Forskellige folkelige opstande, som udviklede sig i 2019 i Ecuador, Bolivia og Chile, skilte sig ud ved deres omfang og kampvilje og ved aktivering af ungdommen. Mange erfaringer og megen lærdom opstod gennem disse begivenheder, herunder især nødvendigheden af at styrke og opbygge marxistisk-leninistiske fortropspartier, der er i stand til at lede opstande i fremtiden. Opstandene førte også til et højere niveau af konfrontationer med borgerskabet og imperialismen, hvilket er afgørende for en fælles strategi for at magte opgaven og styrke den ideologiske kamp for at komme videre i den revolutionære udvikling i Latinamerika.
En anden konsekvens af det manglende lederskab og kampens uorganiserede karakter har ført dele af ungdommen, som deltog i de sociale opstande – især i Chile – til at sætte spørgsmålstegn ved marxismen-leninismens legitimitet som det fundamentale redskab til befrielsen af arbejderklassen. De ser sig om efter ”nye” ideologier, som skulle være mere i tråd med erfaringerne fra gadekampene, hvor de genopliver anarkismen og maoismen-Gonzalo-tænkningen (”Formand Gonzalo”, bedre kendt i Europa som Guzman, leder af Den Lysende Sti i Peru, o.a.), skønt sidstnævnte ikke har stor indflydelse.
Den mest udbredte og accepterede af de ”nye” aktionsguider er uden tvivl Ernesto Che Guevaras tanker, men dog uden at komme dybere end en beundring for den heroiske guerillafigur. Bag beundringen findes ingen analyse eller studie af hans økonomiske politiske arbejde, som kunne gøre det muligt at kunne analysere hans synspunkter i den aktuelle latinamerikanske kontekst og derudfra foreslå en strategi for befrielsen af folkene. Man bør klarlægge den sande karakter af hans ideer, og hvordan de blev praktiseret i den første periode af den cubanske revolution, for at analysere effekten på den økonomiske udvikling og af hans revolutionære strategi.
Den cubanske revolution og guerillakrig-teorien
Den cubanske revolution var en klar bekræftelse af de leninistiske teser om revolutionen. Che Guevaras teori om ”guerillakrig” var ikke, hvad der udspandt sig i Cuba. Revolutionen havde ikke karakter af en revolution fra landet, som Che antydede, fordi bønderne i meget ringe omfang deltog direkte i den væbnede kamp. Kampen mod Batistas diktatur foregik først og fremmest i byerne, og folkets oprør tvang diktatoren til at flygte, men det var arbejdernes generalstrejke, som besejrede diktaturet og dets forsøg på at svare igen for at bevare magten. Det tvang Batistas hær til at flygte og tillod Fidels guerillaer at indtage Havanna og magten.
I sine skrifter anerkender Che Guevara ikke den cubanske revolutions borgerlig-demokratiske karakter, ej heller at den var grundlæggende urban, eller årsagerne til, at den førte til sejr. Han konkluderede, at guerillaerne var revolutionens hovedkraft, og ophøjede den fra at være én form for kamp til at være metoden til at lave revolution, ”et middel til … erobring af den politiske magt” (Che Guevara: Guerilla War-fare: A Method).
Lenin sagde, at man aldrig kan ”betragte guerillakamp som den eneste eller som den vigtigste kampform; det betyder, at denne metode skal være underordnet andre metoder, at den skal passe ind i kampens hovedmetoder og skal forædles af lyset og den organisatoriske indflydelse fra socialismen” (Lenin: Guerilla Warfare)
Omkring ”guerillaen som folkets fortrop” siger Engels: ”Tiden er løbet ud for revolutioner båret igennem af små minoriteter i spidsen for uvidende masser. Når det kommer til spørgsmålet om den totale omformning af den sociale organisering, så skal masserne selv deltage, skal forstå, hvad der er på spil, og hvorfor de er nødt til at handle. Det har de sidste 50 års historie lært os. Men for at masserne kan forstå, hvad der skal gøres, er det nødvendigt med et langt og vedholdende arbejde, og det er dette arbejde, som vi nu udfører med resultater, der driver vores fjender til desperation.” (Introduktion til Karl Marx’ værk ”Klassekampen i Frankrig, 1848-1850”)
Ifølge Che Guevara ”er det ikke altid nødvendigt at vente på, alle betingelser for revolutionen er til stede. Selve opstanden kan skabe dem.” I Cuba var alle betingelse for at vælte diktaturet til stede: De amerikanske monopolers dominans i landet, med ejerskab af store godser, som opererede med støtte fra diktaturet og de nationale kapitalister. 50 % af befolkningen i ekstrem fattigdom, arbejdsløsheden i 1958 var 40 %, 657.000 arbejdere uden arbejde, 500.000 landarbejdere i sukkerindustrien arbejdsløse det meste af året, 63 % af bønderne var jordløse. En organiseret arbejderklasse med stor kamperfaring, en aktiv folkelig modstand med 19.000 dræbte i kampen mod diktaturet, en organiseret demokratisk opposition. Alle disse faktorer gjorde det muligt for guerillaen at vinde massernes støtte på meget kort tid samt at samle alle oppositionelle kræfter bag sig, herunder også den ikke-monopolistiske del af borgerskabet, med hvem de dannede en revolutionær demokratisk regering, som senere blev ført videre i den socialistiske revolution.
