SF og Enhedslisten gik til valg foråret 2019 på at ville fjerne kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, der ødelægger tilværelsen for rigtig mange mennesker. De blev støttepartier for en Socialdemokratisk regering bl.a. på dens løfte om at ville se på dette i en ny kontanthjælpsreform. Efter valget blev resultatet en kommission, der skal lave et forenklet ydelsessystem, som samlet set ikke må koste mere end i dag, og som fortsat skal jage folk i tvangsaktivering (arbejde). SF og Enhedslisten har i praksis valgt at acceptere, at den socialdemokratiske mindretalsregerings kommissionsarbejde allerede på forhånd har udelukket de sociale bevægelsers krav og løfterne til disse om at afskaffe kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.
Det er dog ikke kun af pragmatiske grunde som at aflede opmærksomheden fra det konkrete svigt, at Enhedslisten nu igen rejser den gamle diskussion om borgerløn. Den ligger som en del af hele Det Europæiske Venstrepartis platform og venstreopportunistiske ideologi, som Enhedslisten er en del af. Diskussionen om borgerløn har det med at stikke sit hoved frem, når det offentlige sociale ydelser skal skæres ned og fjernes.
En af de beslutninger Enhedslisten tog på sit årsmøde i oktober, ud over at lave et nyt EU-program og styrke Folketingsgruppens magt, var at Enhedslistens borgerløns-netværk sammen med hovedbestyrelsen nu skal igangsætte en debat om borgerløn.
”Borgerløn vil give den enkelte større frihed til at udfolde sig efter sine evner og bruge sin tid på, hvad man finder nødvendigt og nyttigt – for sig selv og for samfundet. Alle ønsker at leve et liv, der giver mening,” lyder det fra en af Enhedslistens borgerløns-netværks talspersoner, Per Bregengaard, i en kronik med overskriften ’Borgerløn med små skridt – man skal nyde, før man bliver god til at yde’1. Borgerløn vil ikke alene afskaffe fattigdom og være et anti-kapitalistisk modtræk, det vil tilmed være til gavn for miljøet og klimaet. Fordi ”de veksler en del af deres forbrug med mere fri tid. Et mindre forbrug vil lette presset på naturens ressourcer, miljøet og klimaet. Mere fri tid til prioriteringen af en mere grøn levevis vil trække i samme retning,” lyder det. Rigtig rød/grønt klima-smart.
For at gennemføre denne borgerløn foreslår Bregengaard som en ægte reformist, at den gennemføres ad de små skridts vej. Nogle få grupper ad gangen, som f.eks. ’aktivitetsparate’ kontanthjælpsmodtagere (ældre, der har været aktive på arbejdsmarkedet i mere end 40 år) og ekstraordinær forældreorlov til at passe egne børn. Og så foreslås det, at der hvert år udarbejdes en status på og evaluering af ordningen, ligesom der hvert år vedtages en rullende femårsplan.
I Norge blev tilsvarende utopier fremsat af venstrefløjen for et par år siden. Det norske tidsskrift Revolusjon bragte dengang nedenstående principielle artikel, der viser et marxist-leninistisk syn på dette spørgsmål. At der i denne artikel tales om en anden model end ’de små skridt vej’, nemlig Universel Ubetinget Samfundssikret Basisindkomst (UBI), der giver alle statsborgere ubetinget ret til en skattefinansieret indtægt, ændre ikke ved at det den samme grundlæggende utopi, de to modeller bygger på.
Borgerløn og kapitalistiske utopier
Af E. Holemast, Revolusjon, Norge
Når noget er for godt til at være sandt, så er det ofte. Borgerløn er ikke gratis omgang.
Debatten om samfundsløn eller borgerløn er blusset op igen. Det lyder besnærende med en universel rettighed i form af et fast minimumsbeløb, som alle får til at dække deres leveomkostninger. Eller er det snarere en foranstaltning for helt og holdent at afvikle sociale velfærdsydelser?
