Coronapandemien, der ramte verden i begyndelsen af 2020, blev ikke taget alvorligt af den russiske regering før udgangen af marts, hvor staten annoncerede et selvisolationsregime i hele Rusland, som er fortsat indtil i dag. I sin præsidentielle tale 11. maj annoncerede Vladimir Putin genåbning af nogle virksomheder afhængigt af regionen. Budskabet blev mødt med en masse forvirring, fordi det ikke blev gjort klart, hvad det konkret betød. Det hed sig, at “alle sektorer af økonomien” skulle genåbnes fra den 12. maj. Mere end 309.000 mennesker er smittet med Covid-19 i Rusland siden 20. maj, og næsten halvdelen af dem bare i Moskva. Dødeligheden, som tidligere lå et godt stykke under 2 %, er også øget og ved at komme tættere på verdensgennemsnittet.
Den russiske regering udsendte flere erklæringer, der lovede fuld betaling af lønninger, udsættelse og reduktion af skat. Men virkeligheden er meget anderledes, de bebudede foranstaltninger er langtfra nok til at beskytte arbejdere. Selv om de andre store kapitalistiske regeringer har afsat milliarder af dollars til “anti-krise”-foranstaltninger, har Rusland været ganske moderat med størrelsen af sådanne økonomiske tiltag. På trods af føderale reserver på mere end 300 milliarder dollars besluttede den russiske regering kun at bruge et par milliarder dollars for at imødegå en af de største økonomiske kriser i årtier. Desuden er arbejdernes og pensionisternes andel endnu mindre i den hjælpepakke og giver dem ikke engang en måneds daglige brød.
Præsidenten bebuder hver anden uge nye tiltag for at “beskytte” mod virkningerne af den økonomiske situation. Disse foranstaltninger indebærer imidlertid ikke effektiv beskyttelse af de mennesker, hvis eneste mulighed er at sælge deres arbejdskraft. Selvom det er forbudt ved lov, er arbejdsgivernes første skridt for at beskytte deres virksomhed at fyre så mange mennesker, som de kan. Ifølge statistikkerne fra marts 2020 blev arbejdsløsheden fordoblet som følge af virussen, hvoraf en betydelig del er uregistrerede arbejdere.
Regeringen lovede en hjælpesum på 12.000 rubler (19.500 rubler i Moskva), svarende til 150-200 amerikanske dollars, til dem, der mistede deres job efter den 1. marts 2020, og som havde arbejdet mindst 60 kalenderdage i et år. De gennemsnitlige boligudgifter i Moskva er omkring 8-9000 rubler, og mange er nødt til at betale deres husleje for at beholde boligen. Desuden er disse hjælpepenge kun for dem, der er russiske statsborgere (i Moskva kun for dem, der er moskovitter). Arbejdsløse har ingen anden kompensation. Det betyder, at de er nødt til at klare sig selv på bedst mulig måde. De er dybest set overladt til fattigdom, mens regeringen holder deres føderale reservepenge tilbage til “dårligere tider”!
Dette er en af den russiske regerings absurditeter. Den gemmer sig bag sit nye “demokrati”, men hvem er dette demokrati for? Den herskende elite har sørget for at centrere hele statsapparatet omkring sine egne interesser. De kaster sådanne begreber som “frihed” ud til folk som brødkrummer, samtidig med at de tvangsfodrer dem med propaganda om socialismens mareridt i Sovjettiden, bare for at det russiske folk kan glemme deres frygt for dagligdagen. Denne kapitalistiske regering er gode undervisere i “demokrati”!
Ved at tage de mest “demokratiske” og “frie” lande som eksempel har regeringen sørget for ikke at gå glip af muligheden for at øge overvågningen over mennesker under påskud af at undertrykke Covid-19. Der er indført nye regler for folk, der overvåger næsten hvert skridt, de tager. I mellemtiden er det værd at bemærke, at selv en måned efter indførelse af disse tiltag stiger antallet af smittede fortsat med et højt tempo, hvilket gør effektiviteten af hele regeringens politik yderst kontroversiel.
