Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

20 år med Den Internationale Konference af Marxist-Leninistiske Partier og Organisationer

Den Internationale Konference af Marxist-Leninistiske Partier og Organisationer

Udtalelse fra CIPOML, 2014 i anledning af 20 året

I det 21. århundrede er verden stadig delt på alle områder med modsætningen mellem Arbejde og Kapital. Det afspejler den uforenelige modsætning, der eksisterer mellem arbejdet og produktionens voksende samfundsmæssighed på den ene side og på den anden side den kapitalistiske karakter af tilegnelsen af værdierne, som i stadig højere grad koncentreres hos et fåtal mennesker. Videnskabelige og industrielle kræfter er udviklet, som var utænkelige for halvtreds år siden, produktionen er blevet mekaniseret i en ekstraordinær grad, teknologi, kommunikationsmidler og computere er blevet udbredt til samfundsmæssig og individuel brug. Alt rummer imidlertid sin modsætning: Fortvivlelsen skabt af kapitalismen har nået et meget alvorligt omfang; forfaldstegnene har vist sig parallelt med en ophobning af rigdomme, som overgår slutfasen for det byzantinske imperium.

Regningen for den kapitalistiske verdenskrise fra 2008, som mange lande stadig lider under, er væltet over på befolkningerne. Nøjagtig de samme udbyttede befolkninger som har erfaret, at kapitalismen som social organisering er kendetegnet af ’fattigdom midt i rigdommen’. Det at de folkelige lag tvinges til at betale for krisen uddyber yderligere kapitalismens katastrofale konsekvenser: mekaniseringen af arbejdsprocessen; forøgelse af udbytningen, indbefattet nedgangen i reallønningerne, en eksplosion af fattigdom og sult, uretfærdighed og ulighed, tiggeri, narko, prostitution osv. Det er umuligt at acceptere, udholde eller ignorere denne deling af verden og den voksende utilfredshed, som får de udbyttede masser i diverse lande til at gore oprør.

Denne situation er meget synlig i Grækenland, Portugal, Spanien, Tunesien, Ægypten, Tyrkiet, Brasilien osv. Den uforenelige modsætning mellem kapital og arbejde er ikke den eneste årsag til verdens deling. Der er også modsætningen mellem et mindretal af rige kapitalistiske lande og imperialistiske stater, og de tilbageblevne folk og lande, som er politisk, økonomisk og finansielt undertrykte og udbyttede, og som udgør flertallet. De store imperialistiske stater, som har skabt internationale organisationer så som Den Europæiske Union-EU, frihandelsaftalerne, NATO og De Forenede Nationer, der skamroses som ’det internationale samfund’. Disse organisationer plyndrer de undertrykte folks naturressourcer og tolererer ikke muligheden af deres selvbestemmelse. Dette er tilfældet med Afrika, som de tømmer, Amazonas, som de ødelægger, eller besættelserne af Afghanistan, Irak, Libyen, Syríen osv. Et andet område for konflikt og modsætninger er konfrontationen mellem de internationale monopoler og de imperialistiske lande indbyrdes, som især kommer til udtryk i dannelse og nydannelse af økonomiske og militære blokke, og i etableringen af militærbaser på alle de fem kontinenter.

I slagsmålet om, hvem der skal beherske og udplyndre bestemte regioner, støder de imperialistiske lande hårdt mod hinanden. For at vinde kontrol over disse regioner, har de opflammet til nationale stridigheder for at vinde undertrykte folks støtte. Disse indre konflikter, som provokeres frem og fører til militære konflikter, som det er set i Ukraine og Syrien, viser, at de imperialistiske konfrontationer bliver tilspidsede. I 1990’erne proklamerede kapitalisterne og deres lakajer, at ”historien var slut”, at ”kapitalismen ville være der evigt” og ”en ny verdensorden”, de forkyndte et fredeligt, velstående samfund, uden kriser, bygget på en ”selvfornyende kapitalisme”, baseret på en ”kapitalistisk globalisering”, som ville blive bygget ”på den anden side af klasserne og klassekampen”.