”Med borgerløn vil arbejdsløshed ikke på samme måde være et problem, og stigmatiseringen, der er forbundet med at være uden for arbejdslivet, falder bort. Man får økonomisk frihed, en reel frihed til at vælge, hvad man vil gøre med sin tid og sit liv,” argumenterer Anja Askeland på Radikal Portal [i Norge].
Borgerløn vil dermed i teorien udløse folks evner, kræfter samfundsengagement.
Under kapitalismen er arbejdsløshed altid en følgesvend. I den kapitalistiske økonomiske cyklus med opsving, overproduktion, krise og depression er arbejdsløshed en nødvendighed. Den ujævne økonomiske udvikling mellem brancher og kapitalens almene krise gør arbejdsløshed til en stadig mere permanent faktor.
For kapitalen er det en positiv nødvendighed med en permanent hær af arbejdsløse, som kan hentes ind i produktionen i opgangstider og sparkes ud igen, når krisen er et faktum. Denne permanente arbejdsløshed sørger også for, at lønniveauet stadig presses ned mod og under eksistensminimum.
Men politisk er arbejdsløsheden et problem, fordi arbejderne drager dens herskende klasses ret til at styre i tvivl, når den ikke engang kan sikre borgerne arbejde og indkomst.
Med borgerløn bliver problemet tryllet væk. Den faktiske arbejdsløshed består, men den er officielt ikke-eksisterende, fordi arbejde ikke længere er en del af samfundskontrakten. Når kapitalen ikke evner at skaffe folk arbejde, er dette en naturlig udvikling som følge af automatisering, som ’ingen’ har ansvar for.
Modstand mod kapitalismen
Forslag om at indføre sådanne ordninger er dukket frem under forskellige navne som samfundsløn, garanteret indkomst osv. og bliver gerne taget frem, hver gang massefattigdommen bliver for tydelig.
Hovedargumentet er, at indførelse af teknologi og robotter gør, at job forsvinder, og at der umuligt kan være arbejde til alle. Desuden at det formodentlig giver sundhedsmæssige fordele og miljøgevinster.
Sådan klarer man også at afspore kampen for 6-timers-dagen.
I Norge er det foreningen BIEN (Basic Income European Network), som mest systematisk argumenterer for dette på et altruistisk grundlag. Initiativtagerne kommer fortrinsvis fra Miljøpartiet De Grønne.
I både USA, Canada, Svejts og Finland har spørgsmålet været højt oppe på den politiske dagsorden på forskellige tidspunkter. Sweitzerne vendte tommelen ned for forslaget ved en folkeafstemning i juni 2016. Finland kan blive det første land, som deler samfundsløn ud til alle dets borgere. Det finske modstykke til den norske arbejds- og velfærdsadministration NAV, KELA, skal efter planen fremsætte sit forslag i november.
Utopiske socialister
Den norske variant er en tilsyneladende antikapitalistisk utopi: ”Borgerløn kan ses og bruges som en modstand mod markedsdominans i vores samfund. Den kan give mennesker den tid, de har brug for – fri fra indtjeningskrav og rentabilitetskriterier – til at realisere deres egne drømme og projekter.” (Radikal Portal)
Ifølge denne utopi kan man nærmest indføre små kommunistiske øer inden for kapitalismen, hvor folk kan realisere deres drømme. Sådanne ideer havde Henri de Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Robert Owen allerede i kapitalismens barndom. Marx kaldte dem utopiske socialister og skrev i Manifestet:
”De vil forbedre kårene for alle samfundets medlemmer, også de som er bedst stillet. Derfor appellerer de stadig til hele samfundet uden forskel, ja, fortrinsvis til den herskende klasse. Man behøver jo bare at forstå deres system for at anerkende, at det er den bedst mulige plan for det bedst mulige samfund.
