Indien er i dag verdens femtestørste økonomi og forventes i 2050 at være verdens andenstørste. Allerede i dag er den tredjestørst målt i købekraft. Indien har 1,4 milliarder indbyggere med en gennemsnitsalder på 25 år og vil i løbet af nogle år overhale Kina som verdens folkerigeste land.
Som marked har den indiske regering åbnet dørene for den globale nyliberalistiske udplyndring og er derfor af stor interesse for verdens multinationale virksomheder – hvad enten det drejer sig om USA’s langsigtede strategiske investeringer, europæiske monopolers billige produktion under slavelignende forhold eller overfloden at billigt producerede kinesiske varer. Den danske regering håber at få danske virksomheder mere med på vognen med udenrigsministerens besøg og genåbningen af den danske ambassade i New Delhi i slutningen af 2018. Dansk Industri (DI) har de sidste fem år haft kontor i Mumbai for at fremme danske erhvervsinteresser.
Tilbage i 2008 indgik den daværende regering en dansk-indisk partnerskabsaftale. Udenrigsministeriet skriver bl.a. i denne:
”Der er et betydeligt potentiale for at øge handel og investeringer i Indien. Omverdens interesse for Indien har i de senere år været markant stigende. Danmark har derfor en klar interesse i at udnytte de muligheder, der skabes af Indiens imponerende vækst. Omtrent 75 danske virksomheder har etableret sig på det indiske marked med datterselskaber, repræsentationskontorer eller i joint ventures. Heraf er flere ledende på markedet. Det gælder f.eks. A.P. Møller og F.L. Smidth. Selv om der er et underskud på varehandlen, er der samlet set et overskud på ca. 1,5 mia. kr., når tjenesteydelser og søfart indregnes.”
Store danske koncerner som Danfoss, Vestas, Grundfos og FLSmidth har deres hovedkvarterer i Chennai, en af de særlige økonomiske zoner og center for industriel vækst og multinationale koncerner.Novozymes og LM Glasfiber har lagt en del af deres forskning og udvikling til Indien, hvor selv højtuddannet arbejdskraft er billig. Og FLSmidth havde 23 pct. af sine ansatte i Indien i 2014.
A.P. Møller-Mærsks havneselvskab APM Terminals har længe været en af de store havneoperatører og ejer eksempelvis 74 pct. i indiske Gateway Terminals India (GTI)i havnen Nhava Sheva og 43 pct. af den indiske havn Gujarat Pipavav. Konglomeratet sidder på omkring 18,5 procent af import og eksport i containere til og fra Indien. forbinder havnene og markedet inde landet. Med investeringer i infrastruktur, havne og containerterminaler samt containerdepoter inde i landet vil Mærsk styrke og udvide sit monopol.
”Verdens største demokrati”
Såvel Trump-administrationen som den danske regering og andre regeringer har deres grunde til at prise Indien som verdens største demokrati, vogter af demokratiet mod øst, og påpege det demokratiske værdifællesskab. Imens dør indere af sult og fattigdom – på landet uden jord og på fabrikker uden beskyttelse. Kvinder i de lavere kaster og muslimer myrdes uden straf, etniske udrensninger forsætter.
Narendra Modi blev valgt til premierminister i 2014, da det ekstremt nationalistiske og hindu-fundamentalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) vandt valget og kom til magten. BJP er i dag Indiens rigeste, største og mest dominerende parti, faktisk det parti i verden med flest medlemmer.
Som mange andre nyliberale højre populister, vi ser komme til magten i disse år, har Modi og BJP blandet en giftig cocktail bestående af en særlig ”folkelig” politik over for de store grupper af udstødte fattige, laveste kaster og minoriteter, som andre partier ikke har brudt sig om, blandet med markedsreformer, privatiseringer og fri bane for imperialistisk udplyndring og betændte religiøse splittelses- og hadkampagner, der bygger på den såkaldte Hindutva-ideologi. Fascistiske hindu bander filmer mord på muslimer i det nordlige Indien og lægger det ud på de sociale medier. Partiet har fascistiske rødder tilbage fra 1955, fra en organisation kaldet RSS (de frivillige nationale). Den blev dannet af medlemmer af overklassen for at beskytte deres klasseinteresser og designet til at føre en reaktionær politik med særlige privilegier til hinduer.