”… i de underudviklede dele af Amerika skal grundlaget for den væbnede kamp i hovedsiden være på landet” (Che Guevara: ”Guerillakrig: En metode”). Lenin sagde: ”Det vil være meningsløst at gøre bønderne til krumtappen i den revolutionære bevægelse. Det ville være vanvittigt, hvis et parti fastlagde sin revolutionære praksis på den revolutionære sindsstemning hos bønderne” (Udkast til vores partiprogram, 1899).
For Che Guevara måtte bønderne blive hovedkraften i hans folkehær og arbejderklassen henvises til en sekundær placering, hvor den må stå parat til kamp, når guerillaen kræver det. Han benægtede arbejderklassens og dens partis ledende rolle og krævede i stedet, at den revolutionære proces skulle ledes af guerillaens generalstab. At guerillaen skulle dække hele kontinentet, og at ”Andesbjergene vil blive Latinamerikas Sierra Maestra”(ibid). (Sierra Maestra er et bjergområde i Cuba, hvor rebellerne holdt til under frihedskrigene i 1800-tallet, o.a.). Han ignorerede fuldstændig den uensartede udvikling af landene i Latinamerika og de deraf følgende forskellige revolutionære kampe, som udvikler sig ud fra hvert lands egne politiske, økonomiske og sociale forhold.
Konsekvenserne af hans småborgerlige individualistiske ideologi var bl.a. hans fejlslagne guerillabevægelse i Congo, hvor han måtte rejse hjem, da Den Demokratiske Bevægelse i Congo bad den cubanske regering kalde ham hjem, og hans tilfangetagelse og mordet på ham i Bolivia. Den småborgerlige ideologi fik ham til at mene, at individet stod over masserne, at de ville følge ham, når de vidste, at det var Che Guevara, der ledede guerillaen, som han selv skriver i sin dagbog fra Congo. Til Che Guevaras fiaskoer knytter sig også de forskellige udbrud af guerillaaktiviteter, der dukkede op på det latinamerikanske kontinent efter den cubanske revolution som følge af Ches ideer.
Mod en ny socialistisk økonomisk politik?
Kritik af den sovjetiske manual til politisk økonomi fra 1962
I den sovjetiske manual til politisk økonomi fra 1962 er khrustjovismens reformer systematiserede. Dens hovedformål var at forandre to af Stalins grundlæggende teser, som omhandlede den socialistiske opbygning og kommunismen, og som blev udviklet i ”Politisk økonomi” fra 1954 og fremlagt af Stalin i 1952 i ”Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen”.
a) Den grundlæggende økonomiske lov for socialismen er: ”sikringen af den maksimale tilfredsstillelse af hele samfundets stadig voksende materielle og kulturelle behov gennem den socialistiske produktions stadige vækst og fuldkommengørelse på basis af den højeste teknik.” Khrustjoviterne udskiftede denne lov med en mere ”forbrugeragtig” af slagsen, hvor man siger, at ”socialismens grundlæggende økonomiske lov er frem for alt en lov om socialistisk produktion … som udtrykker medejerne af produktionsmidlernes vigtigste materielle interesse”. (Manual til politisk økonomi fra 1962)
b) ”For det andet er det nødvendigt at ophøje kollektivlandbrugets ejendom til samfundsejendom … at erstatte råvarecirkulationen med et system af produktudveksling, under hvilket den centrale regering eller et andet social-økonomisk center kan kontrollere hele den sociale produktion i samfundets interesse.” Khrustjoviterne hævdede, at man kunne eliminere loven om en vares værdi, hvis produktionsmidlerne produceres og sælges inden for den statslige økonomi. Dette gjaldt også for udveksling og salg af produkter mellem industri og landbrug, dvs. egentlig handel, eftersom man kan ”videreudvikle og bruge loven om værdiskabelse og handelsvare-pengerelationerne i hele perioden, hvor man udvikler det kommunistiske samfund”. (Manual til politisk økonomi fra 1962)
Det var reformer, der skabte modsætninger mellem de produktive kræfter og relationerne i produktionen, hvilket over tid udviklede og tillod kapitalismens genkomst. Det var reformer, der i 1965 videreudvikledes under Bresjnev, og som satte statslige virksomheder uden for central planlægning. Disse virksomheder skulle kun knytte an til generelle målsætninger, som de modtog, så de lavede egne produktionsplaner, der gjorde en ende på de restriktioner, der stadig eksisterede for de økonomiske (natur-)love om værdiskabelse og handelsvarer. Således kom arbejdernes materielle incitament til at afhænge af firmaets profit.