De afviser derfor enhver politisk, og særlig enhver revolutionær handling, de vil nå deres mål ad fredelig vej og forsøger at bane vejen for det nye sociale evangelium ved små eksperimenter, som selvfølgelig slår fejl, ved eksemplets magt.”2
Owen og Fourier kan undskyldes med, at de levede i en periode, hvor klassekampen kun var lidt udviklet. At gentage disse ideer i dag er derimod ikke andet end et småborgerligt forsøg på at sætte klassekampen tilbage og forsinke kampen for at omstyrte kapitalismen, og for at arbejderklassen får statsmagten.
Opskrift til individualisering
Kommunister har altid kæmpet for universelle rettigheder som gratis skoler, sundhedspleje og børneforsorg. Arbejderklassen har den grundholdning, at det ikke er det enkelte individ, men staten og kommunen, der er ansvarlige for disse rettigheder. Dette er en del af de velfærdsmæssige sikkerhedsnet under kapitalismen. Men kommunisterne har også sagt, at alle sådanne indrømmelser fra kapitalens side er skrøbelige og midlertidige og vil blive fjernet, når styrkeforholdet mellem klasserne gør det muligt.
Når kampagner for borgerløn kommer samtidig med, at kapitalen har en strategi for at rulle velfærdsordninger tilbage, er der grund til at være på vagt.
En såkaldt borgerløn, man skal kunne leve af, har som indbygget forudsætning, at statslige og kommunale velfærdsydelser bliver ’overflødige’.
Den borgerlige stat har selvfølgelig ikke økonomi – eller vilje – til at finansiere begge dele. Det er en måde at fordele penge på uden velfærdsordninger.
Men behovet for disse ydelser forsvinder jo ikke. De vil derfor genopstå i regi af privat kapital.
Væk med alle sociale ydelser
Borgerløn er en foranstaltning for at afvikle alle sociale velfærdsydelser. Dette er målet for den finske regering, som vil erstatte samtlige ydelser med en borgerløn på € 800 om måneden (ca. 7500 kroner). Forslaget skal efter planen fremsættes i november 2016. Det bliver op til den enkelte at bruge sin tilmålte samfundsløn ’fornuftigt’. Den, som holder sig sund og finder et billigt sted at bo, kan måske overleve på denne samfundsløn. Lige til han eller hun bliver syg. Eller skal betale for en børnehaveplads. Eller ikke kan flytte, fordi den kollektive transport enten er blevet indstillet eller er blevet for dyr.
Folk skal i princippet have ’frihed’ til at dyrke deres interesser og være samfundsengagerede. Men det vil nødvendigvis blive et individualiseret samfundsengagement, fordi de organiserende kollektiver som arbejdspladsen, fagforeningen osv. er væk for dem, som har samfundsløn som eneste livsgrundlag. Der vil blive et skel mellem dette lag og dem, som fortsætter med at arbejde ved siden af borgerlønnen (de fleste), men som ikke har overskud til at være ’engagerede samfundsborgere’. Den egentlige arbejderklasse bliver splittet, og kollektivet stadig mere pulveriseret.
Højrefløjen er næppe optaget af at udløse folkeligt engagement og såkaldte ’modkræfter’. De vil afvikle alle former for statslige og kommunale regler og love og overlade alt undtagen voldsmagten til det frie, private initiativ. Og lade individet (af)blomstre, således som liberalisterne i Venstre specielt er fortalere for.
Den neoliberale guru Milton Friedman (1912-2006) var en af de ivrigste tilhængere af netop borgerløn eller garanteret minimumsindkomst. Denne rådgiver for Reagan, Thatcher m.fl. har senere fået følge af keynesianske økonomer som James Tobin og John Kenneth Galbraith. Allerede præsident Richard Nixon forsøgte at bringe Friedmans idéer ud i livet.
Der har været forsøgsprojekter af denne type i så forskellige samfund i Alaska (udbytte fra oliefonde), i Canada og Namibia. De fremhæves som succeser, der har givet mindre sult og mindre kriminalitet. Det er meget muligt, at der har været positive lokale effekter. Men i disse afgrænsede forsøgsområder er de eksisterende velfærdsydelser næppe helt blevet udfaset. Og hvem skal i sidste instans afgøre, hvad der er en ’rimelig’ samfundsløn?