Afhængighed trods selvstændighed
Efter sin selvstændighed som tidligere britisk koloni, ejet af British East Asia Company, har Indien med kapitalismen aldrig fået opbygget en selvstændig industrialisering, der kunne opfylde landets og befolkningens behov. Indien har f.eks. atomkraftværker bygget af Rusland og USA, men har ingen fabrikker, der kan producere, hvad der skal til for at producere egne kraftværker, der kan sikre energi.
Indien har et enormt behov for få udbygget infrastrukturen, bare almindelige veje og boliger til den voksende milliardbefolkning, men ingen industriproduktion, der kan dække opbygningen af egne fabrikker til at sikre dette.
I de særlige vækstzoner bygges verdensklasses lufthavne, motorveje, bygninger og fabrikker af de multinationale og for de multinationale. Danske FLSmidth havde 40 pct. af det indiske marked for cementfabrikker – og en omsætning, der passerede en milliard allerede i 2007.
Som andre demagoger af samme slags lovede premierminister Modi, at årtiers privatiseringer, reformer og økonomisk vækst nu ville skabe arbejdspladser og fremgang for andre end overklassen og de multinationale. At hans store mantra om Indien som det mest venlige land over for forretningsverden endelig skulle materialisere sig i nye job til de mange millioner arbejdsløse. Men trods skattefritagelse og andre privilegier skete det ikke. Mellem 2005 og 2010 blev der skabt 2,7 millioner nye job til en arbejdsstyrke, der hvert år voksede med 15 millioner, ifølge International Business Times. Og fra 2015 kom ”den jobløse vækst” for alvor til Indien.
Indiens lovgivning er på mange måder ændret til fordel for det globale erhvervsliv. I efteråret 2018 tog regeringen endnu et skridt med nøgleændringer i Indiens politik for udenlandske direkte investeringer (FDI). Den tillader nu 100 pct. FDI mod det tidligere loft på 49 pct. inden for særlige brancher som detailhandel og byggeri, hvilket længe har været et ønske (krav) fra globale spillere.
Pengene forsvandt
Den 8. november 2016 skabte premierminister Narendra Modi en kunstig krise i landet, da han pludselig erklærede 86 pct. af landets valuta for værdiløs som lovligt betalingsmiddel – et drakonisk diktat taget uden forudgående varsel. Af sine tilhængere blev det berømmet som udtryk for macho-handlekraft.
Denne såkaldte demonetiserings-politik har haft ødelæggende virkninger på tværs af alle sektorer af det indiske samfund. Den lammede virksomheder og landmænd, hvilket betød, at detailforretninger og forhandlere lukkede ned, øgede arbejdsløsheden og tvang almindelige mennesker til at bruge milliarder af timer i endeløse køer i banker for at omveksle ubrugelig valuta eller at trække de beskedne kontanter, der var tilladt.
Men værst ramte demoneterings-politikken de fattige, daglejerne, befolkningen i landdistrikterne, der udgør omkring to tredjedele af Indiens befolkning – omkring 800 millioner mennesker. De fleste af disse mennesker havde ingen bankkonti eller kreditkort. Kun 53 pct. af inderne har bankkonti, og mere end 300 millioner mennesker har ikke noget offentligt godkendt ID, som de har brug for til at konvertere deres hårdt tjente penge til godkendt valuta. Naturalieøkonomi er fortsat udbredt i store dele af befolkningen. Modis politik betød sult og ødelæggelse for millioner af familier.
Modi kaldte det en nødvendig krig mod sorte penge og korruption. Alt imens regeringen og Bharatiya Janata Party vendte det blinde øje til den virkelige hvidvask af sorte penge, der fandt sted. Det internationale Global Financial Integrity (BFI) vurderede, at op mod 21 mia. US dollars ulovligt blev taget ud af Indien i 2014 og overført til udlandet. Og at Indien på samme ulovlig vis var parkeringsplads for omkring 101 mia. ”sorte” US dollars, hvoraf en stor del stammede fra virksomheder, der var gået konkurs, og hvor pengene var forsvundet. Det menes, at bl.a. de store detailhandelskæder, der har lukket tusindvis af butikker i USA, har overført midler til at investere i det enorme detailhandelsmarked, de vil opbygge til erstatning for Indiens millioner af småhandlende, der så vil miste deres indtægt.