Disse khrustjovistiske reformer blev kritiseret af Che Guevara for brugen af loven om værdiskabelse, handelsvare-penge-relationerne og den materielle stimulus under kommunismen. Men han kritiserede også brugen af disse ting i perioden med forandringen af kapitalisme til socialisme og under socialismen. Det var kritikker, som han fremførte fra venstrepositioner fra perioden med krigskommunisme i de tidlige år af den bolsjevikiske revolution.
Kort om relationerne mellem krigskommunisme og NEP-politikken
Perioden med krigskommunisme var et resultat af den kendsgerning, at store dele af de områder, der stod for hvedeproduktionen og udvinding af råstoffer, kom under kontrol af invasionsstyrkerne mod revolutionen, og at handel med udlandet stort set var ikke-eksisterende. Det resulterede i en alarmerende mangel på industrivarer og mad, hvilket truede revolutionen. For at klare denne krise skred sovjetmagten til nationalisering af al industri og indenrigshandel, udstak obligatoriske kornkvoter til bønderne og opbyggede bevæbnede enheder af arbejdere for at håndhæve påbuddene. På grund af mange papirpenge, der var trykt uden værdi bag, tabte rublen købekraft, handlen indskrænkedes, og den svage valuta, prisstigningerne og kreditsituationen gav plads til byttehandler med forskellige produkter som penge. Sovjetregering uddelte mad og basisfornødenheder med rationeringskort. I perioden fra slutningen af 1920 og til lidt ind i 1921 blev sådanne uddelinger skattefri, og det samme var tilfældet med offentlig service, brændstof, boliger, medicin osv. Pengeløse transaktioner mellem statsejede virksomheder steg i stort omfang. Råstofleverancerne til fabrikkerne blev skattefri, og lønningerne blev udbetalt i naturalier.
Erstatningen af markedsøkonomi med naturalieøkonomi fik venstrefolkene til at tro, at det var porten til kommunisme, og det var dem, der var imod NEP-politikken. Det bolsjevikiske parti indførte NEP for at løse den politisk-økonomiske krise og for at tage sig af bøndernes bekymring og give plads til udvikling af industrien.
NEP-politikken erstattede den tvungne udlevering af landbrugsprodukter med skat i naturalier, cirkulation af handelspenge blev tilladt ved brug af lovmæssighederne for varens værdi (penge, pris, profit, køb-salg, kreditter, skatter osv.). Den tillod frit salg af overskuddet, når skatten var betalt. Det blev udvidet til al indlandshandel af industriprodukter, hvor man ”bevægede sig fra statskapitalisme til stadiet, hvor staten regulerede al handel med køb og salg samt pengecirkulationen”. (Lenin)
Che Guevaras kritik af ”Ny økonomisk politik” (NEP)
Ifølge Che Guevara har problemerne i Sovjetunionen og genrejsningen af kapitalismen sin rod i NEP.
”Vi ser det som en vigtig opgave, fordi marxistiske undersøgelser på det økonomiske område er på vej i en farlig retning. Stalintidens uforsonlige dogmatisme er blevet efterfulgt af en inkonsekvent pragmatisme. Og det virkelig tragiske er, at det ikke bare gør sig gældende inden for èt bestemt område af videnskaben. Det foregår på alle områder af livet hos de socialistiske folk, hvor det skaber forstyrrelser, der allerede er enormt skadelige, og slutresultaterne er uoverskuelige.
Gennem vores praktiske handlinger og vores teoretiske undersøgelser fandt vi frem til en stor skurk ved navn Vladimir Iljitj Lenin.
