Profitraten og dens faldende tendens er et begreb, Marx udviklede i den politiske økonomi, og som er helt afgørende i dagens imperialistiske globaliserede økonomi. I den borgerlige økonomi beskrives samme fænomen med slørende ord som ’overskudsgrad’ og ’kapitalafkast’ for at skjule udbytningen.
Hovedproblemet for den udviklede ”globaliserede” kapitalisme i dag er tendensen til, at profitraten falder. Fordi det kun er det levende arbejde, der skaber de reelle værdier, så fører det til, at der bruges mindre arbejdskraft i forhold til mere teknologi og maskineri til en række ting:
- Merværdien af hver produceret enhed bliver i gennemsnit mindre end før. Og dermed bliver også profitten (som stammer fra merværdien) også mindre.
- Industrikapitalen prøver at kompensere for dette gennem højere produktionsmængder, så profitten kan opretholdes gennem flere solgte produkter. Dette forudsætter større koncentration og centralisering af kapital, dannelse af monopoler, som erobrer større markedsandele på rivalernes bekostning.
- Flere produkter forudsætter, at der findes en købekraftig efterspørgsel af produkter. Selvom mange varer bliver billigere (fordi de kræver mindre arbejdskraft og til dels kapital), er det samtidig en almen tendens, at arbejderklassens løn og levevilkår presses ned mod et lavere niveau.
- Større efterspørgsel og hurtigere omsætning kan fremmes gennem handelskapital og finanskapital. Den første gør varerne mere tilgængelige og attraktive, der sidste bidrager med at yde kredit (i opgangstider) i stor skala til den almindelige befolkning foruden industrikapitalen. (Denne kamp arbejdsdeling mellem forskellige former for kapital fører til en skærpet kamp om merværdien mellem industri, handel og finans, uden at vi skal gå ind på det her).
- Alligevel er det svært for mange industribrancher at opnå maksimal profit, og de vælger i stigende grad at investere store mængder overskudskapital i spekulation og finansvirksomhed. Om industrimonopolet Siemens siges det f.eks., at det er en finansinstitution, der driver teknologisk industriproduktion som bibeskæftigelse. En joke, der indeholder meget alvor.
- Når kreditomfanget når til et punkt, der langt overstiger lånernes reelle værdier og tilbagebetalingsevne, hvad enten der er tale om virksomheder eller husholdninger, bliver hanerne lukket igen. Resultat: Virksomheder går ned, og folk bliver både boligløse og arbejdsløse. Vi får en massiv braklægning af kapital og reservearme af billig arbejdskraft, som på et senere trin i kapitalismens krisecyklus danner grundlaget for en ny opgang.
- Tilsvarende gælder det for de enorme mængder af ledig og lånt pengekapital, der er investeret i alle mulige spekulative finanspakker og overtagelse af udestående gældsfordringer.
Under kapitalismen er der en almen tendens blandt alle former for kapital til at søge større fortjeneste end gennemsnitsprofitten. Tendensen til faldende profitrate påskynder flytning af store mængder ledig kapital over i spekulativ virksomhed, som for en stor del er baseret på ikkematerielle værdier. På baggrund af de foregående punkter er det indlysende, at systemets egen udvikling opmuntrer til spekulation og alle former for kriminalitet og snylteri.
Kreditten er en hel nødvendig del i kapitalens udvidede reprodukstionsproces. Samtidig tilskynder både kreditten, som vi har set det, sammen med den faldende profitrate både overproduktion og ren kasinoøkonomi. Kreditten bruges ikke bare til produktiv virksomhed og i handelsvirksomhed, men i langt større omfang til en ren gambling i værdipapirer og aktie- og valutakurser. Allerede Marx understregede kredittens rolle i sin politiske økonomi, Kapitalen.
Bragt i Revolusjon 7.10.2008