Det er senere kommet frem at mange kooperative banker (særlig i Gujarat og Maharashtra) modtog store mængder af demonetiseret valuta som indlån, og disse var indkomster fra landbruget uden om skattevæsnet. Velkendte politikere fra disse delstater stod i spidsen for de banker, der hjælp deres kunder med skatteskjul. 1
Frem til 1991 sad det reformistiske Kongresparti ved magten og førte en stram statsstyring af økonomien, hvor de vigtigste sektorer såsom banker var nationaliseret, men uden at rokke ved de kapitalistiske ejendomsforhold og økonomi. Med rækken af de liberale strukturelle reformer, som siden blev sat i værk, steg muligheden for at placere industrielt overskud i den spekulative økonomi.
Særlige økonomiske zoner
”Det er sandsynligvis den billigste fabrik, vi har noget sted i verden.” Ordene tilhører chefen for VolksWagen i Indien. I den særlige økonomiske zone i Pune i den vestlige del af landet ligger de tyske bilfabrikker på stribe. På en 4,2 mia. kr. dyre Folkevognsfabrik i byens udkant bruges laserstyrede robotter.
Sammen med de økonomiske zoner i Chennai og staten Gujara er Pune et rent ’tag selv bord’ for de multinationale koncerner: skatteprivilegier, adgang til jord, stabil strøm og energiforsyning, billig, højtuddannet arbejdskraft. Disse zoner skal angiveligt være vækstlokomotiver, men det er vækst på aktionærernes bankkontoer, ikke for landet selv eller dets befolkning.
Den danske presse fortæller aldrig om de mange millionstore strejker, der hele tiden foregår blandt de indiske arbejdere. 30 millioner indiske arbejdere indledte den 8. januar 2019 en to-dages strejke mod Modi regeringens arbejdsmarkedsreformer, mod privatiseringer af offentlige virksomheder, øget brug af kontrakt arbejde og mod regeringens og de multinationales bevidste ødelæggelse af landområderne.
Et hovedkrav for de mange millioner daglejere og kontraktansatte er en højere mindste løn på 18.000 rupees til at overleve på. Regeringen har fastsat, at en arbejder og hans familie tilsammen kun behøver 2700 kalorier for at overleve. Det kræver en mindsteløn på 18.000 rupees. Men det vil Modi regeringen ikke engang gennemfører.
Indisk arbejdskraft er i dag billigere end kinesisk, selv når det gælder den lille del, der arbejder på det organiserede arbejdsmarked. Industrien udgør 24 pct. af BNP og beskæftiger 60 mio. mennesker. Til sammenligning har Kina skabt flere hundrede millioner arbejdspladser i industrien siden 1990. Langt hovedparten af alle job i Indien, over 90 pct., befinder sig i den uformelle sektor uden nogen arbejderrettigheder. Det drejer sig om bønder og daglejere, grønthandlere og gadesælgere, tjenere og taxachauffører og de millioner af små virksomheder, der udgør grundstammen af indisk erhvervsliv.
På den store økonomiske bane spekulerer nogle af USA’s største monopol- og finanskapitalgrupper i at flytte hele den enorme lavomkostnings-produktion fra Kina til Indien. Et sådan skift vil svække Kina alvorligt og styrke USA’s økonomiske verdensherredømme. Hundredmillioner af arbejdere og bønder, som står uden arbejde, jord og eksistensmuligheder, skal skabe superprofitter gennem ekstrem masseudbytning.
Verdensbanken æder landbruget som et rovdyr
Indien har langt mere landbrugsjord end Kina og langt bedre klima til at høste flere gange om året og burde således have bedre betingelser for at sikre mad til sin milliardbefolkning. Næsten 70 pct. af Indiens befolkning lever i landdistrikterne, der i en rasende fart er ved at gå sin undergang i møde. Men 30 pct. af landbefolkningen ejer ikke jord, og yderligere 30 pct. ejer under 2 hektar. Ca. 40 pct. af de mænd og kvinder, der arbejder på landet, er ikke bønder, men landarbejdere. Fra at være et feudalt godsejersystem forandres landbruget til en multinational imperialistisk landbrugsindustri, med store menneskelige, miljømæssige og helhedsmæssige konsekvenser – som hindrer enhver mulighed for at brødføde den voksende befolkning.
Der føres en bevidst politik for at tvinge størstedelen af landbefolkningen til at migrere ind til megabyer på op til 30-40 millioner indbyggere uden jobmuligheder, boliger og nogen form for byplanlægning af infrastruktur, sanitet og energi, der kan skabe menneskelige levevilkår. Ud over tvangsmigrationen for at sikre agro-fødevareindustrier og råstofudvindingsindustrier har grundlovsstridig fratagelse af jord til særlige økonomiske zoner, atomkraftværker og andre projekter tvunget mange fra landdistrikterne til byerne. Uretmæssige forflytninger rammer oftest landbefolkningen, men har også fundet sted i byområder, hvor myndighederne ønsker at fjerne slumkvarterer. Det har resulteret i talrige voldelige demonstrationer, hvor myndighederne slår hårdt ned.