… Vores tese er, at de forandringer, der skabtes som et resultat af NEP, er trængt så dybt ind i livet i USSR, at det styrer hele epoken. Og resultaterne er nedslående. Den kapitalistiske overbygning påvirkede i stigende grad de fleste markedsrelationer i produktionen gennem konflikter fremkaldt af dette hybridsystem, hvilket i dag betyder, at NEP bliver opløst til fordel for overbygningen: Det er tilbagevenden til kapitalismen.
… Dette udgør det største tilbageskridt i USSR. Lenin sammenlignede det med Brest-Litovsk-freden… Hvis han havde levet længere, ville han have rettet de mest skadelige tiltag. Hans efterfølgere så ikke faren, og således blev den store trojanske hest i socialismen skabt.” (Che Guevara: Critical Notes on Political Economy)
NEP var kun i begyndelsen et skridt baglæns, nødvendigt for at realisere de borgerlig-demokratiske rettigheder, som var uløste på grund af borgerkrigen og den udenlandske invasion. Det gjorde det muligt at genskabe landbrugsproduktionen og industrien. Che Guevaras kritik kom fra det bolsjevikiske partis venstreopposition, som blev ledet af Trotskij:
I sine værker opponerer han mod NEP’s ”hybridtilstand”. Han gjorde Lenin ansvarlig for brugen af værdiloven og for relationen råvarer-penge under socialismen. Forslagene i ”Ny Økonomi” udtrykte holdningen til NEP hos trotskisterne, der i 1923 foreslog fremskyndelsen af industrialiseringen. Finansieringen af det skulle klares gennem ulige udveksling med landbruget, hvor værdiloven ikke skulle gælde (”saksekrisen” med øget gab mellem landbrugs- og industripriser, som klingerne på en saks, o.a.). Trotskisten Preobrasjenskij kaldte det for ”den ægte socialistiske akkumulering”, som skulle fungere som den grundlæggende socialistiske lov under teorien om de to regulerende betingelser. Denne ”ægte socialistiske akkumulering” skulle regulere statens økonomi, og der skulle værdiloven ikke gælde. Der skulle være nogle retningslinjer (aritmetiske penge), mens den private sektor for de fattige bønder og kapitalister skulle reguleres af spontane værdilove. Men denne grundlæggende lov ville ”modificere og delvis fjerne værdiloven og alle love i den kapitalistiske råvareøkonomi i et omfang, så det træder frem og kan optræde i vores økonomiske system”. (The New Economics)
Det var forslag, som blev afvist af det bolsjevikiske parti, fordi det ville true alliancen mellem arbejdere og bønder. I stedet valgte partiet den leninistiske vej for integreringen af de små og mellemstore bønder i den socialistiske struktur gennem at forene dem i landbrugskollektiver og overgangen til kollektiviseringen af landbruget i 1929, hvilket førte til afskaffelsen af de rige bønder, kulakkerne.
Che Guevara benægtede NEP’s internationale vig.tighed. Han sagde, at… ”hele den politik kan karakteriseres som en taktik, der er tæt forbundet med landets historiske situation, og dermed kan dens udmeldinger ikke tillægges universal betydning” (Budgetary Financing System). Dermed kunne denne periode mellem proletariatets overtagelse af magten og den totale socialisering af landets økonomi, hvor NEP blev anvendt, kun betragtes som en brugbar taktik i Sovjetrusland, men var uden universal betydning. Således afviste Che Guevara overgangsstadiet mellem kapitalisme og socialisme i lande med mangelfuld industriel udvikling. Han mente, at ”de socialistiske tanker berører bevidstheden hos folk i hele verden. Derfor kan de fremskynde udviklingen af produktivkræfternes særlige tilstand i et givent land” (Budgetary Financing System). På den måde kan ethvert land gennemføre den socialistiske revolution, eftersom Stalin, ifølge Che Guevara, kom frem til, at ”betragte den socialistiske revolution som mulig i kolonierne og de afhængige lande” (Budgetary Financing System). Han forstod ikke, at Stalin sagde, at den nationale befrielsesrevolution i kolonierne og den revolutionære demokratiske eller folkelige revolution i de afhængige lande ville underminere de kapitalistiske og imperialistiske positioner, og at de dermed ville blive til den socialistiske revolutions reserver.