Borgerlig ret betyder ulighed
Det kapitalistiske lighedsbegreb er i virkeligheden ulighed eller ’borgerlig ret’.
Ifølge kapitalistisk logik er to arbejdere, som har samme job og får samme løn, helt ’lige’. For kapitalen er det uvæsentligt, om den ene er enlig, mens den anden skal forsørge tre børn. Det spiller ingen rolle, om den ene har to millioner i boliggæld, mens den anden har arvet to millioner. Formelt og på papiret er der fuld lighed.
Denne borgerlige ret vil blive endnu mere udtalt med en såkaldt samfundsløn. Den, som er ung, frisk og ressourcestærk, slipper for at betale for dyre sundhedsydelser. Han vil også kunne finde sig et job og en indkomst, der kommer oven i borgerlønnen, især hvis velstående forældre har sørget for at betale for en uddannelse.
Den syge, der næppe har en uddannelse, vil være uattraktiv på arbejdsmarkedet og skal klare sig på sin ’garanterede indkomst’. En indkomst, som under kapitalismen garanteret vil ligge på et absolut minimum.
Socialistisk samfundsløn?
I Norge har forslag om borgerløn aldrig fanget an, selv om Arbeiderpartiet foreslog en borgerlønsordning i 1971, og partiets arbejdsprogram for perioden 1881-1985 ville have en undersøgelse heraf. Reiulf Steen mente, at den manglende opslutning skyldtes nordmænds lutherske arbejdsmoral.
Den neoliberale højrefløj finder nu alliancepartnere i spørgsmålet blandt venstrereformisterne og de grønne. I Norge går Miljøpartiet De Grønne og partiet Rødt ind for borgerløn, og det gør Venstre også. Rød Ungdom fabler tilmed om samfundsløn under socialismen. Under den ’socialisme’, som de forestiller sig, eksisterer der arbejdsløshed og produktionsforhold, som åbenbart ikke er særlig forskellige fra i dag.
Sådan noget skal man måske ikke tage alvorligt, men efterhånden som grundlæggende principper for, hvordan en socialistisk stat og planøkonomi fungerer, er blevet forvrænget til det absurde, er det nødvendigt at opfriske nogle elementære sandheder.
I et socialistisk samfund (proletariatets diktatur) garanteres alle bolig og arbejde – og dermed løn. Alle er garanteret gratis sundhedspleje og uddannelse. Lønforskelle skal systematisk gøres mindre, og skatter afskaffes lidt efter lidt. Arbejdsdagen forkortes så hurtigt som overhovedet muligt.
Det betyder samtidig, at ingen kan unddrage sig arbejde. Alle skal yde efter evne og få efter indsats – selvfølgelig med undtagelse af dem, som ikke fysisk eller psykisk er i stand til at arbejde.
Staten finansierer velfærdssektoren gennem sin egen fond opbygget af det samfundsmæssige merprodukt. At tale om samfundsløn giver overhovedet ingen mening i et socialistisk samfund. Heller ikke under kommunismen, eftersom selve lønbegrebet da vil ophøre med at eksistere.
Under kapitalismen giver det derimod mening for dem, som vil fritage den borgerlige stat for ansvar, når det gælder at sikre befolkningen grundlæggende rettigheder som uddannelse, arbejde og sundhed. Sociale fællesskaber og kollektiver kan afvikles i den individuelle friheds navn. Og kapitalen får en næsten ubegrænset reservearmé, som ikke bringes til at forstå, at det er netop dét, den er.
Tidligere bragt i Revolusjon 2016, E. Holemast, ’Borgerløn og kapitalistiske utopier’.
Noter
1 19. september 2019, Solidaritet
2 Marx/Engels: Det kommunistiske partis manifest. Den kritisk-utopiske socialisme og kommunisme.