Udtalelse fra Den Internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer, CIPOML
På lidt over 100 dage har Corona-pandemien spredt sig til alle verdenshjørner, ændret former for sociale relationer, dræbt hundredtusinder af mennesker, inficeret millioner og begrænset dem til eget hjem. Den har påvirket verdensøkonomien og sat spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomiske og institutionelle orden, der har været anvendt siden 1980’erne for at sikre kapitalakkumulering. Den har sat fokus på neoliberalismens ødelæggende rolle og rejst spørgsmål ved den model for det sociale, økonomiske og politiske liv, der nu kaldes ”det nye normale”.
På baggrund af denne situation udtaler Den internationale konference af marxistiske leninistiske partier og organisationer (CIPOML) følgende:
Hele menneskeheden påvirkes af Covid 19-pandemien, og ikke mindst arbejderklassen og folkene. Det er både en social og sundhedsmæssig kendsgerning, som med usædvanlig hastighed og geografisk bredde har rokket ved alle former for sociale relationer.
Alle lande og folk i verden er blevet påvirket på en eller anden måde og i forskelligt omfang. Sjældent er så mange lande og folk blevet påvirket i dette omfang af en begivenhed.
Johns Hopkins University i USA har rapporteret, at mere end 460.000 mennesker er døde af sygdommen pr. 20. juni i år, og 8,7 millioner er smittede. Samtidig rapporterer Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at millioner af mennesker har været begrænset til deres hjem i karantæne, mange lider af sult og andre materielle afsavn ansigt til ansigt med ekstrem fattigdom, i mange lande uden adgang til offentlig støtte.
Arbejdsløsheden er steget med 20 % på verdensplan, hvilket forværrer den generelle fattigdom, der allerede før pandemien var på et alarmerende antal. Arbejdsløsheden og nedgangen i produktionen presser arbejdskraftens værdi, lønninger og levevilkår.
I mange lande, selv dem, der betragtes som udviklede, er hospitaler blevet overvældet af behovet for akut behandling. Begravelsesfirmaer har ikke kunnet holde trit med behovet for begravelser. Massegrave for hundredvis af døde er blevet gravet, hvilket minder om de værste øjeblikke af krig og katastrofe. Mange familier har lidt sorgen over at miste deres kære og over ikke engang at kunne arrangere begravelser for at sige farvel til dem.
Regeringer har iværksat undtagelsestilstand, udgangsforbud, overvågning af den enkeltes privatliv. Elektronisk overvågning og andre former for kontrol, som der før blev protesteret imod, er blevet normale metoder til at bekæmpe pandemien med.
Frygt, magtesløshed og usikkerhed om virussen holder millioner af mennesker i alarmberedskab, især de, der arbejder, og befolkningen i almindelighed. Den kapitalistiske neoliberalistiske privatiserings- og nedskærings- og sparepolitik har gjort sundhedsvæsnerne ineffektive og er uden tvivl årsagen til de tab, som pandemien medfører. Der er ikke nok hospitalssenge og faciliteter, med patienter på gangene, utilstrækkelige værnemidler til sundhedspersonale, hvor ældre og sårbare er blevet overladt til at dø for at gøre plads til yngre patienter. Det er en sand menneskelig tragedie.
Perioden før pandemien var præget af kapitalisternes offensiv mod arbejderne og den arbejdende befolkning i næsten alle lande. Inden for den offentlige sektor blev der især skåret ned på uddannelses- og sundhedssektoren, hvor sundhedsvæsnet mange steder blev fuldstændig lammet. Perioden var præget af konfrontationen mellem USA og Kina, af at modsætningerne i de imperialistiske kapitalistiske lande blev intensiveret og konkurrencen forværret. Med pandemiens udbrud på et tidspunkt, hvor den internationale kapitalistiske økonomi var stagnerende, betyder det, at verden står over for pandemien under kaotiske forhold. De herskende klasser er ikke i stand til at etablere en fælles strategi og til at føre en fælles kamp mod pandemien. Dette har vi set i EU, hvor hvert land er blevet overladt til at klare sig selv.
Det har afspejlet sig i, hvordan de internationale institutioner som WHO og UNESCO, som agenturer for FN, har handlet. Donald Trump beskyldte f.eks. WHO for at samarbejde med Kina og truede med at trække USA ud af det. Yderligere afspejles det i den ukoordinerede indsats for forskning i vacciner, som i øjeblikket udvikles i hvert land og firma uafhængigt af hinanden, hvilket betyder spildte ressourcer og manglende evne til at bruge videnskabelige resultater. Nu er der ingen tvivl om, at enhver vaccine, der opdages, først og fremmest vil blive brugt i de rigeste lande og klasser.
Med den slags omstændigheder, som den neoliberale verdensorden selv skaber, kan dens institutioner ikke forventes at kunne forhindre pandemien og eller bekæmpe den effektivt, hvilket også er det, vi ser. De kunne ikke engang definere en generel retning, som de nationale regeringer kunne tilslutte sig. De multinationale medicinalvirksomheder har været medskyldige i dette, så de internationale institutioner i dag står uden autoritet blandt mange bevidste mennesker og de progressive videnskabelige sundhedsmiljøer.