Det nye Cubas økonomi
I de første år af den cubanske revolution blev økonomisk styring anvendt med relativ succes. Men allerede før den sovjetiske økonom Evsei Lieberman fik gennemført sine reformer i Sovjetunionen, havde Che Guevara i Cuba i 1962 sat spørgsmålstegn ved gyldigheden af socialismens økonomiske love, i særlig grad værdiloven og den rolle, som handelsvareværdiernes relationer spiller under socialismen, de selvstyrende virksomheder i forhold til den samlede økonomiske styring. Han foreslog, at Cuba kortvarigt skulle afskaffe penge- og handelsvarerelationerne fuldstændigt og skabe en slags ”moderne naturalieøkonomi”. Han fremlagde teorien om de to regulatorer, som skulle erstatte den (monetære) økonomiske styring med Budgetary Finance System, som skulle eliminere pengene i den økonomiske kontrol. Han ville erstatte den nationale økonomistyring med en ny type regnskab, som skulle sikre fornuftige økonomiske planer, en ny slags ledelse af ”solide” virksomheder. Et system med ”modtagelse og levering” af produkter, af råmaterialer, som udvekslet mellem dem skulle gøre det muligt at måle det udførte arbejde uden at gribe til monetære regnskaber, som kun skulle bruges til internationale transaktioner. Han ville anvende ligemageri i betalingen for arbejde for at afskaffe individuelle stimuli og dermed hæve graden af bevidsthed, så hver arbejder ville yde den maksimale individuelle anstrengelse i kollektivets interesse.
Som følge af ønsket om at skabe en udviklet socialisme på kortest mulig tid blev industrialiseringen fremskyndet, og priserne på landbrugsvarerne fra de små og middelstore bønder blev fastlagt. Som svar på, at nogle nægtede at sælge varerne til National Institute of Agrarian Reform (INRA), hvilket medførte en fødevarekrise, konfiskerede staten produkterne hos primært de fattige bønder. Deres svar var at sælge produkterne på det sorte marked eller at gå i strejke, som medførte fødevareknaphed, som igen medførte rationering, som startede en inflatorisk spiral. Dette medførte mangel på arbejdskraft på grund af faldende købekraft med efterfølgende fald i produktivitet og kvalitet som følge af mangel på materielle incitamenter. På grund af den lave løn forlod landarbejderne statslandbrugene for at arbejde på de private landbrug. Den krise blev overvundet, da Fidel Castro gjorde op med INRA’s politik og fjernede Che Guevara fra arbejdet, fjernede alle restriktionerne fra landbruget og organiserede frivillige kooperativer, der kun repræsenterede 2 % af den samlede landbrugsjord. Ches plan for hurtig industrialisering fejlede. I forbindelse med Khrustjovs besøg i Cuba i 1964 ændredes den cubanske regering økonomiske politik totalt, og man lagde en retning mod decentralisering for at give større autonomi til virksomhederne, som så ville komme under bankernes finansielle kontrol. De materielle incitamenter øgedes, og industrialiseringen blev forvist til en lavere prioritet, mens landbruget blev tillagt større betydning. Alle disse reformer betød det endelige nederlag for Che Guevaras favorit-ideer om ”den cubanske socialisme”. I 1967 forsøgte man at indføre ”The New Economics” i Cuba ved at undergrave planøkonomien, hvilket medførte alvorlige forstyrrelser for reproduktionsbetingelserne.
Grundbegreber i brugen af teorien om værdi og vareudveksling under socialismen
Det eneste teoretiske argument, Che Guevara tyr til for at gå imod værdiloven, og som konsekvens heraf også imod planøkonomi, materielle stimuli og vareudveksling under socialismen, er punkt tre i Gothaprogrammet, hvor Karl Marx henviser til betaling for arbejde under socialismen. Ifølge Che kan brugen af de penge, som hver arbejder kan trække ud fra den nationale produktion (bortset fra hans arbejde for fælleskassen) for sin arbejdstid, ikke medregnes her. Marx tilbageviste selv dette, fordi ”det vi har at gøre med her, er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt, endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer”. (Marx: Kritik af Gotha-programmet, FLP Peking/Forlaget Tiden)
I et samfund under forandring fra kapitalisme til socialisme, hvor produktivkræfterne især på landet endnu ikke er fuldt udviklede, eksisterer varens pris, eftersom bønderne ikke er for socialismen. De accepterer kun varecirkulation og vil derfor betales i penge for deres færdige produkter.
