Al Nakba, Katastrofen d. 14.juni er den dag hvor zionisterne massakrerede, terroriserede og fordrev palæstinensere fra deres hjem i 1948.
En bevidst zionistisk plan, et initiativ for etnisk udrensning af Palæstina som helhed, der efter den blev vedtaget i marts 1948 blev gennemført i de følgende 6 måneder, hvorved Palæstina blev tømt for mere end halvdelen af sin palæstinensiske befolkning. Det betød at nær ved 800.000 mennesker blev fordrevet, 531 landsbyer var blevet ødelagt, og 11 bykvarterer var blevet tømt for deres palæstinensiske indbyggere.
Den fordrivelses plan Dalet blev ifølge historikeren Ilan Pappe udarbejdet af en række af Israels kommende toppolitikere med endemålet et Stor-Israel forbeholdt jøder. “Opret en jødisk stat med det samme, selvom den ikke omfatter hele landet. Resten kommer til senere!” (Dette er citat fra 1937 af Ben Gurion, zionistisk leder og Israels første premierminister.)
En plan og handlemåde der er et klart eksempel på etnisk udrensning, der i henhold til international lov må karakteriseres som en forbrydelse imod menneskeheden påpeger den israelske historiker Ilan Pappe. En principfast, frygtløs og skarp israelsk historiker, der bl.a. har skrevet værket ”Den etniske udrensning af Palæstina” og dokumenteret Israels etniske udrensning.
At omskrive den officielle zionistiske fortælling, som var forsøgt kolporteret til hele verden om ”landet uden folk” og ny indvandrere der blot ”fik ørkenen til at blomstre”, hvor Al Nakba Katastrofen var helt udeladt og i stedet påvise den racistiske og zionistiske plan Dalet for hele verden, om fordrivelse af palæstinensere og med en klar målsætning om et jødisk Stor Israel er en farlig sag.
Der har været gjort alt for at Katastrofen med Al Nakba massakrene og fordrivelsen er forsøgt udrenset af historien og erstattet af begejstrings fortællinger om ”det demokratiske” Israels tilblivelse med støtte fra hele den Vestlige verden med USA i spidsen. Det USA der har været hovedgaranten for nykoloniseringen af Palæstina og apartheid Israels udvikling frem til i dag hvor palæstinensere lever i landflygtighed og under besættelse og i selve apartheid Israel som 2. rangsborgere i deres eget land.
Samtidig oprettes Israel
Deklarationen af Israel i 1948 skete på trods af palæstinensisk modstand og forbundet med den etniske udrensningskampagne og blev starten på opbygning af en zionistisk stat med forrang for jøder og undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning. Staten blev udråbt i det Palæstina, hvor palæstinensere og jøder oprindelig levede side om side, og hvor palæstinenserne før 2. verdenskrig udgjorde største parten af Palæstinas befolkning.
Den zionistiske stats oprettelse af en stat for jøder med kolonisering af Palæstina fik næring af Europas jødeforfølgelser og Tysklands Holocaust, en undertrykkelse som det palæstinensiske folk ikke havde lod og del i, men har lidt under siden, uden verdenssamfundet er skredet ind med sanktioner.
For de vestlige imperialistmagter var det opbygningen af en israelsk stat, som skulle udnyttes til fortsat at have et solidt fodfæste centralt på den historiske Silkevej til Kina i Mellemøsten med dets enorme ressourcer ud fra Vestens imperialistiske logik efter 2. verdenskrig: At kontrollen over verdens olie og gas ressourcer er et must for at kunne kontrollere verden.
Fortsat etnisk udrensning i retning af Stor-Israel
Den etniske udrensning ved Al Nakba er fortsat fra 1948 og frem til i dag med brug af alle slags metoder som krig, likvideringer, besættelse med kolonisering, administrative anholdelser, hus konfiskationer og økonomisk udsultning og kulturel undertrykkelse og mm. Resultatet er, at palæstinensere i Gaza i dag lever under ubærlige forhold i et stort israelsk kontrolleret fængsel og med en besat Øst-Jerusalem og Vestbred hvor den etniske udrensning tager mere og mere fart.
