USA eksploderer. Og det er ikke kun for mordet på George Floyd i hænderne på en politibetjent, endnu en af en lang liste over forbrydelser, de fleste af dem ustraffet, mod sorte borgere i hænderne på fascistiske og racistiske elementer i landets politi. Denne forbrydelse har været udløsende faktor for udbruddet af de akkumulerede modsætninger gennem mange år i den hidtil største imperialist magt.
Social ulighed og ekstrem udnyttelse af arbejderne vokser støt i dette land. Bare mellem februar og april i år er andelen af arbejdsløse gået fra 3,5% til 14,7% af befolkningen i den erhvervsaktive alder. Gennem hele den økonomiske dvaletilstand forårsaget af pandemien har 40 millioner arbejdere søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse i USA på bare ti uger, hvilket vil bringe antallet af mennesker uden sundhedsforsikring til et utåleligt antal. Alt dette i et land, hvor der ifølge NGO’en Public Citizen, før pandemien, allerede var 29 millioner mennesker uden sundhedsforsikring og 58 millioner borgere med en lav dækning og høj betaling.
Pandemien har også en klassisk bias: Det højeste antal af de inficerede og dræbte af COVID-19 forekommer i arbejderklasse kvarterer, blandt arbejderne, hvilket har ført til den ekstreme fascistiske ret til at retfærdiggøre det enorme antal mennesker, der er inficeret og dræbt fra de folkelige klasser.
USA eksploderer. Ti titusinder af demonstranter er gået på gaderne i flere af de største byer og har angrebet alle symbolerne på imperialistisk magt: CNN-hovedkvarteret – en af de vigtigste “opinionsdannere” i Yankee-imperiet – supermarkeder, politistationer, politibiler osv.
Vreden fra de mennesker, der er underlagt den imperialistiske kapitals jernstøvle, har overvældet de “demokratiske” imperialister, som udmærket ved, hvad de sande magtinstrumenter er. Derfor, også der, som i resten af verden, er det progressive og ”kompromissøgende” borgerskab og dets politiske repræsentanter skræmt og bekymret over denne eksplosion og opfordrer arbejderklassen til at slappe af. Fra den tidligere præsident Obama til Martin Luther King’s datter, Bernice King, der sagde, at ” det, jeg ser i Atlantas gader, er ikke Atlanta. Dette er ikke en protest. Dette er ikke i ånden fra Martin Luther King” har de sammen med mange repræsentanter for Det Demokratiske Parti og et par ”engagerede” intellektuelle og kunstnere, råbt op om at freden må vende tilbage til gaderne.
Der kan ikke forventes noget af de borgerlige altruister, der råber om den alvorlige situation for det sociale flertal, men som uden tøven accepterer og forsvarer den model, der skaber og understøtter denne situation. Et eksempel på dette kyniske borgerskab er erklæringerne fra senator Amy Klobuchar, der indtil for et par måneder siden stod som en mulig demokratisk kandidat i lyset af præsidentvalget i november. Han skyndte sig, da opstanden begyndte at vokse, at kræve ro og enhed: “Vi kan ikke komme videre, når folk brænder vores by og brænder vores stat…”.
Hvilken ro der kan forventes fra millioner af borgere, der betragtes som andenrangs, udsat for den mest grusomme og nådesløse udnyttelse af den mest uhyggelige kapital, underlagt jernhånden fra en stat, der taler og taler om demokrati og menneskerettigheder, men ikke tøver med at mobilisere Nationalgarden, et militariseret organ, og ty til den mest brutale vold for at undertrykke hundreder af tusinder af mennesker, der nægtes de mest basale rettigheder?
Hvilken ro passer i et land, hvis præsident, Donald Trump er en bølle, en ægte patetisk klovn, der reagerer med trusler mod folkelig protest og kræver, at guvernører og borgmestre slår ned med hård hånd på protester – der tilbyder dem hæren; en ægte fascistisk bølle, der hævdede, at han var kommet ind i Det Hvide Hus med ”de mest ondskabsfulde hunde og de mest uhyggelige våben, jeg nogensinde har set”.
Det er ikke første gang, dette sker. I maj 1992 brød en tidligere social kamp ud, udløst af en anden sag om politiracisme. Klassemodsætninger i det USA, der dengang uden tvivl var verdens største imperialistmagt brød også pludselig ud, og staten druknede protesterne med blod og ild, og mobiliserede Nationalgarden, som bogstaveligt talt indtog byen Los Angeles, som var centrum for protesterne, for at indføre “imperialismens fred”. Et halvt hundrede døde og hundreder af sårede var det tragiske resultat i de dage.
Situationen er langt fra den samme som dengang. I dag foregår der en magtkamp mellem de imperialistiske magter, kapitalismen står over for en generel krise, der rammer alle kapitalistiske stater, i dag vokser imperialismens fjendtlighed, efterhånden som dens krise tager til.
Arbejderklassen og de folkelige klasser i USA viser verden både storhed og svaghed i deres kamp, som også er vores, en kamp for alle arbejdere, der er underlagt det kapitalistiske udnyttelses åg. På trods af truslerne og stigningen i undertrykkelse til virkelig brutale niveauer går tusinder, hundreder af tusinder af mennesker på gaden for at råbe, hvad der er blevet mere end et slagord, en proklamation, et slags skrig, der forener de udnyttede: “Jeg kan ikke trække vejret”. Dette er et anliggende for titusinder af millioner af arbejdere, der i deres liv lider under uretfærdigheden af et regime, der er baseret på den nådesløse udnyttelse af mennesker.
Men på den anden side viser denne kamp også en fælles svaghed: manglen på organisation, der gør det vanskeligt at etablere fælles politiske mål og kan ende med at omdanne opstanden til et springbræt for opsparet raseri. Af denne grund vil kommunisternes rolle blive mere og mere afgørende.
MOD IMPERIALISME, SOLIDARITET MED DEN FOLKELIGE OPSTAND I USA!
LEVE ARBEJDERNES KAMP I USA FOR DERES RETTIGHEDER!
2.6.2020
Oversat fra: Solidaridad con las movilizaciones populares en EEUU. www.pceml.info