Lenin, der forstod, at Sovjetrusland havde brug for at fremme den økonomiske udvikling i industri og landbrug, hvilket krævede investeringer, fremmede private initiativer gennem statskapitalisme. Han udbyggede det gennem NEP, hvor der for statsejede virksomheder blev indført en kapitalistisk ledelse, finansielt selvstyre, hvor bankerne kontrollerede deres indtægter og udgifter. Det gjorde det muligt at have ”en generel regnskabsføring for hele staten, en oversigt over produktionen og distributionen af produkter”.
”Planøkonomi er uundgåeligt og uløseligt knyttet til Den nye økonomiske Politik og i den nærmeste fremtid er det sikkert, at denne type vil blive altdominerende, hvis ikke den eneste … Sovjetrusland sikrede for første gang muligheden for at udvikle en planlagt økonomisk opbygning, at uddybe denne videnskabeligt, så hele den nationale økonomi kunne praktiseres i en statslig plan. Arbejdets produktivitet er den mest betydende faktor, den afgørende faktor for det nye sociale systems succes.” Om økonomiske stimuli sagde Lenin: ”Vi kan ikke kun sætte vores lid til, at entusiasme hæver produktionen, men ved hjælp fra den entusiasme, der er skabt af den store revolution, og på den personlige interesse, de personlige stimuli. Vi har først og fremmest brug for, at produktionen forøges. Vi mener, at hver eneste vigtig del af den nationale økonomi skal bygges på basis af personlig interesse.”
I opbygningen af socialismen blev disse principper anvendt af Stalin, som opbyggede systemet med økonomistyring, der fastlagde principperne om rentabilitet i virksomhedsledelse baseret på styringen af de økonomiske resultater. Dette medførte sparede produktionsomkostninger ved at tillade en større kapitalakkumulation i virksomheden, som fordrede en større andel til arbejderne. De blev honoreret efter det udførte arbejde, eftersom ”løn under socialismen udbetales på baggrund af det udførte arbejde og ikke ud fra behov.” (Stalin: New Conditions – New Tasks in Economic Construction)
Værdiloven fortsætter med at styre under socialismen, fordi der stadig er råvareproduktion og råvarecirkulation:
For det første er produktivkræfterne ikke udviklet fuldt ud til at opfylde folkets behov, forbrugsvarer distribueres i forhold til, hvad hver enkelt person yder til fællesskabet, og ved brug af penge.
For det andet, fordi der stadig er to former for socialistisk ejendom: Statsejendom, som er hele folkets, og kollektivlandbrugene, hvor bønderne styrer, og hvis udveksling af produkter – gennem råvarecirkulationen – gør det nødvendigt at fastlægge værdien af landbrugsprodukterne og derigennem også af industriprodukterne og arbejdernes lønninger.
Værdiloven kan ikke fungere som regulator af produktionen (udbud og efterspørgsel), fordi økonomien er planlagt (loven om harmonisk udvikling af økonomien). Den fungerer kun inden for varecirkulationen, primært i forhold til personligt forbrug og i begrænset omfang. Det ses i prisfastsættelsen, hvor der ses på varens værdi udtrykt i penge, i indretningen af udbud og efterspørgsel, som spiller en større rolle i prisudviklingen på markedet for kollektivlandbrug, som er kontrollerede af staten, eftersom størstedelen af varerne bliver solgt inden for stats- og kollektivhandel til priser, der er fastlagt i planlægningen. Stalin sagde: ”Når der i stedet for de to grundlæggende produktionsenheder, statssektoren og kollektivlandbrugssektoren, bliver én altfavnende produktionssektor med ret til at fordele alle forbrugsgoder, der er produceret i hele landet, så vil varecirkulationen med dens ’pengeøkonomi’ forsvinde, fordi den bliver et unødvendigt element i nationaløkonomien.” ( Socialismens økonomiske problemer i USSR)”For at berede vejen for den virkelige vej og ikke den deklaratoriske overgang til kommunismen skal mindst tre grundlæggende forudsætninger være opfyldt:
1… en uafbrudt vækst i hele den samfundsmæssige produktion, fortrinsvis i fremstillingen af produktionsmidler… fordi det ellers bliver umuligt overhovedet at realisere den udvidede reproduktion.
2… at hæve kollektivlandbrugenes ejendom op på niveau med folkeejendommen … for at erstatte varecirkulationen med et system af produktudveksling.
3… Det er nødvendigt… at sikre en sådan kulturel vækst i samfundet, at alle samfundets medlemmer sikres en alsidig udvikling af deres fysiske og åndelige evner.” (Stalin: Socialismens økonomiske problemer i USSR).
