Imperialismen, med den moderne globale kapitalismes verdensherredømme, påtvinger alle sociale klasser og lag i almindelighed og arbejderklassen i særdeleshed sine egne grundlægende økonomiske relationer, hvilket tvinger os til at tilpasse vores politiske taktik og holdninger til den nye virkelighed.
I 2011 udgav den britiske professor Guy Standing (1948), medlem af Academy of Social Sciences i Det Forenede Kongerige, UK, en bog med titlen “The Precariat: The New Dangerous Class”, (Prekariatet: den nye farlige klasse), som betød den formelle introduktion af et socioøkonomisk begreb, der er kendt i dag som ”prekariatet”. Ifølge bogens definition skulle prekariatet, eller den prekærere arbejderklasse, være efterfølgeren af den gamle industriarbejderklasse, der udgjorde en social klasse i anden halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede. Fra den skulle prekariatet have arvet sit behov for at sælge sin arbejdskraft for at overleve, da den ikke ejer produktionsmidler. Den adskiller sig imidlertid fra industriproletariatet ved ikke længere at være knyttet til de store fabrikker og industrianlæg, men til et nyt arbejdsmiljø, isoleret, af uforudsigelig varighed og intensitet, med ringe eller ingen mulighed for at være arbejderens eneste indtægtskilde og generelt knyttet til servicesektoren.
Dette forsøg på at definere en “ny” social klasse for det 21. århundrede ligger i tråd med de mere eller mindre heldige visioner som f.eks. dem om historiens afslutning (Fukuyama), post-materialisme (Inglehart) eller postkommunismen (Laclau). Visioner der forsøger, måske båret af en vis millenarianisme[i], at forklare den moderne verden ved at kassere etiketterne fra det sidste århundrede. Men under de nye navne manifesteres de gamle sociale kræfter sig altid, og klassekampen fortsætter med at fungere som historiens drivkraft, selv om dens ild kan dæmpes under alle former for forklædninger.
Tilblivelse af den “nye” arbejderklasse
Allerede i 1848 påpegede Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest, at “bourgeoisiet kan ikke eksistere uden konstant at revolutionere produktionsmidlerne og dermed produktionsforholdene og med dem hele samfundets sociale forhold”. Denne tilsyneladende enkle sætning indeholder alle de indre lovmæssigheder i den økonomiske historie i de sidste 500 år i en sammenpresset form. Lovmæssigheder som Marx senere analyserede grundigt i sine økonomiske studier, og hvor han kom til den konklusion, at den materielle infrastruktur (den organisering, som hver produktionsform antager på et givet tidspunkt), former den sociale struktur gennem den ideologiske overbygning (materialiseret i de politiske, juridiske, juridiske, kunstneriske og filosofiske former) i det konkrete historiske øjeblik. Sagt på en anden måde: “Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væsen, men tværtimod er det det sociale væsen, der bestemmer deres bevidsthed.” (Et bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Marx, 1859)
Fra sin oprindelse som en selvstændig social klasse har borgerskabet således haft stor indflydelse på den sociale organisering, det udvikler sig i. Fra slutningen af det 15. århundrede til slutningen af det 18. opfordrede det til en hurtig politisk og økonomisk koncentration omkring middelalderbyerne i modsætning til og konkurrence med den rent feudale, decentraliserede og landlige politiske og økonomiske model. Dette økonomiske system, og de politiske former der opstod med det, gjorde det muligt at udvikle en begyndende kapitalisme baseret på kommerciel udnyttelse af enorme merkantile (kolonihandels-) imperier i USA, Afrika, Oceanien og Asien. Koloniimperier skabt på bekostning af massakrer blandt mange indfødte folk på disse kontinenter. På dette stadium var arbejderklassen stadig næppe adskilt fra middelalderens livegne, og der var endda en vis genoprettelse af det mest brutale slaveri.
Modningen af disse materielle forhold gjorde det muligt for borgerskabet kort tid efter (fra slutningen af det 18. århundrede) at kaste sig ud i angrebet på den politiske magt, bevæbnet både med en enorm økonomisk kraft og med hele oplysningstidens teoretiske og filosofiske arsenal. Hvilket dannede den moderne nationalstat som det perfekte maskineri til gavn for sin egen klasses økonomiske interesser. De borgerlige revolutioner i England, USA og Frankrig, Napoleonskrigene og den brutale politik med ekspropriationen af produktionsmidlerne, der gav anledning til den “primitive ophobning af rigdomme” og fremkomsten af den første “kapitalistiske reservehær af arbejdere” i Europa, viser de blodige milepæle på denne scene, der varer indtil midten af det 19. århundrede. Arbejderklassen vandt dengang visse rettigheder og friheder, anerkendte sig selv som en enhed, der var adskilt fra de øvrige sociale lag, især fra adelen og præsterne, og udviklede en vis bevidsthed om sig selv – selv om den stadig var meget svag.
