Kreditsystemets dobbelthed
Når kreditsystemet fremtræder som den vigtigste løftestang til overproduktion og overspekulation i handelen, så kommer det alene af, at reproduktionsprocessen, der ifølge sin natur er elastisk, her bliver forceret til sin yderste grænse, og det bliver den, fordi en stor del af den kollektive kapital anvendes af folk, som ikke jer den, og som derfor går anderledes resolut til værks end den ejer, der ængstelig overvejer sin private kapitals begrænsning, for så vidt han selv er aktiv kapitalist.
Dette viser blot, at kapitalens værdiøgning, som grunder sig på den kapitalistiske produktions modsætningsfyldte karakter, kun indtil et vist punkt tillader en virkelig fri udvikling og altså faktisk udgør en iboende lænke på og skranke for produktionen, en hæmning som til stadighed gennembrydes af kreditsystemet. Kreditsystemet accelererer derfor produktivkræfternes materielle udvikling og skabelsen af verdensmarkedet.
Det er den kapitalistiske produktionsmådes historiske opgave at skabe disse materielle fundamenter for den nye produktionsform og bringe dem op på et vist niveau. Samtidig accelererer kreditten de voldsomme udbrud af denne modsigelse, kriserne, og dermed elementerne til opløsningen af den gamle produktionsmåde.
De to karakteristiske træk, der ligger i kreditsystemet, på den ene side at udvikle drivfjederen i den kapitalistiske produktion, berigelse gennem udbytning af andres arbejde, til det reneste og kolossale spille- og svindelsystem og mere og mere at indskrænke antallet af de få, der udbytter den kollektive rigdom, men på den anden side at udgøre overgangsformen til en ny produktionsmåde – denne dobbelthed er det, der forlener de største propagandister for kreditten fra Law til Isaak Péreire med deres indtagende blandingskarakter af svindler og profet.
(Kapitalen 3 bog 2, dansk udgave Rhodos s. 574-75)
Kredit og kriser
Det er klart, at med udviklingen af arbejdets produktivitet og således produktionen i større skala vil 1. markedet udvide sig og fjerne sig fra produktionsstedet; herved må 2. kreditten forlænges, og det betyder igen, at 3. det spekulative element mere og mere må beherske transaktionerne.
Produktion i stor skala og for fjerntliggende markeder kaster totalproduktet i hænderne på handelen; men det er umuligt at nationens kapital fordobles, således at handelen i sig selv vil være i stand til med egen kapital at opkøbe det samlede nationale produkt og igen sælge det.
Kredit er altså her uomgængelig; kredit, hvis omfang vokser med produktionens voksende værdiomfang og hvis varighed vokser med markedets tiltagende afstand. Der finder her en vekselvirkning sted. Produktionsprocessens udvikling udvider kreditten, og kreditten fører til en udvidelse af de industrielle og merkantile operationer. (…)
Så længe reproduktionsprocessen er kontinuert og tilbagestrømningen derfor forbliver sikret, varer denne kredit ved og udvides, og dens udvidelse er baseret på udvidelse af selve reproduktionsprocessen.
Så snart en stagnation indtræffer som følge af forsinket tilbagestrømning, overfyldt marked og faldende priser, er der en overflod af industrikapital til stede, men i en form, hvor den ikke kan fuldbyrde sin funktion. Masser af varekapital, men usælgelig. Masser af fast kapital, men på grund af reproduktions-stagnation for det mestes vedkommende ubeskæftiget.
Kreditten indskrænkes, 1. fordi kapitalen er ubeskæftiget, dvs. stagneret i en af sine reproduktionsfaser, fordi den ikke kan fuldbyrde sin metamorfose (forvandling); 2. fordi tilliden til reproduktionsprocessens kontinuitet er ødelagt: 3. fordi efterspørgslen efter denne kommercielle kredit aftager. (…)
Hvis der altså indtræffer en forstyrrelse i denne ekspansion eller blot i den normale anspændelse af reproduktionsprocessen, så indtræffer der også kreditmangel; det er sværere at få varer på kredit. Men især er kravet om kontant betaling og forsigtigheden i forbindelse med kreditsalg karakteristisk for denne fase i den industrielle cyklus, som følger efter krakket.
Under selve krisen, hvor alle er nødt til at sælge og ikke kan sælge og dog må sælge for at betale, er mængden, ikke af ubeskæftiget anbringelsessøgende kapital, men af kapital, der er hæmmet i sin reproduktionsproces, netop på sit højeste, også når kreditmanglen er størst (og derfor diskontoraten højst ved bankierkredit).
Den allerede anbragte kapital er i virkeligheden i stor udstrækning ubeskæftiget, fordi reproduktionsprocessen stagnerer. Fabrikker står stille, råstoffer hober sig op, færdige produkter overfylder markedet som varer. Intet er altså mere fejlagtigt end at forklare en sådan tilstand ud fra en mangel på produktiv kapital. Der er netop her overflod af produktiv kapital til stede, dels i forhold til den normale, men for øjeblikket indskrænkede produktionsskala, dels i forhold til den lammede konsumtion.
Lad os tænke os, at hele samfundet udelukkende består af industrielle kapitalister og lønarbejdere. Lad os yderligere se bort fra de prissvingninger, som hindrer store dele af totalkapitalen i at erstatte sig selv i deres gennemsnitsforhold og som, på grund af den almene sammenhæng indenfor hele reproduktionsprocessen, som især skyldes kreditten, konstant må frembringe midlertidige, almene stagnationer. Lad os samtidig se bort fra skinvirksomheder og spekulative omsætninger, som kreditvæsnet fremmer. I så fald ville en krise kun kunne forklares ud fra misforhold inden for produktionens forskellige grene og ud fra et misforhold mellem kapitalisternes egen konsumtion og deres akkumulation.
Men som sagerne står, afhænger erstatningen af den i produktionen anbragte kapital i det store og hele af de ikke-produktive klassers konsumtionsevne; mens arbejdernes konsumtionsevne bliver begrænset, dels af lønlovene, dels af, at de kun bliver anvendt så længe de med profit kan anvendes af kapitalistklassen. Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem. (…)
(Kapitalen 3 bog 3, dansk udgave Rhodos s. 633 og 635-36)
Kredit og banksystem
(…) Gennem bankvæsenet er kapitalens fordeling unddraget privatkapitalisterne og ågerkarlene som en særlig virksomhed, som en samfundsmæssig funktion. Men herigennem bliver bank og kredit samtidig det kraftigste middel til at drive den kapitalistiske produktion ud over dens egne skranker og et af de vigtigste befordringsmidler for kriser og svindel.
Gennem forskellige former for cirkulerende kredit i pengenes sted viser banksystemet desuden, at pengene i virkeligheden ikke er andet end et særligt udtryk for den samfundsmæssige karakter af arbejdet og dets produkter, der imidlertid i modsætning til privatproduktionens basis altid i sidste instans må fremtræde som en ting, som en særlig vare ved siden af andre varer.
(Kapitalen 3 bog 3, dansk udgave Rhodos s. 789-91)