Altsammen under påberåbelse af ”sikkerhed”, hvor Israel tiltager sig nye racistiske koloniseringstiltag i retning af et Stor-Israel, hvor palæstinenserne er i vejen og højest kan tiltænkes nogle bantustans reservater som under Sydafrikas apartheid.
En koloniseringsudvikling der har taget fart under dække af såkaldte ”fredsprocesser” og i ly af ” Oslo fredsaftalen” fra 1993 hvor koloniseringen på Vestbredden er eksploderet. En Vestbred der i dag er koloniseret med imellem 600 og 800.000 illegale bosættere. Det er sket på trods af gentagne FN-påbud om standsning og tilbagetrækning men altid uden sanktioner imod Israel, med USA som afgørende beskytter og økonomiske hovedstøtte.
Siden 6-dages krigen i 1967 har Israel med USA´s støtte også holdt de syriske Golanhøjder besat og koloniserer dem mere og mere og Israel kommer med hyppigere udmeldinger om, at de aldrig vil trække sig tilbage eller fjerne de illegale bosættelser hverken her eller på Vestbredden.
Vi ser et Israel, der sammen med USA spiller en særlig rolle i forhold til imperialismens kontrol over det olie-og gasrige Mellemøsten og med det palæstinensiske folk ladt i stikken.
Det gælder også op til 70 års dagen (2018) for Israels oprettelse d. 14. maj og Al Nakba hvor præsident Trump i strid med alle internationale aftaler på opfordring fra ministerpræsident Netanyahu har proklameret flytning af den amerikanske ambassade til Jerusalem. Et udtryk for åben amerikansk støtte til Jerusalem som det zionistiske Israels ”udelte hovedstad”. Med Østjerusalem som har været besat og udsat for etnisk udrensning siden besættelsen i 1967 sammen med besættelsen af Vestbredden og Gaza.
For Israel er palæstinenserne et fremmedlegeme i Palæstina og for USA er palæstinenserne brikker der benyttes og ofres i deres magtspil med en sprængfarlig udvikling i Mellemøsten som følge af Trump’s og Netanyahus trusler og krigsforberedelser imod det olie og gasrige Iran der er allieret med det sekulære Assad Syrien.
Det er blevet stadig klarere at USA, Israel og Saudiarabien, USA´s nærmeste arabiske allierede i forening har støttet islamiske terrorgrupper i Syrien med våben og Israel med missilangreb i forsøget på at vælte det syriske styre og få det under kontrol.
Siden Israels oprettelse er der sket en holdningsændring hos største parten af verdens befolkninger i synet på Israel. De historiske uhyrlige jødeforfølgelser i Europa omkring 2. verdenskrig kan ikke længere overskygge det zionistiske Israels kriminelle udvikling med besættelse, krig og undertrykkelse af palæstinenserne. Et Israel der ikke længere kan dække sig under ”fortællingen” om ”at få ørkenen til at blomstre”, men i dag i verdensoffentlighedens øjne anses for at udgøre en af de største trusler for verdensfreden sammen med USA.
På trods af Vestens regeringer har den palæstinensisk ledte globale BDS kampagne med inspiration fra boykot-kampagnen imod Sydafrika under apartheid tiden fået mere og mere opslutning blandt befolkningerne, der også kæmper for at presse deres regeringer og fagforeninger til at bakke op om boykotten af Israel.
En bevægelse der vil fortsætte og udvikles ligeså længe zionismen med dens forrettighed for jøder og apartheid eksisterer og lige så længe palæstinensere er besatte.
For stadig flere palæstinensere er fremtidsperspektivet en ikke religiøs stat, en sekulær stat hvor palæstinensere og jøder har samme rettigheder og med respekt for deres nationale identitet
Her 70 år efter staten Israels oprettelse må man konkludere at zionismen med dens racisme og apartheid ser frygtindgydende ud – men jo mere den tager form og udstilles for hele verden, vil den hos befolkningerne møde modstand og solidariteten med palæstinensernes kamp for nationale rettigheder kan ikke undgå at vokse – På sigt har en sådan racistisk stat ikke nogen fremtid, lige så lidt som apartheid havde det i Sydafrika.
Tidligere bragt på KPnet 5. maj 2018, www.kpnet.dk