Fra anden halvdel af 1800-tallet udviklede kapitalismen produktive kræfter, der førhen var utænkelige. Med udvidelsen af de europæiske koloniimperier og deres udbytningsgrad kunne fremskridtene i den industrielle revolution opnås. Og samtidig skabe de produktionsforhold, der skabte det typiske billede af arbejderklassen, som vi alle genkender: en fysisk arbejder, maskulin, vestlig, i enorme overfyldte fabrikker, organiseret i massepartier og fagforeninger og med en allerede virkelig revolutionerende bevidsthed, adskilt fra de andre sociale klasser og lag.
Men de samme økonomiske kræfter, der gjorde sig gældende i tidligere faser, var også aktive nede under den synlige infrastruktur, idet de fulgte loven om den kapitalkoncentration, som Marx havde påpeget. Det skabte betingelser for, at en del af borgerskabet blev i stand til at udøve magt over staten og over det øvrige borgerskab. Dermed opstod nye nødvendige betingelser for en ny revolution i produktionssystemet, og med den i hele samfundet. Men for at opnå dette var det nødvendigt at rive de gamle sociale relationer, der stadig eksisterede, fra hinanden.
I sit værk “Imperialismen, kapitalismens højeste stadie” beskriver Lenin, hvordan kapitalismen allerede i 1916 trådte ind i et nyt stadie, der adskiller sig fra den tidligere frihandelsmodel. En etape, der er karakteriseret ved den nationale økonomis fuldstændige underlægning af klasseinteresserne hos den del af borgerskabet, der havde den overvældende økonomiske vægt gennem sit monopol på landets strategiske sektorer. Under statens monopolkapitalisme blev de nationale regeringer derfor underlagt den del af borgerskabet og deres forretningsinteresser, og erhvervskonkurrencen tog form af international konkurrence. Konkurrence, der drevet til det yderste blev og bliver til åben krig.
De to brutale verdenskrige i 1914-1918 og især 1939-1945 repræsenterer fødselsveerne i den nye imperialistiske verden med sine egne sociale relationer, frugten af den globale imperialismens nye produktionsmodel. Relationer der, især fra 1970’erne og for første gang i historien, er de samme for hele kloden og derfor udgør et fælles kapitalistisk globalt marked.
Den verden, der opstod efter Anden Verdenskrig, var økonomisk meget forskellig økonomisk fra den, der eksisterede i 1913. De internationale forbindelser var allerede formelt underlagt de respektive nationale borgerskabers myndighed (bortset fra den sovjetiske afvigelse, og de østeuropæiske lande, som under alle omstændigheder “korrigerede sig selv” knap et årti senere ved at vedtage statskapitalisme i henhold til retningslinjerne for socialimperialistisk revisionisme). De var alle under ledelse af USA’s borgerskab, og blev løftet gennem Bretton Wood-aftalerne (1944)[ii] til en fuldstændig kapitalistisk magt, der definitivt erstattede de gamle europæiske imperier. Denne ledelse blev styrket kort tid efter med USA’s investeringsplan for genopbygningen af Europa (den berømte Marshall-plan fra 1948-1951), som gjorde det muligt for USA at favorisere de venligstillede lande (hovedsagelig Storbritannien, Vesttyskland og Italien) og at forbinde de europæiske økonomier med USA’s økonomi til den rolle, den spiller i dag.
Selv om den europæiske genopbygning i første omgang havde tendens til at genoprette den industrielle model fra før 1914, især i de “venlige” lande i Yankee-imperiet, blev det hurtigt klart, at denne fase af kapitalismen var blevet overvundet. Fra 1960’erne og især i 1970’erne begyndte de store vestlige industrier at flytte til de lande, der for nylig var blevet uafhængige af europæisk kolonialisme (Indien, Bangladesh, Taiwan, enklaven i Hongkong osv.), tiltrukket af deres fordelagtige forhold for udbytning og den stabile profitrate, der var uforlignelig sammenlignet med investeringer i Europa eller Nordamerika. Den vestlige verden erstattede disse industrier med mangedobling af små og mellemstore virksomheder, hovedsagelig i servicesektoren. Og de nationale økonomier blev afhængige af finansielle transaktioner, tjenesteydelser og turisme som den vigtigste økonomiske kilde.
