Den 17. november 2018 mobiliserede en stor social bevægelse titusinder af mennesker, der alle tog gule veste på, i ugevis besatte vejkryds over hele landet og demonstrerede hver lørdag i middelstore byer, i provinsbyer og i Paris. Bevægelsen har udviklet sig over de sidste mange måneder, og den fortsætter i dag, selvom ethvert forsøg på at demonstrere på lørdage bliver mødt med voldsom undertrykkelse. I dag deltager ”De Gule Veste” i demonstrationer og aktioner organiseret af fagforeninger, i samlinger ”for klimaet” og frem for alt i protester imod domstolene og politiets brutalitet. Selvom antallet af demonstranter i dag er mindre og næsten helt fraværende i ”rundkørselsprotesterne” – som var bevægelsens tydelige varemærke – er de forblevet tro mod deres symbol, de gule veste, og mange af dem har nået en forståelse af, at de vil være ude af stand til at opnå noget alene.
Billederne af voldelige sammenstød mellem hundreder af gule veste og sværtbevæbnet politi og gendarmeri, af butikssmadringer i de velstående pariserkvarterer og af titusinder af demonstranter, der råber ”Væk med Macron!”, kunne give indtryk af, at vi oplever en folkelig opstand. Der er sågar nogle, der så det som begyndelsen på en revolution og heftigt opfordrede folk til at iklæde sig gule veste, at opgive egne paroler og flag og i stedet gå ind i bevægelsen med håb om at skabe et ”direkte folkeligt demokrati”. Skuffelsen endte med at være af samme dimensioner som illusionerne.
Bevægelsen ”De Gule Veste” har fået megen sympati i Frankrig og andre europæiske lande, men der er også rejst spørgsmål om dens natur, dens mål og muligheder. Den har chokeret de politiske kræfter og fagforeningerne, og den har rystet regeringen. Den har inddraget Macron, som i sin person, handlinger og væremåde samler meget af den vrede, som ”De Gule Veste” føler.
Udviklingen af en bevægelse i et tempo, der aldrig er set før
Bevægelsen startede som en modstand mod statens forhøjelse af afgiften på benzin. Den spredte sig meget hurtigt via de sociale medier til landdistrikterne og udkanten af de store byer. Efter at have sænket hastighedsgrænserne på amtsvejene og opsat en hær af stærekasser, som automatisk udsendte store bøder på hundreder af euro, vedtog regeringen den nye afgift, der straffer brug af diesel.1 Det var disse tiltag, der satte skub i bevægelsen, som har lukreret på stor mediedækning, i særdeleshed de nyhedsgrupper, der konstant opdaterer på de sociale medier med fokus på en række grupperinger i bevægelsen, særligt enlige mødre, der er tvunget til at køre mange kilometer for at komme på arbejde, og som har en lav løn, samt chauffører, som ofte er arbejdere eller ejere af små virksomheder.
Vores parti har analyseret bevægelsen fra dag ét for at kunne forstå den og for at kunne lægge linjerne for arbejdet. Bevægelsen udviklede sig inden for områder, hvor partiet og dets massearbejde ikke var tilstrækkeligt udviklet, så det kunne blive af værdi for det store flertal af politiske fagforeninger og de sociale organisationer i landet.
Vi opfatter bevægelsen som følger: Bevægelsen ”De Gule Veste” er starten på den sociale kamp på nye områder hos befolkningen på landet og i forstæderne. Den består af dele af småborgerskabet såsom ansatte i små og meget små virksomheder, ganske få organiserede arbejdere, fattige arbejdere, håndværkere, faglærte, ledere af småvirksomheder osv. Alle lider de under konsekvenserne af den neoliberale politik, der i årevis er ført af højreregeringer og socialdemokrater, en politik som Macron har uddybet og forstærket yderligere.
”De Gule Veste” må betragtes som en bred folkelig bevægelse, med sin uensartethed, forvirring blandt de involverede og reaktionære kræfter i sine rækker. Arbejderklassen var nødt til at tage denne bevægelse alvorligt på grund af de retfærdige folkelige krav, den kæmper for.
