af arbejderklassens tillid samt at vinde klassens bedste hoveder og hænder, også ved direkte parti-organisering. Revolutionen i vores århundrede er fuldstændig afgjort af og forbundet med det marxistisk-leninistiske partis succes med at overkomme den opgave.

At ’vente på revolutionen’

De revolutionære og i særdeleshed APK er løbende blevet bebrejdet for ikke at ’ville forbedringen nu’ og lignende løgne. Og anklaget for blot at ville ’vente på revolutionen’ i retorikken fra reformister ved især Enhedslisten og deromkring. Fremstillingen af revolutionære som nogle, der ikke ønsker forbedringer her og nu, er en falsk og beskidt fortælling. At man ved opslutning bag de pågældende reformister kan skabe de ønskede forbedringer, er endnu en falsk fortælling, som på sigt kaster mange ud i magtesløshed eller opgivenhed.

Vi kunne nævne disse spydige reformisters deltagelse og understøttelse af socialdemokratiske regeringers forværringer, eller deres manglende resultater med at undgå kapitalismens kriser, men listen ville blive alenlang.

I stedet kunne vi – og det er ment i al alvor – kræve af disse reformistiske personer, grupper og partier, hvoraf nogle understøtter regeringen – at vi får disse forbedringer HER og NU. Lad os kræve, at de ikke venter på revolutionen, førend de indfrier dem. Hvad venter de da på?

Enhver der har en smule kendskab til vores parti, ved, at sandheden er, at vi kæmper hver dag, og at vi arbejder både energisk og loyalt såvel i de mange massebevægelser som i skabelsen og udbredelsen af socialismen som alternativ. Vi arbejder netop i klassekampen, i de mange politiske spørgsmål, for at styrke revolutionen. Det vi siger, er, at man ikke kan skabe socialisme uden en revolution, endsige at man ikke kan indfri arbejderklassens og befolkningens krav uden samme, fordi kapitalismens rammer, kriser, økonomi, struktur osv. ikke tillader det. Og reformisterne bebrejder os løgnagtigt ’at vente’.

Der findes ingen venten ved os.

Hvad siger disse reformister da, når der stikkes til dem, når arbejderklassen, bevægelserne og vi rejser konkrete retfærdige sociale og økonomiske krav? Krav, hvor nogle er gennemførlige og kan tvinges igennem, men som bremses af hensynet til socialdemokratisk regering m.v., og krav, der netop rejses for at pege på socialismen, og som kan understøtte en udvikling i den retning.

Så høres der en mumlen om, ”at man skal tælle til 90 mandater i Folketinget”, at ”De radikale ikke vil lege i dag”. Hvor længe vil reformisterne da i virkeligheden vente? Svaret er, at de vil vente for evigt, når det kommer til den slags, men ikke vil tøve et sekund i angrebet på de revolutionære og dermed revolutionen, socialismen og arbejderklassens frigørelse.

3.7. 2020

 Indlæg i APK’s kongresdebat op til den 9. kongres 2021

Noter

1. COP15, Copenhagen 2015, klimatopmøde i København.
2. Se ”Revolutionens Opgaver 2000-20201 udgivet på Oktober Forlag for en gennemgang af klassekampsspørgsmål gennem revolutionens optik ved APK’s kongresdokumenter for samme periode.
3. En af de indledende politiske og militære manøvrer i Oktoberrevolutionen var at erobre Vinterpaladset i Petrograd (Leningrad hhv. Skt. Petersborg)
4. Partido Communista Marxista-Leninista de Ecuador (Ecuadors Kommunistiske Parti Marxister-Leninister)
5. Den findes på nettet.