Den kapitalistiske orden har ingen fremtid
Videnskabelig forskning, der nødvendigvis må foregå løbende og systematisk, hvilket arbejdet omkring tidligere virus også viser, er overladt til kapitalens vilje, til private virksomheder, der arbejder med sundhed for profit. I virkeligheden er virussen en mulighed for dem at gøre forretninger og akkumulere mere kapital.
Landene bruger offentlige midler til at opbygge infrastruktur, som de forærer til private virksomheder eller privatiserer under eufemismen om ledelse gennem ”protektion”, opfundet af den herskende klasses marionetter.
De offentlige forskningsbudgetter er blevet fastfrosset eller væsentligt reduceret i en sådan grad, at der i de fleste lande ikke er budgetter til dette vigtige område for social og økonomisk udvikling, til at forebygge og effektivt bekæmpe de virus, sygdomme og bakterier, der påvirker mennesker og natur. Budgetterne for offentlige universiteter er også blevet begrænset, hvilket forhindrer dem i at skabe videnskab og bidrage med viden til at forebygge og overvinde problemer.
Desuden kom pandemien, da de fleste af sundheds- og omsorgssektorerne, især klinikker og redningstjenester, var blevet privatiseret, med lukket adgang for det store flertal af befolkningen, mens de offentlige hospitaler, der havde ”overlevet” privatiseringerne, fungerer med enorm underbemanding og næsten ikke kan tage sig nødtørftigt af sundhedsmæssige problemer for selv for et mindre antal patienter.
Pandemien er både et socialt problem og et sundhedsproblem. Det påvirker de sociale relationer, den økonomiske produktion og alle sociale og kulturelle aktiviteter.
Pandemien har bidraget til afmatningen i den kapitalistiske verdensøkonomi, som allerede var stagnerende og i færd med at udvikle voksende problemer, og samtidig har den forværret den økonomiske krise. Kombineret med ødelæggelsen af miljøet forårsaget af det kapitalistiske system ødelægger krisen produktivkræfter og natur, sådan som Karl Marx påpegede i ”Kapitalen”.
Pandemien understreger behovet for en ny social og politisk orden. Det har gjort denne nødvendighed endnu mere presserende, idet større sektorer af den arbejdende befolkning er blevet bevidste om konsekvenserne af kapitalismen og begynder at sætte spørgsmålstegn ved dens eksistens.
Nogle ideologer i dette kapitalistiske system peger på, at normaliteten efter Covid 19 vil være forskellig fra normaliteten før pandemien. Og der er rejst en teoretisk og politisk strid omkring dette. Om man skal forsætte den neoliberale model for kapitalistisk udbytning med markedskræfterne som hovedorganisator for økonomisk og social aktivitet til størst gavn for finansieringskapitalen. Det er ikke udelukket, at systemet kan ty til fascistiske former for politisk styre.
Eller om kapitalen i stedet kan ty til neo-keynesianske politikker, hvor staten spiller en vigtig rolle i investering og regulering af den økonomiske aktivitet, sammen med politikker for at give sociale krummer til arbejderklassen og befolkningen i almindelighed.
En tredje mulighed er udsigten til vækst i en revolutionær løsning.
CIPOML støtter og arbejder for den sidste løsning – en revolutionær vej. Derfor skal de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle spørgsmål ikke overlades til borgerskabet. Som vi har set, har borgerskabet vist sig ude af stand til at håndtere pandemien. Det har appelleret til befolkningerne om at blive hjemme, men det var kun muligt for dem, der ikke havde noget arbejde. Vores menneskelige værdighed er blevet krænket. Hundredtusinder, i vidt omfang sundhedspersonale, er blevet tvunget til at arbejde uden beskyttelse på hospitaler, fabrikker, på arbejdspladser og i gaderne. Social afstand er ikke en relevant mulighed for de fleste af dem. Dette har også været en periode, hvor vi har set den lille værdi, kapitalismen tillægger menneskers liv og arbejdsvilkår. Nu i ”det nye normales” navn skal vi tvinges til at arbejde for at sikre overlevelsen af det kapitalistiske system.
Endnu en gang har vi set, at kapitalisterne ikke har noget at tilbyde os. I mange lande distribuerer de ikke engang ansigtsmasker. De økonomiske milliardstore hjælpepakker mod pandemien er udelukkende til støtte for kapitalisterne, mens de små virksomheder fik meget lidt, og den arbejdende befolkning blev tvunget til at arbejde for at sikre profit. Alt, hvad de modtog, var falske løfter. I mange lande kunne hospitalerne ikke behandle os, og vi kunne ikke engang blive testet. De offentlige hospitaler var i forvejen udsultet.