Stalin så, at der stadig ville være uløste modsætninger mellem statsejendom og kollektivlandbrugenes ejendom:
”Der er og vil fortsat være modsætninger, eftersom udviklingen af produktionsforholdene halter efter og fortsat vil halte efter udviklingen af produktivkræfterne. Under forudsætning af ledelsesorganernes korrekte politik kan disse modsætninger ikke vokse over i antagonismer, og der er ingen risiko for, at det skal komme til konflikt i relationerne mellem produktionsforholdene og samfundets produktivkræfter… Dette vedrører frem for alt økonomiske faktorer som gruppeejendom, kollektiv landbrugsejendom og varecirkulation… Disse faktorer hæmmer allerede nu den magtfulde udvikling af vores produktivkræfter, eftersom de især på landbrugsområdet skaber forhindringer for den fulde udvidelse af regeringens planer for hele den nationale økonomi. Der er ingen tvivl om, at disse faktorer over tid vil hæmme den kontinuerlige vækst af vort lands produktivkræfter mere og mere. Opgaven er derfor at eliminere disse modsigelser ved gradvist at omdanne den kollektive landbrugsejendom til folkeejendom, og ved – også gradvist – at introducere produktudveksling i stedet for varecirkulation.” (Socialismens økonomiske problemer I USSR)
Stalin refererede til de fortsatte svagheder i landbrugsproduktionen, hvor en af dem var bøndernes manglende interesse for produktionen i kollektivlandbruget. Inden for kollektivlandbruget havde de stadig deres jordlod, der leverede 10 % af de samlede produkter, som kollektivlandbrugets marked leverede til befolkningen. Under 2. verdenskrig var dette vokset til 40 %, med de deraf følgende ”millionærkollektivlandbrug”, hvis midler blev konfiskeret via en skattereform.
I 1950 gennemførtes en sammenlægning af adskillige kollektivlandbrug i et forsøg på at afskaffe de tendenser til individualisme, som fandtes blandt bønderne. Det skulle også betyde en bedre brug af maskinerne og forøge landbrugsproduktionen. Det blev ikke helt opnået, fordi en højrelinje, som foreslog lavere skatter, bedre betaling til bønderne og tilvejebringelse af billige industrivarer, opstod i politbureauet. De kæmpede for at fremme styrkelsen af kollektivlandbrugenes ejendomsret og individualismen. De foreslog også at sælge landbrugsmaskinerne og dermed afskaffe maskinstationerne (MST), som udlejede maskiner til kollektivlandbruget. Khrustjov (landbrugsminister o.a.) foreslog, at bøndernes individualisme skulle bekæmpes og undertrykkes ved at overføre dem til landbrugsindustrielle enheder, som skulle være centrum i hvert kæmpe kollektivlandbrug og dermed opsuge alle individuelle tiltag. Dette forslag blev ikke vedtaget, fordi det kunne kaste landbruget ud i en blodig konfrontation. Det endelige svar på løsningen af landbrugsproblemerne blev givet af Stalin (citeret ovenfor) i en omfattende redegørelse i hans teoretiske værk ”Socialismens økonomiske problemer i USSR”.
Efter Stalins død den 5. marts 1953 besluttede den nye ledelse af SUKP at prioritere letindustrien til skade for sværindustrien. I 1954 lancerede Khrustjov, der var landbrugsminister, sin politik med at åbne det jomfruelige Sibirien, som betød en tilsidesættelse af stalintidens projekter med kunstvanding og skovområder, der havde til formål at mindske skaderne fra tørkeperioder. Han omdirigerede store finansielle resurser og landbrugsarbejdskraft sit koloniseringsprojekt, hvor nye byer og veje osv. skulle bygges. Den første høst gav et stort udbytte, men de følgende år faldt udbyttet så meget, at de store investeringer ikke kunne retfærdiggøres. Den 6. femårsplan blev en fiasko med nedgang i stålproduktionen, kulminerne og tømmerproduktionen. Det var et resultat af favoriseringen af letindustrien. I 1957 blev den centrale styring af nationaløkonomien svækket, industriministerier blev opløst, og nye regionale ledelsesorganer blev oprettet. Efter 1956 blev priserne på indsamling og salg inden for landbruget hævet, og i januar 1958 blev reglen om lovpligtig overdragelse af landbrugsprodukter ophævet. Statutterne for artellerne (individuelle jordlodder) blev ændret til fordel for bønderne i kollektivlandbrugene, maskinstationerne (MST) blev nedlagt og maskinerne overdraget til kollektivlandbrugene. Disse reformer førte til en forøgelse af varecirkulationen, hvilket var i modstrid med alt, hvad Stalin havde sagt og gjort.