Det eksisterende system af små- og familiebrug og landsbybaseret fødevareproduktion fortrænges i et højt tempo. Det sker gennem geopolitiske udlånsstrategier fra institutioner som Verdensbanken, WTO-regler og US-India Knowledge Initiative on Agriculture. Disse sikrer, at fødevarer og landbrug overgår til udenlandske selskaber med egne profitinteresser for afgrøder, fødevareforarbejdning og detailvirksomheder, som f.eks. Monsanto-Bayer, Cargill og Walmart.
Ifølge Verdensbankens udlånsrapport har Indien været langt den største modtager af lån i institutionens historie, baseret på data opgjort frem til 2015. Og det er derfor ikke overraskende, at Verdensbanken kan diktere udviklingen i Indien. I 1990’erne ønskede IMF og Verdensbanken, at Indien flyttede hundredvis af millioner mennesker væk fra landbruget. Til gengæld for lån op til 90 milliarder kroner blev landbrugspolitikken i Indien rettet mod at nedlægge sit statsejede frøforsyningssystem, reducere subsidier og støtte til små brug, nedlægge offentlige landbrugsinstitutioner og tilbyde incitamenter til vækst af genmodificerede afgrøder for at tjene udenlandske pengeinteresser.
I perioden mellem 2004 og 2011 faldt antallet af folk, der dyrker jorden i Indien, fra 166 millioner til 146 millioner. Det skønnes, at 6.700 hver eneste dag forlod landbruget. Mellem 2015 og 2022 vil antallet af landbrugere sandsynligvis falde til omkring 127 millioner. Landbrugssektoren er blevet kørt ned gennem årtier med stigende omkostninger, manglende statsstøtte og konsekvenserne af billig, subsidieret import, der trykker landmændenes indkomster i en nedadgående spiral. Landdistrikterne i Indien plageres af selvmord, underernæring af børn, stigende arbejdsløshed, øget gældsætning og fortsat gældsslaveri og et generelt sammenbrud i landbruget.
Hundredtusindvis af landmænd i Indien har taget deres liv siden 1997, og mange flere oplever økonomisk nød eller har forladt landbruget. De grundlæggende årsager til Indiens landbrugskrise har været godt dokumenteret, ikke mindst af en journalist og analytiker som Devinder Sharma 2, der siger:
”Indien er på fuld fart til at bringe landbruget under erhvervslivets kontrol. Med ændringerne af de eksisterende love om arealanskaffelse, vandressourcer, frø, gødning, pesticider og fødevareforarbejdning indfører regeringen brugen af kontrakter og tilskynder til organiseret detailhandel. Det er præcis som de ’råd’, der kommer fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt de internationale finansielle institutter.”
Oprør på landet
Der er et stigende krav i befolkningen om gældssanering for bønderne og sikring af priserne. Den samlede gæld for småbrugere svarer til de lån, der er givet alene til de fem største virksomheder i Indien. Protesterne mod denne politik er vokset år for år. Millionstore ikke bare demonstrationer, men uge- og månedlange marcher med krav om muligheder for at sikre maden og mulighed for at dyrke jorden finder sted i mange delstater. Men det er ikke nyheder, der finder vej til de vestlige medier.
Premierminister Modis demonetisering-politik, der med et slag gjorde 86 pct. af landets valuta værdiløs, udløste bondeoprøret i Mandasur i det centrale Indien, hvor seks landmænd blev skudt. Oprøret blev symbol på det faktum, at landbruget var udsultet for investeringer og folk må gå fra hus og hjem, mens virksomheder var sikret disse. Landarbejdere og bønder var vrede over hele landet og protesterede på lokalt, regionalt og statsniveau.
50.000 mænd og kvinder fra landdistrikterne gik barfodet i brændende sol fra Nsik til Mumbai i en march i 2018. De viste, at reaktionen på de elendige vilkår ikke længere skal være de hundredtusindvis af individuelle selvmord. De viste den kollektive styrke, og deres stemme var høj og klar. 3 AIKSCC er en paraplygruppe med over 200 landbrugsorganisationer, der i efteråret 2018 organiserede en march til Delhi af landmænd, landbrugsarbejdere og andre nødlidende i landdistrikterne fra hele landet.