På den baggrund udstak partiet sin aktionslinje og sine retningslinjer for fagforeningsarbejdet, for de organisationer, det har indflydelse i, samt for alle kampfronter som følgende: ”Først og fremmest at arbejde inden for arbejderklassens organiserede bevægelser, så disse kæmper for de sociale og politiske krav, og konkret opbygge den bredest mulige enhed, herunder også med ’De Gule Veste’, gennem kamp, strejker og demonstrationer … Den breche, som blev åbnet af ’De Gule Vestes’ bevægelse, skal uddybes, og magtbalancen styrkes gennem strejker og lammelse af produktionen.”2
Arbejd for, at den organiserede arbejderklasse tager hånd om bevægelsens retfærdige krav
For at kunne dette var det nødvendigt at overvinde modvilligheden inden for fagbevægelsen, som følte sig stødt over bevægelsens radikalitet og kampformer. Vi taler ikke om reformisterne i ledelsen af fagforeningerne, hvis hovedinteresse lå i at undgå at miste deres status som samtalepartner med regeringen og arbejdsgiverne. Vi taler om de mange fagforeningsmedlemmer, som har kæmpet i årevis, og som følte sig fuldstændig skubbet til side, både af en bevægelse, som ikke ville dem, og især af de store mediers propaganda, som annoncerede fagforeningernes død.
Denne bevægelse, som var karakteriseret af en uens social sammensætning, mangel på kamptradition, som organiserede det store flertal af mænd og kvinder, der bar gule veste3 , et symbol på nød, havde primært angrebet Macron, selve statens leder. Bevægelsen angreb aldrig arbejdsgiverne og slet ikke det kapitalistiske system. Som cheferne selv understregede, så ”var der ingen demonstrationer uden for arbejdsgivernes hovedkvarterer”. De første måneder dominerede forkastelsen af politiske partier og fagforeninger, som blev kaldt ubrugelige. Den tendens, som var meget fremherskende på de sociale medier og blandt de aktivister, der bar de gule veste, blev i høj grad understøttet af det yderste højre.
I nogen tid har denne afvisning været en stor hæmsko for fagbevægelsen. Afvisningen gav sig voldeligt udtryk i nogle få rundkørsler. Denne situation var også en del af den generelle holdning udviklet af ”macronismen”. Arbejdsgiverne, medierne m.fl. miskrediterede fagbevægelsen, og denne miskredit blev fulgt op af mod-reformer, som faciliterede udbytningen af mandlige og kvindelige arbejdere og i betragtelig grad reducerede fagforeningernes kampmuligheder. Vi refererer her til El Khomri-lovene og Macron-forordningerne 4, som en betragtelig del af arbejderne og fagbevægelsen havde kæmpet imod i mange måneder.
Eftersom ”De Gule Vestes” radikale aktioner forvandlede alle lørdage i byerne til meget voldelige kampzoner, blev Macron tvunget til tilbagetog på spørgsmålet om højere brændstofpriser, som jo var grundlaget for protesterne, og han blev nødt til at udsætte planerne. Han blev også tvunget til at udsætte skatteforhøjelserne, som primært ramte det store flertal af pensionister.
Disse annoncerede tilbagetog er klare nederlag, selvom de annoncerede 11 milliarder i mange tilfælde repræsenterer skattenedsættelser, og det på ingen måde influerer på monopolernes profitter5. Macron regnede med, at det ville være nok til at standse bevægelsen, men det skete ikke. Dertil kom, at arbejder- og fagbevægelsen allerede havde genmobiliseret sine medlemmer på spørgsmålene om lønninger, den garanterede minimumsløn (SMIC) og pensionerne. Man organiserede fagforeningsdemonstrationer, hvori ”De Gule Veste” begyndte at deltage. De store chefer havde øje på ”smittefaren”. De kom Macron til undsætning og annoncerede, at ”firmaer, som kunne bidrage med en gestus, burde gøre det” i form af 1000 euro. I den forbindelse fremlagde Macron en løgnagtig forhøjelse af SMIC. I virkeligheden var stigningen meget lavere end det beløb, som fagforeningerne og ”De Gule Veste” havde krævet, og oven i det kom, at ”præmien” ikke var på 1000 euro, bortset fra Total, der langtfra udbetalte det til alle ansatte. I særdeleshed de offentligt ansatte, hvis lønninger for de fleste vedkommende er lav, fik intet, med undtagelse af de ansatte i politiet.