Der er en bred bekymring for, at disse tiltag eller i det mindste en del af dem kan blive permanente efter pandemien. Dette vil med garanti give regeringen omfattende redskaber til at kontrollere massebevægelser, udskille enkeltpersonerne i disse og derefter begrænse og blokere hvert eneste skridt, de vil tage. Derfor er en fuldstændig fjernelse af alle disse begrænsende regler efter “selvisolationsordningen” et af de centrale krav i den politiske frihedskamp.
Vi står over for en forestående økonomisk krise. I modsætning til karantæne og ”selvisolation” betyder den, at staten ikke er forpligtet til at annoncere en nødsituation i landet og dermed blive en ansvarlig for dækningen af folks leveomkostninger. Uden offentlig støtte betyder det, at folk efterlades uden midler og job. Nogle virksomheder har fået sat deres husleje sat på pause, mens almindelige mennesker i lejelejligheder fortsat skal betale deres husleje.
Desuden giver disse love ingen ressourcer til migrantarbejderne, der er rygraden i den russiske produktion. Tusindvis af arbejdstagere fra Centralasien står uden løn eller beskyttelse af staten. Med fortsat produktion og folks manglende evne til at købe varerne kastes samfundet ligesom i de øvrige lande med markedsøkonomi ud i en økonomisk krise.
Meget af den russiske økonomi roterer omkring olieudvinding og eksport af denne. Det kraftige fald i oliepriserne og devalueringen af rublen har sin årsag i overproduktionen af varer og fald i profitten. Kapitalismen har en kaotisk karakter med sine gentagne krisecyklusser, der hober sig op til recession og depression. Covid-19 er ikke årsagen til økonomiske krise, som borgerlige økonomer gerne vil have os til at tænke, men er en af dens faktorer, der påvirker vareudvekslingen som følge af lukningen af grænser.
Under socialismen blev sådanne epidemiologiske spørgsmål taget alvorligt og blev løst hurtigt (se artiklen s.50 i dette nummer). De kapitalistiske stater kendte udmærket til den kommende pandemi så tidligt som i november 2019, men besluttede ikke at træffe forebyggende foranstaltninger til at bekæmpe den, for ikke at standse nogen markedsmekanismer. Det førte til hundredtusinders død og faren for, der kommer millioner mere.
Dertil kommer, at et privatiseret sundhedssystem betyder, at de, der ikke har råd til forsikring, vil blive opkrævet 200.000 rubler for behandling (3000 dollars), for ikke at nævne sygehusenes manglende evne til at huse patienter. Modsat var det i det socialistiske USSR, hvor forebyggelse og folkesundhed var førsteprioriteten. Mens man i Rusland under zardømmet havde en dødelighed som følge af epidemiske sygdomme på 291 pr. 1000 indbyggere, ophørte de fleste helt under socialismen. Klar organisering og gennemførelse af forebyggelse afværgede forekomsten af mange alvorlige sygdomme, herunder pest, i 1930’erne. Hele sundhedssystemet blev omstruktureret efter socialismens sejr, og sundhedsspørgsmålene blev styret af folkeråd lokalt, mens alle sundhedsressourcer blev mobiliseret og centraliseret til at arbejde effektivt. Vi kan således drage videnskabelige og historiske konklusioner til fordel for et socialistisk økonomisk system, som ikke sætter profit over mennesker.
Desværre betyder den svage fagbevægelse i Rusland, at uorganiserede arbejdere ikke er garanteret nogen beskyttelse. Ringe og uorganiseret folkelig modstand mod den russiske regering er ikke lovende for arbejderne. Vi er nødt til at gøre det klart, at vi ikke vil leve i konstant frygt for vores økonomiske liv. Vi vil have magten over vores skæbne tilbage i vore egne hænder og kæmpe for borgernes og indvandrernes politiske og økonomiske rettigheder!
21. maj 2020
Oversat fra Revolutionary Struggle, Indien