Voksende miljøkatastrofe
Det siger sig selv, at når man erstatter den lokale landbefolknings viden om jorden, klimaet og afgrøder med Monsanto-Bayers ”løsninger” for profit bestående af genmodificeret monoafgrøde-industri baseret på kemikalier og kunstvanding, der udpiner og dræber jorden, så går det galt. Det er der mange uhyggelige eksempler på rundtom i verden. Det sker også i Indien som konsekvens af den førte politik.
Fra dyrkning til forarbejdning alene af et kilo raffineret sukker bruges der to-tre ton vand. For samme mængde vand kunne man i Indien på den traditionelle, økologiske måde dyrke omkring 150 til 200 kg nærende jowar eller bajra (lokale hirseplanter).
Og Indien står med store problemer med at sikre adgang til vand. Industridykningen af afgrøder, der ikke naturligt hører til klimaet og jordforholdene, er en stor belastning på vandressourcerne. Afsmeltningen af gletsjerne i Himalaya bidrager sammen virkningerne af temperaturstigninger til udtørring af vigtige floder på tværs af Indo Gangetic-sletten. Her findes den store kunstvandingskrævende hvedeproduktion. Men på trods af at dette er kendte facts, presser politikere på højt plan på for en bestemt model af ’udvikling’, som kun vil eskalere problemerne.
For et halvt århundrede siden havde de fleste dele af Indien frisk vand nok hele året rundt, også længe efter regnen var stoppet og væk. Men der er sket en rydning af skovene, og jordens evne til at suge regnen falder drastisk. Strømme og brønde løber tør. Mere end 80 pct. af Indiens vandforbrug går nu til kunstvanding af kemisk dyrkede GMO-afgrøder.
Til sult og fattigdom er der kommet et tredje hovedangreb på folkesundheden: de multinationales industrielle kostplan, som de bestemmer og kontrollerer i alle led fra produktion til salg. Over 40 pct. af verdens undervægtige personer lever i Indien. Samtidig stiger antallet af overvægtige, hvor Indien indtager en tredjeplads globalt blandt kvinder med over 20 millioner. Sygdomme som cancer og diabetes fordobles med års mellemrum ifølge WHO.
I lommen på USA
Med sin geopolitiske placering i Sydøstasien midt mellem Kina, Rusland og Mellemøsten er Indien en vigtig allieret at få kontrol over i rivaliseringen om verdensherredømmet mellem de helt store imperialistmagter. Ligesom Indien selv ikke bare er verdens femte største økonomi, men også verdens femte største militærmagt, der bruger over halvdelen af sit nationale budget på militær. Indien grænser op til Pakistan, Afghanistan, Kina, Nepal, Bhutan, Bangladesh og Myanmar (Burma) har skiftende grænsekrige og aggressioner med disse. Og selv om Indien er blandt de såkaldte BRIKS-lande, hvor også Kina og Rusland er med, så har den herskende klasse i Indien imidlertid placeret landet i lommen på USA-imperialismen.
Indtil 1990 forsøgte Indiens magthavere at balancere forholdet til USA, Storbritannien (den gamle koloniherre) og Sovjetunionen. En situation USA-imperialismen ønskede at ændre til sin egen fordel og fik mulighed for med Sovjetunionens sammenbrud og den nye verdensorden. USA ønskede i første omgang at få linket Indiens økonomi til Burma, Thailand og Malaysia, hvis økonomier USA havde kontrol over. Den voldsomme militarisering af Indiens økonomi havde tæret så voldsomt på landet og Indiens guldreserver, at regeringen solgte sig helt til USA.