Da disse små indrømmelser var gjort, udtalte Macron og regeringen, at det ikke længe var nødvendigt for folk at demonstrere, og de voldelige overfald på lørdagsdemonstrationerne øgedes i betragtelig grad. Antallet af sårede løb op i hundreder, og antallet af anholdte i tusinder. En ny lov medførte betydelige indskrænkninger i demonstrationsretten, politiet fortsatte med at bruge krigsvåben som fx granatkastere, kaldet LBD, som af mange organisationer er krævet forbudt, retssager imod politiofficerer blev afvist osv. Demonstranterne, herunder især unge mennesker, bliver ofte idømt hårde straffe.
Kriminaliseringen af sociale protester blev udvidet til langt ud over ”De Gule Veste”, som vi så det i Paris den 1. maj 2019, hvor politi angreb både ”De Gule Veste” og andre demonstrationsdeltagere i det optog, hvor alle havde fået tilladelse til at demonstrere samme dag og på samme rute. Efterretningstjenesten er nu sat ind for at ”forudse, analysere og overvåge sociale bevægelser”.
På et år har bevægelsen ”De Gule Veste” udviklet sig, og de sociale lag, dvs. de mennesker fra samfundet, som de har bragt på gaden, har oplevet en fælles kamp, en følelse af broderskab mellem de mennesker, der er svigtet i samfundet, og de har erfaret statens vold udøvet af dens undertrykkelsesapparat. Dele af samfundet har fået en mindre fjendtlig indstilling til arbejderne og fagbevægelsen. Sidstnævnte fik ”et puf” af bevægelsens radikale natur. Mange fagforeningsfolk siger, at begivenhederne ”rev nogle tabuer i vores hoveder ned, som fx den store respekt for lovlydighed. De viste, at demonstranternes vold er legitim over for den tiltagende etablering af en politistat.”
Det er indiskutabelt, at disse tanker har indflydelse på mange fagforeningsmedlemmer, der nu mobiliserer på de forskellige modstandsfronter, som har udviklet sig på områder som sundhed og uddannelse, eller i kampen for at forsvare pensionerne osv.
Den første lektie vi som marxistisk-leninistisk parti, arbejderklassens parti, lærte, er, at de objektive betingelser for revolutionen konstant udvikler sig, og at de sociale lag, som gennem ”De Gule Vestes” bevægelse er blevet bragt i aktion, er en del af dette. Det forstærker behovet for fortsat at rejse spørgsmålet om det revolutionære brud med det imperialistiske kapitalistiske system i en tid med store omvæltninger, som vil accelerere og udvide sig i spring som følge af skærpelsen af alle modsætningerne i det imperialistiske kapitalistiske system.
September 2019
Arbejdernes Kommunistiske Parti i Frankrig (PCOF)
www.pcof.net
Noter
1 De fleste af bilisterne fra de lavere sociale lag har biler med dieselmotor. Det er et resultat af regeringens egen politik, som i en lang periode har fremmet brugen af disse motorer ved at fastsætte en fordelagtig lav afgift på diesel. Det har givet de franske bilmonopoler plads til at specialisere sig i dens slags motorer for at fastholde markedsandele over for konkurrencen fra dyrere benzinmotorer, især de tyske monopoler.
2 Ovenstående er et uddrag fra dokumentet ”Om den politiske og sociale situation i Frankrig og om bevægelsen de gule veste”, 13. december 2018, sendt til partierne i CIPOML.
3 Den fluorescerende gule vest er obligatorisk at bære for alle chauffører, når bilen bryder sammen på vejen. Dette symbol på ”nød” tilegnede deltagerne i bevægelsen sig som et symbol på ”enhed” på tværs af social stilling.
4 Disse to lovsæt likviderede de generelle arbejdsmarkedsregler, således at hver enkelt virksomhedsleder nu kunne ”forhandle” aftaler, som afviger fra de vedtagne minimumsbestemmelser (omkring løn, arbejdstid osv.), og det svækker den kæmpende del af fagbevægelsen. Kampen mod El Khomri-loven varede i måneder med enhedsdemonstrationer i praktisk taget alle fagforeningsområder. Demonstrationerne blev undertrykt meget voldeligt.
5 Det symbolske krav om genindførelse af sundhedsskatten (ISF), som Macron havde fjernet lige efter sit valg, blev ikke imødekommet. Det er et tydeligt udtryk for Macrons politik, at tjene de rige, cheferne og de store virksomheder.