Det var kulminationen på den lange proces, gennem hvilken industriarbejderklassen i anden halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. blev ændret til en arbejderklasse, der så helt anderledes ud. Nu bestod den af mænd og kvinder af alle etniciteter, med arbejde der var mere intellektuel end fysisk, isoleret fra hinanden og desværre dybt uorganiseret. Men det er også begyndelsen på en arbejderklasse, der er mere homogen og geografisk mere omfattende end nogensinde før i historien.
Ideologisk grundlag for moderne imperialisme
Som vi kan se, er den samme logik, som borgerskabet dikterede med sin status som den herskende klasse, blevet opretholdt under tilsyneladende nye produktionsrelationer. Og med dem opretholdes mekanismerne for den ideologiske dominans, der opretholder og normaliserer det borgerlige diktatur. Hvilket også forstærkes af de materielle forhold for den mest udviklede del af arbejderklassen.
Men det er ikke blot arbejderklassen, der mærker disse nye forhold. Også brede lag af borgerskabet selv er nu underlagt monopolborgerskabets dominans. Det er den, der styrer mekanismerne i statens politiske magt og fremprovokerer kædereaktioner, der i sidste ende også har konsekvenser for arbejderklassens forhold.
Borgerskabets mellemste og nedre lag skubbes ofte ud i ringere positioner på grund af den globale økonomis uventede drejninger og kriser. De er fordrevet fra den økonomiske mainstream, som fylder den internationale scene, og som de ikke længere har adgang til. I denne proces ender dele af dette deklasserede borgerskab med at slutte sig til arbejderklassens rækker eller nærme sig den. Hvilket samtidig øger den herskende klasses indflydelse som den dominerede klasse. Som Marx og Engels udtrykte det:
“Middelklassens lavere lag – de små håndværkere, forretningsdrivende og pensionerede håndværkere generelt, håndværkerne og bønderne – alle disse synker gradvist ind i arbejderklassen, dels fordi deres minimale kapital ikke er tilstrækkelig til den skala, hvorpå den moderne industri videreføres, og er oversvømmet i konkurrencen med de store kapitalister, dels fordi deres specialiserede færdigheder er gjort værdiløse af nye produktionsmetoder.” (Det Kommunistiske Manifest, 1848)
Og senere sagde Stalin om småborgerskabets indflydelse blandt arbejderklassen:
“Arbejderklassen er ikke en isoleret klasse. Det genopfyldes konstant af tilstrømningen af bønder, småborgerlige og intellektuelle, proletariseret af kapitalismens udvikling … På den ene eller anden måde trænger disse småborgerlige grupper ind i partiet, og her introducerer de tøven og opportunismens, moraliseringens og usikkerhedens ånd.” (Stalin: Leninismens grundlag, 1924)
Den borgerlige ideologi, der hele tiden trænger ind i arbejderklassen, overvælder, udnytter og brutaliserer ved sin tendens til kun at pege på, at den eneste vej ud af arbejderklassens elendige situation er at blive en del af den udbyttende klasse. Det skal skubbe arbejderklassen væk fra tanken om at gøre en ende på sin udbytning ved en revolutionær omvæltning af den kapitalistiske produktionsmåde. Det vil sige, det kommer til at styrke den dominerende ideologi gennem myten om “den sociale opstigning i samfundet”.
Denne konstante ideologiske forurening er blevet begunstiget af at imperialismens brug af de store ideologiske referencer hos den bevidste arbejderklasse, som så, hvordan først Sovjetunionen og senere det revolutionære Kina forvandledes til en imperialisme tilpasset de karakteristiske kendetegn, hvor socialisme bare blev en formel talemåde. I slutningen af 1950’erne og 1960’erne blev de til, hvad Lenin definerede som “socialimperialister, det vil sige socialister i ord og imperialister i gerninger “(Lenin: Imperialismen, kapitalismens højeste stadie, 1916)
Denne kombination af ideologiske og økonomiske faktorer endte med, at der i midten af det 20. århundrede opstod filosofiske teorier, der søgte at forklare verden fra helt nye positioner. De gav afkald på venstrefløjens traditionelle materialistiske vision af klasser og erstattede den med en forklaring baseret på subjektivt dannede identiteter, i tværgående sociale relationer, hvor spørgsmål som etnicitet, køn eller seksuel identitet erstattede social klasse som bestemmende element. Forfattere som de førnævnte Ernesto Laclau og andre konstruktivister som Chantal Mouffle og Michel Foucault proklamerede, at det, der bestemmer vores sociale relationer, ikke er det, som vi rent objektivt og materielt er (det vil sige vores relationer inden for produktionsprocessen), men hvad andre opfatter os subjektivt som og ideelt set.