U.S. Secretary of State Rex Tillerson fremhævede i sin tale om, hvad der definerer USA og Indiens forhold i dette århundrede, i oktober 2017:
”Mere end 600 amerikanske virksomheder opererer i Indien. USA’s direkte investeringer i Indien er øget med 500 pct. alene i de sidste to år. Og sidste år endte vores bilaterale handel med en rekord på omkring 115 milliarder dollar – et tal, vi planlægger at øge. Årets Malabar-militærøvelse var vores mest komplekse til dato. De største skibe fra den amerikanske, indiske og japanske flåde demonstrerede deres magt sammen i Det Indiske Ocean for første gang, hvor de blev et klart eksempel på den samlede styrke i de tre Indo-Stillehavs-demokratier. Det nye strategiske partnerskab mellem Delhi og Washington står for en fælles forpligtelse til at opretholde retsstatsprincippet, navigationsfrihed, universelle værdier og frihandel. Vores nationer er piller af stabilitet på begge sider af kloden, der står for større sikkerhed og velstand for vores borgere og mennesker rundtom i verde
Især skal Indien og USA fremme større velstand og sikkerhed med det formål at skabe et frit og åbent Indo-Stillehavsområde. Indo-Stillehavet, herunder hele Det Indiske Ocean, det vestlige Stillehav og de nationer, der omgiver dem, vil være den mest konsekvensskabende del af kloden i det 21. århundrede. Hjem for mere end tre mia. mennesker og brændpunktet for verdens energi- og handelsruter. Fyrre procent af verdens olieforsyning krydser Det Indiske Ocean hver dag gennem kritiske transitpunkter som Malacca og Hormuz.
Men i dag er det en af de mindst økonomisk integrerede regioner i verden. Den interregionale handel er sløv og sidder på omkring 4 eller 5 pct. af den samlede handel. Sammenlign det med ASEAN, hvor interregional handel står for 25 pct. af den samlede handel. Verdensbanken vurderer, at interregionale handel i Sydasien med barriererne fjernet og strømlinede tilpassede procedurer næsten vil firdoble fra de nuværende 28 mia. dollars til over 100 mia. dollars.”
Act East Policy
Indiens regering og Modis ”Act East Policy” indeholder samme dobbelthed som EU’s udenrigspolitik. Den tjener både sin dominerende herre, USA-imperialismen, og Indiens egen supermagtsaspirationer. Formålet er at styrke de økonomiske, strategiske, militære og sikkerhedspolitiske bånd med ASEAN-landene og landene øst for Indien i rivalisering med Kinas supermagtsposition i ASEAN-landene og landene rundt om Det Indiske Ocean.
Indien har opgraderet sine forbindelser og strategiske partnerskab med Indonesien, Vietnam, Malaysia, Japan, Sydkorea, Australien, Singapore og ASEAN og sikret tætte forbindelser med alle lande i Asien-Stillehavs-regionen.
Som led i Act East Policy har Indien startet projekter som Kaladan Multi-modal Transit Transport Project, der skal forbinde Indien og Myanmar. India-Myanmar-Thailand Trilateral Highway Project, der skal forbinde Indien med Thailand gennem Myanmar; Rhi-Tiddim Road Project, Border Haats m.m. for at forbinde Nordøstindien med de sydøstasiatiske lande. “den økonomiske korridor” BCIM mellem Bangladesh, Kina, Indien og Myanmar er også en del af Act East-politikken, der vil give Indien adgang de nordøstasiatiske lande. Der bygges en vej fra Kolkata (Calcutta) i Indien til Kunming i Kina gennem Bangladesh og Bhutan.
Det Indiske Ocean har både handels- og militærstrategisk betydning i rivaliseringen om verdensherredømmet. Derfor ses også en militarisering af økonomien omkring oprustning og militærbaser og Indiens placering i dette i landene rundt om Det Indiske Ocean. Samtidig styrker Indien sin relation med lande, der er fjendtlige og har konflikter med Kina. Indien er f.eks. begyndt at sælge våben og mindre krigsskibe til Vietnam, yde store lån til infrastruktur i Sri Lanka og sælge el til Bangladesh.
Indien gennemlever en periode med ekstrem rovdrift, udbytning og superprofitter til den internationale kapital – på bekostning af landets egen befolkning og arbejdere på landet og byerne. Et samfund, hvor alle kapitalismens modsætninger og klasseskel vokser og fremmes af den nyliberale politik og demagogiske vækstpolitik, og ikke mindst hvor klassekampen på alle leder skærpes. Hvor millioner forsørger at skabe sig en anden tilværelse og kæmper for en bedre fremtid.
Noter:
1. Tidsskriftet Revolutionary Democracy, sep. 2018. Absence of Political Will to Save the Indian Economy, Dr. N. Bhattachatya (http://revolutionarydemocracy.org)
2. Devinder Sharma er en indisk analytiker af fødevarer og handel og journalist. Blandt hans seneste værker er bøgerne GATT and India: The Politics of Agriculture; GATT to WTO: Seeds of Despair. In the Famine Trap.
3. Tidsskriftet Revolutionary democracy, The Agrarian Crisis and Women Workers in Rural India, Jaya Mehta.