Resultatet blev, at den industrielle produktion stagnerede, og at landbruget led tilbageslag i perioden 1959-1963, hvilket skabte stor fødevaremangel. Folkets levestandard faldt, boligbyggeriet gik tilbage osv.
Man kan konkludere, at der skete et radikalt brud mellem den periode, hvor Stalin ledede opbygningen af socialismen, og perioden efter Stalins død, hvor revisionismen tog kontrol over partiet og USSR. Men Che Guevara så ikke khrustjoviternes afvigelse fra marxismen-leninismen. Han opfattede det som ”inkonsekvente pragmatiske” handlinger, som skete ”på grund af stalintidens uforsonlige dogmatisme”, som insisterede på brugen af værdiloven. For Che Guevara var det ikke afgørende, at produktivkræfterne blev udviklet for at kunne undvære varecirkulation og penge, eftersom han mente, at det var bevidstheden, der bestemte udviklingen af produktivkræfterne, og dette var ikke massernes bevidsthed. ”Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.” (Karl Marx: Preface and Introduction to a Contribution to the Critique of Political Economy)
“Derfor må det proletariske parti, for ikke at begå fejl i politikken og for ikke at forfalde til ufrugtbare drømmerier, ikke basere sin virksomhed på ’den menneskelige fornufts abstrakte principper’, men virke ud fra de konkrete betingelser for samfundets materielle liv som den afgørende kraft i samfundsudviklingen, ikke på ’store mænds’ fromme ønsker, men ud fra de reelle behov, der udspringer af det materielle samfundslivs udvikling.
At utopister spillede fallit, og blandt dem narodnikerne, anarkisterne og de socialrevolutionære, skyldtes bl.a., at de ikke erkendte, at betingelserne for samfundets materielle liv spiller den primære rolle, at de forfaldt til idealisme og ikke baserede deres praktiske virksomhed på de behov, der udsprang af det materielle samfundslivs udvikling, men virkede uafhængigt af disse behov og på trods af dem, og at deres basis var ’idealplaner’ og ’altomfattende projekter’, der var løsrevne fra det virkelige samfundsliv.” (Stalin: Dialektisk og Historisk materialisme)
Læren fra Marx, Engels, Lenin og Stalin viser, at ”teorien om guerillakrig” og postulaterne om ”Budgetary Finance System” ligger langt fra anvendelsen af marxismen-leninismen på den cubanske virkelighed. Det er snarere en eklektisk sammenblanding af anarkisme, trotskisme og maoisme. Che Guevaras skriverier og praksis bekræfter det. Troen på, at den menneskelige bevidsthed i dag har en større indflydelse på socialismens eksistens end massernes konkrete livsbetingelser, fik ham til at udtænke en vision om revolutionen og opbygningen af socialismen, som ikke bare fejlede, men også endte som en bragende fiasko.
Oktober 2021
Oversat fra Unity & Struggle nr. 43, 2021
Tidsskrift for Den Internationale konference af marxisttisk-leninistiske partier og organisatione, CIPOML
Bibliografi:
Karl Marx – Critique of the Gotha Programme, – Preface and Introduction to a Contribution to the Critique of Political Economy, FLP Peking.
Frederick Engels – Introduction to the Class Struggle in France, 1848-1850.
V.I. Lenin – Guerrilla Warfare, Collected Works, Vo l. 1 1
– The Tax in Kind, Collected Works Vol. 32
– Once Again on the Trade Unions, the Current Situation and the Mistakes of Trotsky and Bukharin – Collected Works, Volume 32
– Integrated Economic Plan – Collected Works, Vol. 32
Report on War and Peace Before VIII Congress [Extraordinary Seventh Congress, Collected Works, Vol. 18], Complete Works, Volume 27
Joseph Stalin – New Situation New Tasks – Questions of Leninism
– Dialectical and Historical Materialism
– Questions of Leninism
– Report to the 17th Congress of the CP (B) of the USSR– Economic Problems of Socialism in the USSR
Ernesto Che Guevara – Guerrilla Warfare, A Method.
– Budgetary Finance System
– Critical Notes on Political Economy
– Socialism and Man in Cuba
E.H. Carr – A History of Soviet Russia
– The Bolshevik Revolution 1917-1923, Macmillan
Baykov – The Development of the Soviet Economic System, Macmillan