Arbejderklassen, som havde mistet sine ideologiske referencer i de gamle “socialistiske hjemlande”, som nu var helliget deres egen version af imperialismen, kom stadig tættere på postulaterne fra småborgerskabet. Den kunne ikke længere genkende sig selv i billederne og definitionerne i det tidlige 20. århundredes revolutionære propaganda. Den accepterede villigt tanken om, at den gamle drøm om at kunne flygte fra sine klasseforhold ikke længere krævede en stor kapital og mål om at producerer merværdi (noget, der forblev helt uden for rækkevidde), eller at den skulle organisere sig massivt for at vælte det borgerlige diktatur og underminere klassesamfundet (noget, som man direkte antog var umuligt). Det var snarere nødvendigt at antage den herskende klasses eksterne image for at blive en herskende klasse i andres øjne.
Når store dele af den arbejdende befolkning er trukket ind i den borgerlige ideologiske fælde, udøver imperialismen sin fulde dominans over dem ved at mobilisere dem i kampe og debatter i den borgerlige ideologiske lejr, der er ufrugtbare og skadelige for arbejderklassen som helhed. Historiens drivkraft dæmper sin støj, men kan ikke stoppes.
Indflydelse fra borgerskabets nederste lag på arbejderklassen viser sig også i dets politiske tilpasning til ultranationalistiske holdninger, som kun kan forklares ved de borgerliges ønske om at genvinde kontrollen over det nationale marked, som i dag er underordnet verdensøkonomiske strømninger. Der er eksempler som “Brexit”, Donald Trumps lovgivning i USA, eller fremkomsten af en eller anden politisk form for populisme, der stræber efter at opbygge en yderst lokal nationalstat, hvor borgerskabets fordrevne mellemste og lavere lag genvinder den tabte heltestatus, mens de revolutionære og klassebaserede positioner, der opretholder den materialistiske og strukturelle analyse af samfundet, er på et historisk lavpunkt.
Den nødvendige oprustning af arbejderklassen
Der er ingen tvivl om, at de nye arbejdsvilkår hindrer den gamle måde omkring revolutionær agitation. De store arbejdspladser, hvor en enkelt propagandahandling nåede ud til titusinder eller hundredvis af arbejdere ad gangen, er ting der hører fortiden til i det meste af verden. Spredningen og isolationen af produktionsenheder (for nylig forværret af COVID-19-pandemien) skærper borgerskabets årvågenhed over sin magt over arbejderklassen, samtidig med at det forsørger at hindre enhver adgang til informationer fra fagforeninger eller af politisk art (ud over borgerlig propaganda). Denne massive ideologiske dominans rammer os hvert eneste minut, dag efter dag, gennem medierne, biografen, tv-serier, bøger og endda fra akademisk uddannelse, og isolerer vores klasse fra ethvert dybt kritisk budskab. Manglen på referencer og eksempler fra hverdagen, der kan bruges som en guide, svækker enhver spontan revolutionerende impuls. Overenskomststridige kontrakter og arbejdstider gør, at arbejderne ikke længere er fortrolige med kollektiv organisation, hvilket gør revolutionær disciplin til noget fremmed og fremmed for deres virkelighed. Men alle disse hindringer er ude af stand til at forhindre arbejderklassen i fortsat at mærke, som den gjorde for et århundrede eller to siden, de lænker af udbytning og dårligdom, som kapitalismen pålægger den gennem det borgerlige diktatur.
Faktisk er der den tilsyneladende selvmodsigelse, at arbejderklassens vilkår i den grad har nået fornyede niveauer af menneskelig udbytning, udnyttelse og nedværdigelse, der ellers syntes at være blevet overvundet siden det 19. århundrede. Forhold som den moderne imperialisme har skabt med sit overherredømme som en nutidig økonomisk model, der fremmer udviklingen og anvendelsen af stadig mere avancerede teknologier til ny elendighed.
