8. marts 2019 holdt Kvinder i Kamp et arrangement, hvor bl.a. minimumsnormeringer var et af de krav, vi satte fokus på. Det gjorde vi, fordi retten til gode institutioner til vores børn er helt central, hvis kvinder skal kunne have et godt liv, hvor de også kan gå på arbejde.
Lige nu står det så grelt til, at en lang række forskere advarer imod konsekvenserne af de dårlige normeringer. Det er så presset, at pædagoger hver dag skal vælge imellem helt nødvendige opgaver: fx skille to børn ad, der slås, eller skifte en lorteble. Hjælpe med overtøj eller vinke med et barn, der bliver afleveret. Trøste et barn, der græder, eller blive ved måltidet med seks børn, der spiser i høje stole. Helt urimelige forhold, som er til skade for både børn og personale.
Samtidig er det regnet ned over institutionerne med krav om dokumentation, tests og administrativt arbejde.
Det er så utåleligt på nuværende tidspunkt, at den dokumentar DR2 sendte d. 11. marts 2019 – omhandlende vilkårene for børn i to helt igennem almindelige og ganske velorganiserede danske daginstitutioner – satte skub i en hel bevægelse, hovedsageligt skabt gennem facebookgrupper.
Den 6. april lykkedes det at lave en national protest med demonstrationer i 53 byer rundtom i Danmark.
Hovedkravet her var, at vores børn skal have varme hænder omkring sig! Dette blev konkretiseret ved kravet 1:3 i vuggestue og 1:6 i børnehave hele dagen i vores institutioner.
I kraft af denne mobilisering lykkedes det at gøre minimumsnormeringer til et stort spørgsmål i valgkampen, og det lykkedes at presse de politiske partier til at tage stilling til kravet.
Bevægelsen er meget løst organiseret, som nævnt hovedsageligt gennem facebook, og som sådan relativt sårbar over for afledninger af forskellig slags.
Først og fremmest er det fortsat en kamp at præcisere, at kravet om minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Regnedrengene på Christiansborg har det med at lave beregninger, som sminker virkeligheden i en sådan grad, at den bliver uigenkendelig.
Selv de partier, som under valgkampen talte for minimumsnormeringer (SF, Ø og Radikale), har været meget modstræbende i kravet om, at det skulle gælde hele dagen. De officielle normeringsstatistikker ligger faktisk meget tæt på 1:3 og 1:6, fordi beregningerne er lavet på en sådan måde, at alle ansattes timer tælles med. Fx tæller timerne for en sygemeldt medarbejder med sammen med en tilkaldt vikar i beregningen. Derfor er det uhyre vigtigt, at kravet præciseres, da det ellers vil lande tæt på det nuværende niveau, som er helt igennem uacceptabelt.
Dernæst er debatten forsøgt afsporet ved at pege på, at minimumsnormeringer ikke vil have det ønskede udkomme. Cepos m.fl. har udgivet utallige kronikker og debatindlæg, som handler om, at problemet i institutionerne skyldes dårlig ledelse og lav faglighed, og at minimumsnormeringer vil forværre disse problemer. Argumentet er, at der så bliver flere upædagogiske medarbejdere omkring børnene.
Det er en bevægelse, hvor der er et konstant pres for at afspore og aflede. Fx har facebookgruppen ’Familiepolitisk netværk’ haft stor indflydelse i bevægelsen. Her er fokus i høj grad skiftet fra at handle om minimumsnormeringer til at handle om hjemmepasning.
Dette skifte er efter min mening højst uheldigt. Her ligger en moralisering og til tider en udskamning af forældre, der sender børn i institution, og der tages ikke højde for, at mange arbejderfamilier eller enlige ikke har og aldrig vil få de økonomiske muligheder for at passe hjemme. Der er sket et skift fra at kæmpe for vores alle sammens børns hverdag i institutionerne til at kæmpe for de få privilegerede, hvor manden i familien tjener nok til at forsørge. Fra et kvindepolitisk perspektiv er dette meget uheldigt.
Regeringen har med Ane-Halsboe Jørgensen i spidsen valgt at nedsætte en undersøgelseskommission af effekten af minimumsnormeringer. Målet er at lave beregninger på, om forældre vil arbejde mere, hvis normeringerne bliver bedre. Dette er der afsat 51 millioner kroner til.
Det væsentlige nu er at fastholde aktivitet i bevægelsen. Regeringen og dens støttepartier har udskudt etableringen af minimumsnormeringer til 2025. Det er seks år endnu. Dvs. at selv de børn, som starter i vuggestue nu, ikke vil få effekten af indfasningen.
På nuværende tidspunkt er der så få voksne omkring børnene, at det kaldes kollektivt omsorgssvigt. Det vælger regeringen og støttepartierne skal fortsætte seks år endnu!
Vi må kræve minimumsnormeringer lige nu
Vi må sammenkæde kravet om minimumsnormeringer med andre væsentlige velfærdskrav: Krav om en bedre skole, hvor der tilføres ressourcer, bedre ældrepleje, bedre sundhedsvæsen, boliger til alle, og stop for fattigdomsreformerne.
Nedslagtningen af offentlig velfærd er til stor skade for arbejderklassen og særligt for arbejderklassens kvinder.
Vi skal ikke vælge mellem retten til bolig, ældrepleje, sundhed eller børneomsorg! Det er elementer, som spiller sammen, og derfor bør bevægelserne etablere et samarbejde, som presser politikerne helt derhen, hvor de reelt tilfører de nødvendige ressourcer til velfærdsområderne.
Oplæg holdt på Nei til EU’s kvindekonference om sundhed og velfærd i EU i Oslo d. 3.november 2019