Det er imidlertid ikke velstanden, der øges, men elendigheden. I stedet for fred er det krig og kup og tab af tiltro til diktaturerne, at vi har set i de sidste årtier. Nej, kapitalismen har ikke noget at tilbyde arbejderne, der overlever på deres arbejdskraft i fabrikker og kontorer, eller de arbejdsløse og fattige i by og på land – hverken et job eller en anstændig løn, hverken fred eller velstand eller en sikker fremtid. For at opnå dette må arbejderne og de øvrige arbejdende opmuntres til at gøre oprør og omstyrte kapitalens magt. Fra slavernes kamp mod slaveejerne, i alle samfund der har været skueplads for klassekampen, har den ført til at én undertrykkerklasse har grebet magten og afløst en anden.

Kapitalismen har udviklet produktivkræfterne i et sådant omfang, at den ikke kan opretholde sig selv uden at beskære eller ændre produktionsforholdene. Kapitalismen udvikler også hele tiden arbejderklassen, socialiserer den stadig mere. Den har således skabt de sociale betingelser, hvor en udbyttet klasses magt kan erstatte en udbytterklasses magt. Denne historiske og sociale udviklingsproces bestemmer arbejderklassens historiske mission – nemlig at erobre magten for at skabe en overgangsperiode hen mod socialisme med det mål at ekspropriere det som de uretmæssig har tilranet sig, at afskaffe klasser og udbytningsforholdene.

Arbejderklassen rejste sig for første gang i protest mod det kapitalistiske tyranni i det 19. århundrede med de opstande, der fandt sted på hele det europæiske kontinent og med magterobringen med Pariserkommunen i Frankrig for en kort periode i 1871. Så fulgte omstyrtelsen af det kapitalistiske herredømme i Rusland med Den store Oktoberrevolution i 1917, da den organiserede sig som herskende klasse for at opbygge Sovjetunionen og i et halvt århundrede tog kæmpeskridt i retning af afskaffelse af menneskets udbytning af mennesket.

Vi, verdens marxistisk-leninistiske partier og organisationer, forenede i Den Inter

nationale Konference (CIPOML), opfordrer i anledning af 20-året for dannelsen af vores organisation arbejderklassen i hele verden, de undertrykte folk, ungdommen i alle lande til at forene sig mod det internationale borgerskab og imperialismen, og på denne måde styrke kampen for frigørelse. Verden, som er delt i udbyttere og udbyttede, i imperialistiske herrer og undertrykte folk, bevæger sig hen imod en ny periode af opstande og revolutioner. Kapitalismen har intet at tilbyde de udbyttede folk, den har modnet betingelserne mere end i nogen anden periode i historien i et forspil til socialismen.

Og dette ord modenhed må anvendes både kvantitativt og kvalitativt i forhold til arbejderklassen og de øvrige arbejdende, som yderligere vil konsolidere deres stilling og styrke deres organisationer i alle lande, hvis de trækker på deres egne erfaringer både fra fagforeningskampen og den politiske kamp, og ikke mindst fra de massive klassekampe, som finder sted i mange lande. Selvom der er blevet manipuleret med revolutionerne i lande som Tunesien og Ægypten tilhører fremtiden verdens arbejderklasse og øvrige arbejdende, som samler rige erfaringer for at blive ved med at rykke frem. Erfaringerne fra de revolutionære bølger og de nationale og sociale kampe i alle verdens lande viser, at vi kan bevæge os frem mod sejr, og nu med større styrke og kraft.

Vores kampe for national og social frigørelse vil antage deres egne særlige former og følge forskellige veje, afhængigt af landene, men vil i deres indhold være af internationalistisk karakter, som delelementer i den samlede proletariske verdensrevolutions-proces. Alt dette forpligter os til at konsolidere og styrke vores enhed og organisation, både nationalt og internationalt.

Socialismen vil sejre! Længe leve internationalismen! Verdens arbejdere og undertrykte

1.maj 2014, CIPOML

 

I anledningen af 20 året for dannelsen af CIPOML, udgav APK pjecen ”20 års kamp for revolution og socialisme” med et lille udpluk af konferencens dokumenter og udtalelser. Den kan læses her:

CIPOML_pjece

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top