Isoleringen af fagforeninger og manglende organiseringen af arbejderne gør det muligt for borgerskabet at forny de former, der blev opgivet i fasen med “velfærdsstaten”, der var typiske for 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Et bevis på dette er de millioner af arbejdere, der tvinges til juridisk at registrere sig som selvstændige. Et andet eksempel på den tydelige tilbagegang af de materielle arbejdsvilkår for arbejderklassen er den almindelige forretningsmæssige brug af computer-applikationer baseret på “P2P”-[peer-to-peer]-modellen, som reducerer menneskelig arbejdskraft til en simpel forlængelse af computer-programmet, der forvalter forbrugernes ønsker og virksomhedsejernes profit.
Der er mange eksempler, men under dem alle ligger beviserne for, at så længe kapitalismen eksisterer, vil arbejderklassen eksistere som nøglen til hele produktionssystemet. Uden en social klasse, der er berøvet alle produktionsmidler, og som har brug for midler til at overleve, er borgerskabet ude af stand til at udvinde merværdi fra andres arbejde, hvilket ville betyde kapitalismens død.
Det kapitalistiske marked begyndte lokalt i slutningen af middelalderen, det blev nationalt i de borgerlige revolutioner og internationalt efter den industrielle revolution. Men for første gang i historien, efter 1945, er hele markedet og alle dets aktører globalt.
Det er grunden til, at det på trods af alle vanskelighederne og alle måder at forsøge at skjule klassekampen på, så fortsætter den med at vise sig dagligt i arbejderklassens øjne over hele verden. De økonomiske love om kapitalistisk udbytning er endelig blevet universelle love, forståelige for enhver arbejder i hele verden. Den revolutionære magt, der tilbydes af denne unikke omstændighed i historien, er næsten ikke til at forestille sig.
Den ideologiske oprustning af vores klasse er en presserende opgave på trods af, at de materielle forhold ikke er de mest gunstige for den. Oprettelse og formidling af modinformation i digitale og analoge medier, praksis med debat og begrundet kritik baseret på dokumenterede data, undersøgelse og analyse af de økonomiske og sociale relationer, der omgiver os, søgen efter skjulte årsager til de håndgribelige konsekvenser osv., alt dette skal styrkes i vores miljøer, hvor vi har kapacitet til indflydelse. Udbredelsen skal udvides i større cirkler, vi må utrætteligt påpege modsætninger i produktionssystemet, afsløre årsagerne til problemerne, der påvirker os kollektivt som klasse, og tilskynde til organiseringen af enkeltpersoner og sektorer i retning af fælles mål.
Ved først at handle i vores nærområder (arbejdspladser, kvarterer, skoler, universiteter, osv.) og senere, gennem stabile organisationer (partier og fagforeninger), gruppering af kræfter omkring radikale og bredere revolutionære mål, lige fra det nationale til det internationale, vil vi kunne danne arbejderklassens nutidige internationalisme, der gennem de marxistisk-leninistiske partier, der ligesom på Lenins og Stalins tid udgør revolutionens hovedcentre i hele verden, samler al viden, samler alle kræfterne og retter alle arbejderklassens slag mod borgerskabets diktatur i almindelighed og det imperialistiske borgerskab i særdeleshed, indtil det endelige klasseslag
Kapitalismen er blevet et samlet system på globalt plan, som kun kan bekæmpes gennem en global arbejderklassekraft med en samlet strategisk retning. Det sidste råb, som Marx og Engels kom med i deres manifest i 1848, giver genlyd, næsten 200 år senere, som en ubestridelig ordre til alle bevidste arbejdere i verden:
Proletarier aller Länder vereinigt Euch!
¡Proletarios de todos los países, uníos!
Proletarians of all countries, unite!
Prolétaires de tous les pays, unissez-vous!
Proletários de todos os países, uni-vos!
Proletarer i alle lande, foren jer!
[i] Millenarianisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden, der bæres af tilhængere af religiøse, politiske eller sociale bevægelser; oftest drejer det sig om religiøse forestillinger om verdens undergang, en ny tids komme og forventningen om en snarlig udfrielse fra den normale dennesidige verden.
[ii] Bretton Woods-systemet er et internationalt fastkurssamarbejde, som udvikledes efter Anden Verdenskrig med udgangspunkt i en konference i juli 1944 i byen Bretton Woods i New Hampshire, USA. Fireogfyrre senere FN-medlemslande var repræsenteret og med til at udforme vedtægterne for Den Internationale Valutafond, IMF, og for Verdensbanken under USA imperialismens taktstok.