I hvert land vil der være specifikke krav, som vores enhed og kamp vil bygge på. Nogle krav, som vi kan stå sammen og forenes om, på trods af de forskellige landes særlige forhold, er følgende:
- Accepter ikke en arbejderfjendsk politik, og nægt at blive nationale slaver af kapitalisterne.
- Arbejdsvilkår og arbejdsmiljø i forhold til pandemien skal garanteres på alle arbejdspladser.
- Sundhed og omsorg skal ikke gøres til genstand for handel og profit. Privatiseringen af sundhedssystemerne skal ophøre, befolkningens gratis adgang til sundheds- og omsorgsydelser af høj kvalitet skal garanteres.
- Alle sundheds- og omsorgsinstitutioner og hospitaler skal være under offentlig kontrol. Den aktuelle tilstand i sundhedsvæsenet er uacceptabelt.
- Der skal ydes tilstrækkelig økonomisk støtte til arbejdsløses familier, som ikke har tilstrækkelig indkomst til at dække deres grundlæggende behov. Regningerne for husleje, bolig, elektricitet, vand og gas skal dækkes af staten. Arbejdernes gæld i denne situation og de små virksomheders gæld skal annulleres.
- På trods af at blive kaldt ”det nye normale” er pandemien ikke afsluttet; det står ikke klart, om der vil komme en anden bølge. Vi må bekæmpe kapitalisternes og deres kapitalistiske systems politikker, der ofrer os for at sikre deres egen overlevelse og profit, mens der ikke træffes foranstaltninger til at sikre menneskehedens fremtid.
For at udvikle vores kamp for disse krav mod den internationale kapitalistiske orden, som er ansvarlig for pandemien, vil vi forsøge at forene alt, hvad der er politisk muligt, for at slå et slag mod imperialismen og de kapitalistiske regeringer, der tjener denne. De områder, hvor denne enhed må udvikles, omfatter massive kampagner, private og offentlige ansattes faglige organisationer, lokale initiativer, studenter-, ungdoms- og kvindeorganisationer samt forskellige folkelige fronter, der samler disse organisationer og de bredeste sektorer af befolkningen.
En revolutionær vej er mulig og nødvendig
Den igangværende pandemi er en frygtelig katastrofe. Hundredtusindvis af menneskeliv er gået tabt. Millioner af mennesker står over for sult og forskellige former for afsavn; arbejdsløsheden vokser, og arbejdskraften bliver devalueret; størstedelen af menneskeheden i verden lever i usikkerhed, i frygt, på kanten af tilværelsen.
Alle trængsler får os til at kæmpe imod dem. I kampen mod pandemien har vi i høj grad mærket den bedste side af mennesker, solidariteten. Pandemien og borgerskabets holdninger til den har også givet næring til arbejdernes og de arbejdende folks reaktion, utilfredshed og vrede over virkningerne af den kapitalistiske orden. Dette er kommet til udtryk i den voksende følelse af solidaritet mellem de arbejdende folk og i den voksende tendens til at tage skridt til at udtrykke denne reaktion, som er blevet udløst af forskellige årsager.
Pandemien har bidraget til at øge den menneskelige solidaritet for millioner af mennesker i alle dele af verden, mod løgnen om at ”redde sig selv, dem der kan”, som den neoliberale individualisme prædiker. Folk deler den smule, de har med andre; de forsøger at lette den materielle og psykologiske byrde, som andre bærer. Lokale solidaritetsnetværk, der støtter mennesker og offentligt ansatte, især sundheds- og omsorgsarbejdere, er dukket op rundtom i verden.
Interessen fra forskere til at gøre deres bedste for at hjælpe menneskeheden ud af denne katastrofe er velkendt; sundheds- og omsorgspersonale har generelt ikke tøvet med at sætte deres liv i fare for at passe folk midt i usikre sundhedssystemer.
Det er også værd at nævne holdningen hos berømtheder fra kunstens og kulturens verden, som har tilbudt deres værker og færdigheder til at fremme, styrke modstandens ånd og styrke håbet om en mulig fremtid.
Det er alle tendenser, som vi må udvikle og basere vores arbejde på. Midt i den fysiske afstand under karantænen finder der folkelige protester sted. I første omgang var de små grupper på grund af omstændighederne. Men denne tendens, som voksede i mange lande før pandemien, nåede massivt omfang med mordet på George Floyd, som førte til masseprotester, der involverede hundredtusindvis af mennesker, ikke kun i USA, men næsten overalt i verden. Denne kampbølge, der brød ud som følge af folkenes vrede, og som udviklede sig under pandemien mod kapitalismens brutalitet, giver os nu den kamplinje, vi kan følge.
CIPOML opfordrer arbejderklassen, folkene og alle dem, der er utilfredse med kapitalismens aggression og den mangel på fremtid, den dømmer os til, til at fordoble vores enhed, solidaritet og kamp. Vi kan vinde vores fremtid, hvis vi forener os og kæmper mod den neoliberale kapitalistiske aggression, der har frataget os vores liv og vores fremtid.
Fremtiden er vores!
Koordinationsudvalget
Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer (CIPOML)
Juni 2020